Monday, 30 October 2023

Splatter, gys og INFERNO i Synnøves talkshow for 30 år siden

OBS: Jeg skriver mine blogindlæg på computer. Jeg har netop checket på en telefon, og jeg må indrømme, at denne blog ser totalt dårlig ud på en smartphone. Jeg vil bestemt anbefale, at du læser disse indlæg på en rigtig datamat. 


SPLATTERFILM I SYNNØVE'S TALKSHOW

Tilbage i starten af 90'erne boede jeg her og der, og på ingen af adresserne kunne man se TV3. Så hvordan jeg havde opdaget, at temaet i en udsendelse af Synnøve Søes talkshow SYNNØVE'S ville være SPLATTERFILM, har jeg ingen anelse om (og dén der udenlandske ejefaldapostrof havde hun da vist ikke slået op i Retskrivningsordbogen). Men jeg husker i fald fald, at jeg fik min fætter Ronny til at optage programmet til mig på video. 

Desværre kom jeg til at optage hen over fætter Ronnys videobånd - noget som ellers kun yderst sjældent er sket! Og i nu mere end 30 år har jeg ikke kunnet gense denne ikoniske udgave af Synnøves program! Men så forleden faldt jeg tilfældigt over et upload på YouTube; En fyr på en kanal havde uploadet udsendelsen. "Hurra", tænkte jeg naturligvis straks. Men ak, for det første havde fyren kun optaget det halve af programmet, og for det andet lød lyden ad helvede til (du ved, når folk gemmer en video i alt for lav opløsning og lyden ændrer sig til en meget metallisk og skinger lyd. Næsten uudholdeligt at høre på). 

Men jeg postede alligevel videoen på facebook og spurgte samtidig, om nogen skulle ligge inde med hele programmet. And lo and behold, det gav sgu bonus! En flink mand kunne skaffe en kopi, men ville ikke selv stå for at lægge videoen op nogen steder, så jeg har selv smidt den op på min YouTube-kanal. Og derfor kan du nu ... altså lige nu!!! ... se eller gense Synnøves program om splatterfilm fra for tre årtier siden! Første gang bragt på TV3 i 1992. 
Og 1000 tak til den flinke giver! 


Screen-shots af de medvirkende i programmet: 


Synnøve snakker i baggrunden med en gæst, som ikke er
begejstret for splatterfilm. I forgrunden ses Gordon Inc, som om
lidt ligner et trafikuheld (siger han selv).

Synnøve snakker med en gæst, som heller ikke er begejstret for splatterfilm,
men som dog vil se dem, hvis der ikke er andet i fjernsynet.

Special effects makeup-artisten Allan (jeg har ikke kunnet finde hans efternavn)

Synnøve taler med en gæst, som ikke bryder sig om
de seksuelle overtoner i "Motorsavsmassakren 2".

Peder Pedersen, redaktør af det legendariske horrorfilm-fanzine INFERNO

Synnøve og ukendt gæst i baggrunde med zombie-trøje fra
"Woodoo - Rædslernes grønne ø" (Zombi 2/Zombie Flesh Eaters)

Gæst med T-shirt fra "Motorsavsmassakren"


Charlotte Bagge, som havde lavet en splatter-musikvideo til sit band Squirm.
Tilbage i 80'erne var hun iø også med i hardcorepunkbandet Kalashnikov.

Fra Squirms musikvideo (og de to nedenfor)

Fed mand, der om lidt eksploderer

Fed mand midt i eksplosion

Kim Kofod fra heavy metal-pladebutikken Rockuglen.
Han også var med til at lave fanzinet/klubben "Something Weird" 
(som ikke har noget med Something Weird Video at gøre).

En gæst ved siden af Peder Pedersen vil gerne kommentere

Her har gæsten tydeligvis slået en skid

Anders S. Kristensen, redaktør af fanzinet "Det Onde", som udelukkende
handlede om horrorbøger. Han var IKKE begejstret for splatterfilm.

Synnøve har taget trøjen af

Rikke Schubart, forfatter og filmforsker. Hun indrømmer blankt
i programmet, at hun stort set ikke kendte til horror, da hun
skulle skrive speciale om genren. Man undrer sig over,
om hendes kærlighed til horrorgenren er ægte eller ren akademisk.


Bo (uden efternavn) fra Kristelig Lytter- og Fjernseerforening
(KLF) havde ikke meget til overs for splatterfilm



Peter Peter fra Sods/Sort Sol i filmen HOV!
Nedenstående to billeder er også fra filmen.




Knud Vesterskov, instruktør af HOV!

"Det Onde"s redaktør spørger, om han
må røre ved Synnøves babser (jk)

Nye gæster i studiet efter en reklamepause

Erwin Neutzsky-Wulff, forfatter og
engang redaktør af filmzinet "Bathos".
Søren Jacobsen har anmeldt hans kæmpe horror- og
science fiction-filmopslagsværk på Skræk Og Rædsel-bloggen lige her.

Iversen, filmanmelder ved dagspressen. Selvom han i dette
program hævdede at kunne lide disse film, var det nærliggende at tænke,
ikke mindst efter hans deltagelse i et indslag i TV-avisen om Bruno
Matteis RATS, at han anså dem for at være affaldsfilm. For nogle
år siden gjorde han sig stærkt uheldigt bemærket og blev fyret fra sit
journalistjob på avisen. Der kom flere retssager efterfølgende, og
han fik flere domme. Sagen vil jeg helt undlade at omtale her, men man
kan google sig til den (bl.a. BT skrev om den). Trist affære for en filmanmelder.

Synnøve afslutter programmet

Rulletekster, hvor man tydeligt kan se produktionsårstallet,
som altså ikke er 1994, som den anden uploader på YouTube
spekulerer i (ham med den halve udsendelse). 
Måske var det en genudsendelse, han optog. 

Synnøve Søe var vært for programmet "Synnøve's" på TV3
fra 1991-94 (jf. IMDb), og igen da kanalen genoplivede
programmet under titlen "Det ny Synnøve" (i vanlig stil
har en dansk klaptorsk ikke gidet undersøge, hvor længe
programmet kørte, så på IMDb er det
listet som at have kørt fra: "1999-" Det ser altså med andre
ord ud, som om programmet stadig kører). Synnøve Søe gik desværre
bort ved egen hånd som 55-årig i 2018. Wiki-side

No comments:

Post a Comment