Nogle af de allerførste anmeldelser jeg læste som spirende entusiast af ANDERLEDES FILM - men som siden er blevet "lost in the shuffle" i historiefortællingen (anmeldelserne, ikke filmene!)

Filmanmeldelser over to sider i Moshable nr. 8 (1990) 
(Scan: 300 dpi)

Når danske filmfans skal genfortælle historien om at opdage horror- og genrefilmen i 90'erne, så er det gerne bladene Inferno og Bloody Darlings, som trækkes frem. Men blandt tidlige danske fanzines, som havde stor betydning i udbredelsen af genrefilm, hvem husker da bladet ... Moshable??? Sikkert kun de færreste. Men jeg gør i alt fald. Og rent faktisk var det med Moshable, at det hele startede for undertegnede (hvad angår danske blade). Ikke med Inferno, ikke med Bloody Darlings, men med Moshable. 

Jeg genfandt forleden et nummer af netop Moshable (nr. 8), som jeg ikke havde set i ret lang tid. Bladet var et dansk punkrock-fanzine, som udkom i slut-80'erne og hele vejen gennem 90'erne - og med base i det nordjyske! 

Bladets bagmænd og redaktørteam hele vejen fra start til slut var Lars Krogh og Simon Nielsen, som begge senere gjorde sig kendte på forskellige alternative "pop-scener" (her mener jeg popkultur, og ikke "pop" som sådan. De ville sikkert begge træde mig i ansigtet med udtrådte gummisko og lort på sålen, hvis det var dét, jeg mente, arrhaha). Lars Krogh startede senere hen 7-tommersinglepladeselskabet Bad Afro Records (oprindeligt som underafdeling til Moshable), som meget senere også slog sig på LP-plader og cd'er. Simon kommer vi til senere. 

Jeg købte alle numrene, som de udkom i årenes løb fra første nummer i 1987 og til sidste nummer 13 år senere. Bladet nåede at udkomme i tre forskellige årtier og to årtusinder. Og personligt nåede jeg at bo i tre lande og på tre kontinenter i den tid (ja, ja, jeg ved godt, the UK ikke er et kontinent!!). Jeg fik dog stadig tilsendt bladet. Jeg husker at ligge i sengen i lejligheden på Toorak Road i Melbourne og læse Moshable.

Moshable nr. 8: Forside
(Scan: 300 dpi)

Det er med andre ord 34 år siden, jeg fik dette nummer tilsendt fra en af redaktørerne i Danmark. Dengang boede jeg i London (i Barons Keep nær Barons Court - lige over for Barons Courts tube station i London for at være lidt mere præcis. Lige udenfor stod en telefonboks!).

Bladet var som nævnt et fanzine om punkmusik (senere opdagede man garagerocken og dækkede den rigtig meget), men cirka fra dette nummer begyndte den ene redaktør, Simon Nielsen, også at skrive om interessante, anderledes film. Og det var blandt andet her, at jeg i sin tid begyndte at opdage denne undergravende virksomhed, når det kommer til cinematisk kultur. Der var en håndfuld blade, mest fanzines, som jeg læste i slut-80'erne om horror-, weirdo- og trashfilm. Og som jeg i dag kan takke for at introducere mig for en masse af denne "underholdning", som lå langt fra Hollywood-fabrikken. Fanzines som In the Flesh, Grim Humour (også om punk- og alternativ musik, og som også havde velskrevne artikler om film), Fangoria og altså Moshable (NB: Man behøver ikke sende et vredt læserbrev: Jeg er godt klar over, at Fango ikke var et zine, men jeg købte det altså dengang).

Når jeg genlæser anmeldelserne i dette nummer af Moshable, så kan jeg stort set huske dem ord for ord. Jeg tror egentligt ikke, at jeg læste dem mere end en gang eller to, men ordene i disse anmeldelser sidder alligevel godt ankeret i hukommelsen. Den slags sker ikke mere. Måske var det, fordi de var blandt de første af den slags, jeg læste. Eller måske er det bare sådan, når man er så ung. Så fæstner det læste sig langt stærkere. Men Simon Nielsen (som jeg i dag ingen kontakt har til, det samme gælder Lars Krogh) skal i alt fald have stor tak for at bringe det alternative filmstof ind i bladet. Filmdækningen fortsatte, så vidt jeg husker, helt frem til slutningen 13 år senere. Simon N. blev også fast skribent på mange danske filmfanzines i pænt mange år frem, inklusiv debutnummeret af mit eget første fanzine, da jeg i 1994 udgav Banned in Britain. I dag har han vist trukket sig helt tilbage fra skriverierne. 

Når man kigger på de anmeldte titler i Moshable nr. 8 (som den ærede læser selv kan checke ved at klikke på scannet foroven her i indlægget), tænker man sikkert: "Klassikere!" Men tilbage i 1990 var mange af disse film ikke "kendte" eller allemandseje, som de er i dag. Husk på, at rigtig mange af dem heller ikke kunne købes på hjemmeformat. "Hjemmeformat" betød i øvrigt kun videobånd. Og udbuddet af, hvad der kom på sell-thru-video var altså stærkt begrænset, når vi sammenligner med, hvad der i dag kan ses alle vegne. Ofte var det en lejevideo, man måtte ty til - eller en overspillet kopi af en lejevideo! Dvd'en var stadig 10 år ude i fremtiden, og streaming fandtes kun i fantasifulde science fiction-forfatteres historier. 

Moshable nr. 8 indeholdt i øvrigt også en stor artikel (vist nok skrevet af en tysker) om Dario Argento. Dette var den første artikel, jeg læste om splatterfilm-kongen fra Italien, som han dengang blev omtalt som. 
EDIT (9.11.2024): Arrrgh!!! Sådan går det nogle gange, når man skriver artikler ud fra hukommelsen frem for at rent faktisk checke fakta! Artiklen om Argento er IKKE i nr. 8, men derimod i nr. 6! Nå, men om ikke andet fandt jeg et link til et nyt upload af nr. 6; denne gang på Archive. Læs det her. Nr. 8 indeholder derimod så til gengæld en artikel om Alejandro Jodorowsky af ingen ringere end Steen Schapiro.
På et eller andet tidspunkt i 1990 så jeg Argento-film igennem en hel nat, da Scala-biografen i King's Cross kørte en all-nighter med Argento som tema (der er for nyligt lavet en stor dokumentarfilm om Scala-biografen aka Scala Cinema Club. Se den!). Jeg var så begejstret, at jeg gik hjem og skrev en anmeldelse af en af dem, nemlig Creepers (som jeg senere lærte hedder PHENOMENA i hjemlandet), og sendte den (med gammeldags post) til Moshable-redaktionen i håbet om, at de ville trykke lortet. Skrevet på en gammeldags (om end elektrisk) skrivemaskine. Men ak, de ville ikke trykke denne min glorværdige debut som anmelder, og den kom retur (også med snailmail. Og i øvrigt heldigt nok, at de sendte den tilbage - dengang havde jeg selvsagt ikke lavet en kopi!). Svaret var, at de allerede havde fyldt det næste nummer og derfor ikke havde plads. Hvorfor fa'en de ikke bare beholdt min anmeldelse til det efterfølgende nummer, må guderne vide. Jeg har stadig anmeldelsen et eller andet sted, men kan ikke finde den i rod... eh, arkiverne. Jeg ved, at den ligger i en bog eller et blad. Hvis jeg finder den, bør jeg trykke den et eller andet sted - om ikke andet så her på bloggen. Det var som nævnt min allerførste anmeldelse nogensinde. Jeg husker absolut intet fra den - ud over at den er på engelsk. 

MOSHABLE udkom med 20 numre mellem 1987-2000. Det sidste nummer havde blandt andet et stort interview med THE CRAMPS (jeg har scannet og lagt det op her på bloggen. Check selv indekset). 

Nr. 1 var på dansk. Nr. 2-20 var alle på engelsk, fordi næsten ingen i Danmark gad købe bladet. Jeg husker, at en af redaktørerne skrev til mig og nævnte, at oplaget på et tidspunkt var på 1000 ex (eller måske var det 1500-2000, jeg har glemt det præcise oplag, men det var i alt fald ret stort for et dansk fanzine), og ud af dette oplag blev kun de 100 købt af danskere. 

Bladet er desværre stort set glemt i dag. De gamle numre kan ikke købes nogen steder og dukker vist kun sjældent op i brugt stand - og selv når det sker, er der ikke engang den store interesse. Ikke engang ikke fra punkernes side. Det sidste kunne skyldes, at Moshable jo ikke var et af de "legendariske" blade. Der var ikke tale om et blad udsendt af den første generation af københavner-punks (eller Århus-punks) fra cirka 1978. Og Moshable tog en langt mere selvironisk attitude end de spyttende punkere et tiår tidligere. Lars og Simon (og andre skribenter senere hen) var ikke bange for - endsige sene til - at tage pis på sig selv og på den scene, de var en del af. De var i virkeligheden meget udanske. 

Jeg faldt over et opslag med par numre af Moshable, som en nordmand havde sat til salg i en gruppe på facebook ("Dansk punk"-gruppen) for et års tid siden eller to. Og der var absolut ingen interesse fra medlemmernes side - bortset fra en enkelt, som (svjh) spurgte, om sælger havde numre af Iklipsx til salg (dvs. et af de tidligere zines fra ca. 1978 - meget apropos min kommentar fra før). Det er vel nok også ret sigende, at Moshable ikke er nævnt på listen over danske punk-zines på hjemmesiden over "Dansk punk og new wave historie 1977-2002". Men okay, når man kigger nærmere på dét site, er det tydeligt, at det er mange år siden, det sidst er blevet opdateret. I alt fald kudos til den eller de navnløse bagmand/mænd for i det mindste at holde sitet flydende i Cyberspace. Bemærk, at man rent faktisk kan downloade adskillige gamle fanzines der, inkl. netop Iklipsx (og Lost Århus + flere). 

Numre af Moshable findes vist ikke derude i Cyberrummet i pdf-stand eller lignende, bortset fra måske et enkelt nummer (nr. 6, som jeg fandt på et tidspunkt for længe siden), men det må du selv lede efter. EDIT: Som nævnt længere oppe fandt jeg et link til nr. 6. 

De bands, som Moshable-staben skrev om, var heller ikke den slags, som typisk blev opdaget af mainstreampressen. En mainstreampresse som engang imellem pudsede glorien ved at skrive om den "alternative" musik. Hvor mange gange kunne man i mainstreampressen genfortælle historien om Sex Pistols og The Clash? Well, tælleren er stadig ikke stoppet, for det er stadig Sex Pistols' historie, man genfortæller, når punkens historie skal genfortælles til de store brede masser. Jeg husker ikke at have læst noget om disse bands een eneste gang i Moshable. Her var det undergrunden, man dækkede. At noget af den undergrund så senere hen opnåede at sælge mange plader, er så en anden side af sagen. 

Men nu kører skribenten vist ud ad et af de berømte sidespor her. 

Det var sjovt, fedt og cool at genlæse Simon Nielsens gamle anmeldelser på disse to sider fra 1990. Måske skulle man hive en af filmene frem og se her i aften. Jeg behøver ikke engang at skulle grave en halvsløret tredje-, fjerde-, eller femtegangs-videokopi frem ... med båndrul og utydelige undertekster på hollandsk. What a wonderful world we live in. Jeg savner dog stadig engang imellem at modtage et nyt nummer af Moshable - fyldt med bands, jeg på ingen måde kendte - og stadig ikke kender. 

Moshable nr. 8: Leder + side 3
(scan: 600 dpi)