"Jane Horney" (DR/SVT, 6 afsnit, 1985)
Danmarks Radio lagde forleden en dansk-svensk tv-serie fra 1985 ud på "Gensyn". I afpudset version og i 1080p. Serien handler om den dansk-svenske nazi-venlige (vist nok, måske) spion Jane Horney, som endte med at blive plaffet ned af en danske modstandsmand.
Selv om jeg præsenterer dette indlæg i min blog-serie "Jack J's 80'ere", så skal det altså denne gang forstås på den måde, at den omtale tv-serie er en af dem, jeg IKKE fik set i 80'erne! Jeg huskede slet ikke serien, og nu da jeg har set første afsnit, er jeg sikker på, jeg må have misset den, dengang i 85. Men nuvel, dengang blev livet også levet *in the fast lane*. I første halvår gik jeg på højskole, og i efteråret begyndte jeg på HF. Min fætter, hans mor (min moster, som engang helt seriøst kaldte mig "en iskold satan") og hendes mand, en sømand fra de syv have, flyttede ind i huset ved siden af os - men det er en anden og stærkt underholdende historie til en anden god gang), så det gik sommeren med. Min kaffemaskine brændte også lige midt på skrivebordet den sommer! For satan da!
Nå, men altså, ifølge DR's artikel om serien bragte den en masse ballade med sig dengang. Jeg har ikke gennemrodet gamle aviser om den endnu, og DR's artikel graver ikke specielt dybt om balladen. Men shitstormen førte i alt fald til, at serien aldrig er blevet genudsendt før nu (i Danmark i alt fald, jeg ved ikke med svensk tv), og DR gik dengang ud og undskyldte for den!
Men nu ligger serien altså på "Gensyn" og er just blevet bragt i sin helhed på DR2 over to weekender. Jeg så første afsnit i går og ... jah, joh ... jeg syntes, den var lidt overfladisk. Men nu får vi se med de næste fem episoder.
Den ligger på "Gensyn" frem til november næste år.
NB: DR har også tilegnet to podcast-episoder til serien og skrevet føromtalte artikel. Et totimers radioprogram fra 1985 har man dog af underlige grunde valgt *ikke* at lægge op, hvilket kan undre, eftersom det kunne høres på Bonanza. Man behøver dog ikke fortvivles, det ligger nemlig stadig på den udgave af Bonanza, som man kan grave op på Waybackmachine. Jeg har ikke hørt noget af det endnu (vil vente til efter serien).
No comments:
Post a Comment