Thursday, 25 May 2017

"Dame alene i verden" (1980)

Et oversætternavn, jeg ofte er stødt på i forbindelse med billige knaldromaner, er Frits Remar, men jeg anede ikke, at han også selv var forfatter, så da jeg for nyligt faldt over "Dame alene i verden" i en genbrug, blev den hevet med hjem. Til 5 kr. var det til at leve med, hvis den skulle vise sig at være noget lort. Remars oversættelser er ved den sødeste grød ikke altid lige gode, så det var faktisk mest for at se, hvordan hans egne ting var, at jeg købte bogen. 

På den ene omslagsflap står, at han også skrev "Det parallelle lig", og den fandt man jo god nok til at filmatisere i 1982 (produceret af vor ven Just Betzer, der senere lavede film med Bobby A. Suarez på Filippinerne i mid-80'erne. Suarez kontaktede mig for en del år siden pga. mine skriverier om filippinske film, men jeg nåede desværre aldrig at spørge ind til den danske forbindelse, før han gik bort).

"Dame alene i verden" handler om en kvindelig krimiforfatter, der bliver kidnappet af samvittighedsløse københavnske kriminelle til at få fingre i en boks, der uheldigvis befinder sig i en bank. Her er duller med københavnsk dialekt lige fra gaden og store brød, der renser tænder med springknive (eller var det negle?), og et plot så indviklet, at enhver 12-årig læser kan følge med. Frits Remar er ved gud ingen James Ellroy som skribent, men hans brug af samtidens talesprog er både hyggelig og morsom. Krimien er stort set en hyggebog. Lidt spænding er her, men neglebidende er den ikke. 


Bogen er udsendt i Lademann fine serie i lille format i hardcover og med dødningehoveder på omslagets inderside både for og bag. Først i bogen nævnes, at historien tidligere har været udsendt i "strækt forkortet" (ja, det står der sgu - strækt) udgave i bladet "Hjemmet" under titlen "Boks med døden". Man forstår, hvorfor der blev skiftet titel.

3 comments:

  1. Hmm, Hjemmet siger jo lidt om bogens grad af hårdkogthed, også selvom den er strækt forkortet. Jeg anede ikke, at Remar også selv skrev krimier – eller én krimi? Skrev han mere? Tak for det bogarkæologiske arbejde Jack.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Et cool foto af Remar i øvrigt!

      Delete
  2. Ja, vældig cool foto!
    Det vidste jeg heller ikke, at han var, men en hurtig søgning på nettet fortæller, at han faktisk skrev mange krimier:

    "Frits Remar, 1932-1982, dansk forfatter af fortrinsvis kriminalromaner. Remar debuterede 1967 med Mord i Pilestræde, og herefter fulgte en række veloplagte kriminalromaner, bl.a. under pseudonymet John Dahl. Den største succes var Det parallelle lig (1968, film 1982).
    ["Den store danske"]

    FRITS REMAR (rigtigt navn)
    JOHN DAHL (pseudonym)
    Født 11.12.1932. Død 6.6.1982.

    Var bosat i Danmark.

    Se mere om forfatteren på: litteraturpriser.dk

    Udgivelser

    Mord i Pilestræde : en dansk spionroman, 1967
    Det parallelle lig, 1968
    Mand alene i verden, 1968
    Mord er ingen ny opfindelse, 1969
    Kongens bedste mand : historisk kriminalroman, 1970
    Døden holder aldrig ferie, 1971
    Hvor er Eva?, 1971
    Mysteriet på Dragsholm, 1971
    Operation smugler, 1971
    Operation Gidsel, 1971
    Operation Olie, 1971
    Operation beskyttelse, 1971
    Operation politik, 1971
    Operation Vesuv, 1971
    Operation indsamling, 1971
    Operation livvagt, 1971
    Mord i tv-avisen - mord i folketinget, 1972
    Saldo negativ, 1972
    Operation raket, 1972
    Operation Atom, 1972
    Facit, 1973
    Le Mans mysteriet, 1973
    Med døden som indsats, 1973
    Øksen, 1973
    Uindbudt til mord, 1974
    Data, 1975
    Hævneren bruger seksløber, 1976
    Allan Simonsen : verdens bedste angriber, 1977
    Et strålende alibi og ti andre kriminalnoveller, 1977
    Lig i lo og lade, 1977
    Kup i stål og plade, 1978
    Hvidt uheld og syv andre kriminalnoveller, 1979
    Dame alene i verden, 1980
    HiFi for begyndere, 1980
    Tærsklen, 1981
    Kidnapning på italiensk, 1982
    ["Bibliografi.dk"]

    "bogarkæologisk arbejde". Bukker og takker. ^_^

    ReplyDelete