Friday, 15 August 2025

Jack J's 90'ere: ET UPASSENDE JOB FOR EN KVINDE (et kvart århundrede senere)


 Se nu lige det her! (Ovenfor) Mit amerikanske dvd-boxsæt med den engelske krimiserie An Unsuitable Job For a Woman, som BBC i England lavede med to sæsoner i 1997-98! Danmarks Radio kørte serien tilbage i slutningen af det gamle århundrede under titlen Kvinder på sporet. Jeg så den dengang, og en del år senere opdagede jeg, at den var udkommet på dvd (overskriften er en fordanskning af den svenske titel, som jeg synes, er bedre end den danske). Jeg mener at huske, at jeg havde valget mellem et engelsk dvd-sæt og et amerikansk, og at jeg valgte det amerikanske, fordi det havde et bedre omslag! 

Jeg fandt min gamle faktura på min oldgamle yahoo-email-konto, og den fortæller, at jeg købte boksen i sommeren 2009. Det er 16 år siden! Tro det eller lad være, men selv om jeg syntes, at serien var vældig fed dengang i 1998, så har jeg alligevel aldrig fået genset den. Well, i alt fald ikke førend her til aften, hvor de første to afsnit røg på. Lad mig lige skære det ud i pap, hvis du ikke lige fangede den: Der er 16 år siden, jeg købte skidtet, og først i dag smækker jeg den på afspilleren! Det er jo vanvid. Nok til indlæggelse på den lukkede! Jeg gav i 2009 hele £22 fra Amazon i UK, men så var portoen også kun lige under £2Dét var tider, børnlille!

Nå, men de to første episoder var lige så cool, som jeg husker dem. Hovedrollen spilles af en vældig ung Helen Baxendale med totalt sexet pagehår. Hun ser ud som en frisk 22-årig, men Wiki fortælle, at hun var 27, da serien begyndte. Jeg var faktisk ret begejstret for den liden frøken, og jeg kan ved gensynet se hvorfor. Hun ER ret cute. I 1998 var jeg parat til at forlade mit hjem og girlfriend og rejse over til Helen Baxendale, hvis hun havde ringet! I'm not kidding

Omtale af 3. episode i DR's online programoversigt (underligt nok
bragte man ingen omtale eller dansk titel ifm. afsnit 1 og 2)

Serien handler kort fortalt om en ung kvinde, der er praktikant i en enmandsvirksomhed, som tilfældigvis er et privatdetektivbureau. Da den gamle privatdetektiv i starten af første afsnit stiller sutskoene, og der samtidig tropper en ny klient op, tager praktikanten en rask beslutning: Hun fortsætter bureauet, blot med den forskel at nu er det hende, som er privatdetektiven! Hvordan skal det ikke gå??? Jeg er som nævnt to afsnit inde, og har fuldstændigt glemt, hvad der sker i serien, så nu får vi se.  

Kvaliteten af dvd'en er udmærket; Billedet ser fint ud. Det irriterer en smule, at der rent faktisk er et par reklamer før episoderne (der ER jo tale om en amr. udgivelse!), men det går an alligevel. Men som noget lettere mærkværdigt præsenteres serien i det sære format 14:9! Det er sådan en mellemting mellem det gamle fullscreen-format, dvs. 4:3, og det nye bredformat, 16:9. Det er naturligvis bedre end gammeldags fullscreen, men det ser også lettere tosset ud med sorte bjælker ikke blot i siderne, men også i top og bund. 

14:9-formatet på mit 16:9-fjernsyn

Jeg tror vist ikke, at der er noget ekstramateriale på diskene, men det går an. Nå ja, det vil sige, da man viste serien i USA, tilføjede man en introduktion, hvor selveste Diana Rigg (fra 60'er-agent-serien The Avengers) præsenterer den pågældende aftens afsnit (om hun gjorde det med alle afsnit, ved jeg selvsagt endnu ikke). Og denne intro er inkluderet på dvd-udgaven (det er tv-stationen, som står bag udgivelsen). Det er da cool nok som sådan med denne intro, når det nu netop ER Diana Rigg (som på dette tidspunkt var omkring de 60), men indledningen til første afsnit er faktisk ret irriterende. Hun spoiler alt for meget. Jeg har ikke kunnet finde info om en Blu-ray-udgave (hvis man søger, skal man ikke lade sig snyde af en Blu-ray med samme titel; her er der nemlig tale om en filmatisering af serien fra 80'erne).

Det ville have været rart med engelske undertekster, da lyden ikke just vinder nogen konkurrencer, men helt grelt er det heldigvis ikke. 

Fedt endelig at få smækket serien på. Ærgerligt, at der kun kom 10 episoder, men den bygger på to bøger, som forfatterinden P. D. James skrev i 1972 og 82, og - tja - hun skrev vel ikke mere. Begge bøger kom på dansk - den første blev til Det du'r piger ikke til. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg synes, at det er en evnesvag eller en genial titel. 

Helen Baxendale - IKKE et still fra tv-serien, men foto fra 2005


No comments:

Post a Comment