Ekstra Bladet 31.01.78 |
Da Danmarks Radio begyndte at vise serien Når der kommer en båd (When the Boat Comes in) for længe siden, sad familien Jensen på Vinkelvej og fulgte med. Jeg slog den op i Politikens "TV i 70'erne" og kan se, at serien kørte herhjemme fra 1978-81. Nu har jeg (som nævnt tidligere) fået fat på et engelsk dvd-boxsæt og genså første afsnit forleden.
Ofte når man genser ting efter SÅ mange år, så husker man enkelte ting og sager. Forleden tror jeg kun, at jeg genkendte en enkelt scene, men stemningen genkendte jeg. Jeg husker serien som mørk, deprimerende og meget socialrealistisk ... og jo, den er god nok, mørk og socialrealistisk. I dag synes jeg velsagtens ikke, at den er deprimerende. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at vi så den i sort-hvid dengang (farvefjernsynsapparater var meget dyre). Dét gjorde jeg i øvrigt også i går - i et forsøg på at genskabe stemningen. Der er fire sæsoner, der nu skal ses.
Første afsnit blev vist 31. januar 1978. Jeg slog op i Ekstra Bladet fra den dag, og ud over selve programsiderne fandt jeg også denne artikel, hvor Ekstra Bladet brokkede sig over, at DR nu viste for mange tv-serier. Det var endda den velkendte journalist Pedro, der havde skrevet den. Argh!!!
Journalisten Pedro gik i øvrigt bort for nogle ganske få år siden. Han fik et stykke kød i den gale hals under en middag og blev kvalt. For satan da, what a way to go. Trist. Han nåede at arbejde på Ekstra Bladet i 30 år og huskes - ikke mindst - for sine meget fantasifulde striktrøjer, som han selv strikkede. Den gamle DR-vejrmand Henrik Voldborg døde i øvrigt også forleden. Mon de to udvexlede erfaringer om strik og tips om garn?
No comments:
Post a Comment