Jævnfør overskriften: Nej, det er ikke undertegnede, der kommer ud af skabet og bekender sin kærlighed til en mand, der hedder Simon ... men derimod Inger Weile, som i januar 1974 blev udfrittet af Billed-Bladet om sit forhold til Simon Spies. Rygtet havde åbenbart været, at mens hun var i Amerika, havde man hjemme i Danmark troet, at Inger og Simon var gået fra hinanden. Store sager dengang i de forvirrede 70'ere. Eller i hvert fald store i sladderpressen. Jeg gik i fjerde klasse og kendte intet til historien. Men okay, i mit barndomshjem læste vi heller ikke hverken Billed-Bladet, Hjemmet eller Se og hør. Min far læste Sjællands Tidende, og det var det!
Jeg faldt for nyligt over en stak eksemplarer af Billed-Bladet i PlusButikken og snuppede hele baduljen. Det er desværre alt for sjældent, man finder den slags ude "in the wild" (jeg har nævnt det før). Eksemplarer af Ugens Rapport er svære at finde, men om ikke andet er der dog nogen, der har gemt disse mandeblade. Det er mit indtryk, at sladderbladene bare blev smidt ud, efter de var blevet læst. Jeg har i årevis været på udkig efter disse blade i de lokale genbrugsbutikker, men som sagt er det sjældent, at de dukker op. Jeg er sikker på, at man ville få mere held i sprøjten ved at sætte søgeannoncer i Den blå avis og lignende, men det rækker min økonomi dårligt til. Jeg har heller ikke bil og kan fare land og rige rundt og opkøbe, så det må blive i det små. Men forleden var der altså bid. Jeg må indrømme, at jeg hellere vil have Se og hør; De var mere frække (læs: længere nede i kloakken), men selv Billed-Bladet kunne være med. Lad mig i øvrigt lige gøre opmærksom på den glimrende tv-dokumentarserie, som Danmarks Radio lavede for et par år siden: Billed-Bladet vs. Se og hør. Den løber over fem afsnit og har længe ligget på DR's site (den ligger frem til 6. marts 2025). Direktelink her.
Men hvorfor overhovedet interessere sig for sladderblade? Er det ikke ... dumt, lamt og plat? Tjo, hvis man for eksempel er genrefan og kun interesserer sig for horrorfilm, så er det vel nok ikke meget at komme efter. Men ... hvordan skal jeg bedst forklarer det ... jeg tror, at for mit vedkommende begyndte det med John Waters og hans "bad taste"-film. Bad taste og trash er cool og interessant og slet ikke så tosset igen. Læs eller genlæs indledningen til min lange artikel om den danske filminstruktør Poul Nyrup (trykt i SS #3, hele nummeret ligger på Archive.org), hvor jeg forklarer det samme, men bedre og længere. Der er megen god trash-popkultur at finde i de gamle sladderblade. Nå ja, når ellers man er heldig. Det var naturligvis ikke altid lige interessant alt sammen. Men ud over det, så er det selvsagt også små dokumenter over en tid. En tid, som man (jeg) selv har levet i, men som man ikke rigtig oplevede, fordi man så det hele fra børnehøjde. Det er sjovt og interessant at udforske den tid - og på den måde hænger det også sammen med mit indlæg om at rejse tilbage.
Men med hensyn til Inger og Simon; Jeg har scannet hele artiklen og smider den op her. Simon var jo genstand for en tv-doku-serie på en af DR's tv-kanaler og endvidere også en DR-podcast (som jeg stadig ikke har fået hørt). Og en efterfølgende ophedet (læs: hadsk) debat på sociale medier. Jeg husker udmærket at have set Simon på tv dengang i starten af 80'erne, og jeg forstod dengang som teenager ikke, hvad disse piger (ofte på min egen alder) så i ham. Men jeg vil ikke blande mig i denne (samtids)debat. Og jeg vil sandelig heller ikke forfalde til det forfærdelige nymodens udtryk "det var en anden tid". En anden tid, jo jo. En tid jeg ville rejse hjem til, hvis man kunne købe rejser med en tidsmaskine.
PS: Læser man op på Inger Weile finder man ud at, at 1974 blev hendes sidste år med Simon Spies. Samme år forsøgte hun selvmord, bosatte sig i Paris for at blive kok - og begyndte en romance med Carlos - Sjakalen!!! Læs mere i Feminas interview fra 2018.
PS.PS: Jeg postede i øvrigt om Simon Spies, da DR's dokumentar kørte, og jeg uploadede en Deadline om det. Check her, hvis du gider.
(Ovenstående scans: 300 dpi)
Mht. at forstå pigernes fascination af Spies, så har penge og magt det med at gøre en mand tiltrækkende. Jeg mødte engang Spies på hotel Merkur i 70'erne, og der var ingen tvivl om, at han var et midtpunkt alle steder, hvor han dukkede op.
ReplyDeleteOkaay. Ja, han var en kuriøs person, for nu at sige det mildt. Han var en kändis, men ikke som nutidens næsten glatte og identitetsløse af slagsen. Hvad enten man så brød sig om ham eller ej. Var det Merkur, du arbejdede på dengang? Jeg husker, du tidligere har nævnt at arbejde på hotel i Kbh i 80'erne.
DeleteNej, jeg arbejdede på Royal SAS, og kom på Merkur efter arbejdstid. I slut 70'erne. Kan ikke anbefale branchen.
ReplyDelete