For 17 år siden læste jeg Frank Brahes begejstrede omtale af David Finchers FIGHT CLUB i filmbladet Franks hermetiske garage. Frank var glad for filmen. Jeg brød mig ikke om den. Jeg havde ikke set den, men derfor kan jeg sagtens have stor afsky for noget alligevel. Jeg var overbevist om, at FIGHT CLUB var en evnesvag film.
Franks blad udkom i 2003, og nu her i eftermiddag – 17 år senere – har jeg endelig fået set filmen. Set via en DVD, som jeg købte før Corona-krisen brød ud. I en Røde Kors genbrugsforretning. Til 10 kroner. Men så stod den også i nær mint condition. Hvis den tidligere ejermand har set den, så har han i alt fald passet godt på den. Der er tale om en 2-disk-udgave med fin booklet. Billedkvalitet kan jo variere gevaldigt mellem gamle DVD-udgivelser, men denne her ser morderligt godt ud. Jeg behøver ikke opgradere.
Jeg antar, at du kender filmen. En ung mand (Edward Norton) lever et jævnt kedeligt liv, lige indtil han en dag møder en anden ung mand (Brad Pitt) på et fly. Han møder også en sært fucked up kvinde (Helena Bonham Carter). Da den (første) unge mand stiger af flyet og tror, han skal hjem i seng, kommer han bare hjem til en lejlighed, der er udbrændt. Han kender ikke nogen i byen og ringer derfor til fyren fra flyet. De mødes på en bar og den anden fyr tilbyder ham, at han kan overnatte hos ham – han skal dog bare lige stikke ham een på skrinet. Og sådan begynder en spiral, der fortsætter resten af filmen.
De to opdager, at det er vældig befriende at tæske løs på hinanden, og som ugerne går, får de andre med. Den underlige kvinde kommer på en måde imellem dem, og så alligevel ikke – eller gør hun? Tro ikke, at noget er, som du tror, at det er. Men det ved du sikkert, eftersom du og alle andre end undertegnede for længst har set FIGHT CLUB – adskillige gange. Når jeg ikke har set alle klassikerne, som alle andre er bekendt med, skyldes det selvsagt, at jeg brugte tiden på at se vandvittige film fra Indonesien, Filippinerne, Hongkong, Tyrkiet, and skrald fra USA. Men så er det jo heldigt, når man en gang imellem finder en af de store i Røde Kors. Til en rund 10-krone.
Og så bedømmelsen; Var jeg så enig med mit 17 år yngre jeg, at det nok var noget skidt? Nej, på ingen måde. Faktisk har jeg lyst til at fight club-tæske mig selv for ikke at have skaffet filmen tidligere og set den! Med sine næsten 140 minutter er det en pænt lang film for folk, som har problemer med at holde koncentrationen over længere tid, men min opmærksomhed var fanget i samtlige to timer og tyve minutter! Filmens plot var ikke firkantet, som så mange film er det, men den kørte ind og ud og bevægede sig i alle mulige retninger – men dog uden at miste tråden. Og overraskende nok, så blev filmen sgu siddende i kroppen/hovedet i et helt par timer efter, at jeg havde set den. Og dét er ellers ikke noget, der sker ofte mere. Ikke når man har set så mange film. Jeg var begejstret, og den skal ses igen. Der skal nok være dem, der vil mene, at den er for "stor", for "kommerciel", og at skuespillerne er "hollywood-skuespillere". Vrøvl, siger jeg. Jeg har ikke noget at udsætte på FIGHT CLUB og giver den gerne det sjældne 13-tal på den gamle skala (den rigtige skala).
No comments:
Post a Comment