Tuesday, 19 July 2016

Fed splatterfilm efter midnat

Jeg er netop blevet færdig med efterfølger nummer to til CABIN FEVER og nej hvor dejlig en splatterfilm, den viste sig at være! Og ja, jeg siger splatterfilm, selvom der ikke er andre, der bruger lige dén term mere. Jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor dette kodylt fede udtryk på det nærmeste er gået i glemmebogen. Ikke mindst er det passende ifm. en film som CABIN FEVER 3, som ikke er en dissideret gyserfilm, men netop en gore flick eller på dansk; splatterfilm.

Sequel nummer 2 har undertitlen "Patient Zero" og er i virkeligheden en prequel til den første film, som Eli Roth instruerede tilbage i 2002 og som den kanalje til Søren Høy skulle svine til ved at give den nul hatte i "Bogart" (eller var det "Filmland"?) på DR tv, og det på trods af, at filmprogrammet aldrig gav nul hatte (eller stjerner, whatever). Det viste bare Søren Høys evner som filmanmelder, manden aner jo ikke en skid om horrorfilm og excellerede i at være lige så snobbet som de fleste andre mainstream-filmanmeldere er i Danmark. Og det kan godt være, det er 14 år siden, han svinede denne dejlige film til, men her på bloggen tilgiver vi aldrig folk deres dumheder. Aldrig i 1000 år.

Den første CABIN FEVER er totalt fed, uforpligtende splatter-underholdning. Nej, det er ikke kvalitet som Cronenberg i sine velmagtsdage, eller en Argento på slap line og med en italo-dulle i den ene hånd og en brødkniv i den anden, men filmen leverer max splattet og snasket underholdning og det skal man være en dum stodder for at kimse ad, blot fordi det ikke er "god" filmkunst. Toeren hed CABIN FEVER: Spring Fever og kom i 2009 og rigtig mange fans forventede en sequel, der lignede den første film og da Ti West leverede en film, der var meget anderledes (cirka nul historie og max spatterscener), blev samme fans fornærmede, stampede i denne verdens gulve og skabte sig åndssvagt. Personligt var jeg sgu fanderme godt underholdt af toeren. Den er ikke oppe at ringe på niveau med etteren, men mindre kan også gøre det.

I 2014 kom så treeren, som jeg som sagt netop har set og lad mig sige det med det samme: Jeg er begejstret! I instruktørstolen sidder denne gang Kaare Andrews, der tidligere har lavet tv-horrorfilmen ALTITUDE (2010) og et afsnit af filmen THE ABCs OF DEATH (2012) og det kan sateme godt være, man skulle tage at holde udkig med, hvad Kaare laver i fremtiden, CABIN FEVER: Patient Zero er nemligt stort set lige så underholdende som Eli Roths film. Underholdende historie, der godt nok ikke leverer noget nyt, endsige er uden sytten tusinde klicheer, men alligevel formår at fremstå, well, underholdende.

Og da filmen byder på tonsvis af dejlige splatterscener, gør filmen det, som den skal. Søren Høy ville nok være nødt til at lægge sig på sengen for at komme sig over dette "makværk", men undertegnede har intet problem med at anbefale CABIN FEVER 3 som en godbid til lækkersultne gorehounds. Er det et kvalitetsmåltid? Nej, men sateme en saftig burger med sprøde pomfritter og cola, der sprutter op i næsen.

Set på dvd fra UK. Desværre var dvd'en det, som jeg kalder en "floater"; du ved, når man tager kuverten op af postkassen og man godt kan høre dvd'en rasle inde i kassetten. Æv. Jeg mener ikke tidligere at have været ude for, at det rent faktisk har indflydelse på afspilningen af skiven, men denne gang frøs filmen til, hakkede og stammede gennem et minuts tid. Det hjalp lidt, at jeg tog den ud og tørrede den lidt af, men helt godt blev det ikke. Heldigvis drejede det sig efter gnidningen kun om måske 30 sekunder, men det er 30 sekunder for meget. Filmen er ude på dansk dvd, så måske køber jeg et nyt eksemplar. Den britiske dvd er mere skrabet end skrabet. Der er intet ekstramateriale. Ingen trailer. Ingen femminutters "bag kameraet". Ikke engang skide undertekster for døve kunne det blive til. Det engelske omslag ligner din farmors gamle røv, det danske er en smule bedre.

PS: Her i år kom der en helt unødvendig remake af etteren. Jeg har ikke set den og den er efter sigende en frame-by-frame-remake. What's the fucking point spør' jeg bare.

No comments:

Post a Comment