Monday 5 December 2022

Det føles som længere, men DR bragte kun KOJAK i halvandet år. 20 episoder. Så var det slut. 1975-76


 Mere gammelt skrammel fra gamle dage. Eller er det guld? Jeg kan ærlig talt ikke huske serien Kojak. Jeg husker, at vi i min familie så piloten, som kørte i spillefilmslængde, og som var mere rå og hård end resten af serien. Den byggede på en rigtig mordsag, hvor politiet hev en tilfældig ung, sort mand ind og besluttede, at han var morderen.

Jeg husker een scene fra piloten, hvor Kojak står og kigger ned i en vask, hvor den blodtilsølede kniv ligger. Jeg husker det som en vældig blodig scene, men det er selvfølgelige min fantasi, som spiller med her - vi så alting i sort-hvid dengang i de forvirrede 70'ere. Men jeg husker intet fra de ordinære afsnit.

Men det kan jo være, at jeg genkender noget. Jeg har netop (i nat!) bestilt hele serien på dansk dvd. Alle fem sæsoner findes i et bokssæt, som Coolshop sælger lige nu til sølle 324 kr. inklusiv fragt. Man får godt nok ikke piloten eller de syv senere tv-film med, men hva' fa'en. Fem sæsoner (118 afsnit) til 300 spir er en glimrende handel i sig selv (piloten har jeg i forvejen på engelsk dvd).



Danmarks Radio havde for vane kun at sende udvalgte episoder af episode-serier i 70'erne (og til dels 80'erne). Og det samme gjaldt Kojak. Man viste 20 afsnit over halvandet år fra 1975-76, og så var den skid slået. Man skulle jo helst heller ikke sende for meget amerikansk propaganda dengang. Der blev lavet 118 afsnit over fem sæsoner i USA + en pilot i spillefilmslængde og syv tv-film. Så der havde været nok at tage af.
Men! M-e-n!! Een ting, som DR i det mindste gjorde, var at producere en dokumentarudsendelse om Telly Savalas (som spillede rollen som Kojak): Telly Savalas alias Theo Kojak.
Den blev vist før det sidste afsnit i 1976, og er aldrig blevet genudsendt. Jeg kunne vældig godt tænke mig at se den (gense den? Jeg husker ikke, om jeg så den i 76). Desværre var der jo ikke nogen, der havde videomaskiner i 76, så det er umuligt at finde en privat optagelse.
Det er jo den slags, som DR's online-arkiv Bonanza skulle bruges til, men på den gamle monopolstation orker man åbenbart ikke at gøre noget ved arkivet. Jeg hørte fra en DR-ansat for et par år siden, at man endda havde overvejet at lukke det. De skulle ærlig talt tage og bede norsk stats-tv om at oplære dem i, hvordan den slags gøres. Det norske arkiv er fedt!
NB: DR's journalist, Annett Wolf, som lavede programmet, drog senere til Hollywood og lavede tv i mange år der - samme slags interviewprogrammer. Hun lever stadigvæk (if. Wiki). Måske skulle jeg skrive til hende og høre om hun kan skaffe en kopi, lolz!
(DR-program 09.12.76)



6 comments:

  1. Jeg husker stort set intet fra de enkelte episoder, men i min erindring kørte serien på DR stort set i hele årtiet. Besynderligt.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Jeg fandt selv debut-episoden (piloten) i avisen Aktuelt, og "Danske tv i 70'erne" siger det samme - så den er god nok. Men det er muligt, at den også kørte i 80'erne, muligvis på TV3.

      Delete
  2. Jack du kan godt glæde dig til at gense serien. Den er holder stadigvæk syntes jeg. Men filmen der starter serien er bedre men sådan er det tit med serier.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak. Jeg glæder mig bestemt til den. Men jeg har en fornemmelse af, at du nok har ret, og ja, sådan er det (desværre) tit. Jeg har for længst købt piloten og genset den. Jeg synes stadigvæk, den er rigtig god. Har du set de der senere tv-film?

      Delete
  3. Ja de er ikke gode. Nøjes med at se serien og pilot/filmen. Det er min anbefaling. Det er lidt det samme med Columbo serien.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak for tip. Ja, Columbo skal man se til og med sæson 7 og derefter stoppe.

      Delete