Monday, 11 August 2025

DERANGED (Jeff Gillen & Alan Ormsby, USA 1974)

 

Modsat Henrik Larsen ovre i Obskuriøst så er jeg jo ikke den nostalgiske type som sådan. Men denne dvd-udgivelse fra MGM’s serie »Midnite Movies« skaber alligevel en vis form for vemodig følelse i mit kolde hjerte (»cold as a dead nun’s heart«). Disken indeholder nemlig to mere eller mindre gustne film, som jeg begge så på video tilbage omkring midten af 1990’erne. MOTEL HELL (1980), som jeg var så heldig at finde på ex-rental video i Melbourne i Australien. Og DERANGED (1974) fik jeg set på et kopieret videobånd fra en eller anden tapetrader (fra Finland? Fra Jylland? Et af de der eksotiske steder vist nok). Og det er sidstnævnte, vi skal kigge på her i denne sene nattetime, hvor dette grifles ned.

Når jeg skriver, at de er »gustne«, skal det dog alligevel tilføjes, at det er med en vis grad af forskel; Hvor MOTEL HELL (som på dansk lejevideo fik den mindre fikse titel »Motel Hello«) til trods for den lettere mugne tone (plot: Seriemorderfamilie begraver levende mennesker med hovedet lige over jorden for senere at kunne trække dem op igen og bruge deres kroppe, indtil de kradser af), så ER der selvsagt tale om en sort komedie i horrorgenren. 

DERANGED derimod er totalt plain face-seriøs i tonen. Hvad kunne den også være meget andet. Det ville være upassende. DERANGED følger historien om true crime-seriemorderen Ed Gein ret tæt. Jeg antager, at du har hørt om Gein, men ellers bør du finde STAY SICK! nr. 4 frem og læse Jesper Moerchs glimrende artikel om Ed Gein. Ed Gein havde en sygelig moderbinding (for nu at sige det mildt), han var gravskænder, og han endte som kvindeslagter. Om han rent faktisk kan kategoriseres som seriemorder, er stadig den dag i dag ikke helt klart, da man immer noch ikke er sikker på, hvor mange kvinder han ondulerede. Man er sikker på to, men der kan sagtens være tale om helt op til syv af slagsen. Der er dog naturligvis ingen tvivl om, at gamle Ed ikke var helt velforvaret i øverste etage.

DERANGED følger ret tæt den rigtige historie om Gein, og den er i alt fald mere korrekt end et par af de andre film, som er »inspireret« af Geins gøren og laden: i Motorsavsmassakren er Gein blevet til en hel familie af kannibaler, og i Hitchcocks PSYCHO er Gein en yngre hoteludlejer med mor oppe i ... huset! Men selv til trods for forskelle og ligheder (eller manglende ligheder ... eller måske rettere lig-heder, haha), så er alle tre film glimrende horrorfilm. Og jo, både TCM og PSYCHO er bedre end DERANGED, men jeg synes alligevel, den bør have sin plads i solen. 


PS: »cold as a dead nun’s heart« var ment som et Nick Cave-citat, men da jeg checker efter, går det op for mig, at citatet er forkert, argh! Hahaha, oh well. 

"My blood was blacker than the chambers of a dead nun's heart" (Up Jumped The Devil) 


Saturday, 9 August 2025

Gaaab-film: "Kvinden i guld"


 WOMAN IN GOLD aka DIE FRAU IN GOLD aka KVINDEN I GULD (BBC Films, Simon Curtis, England 2015)

Jeg stod nede i Røde Kors forleden og havde den velkendte kløen efter at købe nogle film. Man skal helst have noget med hjem, når man har været i genbrugen. Og lige den her dag (som så mange andre dage) var der sgu ikke een eneste horrorfilm, eller anden cool genrefilm, i de kristnes købmandsbutik for fattiglemmer, som havde egentlig reel og sand interesse for yours truly. Og så må man jo finde noget andet. 

Jeg var dog heldig og fandt en stak sådan-nogenlunde-muligvis interessante film. En af dem var WOMAN IN GOLD, eller Die Frau in gold, som coveret proklamerer på denne tyske dvd. Man ser jo straks, at Helen Mirren er med. Hende kender man jo mest som hårdkogt engelsk politikvinde i serien "Mistænkt" (aka Prime Suspect) fra 90'erne. Men så staver man sig gennem det tyske plotreferatet på bagsiden: Gammel jødisk kvinde og ung jødisk sagskærer (fra USA) drager til Østrig for at bekæmpe nazismen og få deres maleri tilbage, 50 år efter krigen sluttede. "Yay for en handling". Gaaab si'r jeg bare. Eller det gjorde jeg i alt fald i Røde Kors. Jeg købte som sagt filmen alligevel, men det var nu mest pga. Helen Mirren - og så for at give filmen (helt sikkert et makværk) en chance alligevel. Et par timer senere og jeg havde ændret holdning. Kvinden i guld viste sig at være ganske glimrende. Helen Mirren og Ryan Reynolds er begge glimrende, og selv om filmen ikke just er action-action-action, endsige har nogen som helst horror i sig, så er filmen spændende nok alligevel. Og frau Mirren spiller jo altid allerhelvedes godt. 

WOMAN IN GOLD bygger på en sand historie fra det virkelige liv. På disken er der korte interviews med virkelighedens medvirkende (bl.a. taget fra en længere dokumentar, som vi IKKE får med i bonusmaterialet, desværre)

Jeg forventede et kedeligt drama, hvor jeg højst sandsynligt ville gabe kæberne af led, men selv om filmen handler om noget så "simpelt" som et skide drama om at få en maleri, som Ade og hans kumpaner stjal under krigen, tilbage, så viste det sig, at dette "kedelige" makværk alligevel var fint underholdende. Og det til trods for, at der ikke var een eneste voldsscene i hele filmen. Min tyske dvd så glimrende ud og indeholder både det amk. lydspor og tysk dub. Jeg har inden anelse om, hvorvidt der findes en dansk udgivelse, så det må du selv finde ud af. Men altså, Kvinden i guld kan sagtens ses. 


Wednesday, 30 July 2025

Update

Jeg har netop tilføjet en længere opdatering til indlægget "En situation jeg godt kunne have været foruden". Klik her og scroll ned. 



Monday, 28 July 2025

Album-kick

 


Når man har samlet på tegneserier i mange år, så sker det nogle gange, at der rent faktisk også går år og dag mellem man genbesøger dele af samlingen. En af de første albumserier, jeg begyndte at købe, var Francois Walthérys franske serie om den kække stewardesse Natacha

Serien begyndte i 1970, men jeg opdagede den først i (tror jeg nok) 1979 på en tur til Næstved, da jeg skulle til et check-up med bøjlen hos en tandlæge. Forleden hev jeg et gammelt album frem og genlæste; Natacha: "Den 13. apostel" fra 1978. Albummet er glimrende, og man kunne bruge adskillige kolonner på at forklare hvorfor. Det må blive en anden gang. Men efter endt læsning kastede jeg mig over et af de seneste albums i serien om Rubine. Denne serie er også lavet af Walthéry (omend han får hjælp), men jeg har nu aldrig syntes, at den var nær så godt som Natacha. Langt fra. Men det slog mig, at det var rigtig længe siden, jeg har læst de gamle album i serien. For mig er Rubine stadig en "ny" serie, men rent faktisk begyndte den helt tilbage i 1993. 

De tre første albums udkom på dansk i 2001 fra Egmont. Jeg købte dem dengang, men har aldrig genlæst dem. Serien solgte tilsyneladende ikke specielt godt dengang - forlaget lukkede den i alt fald efter tre numre (bagsiden af nr. 3 lovede ellers et nr. 4). En del år senere tog forlaget Zoom den op og udgiver den heldigvis stadigvæk. Selv om Rubine langt fra er så god, spændende og eventyrlig som Natacha, så er den udmærket alligevel. I alt fald nok til, at jeg har købt næsten det hele (dvs. 15 albums). Og da jeg som sagt havde genlæst "Den 13. apostel", kastede jeg mig over Rubine og slugte det seneste, jeg har købt (dvs. nr. 14), og de tre første albums in eet hug. Og fortsatte med nr. 4. Jeg må indrømme, at jeg er lidt mildere stemt over for serien her ved genlæsning. Nej, den er stadigvæk ved den sødeste grød ikke så god som de gamle Natacha-albums, men mindre kan også gøre det. Jeg var i alt fald underholdt med de fem albums, jeg har fået gennemtygget mig de sidste par dage. 

På billedet ovenfor ses også Blake og Mortimer-albummet "Marie Antoinettes halssmykke". Sagen er den, at serien er mega-svær at opdrive for menneskepenge. Brugte albums i serien er MEGET dyre fra bl.a. Faraos Cigarer. Men nu er forlaget Cobolt begyndt at genudgive den oprindelige serie af den oprindelige forfatter/tegner, Edgar P. Jacobs (han døde for længe siden, og serien fortsættes med nye forfattere og tegnere). For nogle år siden var jeg så heldig at score en række af de originale albums til næsten ingen penge under et bogudsalg på det lokale bibliotek. Desværre ikke dem alle, men nu tænkte jeg i alt fald, at jeg lige vil læse/genlæse de albums, som jeg har, for at bedømme, om man bør investere i Cobolts nye version (som HELLER ikke er billig! 500 kr. for første samlebind. Det indeholder de tre første albums)

En avisanmelder skrev for resten forleden, at serien i dag er meget støvet. På grund af en betalingsmur kunne jeg ikke læse ret meget af anmeldelsen, men dette blotte udsagn gør mig ærlig talt lettere irriteret. "Støvet". Nå ja, og hvad så! Er tegneserielitteraturen fra vor nutidige "stærkt interessante" samtid måske virkelig bare fantastisk og meget bedre? Er de seneste 27 nyfortolkninger af diverse Marvel- og DC-superhelte helt up to date og a-okay modsat dette gamle stads fra 40'erne. >suk<. 

Hvis det er godt, så er det godt. Støv, bedaget jargon og patina er ligegyldigt, hvis du spør' om min mening. Nå, jeg er 17 sider inde, og nu får vi se, hvad jeg ellers i øvrigt synes om serien. Det ville jo være det bedste, hvis jeg syntes, det var noget bras. Så ville jeg spare 500 stærke alene på samlebind nr. 1! 


Friday, 18 July 2025

En situation jeg godt kunne have været foruden

Gamle læsere af Mondo Franko, nærmere bestemt MF nr. 2: Ultimo Mondo Franko, vil sikkert huske, hvordan redaktør Frank Brahe skrev om at have ligget i krig med "svensken". Som jeg husker det, havde en svensk distributør snydt Frank for penge for en stak MF-blade. Det er 20 år siden.

Lige nu er jeg i noget, der ligner samme uheldige (stærkt uheldige) situation. Hvis du har læst mit indlæg om det samme på facebook, så spring bare det her over og tag et bad i stedet eller gå ned på kroen. Men for de 5-7 læsere på denne blog, som ikke er på facebook:



RØVRENDT OG BESTJÅLET AF JEHOVAS VIDNER!!!

For mere end 10 år siden nåede min stakkels far at være gift i 18 måneder med en kvinde af en slags, før han gik bort. Kvinden var et Jehovas Vidne. Min far var desværre syg og vidste, at han skulle herfra. Og han bad mig om at sidde i uskiftet bo med enken, når han en dag var borte (at sidde i "uskiftet bo" betyder, at man som arving ikke arver noget, før den afdødes ægtefælde også dør). Efter fars død, gik der ca. 8 år, så gik enken også bort.
Enken havde en voksen søn. Han og hans kone er også Jehovas Vidner. Efter enkens død stod sønnen og jeg til at arve huset, mit gamle barndomshjem. Skifteretten gav os valget, at de kunne sørge for en bobestyrer, som ville ordne tingene med boet - mod betaling.
Eller vi kunne selv gøre det ved at vælge en bobestyrer/kontaktperson.
Sønnen foreslog, at vi sparede pengene. Og han tilbød at ordne sagerne. Han var jo flink nok, og min far havde været gift med hans mor, så jeg sagde ja. Og det hele gik fint. Huset blev solgt, og sønnen sendte mig halvdelen af pengene. Jehovas Vidner og religion blev ikke nævnt én eneste gang. Jeg antog dengang, at han respekterede, at jeg ikke havde medlemskort (!).
3-4 måneder senere ringer han så og siger, at han synes, vi skal mødes. Og at så kan jeg også komme med til et møde i deres rigssal.
Well, jeg afviste høfligt og sagde noget i retning af, at det nok var bedre, at vi gik hver sin vej. Og så sagde han farvel, og jeg sagde farvel.
Så gik der lige omkring 4 år.
Den 1. april i år får jeg et brev fra Skifteretten, som fortæller, at der er indbetalt for meget ejendomsskat i det gamle hus. Og vi står til at få pengene udbetalt. Det var en pæn sum penge – ikke noget man bliver rig af, men jeg er fattig og kunne godt bruge et par nye briller, så det var en glimrende nyhed.
Brevet nævnte, at pengene ville blive udbetalt til kontaktpersonen i løbet af foråret, og denne (kontaktpersonen) skulle derefter fordele dem mellem arvingerne. Sønnen stod stadig i Skifterettens papirer som kontaktpersonen. Arvingerne er som sagt bare ham og mig.
Fra den 1. april går jeg så og venter, venter og venter. Lige indtil søndag den 6/7, hvor jeg skriver til sønnen og refererer til brevet og spørger, om han mon har hørt fra Skifteretten eller den afdeling (Vurderingesstyrelsen), som skal udbetale pengene.
Dagen efter får jeg en e-mail på én sætning fra sønnen:
»Ja det har De er udbetalt« (sic)
That’s it, ingen anden info.
Jeg kan jo godt lugte, at noget ikke er helt, som det skal være her. Men jeg skriver høfligt tilbage og spørger, om han stadig har mit kontonummer, eller skal jeg lige sende det.
Efter to dage uden svar skriver jeg igen. Denne gang sender jeg mit kontonummer. Og jeg har været så flink at regne ud, hvor meget det er, han skal overføre til mig.
Efter nogle timer svarer han og skriver, at han jo synes, at eftersom det var ham, der sad med papirarbejdet som bobestyrer, så synes han, at han skal have et honorar (her fire år senere!). Et honorar på hele beløbet.
Han skriver også, at det er derfor jeg ikke har hørt fra ham. Det siger sig selv, at man ikke bare ensidigt kan lave sådan en aftale fire år senere! Og helt uden at fortælle det til den anden part!! Det er jo fuldstændig grotesk!!!
(Jeg aner stadig ikke, hvornår pengene er blevet udbetalt til ham. Det kunne Vurderingsstyrelsen ikke sige mig. Men i min bog er »forår« før juni, da juni er en sommermåned. Og det er således muligt, at han allerede har siddet på de penge i over en måned).
Og han har så endda den frækhed at spørge, hvad jeg synes om hans idé.
Jeg bider mig i knoerne og svarer høfligt i min e-mail, at mit svar må blive et »nej«. Jeg minder ham om, at jeg har ret til de penge, og at han har pligt til at overføre dem. Jeg inkluderer endnu en gang mit kontonummer.
Det var onsdag den 9/7. Jeg har ikke hørt fra ham siden. Mandag den 14/7 skriver jeg så igen til ham og gør opmærksom på, at det er tyveri, hvis han beholder mine penge. I dag er det fredag den 18/7 og stadig hverken svar eller penge. En stærkt irriterende situation.
Jeg har en eller anden idé om, at enkens søn og dennes kone er blevet knotne over, at jeg ikke ville lade mig invitere til møde hos Jehovas Vidner.

Det er jo en fuldstændig fucked up situation. Jehovas Vidner går ellers for at være nogen, der hverken lyver eller stjæler osv. Og så skal man opleve dét her! For satan da!!!

Det er muligt, jeg kom med lidt flere personlige ytringer i facebook-opslaget (ikke mindst i retning af hvad jeg vil overveje at gøre, hvis manden, der er ved at stjæle mine penge, ikke fortryder sit forehavende), men herude i det åbne skal man jo passe på. Frank Brahe endte vist med at få sine penge for 20 år siden. Jeg håber, at enkens søn indser det dumme i at forsøge at bestjæle medarvinger. Det er ret dumt. Ikke mindst når man går for at være medlem af en skide hellig kult.

-----------------------------------------------


Opdatering (30/7/2025)


RØVRENDT OG BESTJÅLET AF JEHOVAS VIDNER - del 2:

Hvem sku' nu ha' troet dét!!!
I mit forrige indlæg nævner jeg til slut at have skrevet til sønnen-efter-enken den 14/7. Jeg undlod at nævne, at jeg rent faktisk gav ham 8 dage til at overføre mine penge, ellers ville jeg melde ham til politiet. Og jeg hintede af at kontakte Jehovas Vidners hovedkvarter i Danmark. Hvad mon de ville sige til infoen om, at de havde en tyv i deres flok.
Syv dage senere, altså dagen før 8'ende-dagen, får jeg så en e-mail fra sønnen-efter-enken, hvor han citerer sig selv fra sin egen e-mail fra 14 dage tidligere; Den mail, hvor han skrev, at han syntes, han burde have mine penge som "honorar", og at det var derfor, jeg ikke havde hørt fra ham (!!!).
Jeg svarer så, at jeg allerede havde svaret ham 14 dage tidligere, og citerer så mig selv fra der, hvor jeg sagde, at svaret er "nej" og skar ud i pap, hvorfor det ikke ville være okay at beholde andre folks penge - sådan helt uden at fortælle dem om det.
Man tror jo, det er løgn, men han svarer så, at han ikke har fået mine e-mails, fordi jeg ikke er i hans adressebog (!). Sjovt nok havde han jo svaret på mine to første e-mails fra 14 dage tidligere.
Nå, men jeg skrev så til ham, at nu hvor der jo så tydeligvis var hul igennem, så ville jeg se frem til at modtage mine penge ret hurtigt. Jeg nævnte også, at det måtte være bøvlet ikke at modtage mails fra folk, som ikke er i ens adressebog (Jeg køber selvsagt ikke historien. Det var, så vidt jeg kunne se, hans arbejdsmail, hvor han vel nok får henvendelser fra kunder!).
Og ... to dage senere åbner jeg min netbank og ser, at sønnen-efter-enken sgu har overført pengene! Ingen e-mail fra ham, ingen besked på netbank, blot de rede penge. Der manglede 1 krone, men lad nu det ligge (LOL).
Om det var truslen med anmeldelse til politiet, eller det var truslen med at kontakte Jehovas Vidners hovedkontor og fortælle dem, at de havde en tyv i deres flok. Eller om det var, fordi jeg gjorde ham opmærksom på, at det rent faktisk er ulovligt at stjæle ... tja, hvem ved.
Nu har jeg i alt fald mine penge. Det tog så også hele tre uger fra jeg kontaktede ham, og til jeg endelig fik mine penge!!! Sønnen-efter-enken mente altså, at han blot kunne beholde min halvdel, og hvis han ikke sagde noget, så ville jeg nok glemme det. Men altså, når man lever en enkelt overførsel fra at stå på gaden, så glemmer man sgu ikke bare, at der mangler en pose penge!!!
Manden er født ind i Jehovas Vidner, en kult der går for at leve meget strengt efter Bibelens regelsæt, men det om at man ikke må stjæle, var åbenbart så lige gået hen over hovedet på ham og hans kone.
Nå, men hvis ikke der er kommet mere ud af hele affæren (ud over at jeg endte med at få mine penge), så har det i alt fald gjort mig endnu mere mistroisk, end jeg var i forvejen.
Jeg overvejede, om jeg skulle sende ham en sidste kort e-mail. Måske nævne "Modtaget" eller endda "Modtaget. Tak". Men nej, jeg nægter at sige tak til en tyveknægt, blot fordi han endelig leverer tyvekosterne tilbage.



Wednesday, 2 July 2025

Trykt med sværte lavet af døde mennesker...

"Skynd dig for helvedes skyld!"
Nutiden reklamefolk burde læse GRU
  ^_^

Inspireret af min nyindkøbte bog, "En sag for Luckner", som jo er noveller fra det gamle (legendariske og kodylt fede) danske horrortegneserieblad GRU fra starten af 70'erne, så har jeg gået et par dage og overvejet at grave mine gamle eksemplarer af bladet frem. "Overvejet", fordi den slags ikke altid er lige nemt, når man bor i et hoa... eh, velorganiset museum-lignende samlerhjem. Nå, men i dag fandt jeg dem frem (efter at have ledt i to reoler som var skjult bag nogle kasser, en papkasse som blev fyldt og sat til side i midten af 80'erne - som stod skjult under noget stads, og et klædeskab bag to stabler af flyttekasser.

Men altså, jeg fandt endelig stakken af GRU-blade. Sidst set for et par årtier siden. Jeg mente nok, jeg havde en hel del numre af dem, men det viser sig, at jeg rent faktisk kun mangler 5 eller 6 stykker (ud af 30 numre i alt. De svineheldige svenskere fik hele 42 numre af den svenske udgave (Chock). Men så på den anden side var det fedt nok, når man tænker på, at de stakkels nordmænd kun fik eet nummer af deres udgave (som hed Sjokk), fordi nogle politikere tog anstød af bladet!!). Alle på nær et af mine eksemplarer er ... slidte! Så slidte, at de ser ud, som om de har ligget i en død mands kiste i mange år. Men på en måde er de også bedre på den måde. I sin artikel "Jeg vil savle på dine indvolde" om bladet skrev Mads Jensen for 20 år siden i Mondo Franko nr. 2: "Samtlige GRU-blade er bogstaveligt talt stinkende billigt trykt (i sort-hvid selvfølgelig) på usselt papir og med sværte lavet af døde mennesker. GRU afgiver den dag i dag en fæl stank af død og råddenskab..."

Og jeg kan kun give ham ret. Man skal ikke sidde med eksemplarer i mint condition - det gi'r bare ikke den samme oplevelse af chock og rædsel.
Jeg tror, mine to favoritforsider er nr. 5 og nr. 10:







Bemærk omtalen af DR's visning af FRANKENSTEIN.
Denne tv-premiere var premierEN på filmen
i Danmark. Modsat Sverige kørte den nemlig
ikke i biografen herhjemme! 




(Scans: 300 dpi)

Tuesday, 17 June 2025

Groovy italo-soundtracks med HANS-JØRN REIMER!


 

Ex-rental-video-collector-ekstraordinær... manden hvis samling vi andre hardcore videosamlere iagttager med glødende misundelse... Diabolik hamsælf, alias Hans-Jørn Reimer, øser ud af viden om italienske genrefilmsoundtracks (og film, naturligvis) i dette nye dobbeltafsnit af Jesper Jensens podcast "Guldgraver".

Jeg hørte første del i går og ser frem til anden del. Jeg elsker det adstadige tempo og den seriøse snak.
Gratis og ingen tilmeldelse nødvendig! Go here.


Sunday, 15 June 2025

STENBROENS "HELTE" - igen igen igen ... og så lige een gang til!

Yours truly med udklip fra Ekstra Bladet (1964) i
Cinematekets nye biograf på taget i torsdags (12.6.25) 
 
(foto: Rasmus Brendstrup)

For et par måneder siden postede jeg om, at Cinemateket ville vise Poul Nyrups store psykotroniske mesterværk STENBROENS "HELTE" fra 1965, og at man havde bedt mig om at præsentere/introducere filmen.

Sagen er den, at Nicolas Winding Refn har købt filmene (både rettigheder og filmprints) og har fået dem udsendt på 4K Blu-ray (det har jeg vist nævnt de første 17 gange rundt omkring). Og det var altså dette nye flotte scan af STENBROENS "HELTE", som blev vist. Og hurra for det (og til dem, der stadig håber på en almindelig Blu-ray-udgivelse: Nej, NWR ønsker ikke, at filmene udkommer på andet end four cay! Desværre).

Anyhoo, visningen var så i torsdag (12/6), og hele affæren forløb ganske og aldeles udmærket, synes jeg. Det var min første længere - og sikkert eneste - introduktion af en film (som folk i fremtiden grangiveligt vil citere og referere fra med ærefrygt i stemmen ... storhedsvanviddet fra tiden som kloakrotte/redaktør fra undergrunden lever tydeligvis stadig!). Så jeg har ærlig talt ikke noget indtryk af, hvordan det gik. Men jeg præsterede at komme igennem, stort set uden at den store, sorte klap gik ned (om end - tro det eller ej - der var et øjeblik i starten, hvor jeg fuldstændig havde glemt Poul Nyrups navn!!!).

Vores mand i marken er nødt til at konsultere egne noter
(nedfældet i de tidlige timer samme morgen)
(Foto: Nils Markvardsen)

Set i bakspejlet burde jeg måske nok havde lavet en eller anden form for dagsorden eller plan. Men den slags er så besværligt, så jeg valgte derfor naturligt nok at køre på rygmarven og 23 år gamle minder fra min egen artikel i stedet + et dusin avisudklip og videocover-scans, hvilket sikkert gjorde det mere autentisk. Men som også betyder, at man glemmer at forklare sådan nogle overflødige detaljer som Nyrups baggrund og bare et par ord om skuespillerne (for satan da!). Nå, men jeg kan jo opfordre eventuelle nysgerrige til at checke min gamle artikel. Det lyder i øvrigt utroligt (og sørgeligt), men min egen artikel er stadig den eneste længere, info-rige dækning af Poul Nyrups virke og hans film, som jeg kender til. Jeg havde håbet, at nogen efter så mange år ville have skrevet en artikel (eller bog!) om Nyrup med al dén information, som jeg ikke kunne finde. Min gamle artikel ligger gratis ude på nettet (se Archive org). Det gør hele min zine-"produktion" i øvrigt, takket være adskillige kendte og ukendte læsere.

Og tak til Nicolas Barbano for at tippe Rasmus Brendstrup fra Cinemateket om mig. Og tak til de af jer, som dukkede op (der var ikke fyldt, men ifølge Rasmus var visningen velbesøgt - nogle af de andre visninger i denne serie af "kultfilm" har f.eks. kun haft en håndfuld besøgende). Jeg må indrømme, at jeg havde troet, at flere fra den gamle collector-scene ville dukke op. Jeg mener ... her var trods alt for første gang nogensinde (nogensinde!!!) en chance til at se en totalt u-censureret udgave af filmen i biografen* (den danske filmcensur klippede en voldsscene ud i 1965, og det var dette klippede print, som også blev vist, da Natfilm Festivalen for omkring 20 år siden viste filmen). Oh well, de sku' sikkert til stranden. Der var en enkelt, som skvattede ned ad trappen, men jeg håber, at han kom hjem uden senere at opdage brækkede lemmer. Men om ikke andet ville det være en god historie at kunne fortælle, når man skal beskrive at have oplevet STENBROENS "HELTE".

Jeg var spændt på, om Refn, Jang, rent faktisk ville dukke op, men det gjorde han ikke (han er åbenbart i gang med at filme noget nyt). Jeg gætter på, at han alligevel nok har glemt, hvem jeg er, men vi har rent faktisk mødt hinanden inde i VideoNetto på Vesterbrogade for mange år siden, hvor han købte SS #4 (som *ikke* er nummeret om Nyrup!).

Henrik Larsen kommenterede, at det grangiveligt ville være kulminationen på mit fanzine-virke som redaktør af STAY SICK! (det pågældende nummer om Poul Nyrup udkom for 23 år siden!). Og tjah...

----------------------------


* Udlejningsvideobåndet fra Video International og (pirat)salgskassetten fra VideoNetto er dog begge uklippede.

Tak også til Rasmus, Niels Paridon og Nils Markvardsen, som tog billeder. Flere af dem kan ses i Sørensen-gruppen på facebook.

Der skal naturligvis også lyde en tak til Dennis Rasmussen, som uden at vide det også hjalp til! Det sidste udklip i min powerpoint-præsentation havde jeg fået fra Dennis. 
Udklippet viser Nyrup og flere af folkene fra hans filmselskab, Pingvin Film, og det er mere vildt, end man lige forstiller sig: Det er nemlig fra september 1966 (altså året efter STENBROENS "HELTE"), og teksten fortæller, at de arbejder på en ny film! Den kom aldrig, men jeg kunne sgu ret godt tænke mig at finde ud af, hvor langt man nåede med forberedelserne. 

Ude og hjemme, september 1966

Jóannes Á Stykki har skrevet et blogindlæg om visningen. Go here.



Sunday, 8 June 2025

Det var en lørdag aften

 

Mens I andre var på diskotek, har jeg brugt lørdag aften på at gøre film rene. Yep, life in the fast lane!
Jeg var endnu en gang i PlusButikken her forleden og fandt en stabel film. For en gangs skyld var der bid, hvad angår Blu-rays (normalt finder man blot dvd'er i denne biks - jeg har skrevet om det før). Når man køber brugte dvd'er i genbrugsen, så kommer de ofte fra folks hylder og er i pæn stand. Dem, jeg derimod køber fra PlusButikken, kommer også fra folks hylder ... men de har så også lige været en tur i et par affaldscontainere + en tur i en skraldebil! Og selv om de ofte er i god stand som sådan, så er de altså også møg-belortede-beskidte. Bare det, at man gennemser en stak, betyder fedtede fingre. Man kunne selvfølgelig være ligeglad, men det er jeg så ikke. Så hele dyngen - indkøbet - fra forleden blev rengjort; dvs. både kassette udenpå, indeni, og selve skiverne. Der var også lige et par mærkater, som skulle bearbejdes med rensebenzin. Og det tar sin tid!
Og for at det ikke skal være løgn, så er en del af indkøbet muligvis mainstream-stads. Men, hey, det så jævnt interessant ud, da jeg stod med hovedet nede i trækasserne i støv og skidt.
Johnny Cash-boxen burde have tre disks, men den ene var desværre en forkert skive (den manglende var Cashs debutalbum!). Sæson 1 af "Hannibal" har en slipcase, men det har sæson 2 ikke. Eller havde den, da den blev købt af den forrige ejer? Jeg hælder til at tro, at det havde den sgu nok. Men okay, en manglende slipcase skal ikke ødelægge min dag. Faktisk fandt jeg et boxsæt med tre horrorfilm derude, som havde slipcase, men som det eksemplar jeg allerede har i samlingen (og som er fundet samme sted) *ikke* har. "De unge løver" var i helt ny stand. End ikke pakket ud af cellofanen.




Sunday, 25 May 2025

"En sag for Luckner" og andre herlige sager til samlingen


Forside af Peter Snejbjerg

For 8 år siden udkom bogen "En sag for Luckner" fra det lille forlag Forlaget SerieKlubben. Alle historierne om Luckner - både dengang og nu - er forfattet af den garvede tegneseriepersonlighed Per Sanderhage. Oprindeligt skrevet til alle tiders bedste skræktegneserieblad GRU, som udkom med 30 numre (og det løse) fra Interpresse i starten af 70'erne, og i det nye årtusinde taget op igen af fanzinet Nørd Nyt. "Luckner" hører til den slags fortælling som helt (næsten) er UDEN tegninger! I 2017 blev alle de gamle noveller + en stak nye udsendt i nævnte bog, og det var jo 100 procent herligt. Jeg syntes også, det var herligt, og at jeg naturligvis sku' ha' fat i den - når bare lige jeg fik fat i nogen grunker.

For cirka tre år siden gik det op for mig, at det nok var på tide at anskaffe skidtet, før det blev udsolgt, blot for at opdage, at bogen allerede **var*** FULDSTÆNDIG udsolgt - alle vegne fra! Over det hele!! Så var gode dyr rådne (for nu lige at blive i GRUs terminologi), men nu har jeg endelige -ENDELIG! - fået fat i et eksemplar. Det stammer fra redaktørens klædeskab og står som helt og aldeles spritnyt! Tak til en af forlagets redaktører, Kristian Nordestgaard, for at være mega flink og sende denne fabelagtige udgivelse hele vejen fra de varme lande (der bor han nemlig).






Lidt mere i postkassen af tegneserieart! Lutter små danske udgivelser indkøbt hos Fantask:

Nyt blad fra Fiesta-forlaget, men om der rent faktisk er tale om et nyt nummer af Fiesta Magasinet er jeg lidt i tvivl om. Der er nummer på (1/2025), men der står blot "Fiesta". Nå, men jeg holder i alt fald meget af disse blade fra forlaget i alt fald. Oplagene er små, men interessen er åbenbart heller ikke overvældende. Folk vil vist heller bare have de samme franske og belgiske serier igen og igen (ikke at der er noget galt med de gamle serier, forstås).


Magasin for tegneserier er Danmarks nye tidsskrift om formatet. Og hurra for det. Jeg tror, man forsøger at "sælge" det ved at gøre bladet mere "seriøst" over for den voksne læser, som vel at mærke ikke er tegneserienørd. For eksempel er alle forsiderne prydet af voksne, alvorlige mennesker i stedet for Tintin, Superman eller ... nå ja ... Anders And. Den jakkesætklædte herre på det nye nr. 4 er ambassadør til Danmark. Well, ingen alarm fra min side, hvis det kan sælge nogle eksemplarer og sørge for bladets overlevelse. Nummer 3 har artikel/interview med GoogaMooga (meget aktiv personlighed på den danske samlerscene, ikke mindst på Serielands forum) som gik bort, før bladet udkom. Fint blad, om end jeg ville ønske, at der blev læst bedre korrektur. Man skulle tro, vi ikke have sammenskrivning i Danmark.

Bogen "Inpterpresse - Historien om et forlag" er guf for gamle mennesker, som købte tegneserier dengang forlaget Interpresse var gud. IP er stadig gud i min bog, og man bør ha' bogen på hylden. Prisen er til at overkomme: 20 kroner. Er man helt til rotterne fås en gratis (officiel) pdf også.

Det sidste blad er endnu billigere: Fantask 40 år (fra 2011) er gratis! Jeg troede, at der så nok var tale om et usselt, slattent hæfte, men nej, her er tale om en flot trykt bog på (svjh) 54 sider, stift bind, flot tryk og fedt indhold (fås stadig medens dette skrives).


Tuesday, 20 May 2025

Ny samling fra Henrik Larsen (og ikke eet ord om peplum)*


Obskuriøsts gamle redaktør, Henrik Larsen, har netop udsendt endnu en digtsamling. Denne gang under titlen "Skibbrudgade". Og jeg lader med vilje være med at kaldet den et "hæfte". Den nye udgivelse er nemlig den velvoksne digters tykkeste til dato: 156 sider. En rigtig bog!  

Jeg har nævnt det før: Jeg forstår mig ikke på digterier. Giv mig en trashfilm med knaldperler, som vrænger slesk tale ud gennem fortænderne ad forbipasserende eller kaster en flaske mod det bestående samfund. Dét er da til at forstå ... men lyrik!? 

Når det så er sagt, så vil jeg tilføje (igen, jeg har gjort det før), at Henriks digte er så tilpas simple, at selv jeg kan læse dem. Der er jo her næsten blot tale om sider fra Henriks dagbog - nedfældet med finurlige vendinger. Og jeg må indrømme, at det nye bind er glimrende. Ja, okay, jeg er godt nok kun nået til side 35, men hertil har det været ganske nydebar læsning. Henrik Larsen har endelig fundet sig til rette i digtningens verden, og tomlen op for det. Han fisoloferede forleden på et socialt medie om at forsøge at skrive som "rigtige" digtere. Men lad være med det, Henrik. Det kommer der ikke noget godt ud af. Find din egen vej (og faktisk vil jeg mene, at de første 34 sider her giver indtryk af, at det har den gamle OBS-mand så småt0 gjort). Bare bliv ved. Men vi er altså et par stykker, som alligevel stadig håber på endnu et nummer af OBS - også selvom det skulle gå hen og blive Biblo-Obs nr. 2
Tak for bogen til Larsen. 

Bagside

Forside - med Larsens gamle navneskilt,
som har overlevet siden dagene i Sydhavnen (han er for
længst flyttet tilbage til barndommens provinshuller)

"Skibbrudgade" kan bestilles her og via facebook.


*Jeg antager, at peplum-genren ikke nævnes, men da jeg som nævnt ikke er nået ret langt, så aner jeg det i sagens natur ikke. Men jeg ANTA'R, at sværd og sandal-filmene ikke nævnes. Men jeg ku' tage fejl - det er set før (om end jeg ikke gerne taler om det). 

Sunday, 18 May 2025

Jack J's 70'ere: Lademanns Leksikon - igen igen


For et par år siden skrev jeg et blogindlæg om, at Lademanns Leksikon endelig var kommet op på hylden (jeg checkede netop: det er rent faktisk SYV år siden. For satan da, tiden flyver jo afsted!). Min salige moder købte hele baduljen i abonnement hele vejen gennem 70'erne til begyndelsen af 80'erne. Hun læste dog ikke i dem, så de stod som flunk og nye, da jeg fik dem.

Men desværre havde man fra Lademanns side ikke taget i betragtning, at folk måske endda ville læse i dem 50 år senere: Indbindingen er simpelthen noget bras. Jeg prøvede at hive et par stykker ud fra reolen, og indbindingen gik straks i stykker. Smuldrede næsten væk som et ægyptisk mumieklæde.

Og man kan jo ikke reparere den slags med almindeligt klisterbånd, for satan! For det første er det for tyndt. Og for det andet størkner den slags efter nogle år og falder af - og efterlader en grim misfarvning eller/og limrester! Men så slog det mig, at bibliotekerne jo bruger noget helt usædvanligt godt klisterbånd. Bredt, gennemsigtigt og som både er stærkt, og som holder. Jeg spurgte på biblioteket, om jeg kunne få en rulle. Svaret var naturligvis nej, men jeg kunne skrive til centralen, hvor de binder bøgerne ind. Jeg fandt dem på nettet: Og man *kunne* som privat bruger købe deres klisterbånd, men det var ikke billigt - og de skulle have MANGE penge for håndtering og porto. 3-400 kroner eller noget i den dur oven i selve prisen. Og jeg er *ikke* i krig med mine penge.



Heldigvis kom Scotsch Tape til hjælp! De laver rent faktisk klisterbånd til bogreparation! Og til en rimelig penge. Man kan naturligvis ikke bare gå ned hos boghandleren og købe den slags (intet skal være nemt), men jeg fandt en håndfuld steder på nettet og bestilte fra den billigste (en online computerbiks). Jeg modtog rullen med klisterbånd i går (hos samme minimarked, hvor jeg skulle hente en kasse bøger fra Henrik Larsen), og gik straks i gang, da jeg kom hjem.

Det *ser i alt fald ud til* at det virker fint. Forhåbentligt er limen lige så stærk, som bibliotekernes. Og nej, det ser ikke fantastisk ud med tape på sine sorte bøger, men det var enten dét, eller at bøgernes indbinding flosser helt vildt, lige så snart man tager fat i dem. Der er 14 meter i en rulle - jeg håber, det er nok!

----------
NB: Men for i øvrigt ... hvorfor Lademanns Leksikon? Er det ikke lort? Og ligger det hele ikke på nettet?? Tjo, såmænd. Men nu HAR min gamle mor købt dem til mig, og så skal de fanderme også gemmes. Læs min gamle artikel - dvs. forsvarstalen - her.