En situation jeg godt kunne have været foruden

Gamle læsere af Mondo Franko, nærmere bestemt MF nr. 2: Ultimo Mondo Franko, vil sikkert huske, hvordan redaktør Frank Brahe skrev om at have ligget i krig med "svensken". Som jeg husker det, havde en svensk distributør snydt Frank for penge for en stak MF-blade. Det er 20 år siden.

Lige nu er jeg i noget, der ligner samme uheldige (stærkt uheldige) situation. Hvis du har læst mit indlæg om det samme på facebook, så spring bare det her over og tag et bad i stedet eller gå ned på kroen. Men for de 5-7 læsere på denne blog, som ikke er på facebook:

RØVRENDT OG BESTJÅLET AF JEHOVAS VIDNER!!!

For mere end 10 år siden nåede min stakkels far at være gift i 18 måneder med en kvinde af en slags, før han gik bort. Kvinden var et Jehovas Vidne. Min far var desværre syg og vidste, at han skulle herfra. Og han bad mig om at sidde i uskiftet bo med enken, når han en dag var borte (at sidde i "uskiftet bo" betyder, at man som arving ikke arver noget, før den afdødes ægtefælde også dør). Efter fars død, gik der ca. 8 år, så gik enken også bort.

Enken havde en voksen søn. Han og hans kone er også Jehovas Vidner. Efter enkens død stod sønnen og jeg til at arve huset, mit gamle barndomshjem. Skifteretten gav os valget, at de kunne sørge for en bobestyrer, som ville ordne tingene med boet - mod betaling.

Eller vi kunne selv gøre det ved at vælge en bobestyrer/kontaktperson.

Sønnen foreslog, at vi sparede pengene. Og han tilbød at ordne sagerne. Han var jo flink nok, og min far havde været gift med hans mor, så jeg sagde ja. Og det hele gik fint. Huset blev solgt, og sønnen sendte mig halvdelen af pengene. Jehovas Vidner og religion blev ikke nævnt én eneste gang. Jeg antog dengang, at han respekterede, at jeg ikke havde medlemskort (!).

3-4 måneder senere ringer han så og siger, at han synes, vi skal mødes. Og at så kan jeg også komme med til et møde i deres rigssal.

Well, jeg afviste høfligt og sagde noget i retning af, at det nok var bedre, at vi gik hver sin vej. Og så sagde han farvel, og jeg sagde farvel.

Så gik der lige omkring 4 år.

Den 1. april i år får jeg et brev fra Skifteretten, som fortæller, at der er indbetalt for meget ejendomsskat i det gamle hus. Og vi står til at få pengene udbetalt. Det var en pæn sum penge – ikke noget man bliver rig af, men jeg er fattig og kunne godt bruge et par nye briller, så det var en glimrende nyhed.

Brevet nævnte, at pengene ville blive udbetalt til kontaktpersonen i løbet af foråret, og denne (kontaktpersonen) skulle derefter fordele dem mellem arvingerne. Sønnen stod stadig i Skifterettens papirer som kontaktpersonen. Arvingerne er som sagt bare ham og mig.

Fra den 1. april går jeg så og venter, venter og venter. Lige indtil søndag den 6/7, hvor jeg skriver til sønnen og refererer til brevet og spørger, om han mon har hørt fra Skifteretten eller den afdeling (Vurderingesstyrelsen), som skal udbetale pengene.

Dagen efter får jeg en e-mail på én sætning fra sønnen:

»Ja det har De er udbetalt« (sic)

That’s it, ingen anden info.

Jeg kan jo godt lugte, at noget ikke er helt, som det skal være her. Men jeg skriver høfligt tilbage og spørger, om han stadig har mit kontonummer, eller skal jeg lige sende det.

Efter to dage uden svar skriver jeg igen. Denne gang sender jeg mit kontonummer. Og jeg har været så flink at regne ud, hvor meget det er, han skal overføre til mig.

Efter nogle timer svarer han og skriver, at han jo synes, at eftersom det var ham, der sad med papirarbejdet som bobestyrer, så synes han, at han skal have et honorar (her fire år senere!). Et honorar på hele beløbet.

Han skriver også, at det er derfor jeg ikke har hørt fra ham. Det siger sig selv, at man ikke bare ensidigt kan lave sådan en aftale fire år senere! Og helt uden at fortælle det til den anden part!! Det er jo fuldstændig grotesk!!!

(Jeg aner stadig ikke, hvornår pengene er blevet udbetalt til ham. Det kunne Vurderingsstyrelsen ikke sige mig. Men i min bog er »forår« før juni, da juni er en sommermåned. Og det er således muligt, at han allerede har siddet på de penge i over en måned).

Og han har så endda den frækhed at spørge, hvad jeg synes om hans idé.

Jeg bider mig i knoerne og svarer høfligt i min e-mail, at mit svar må blive et »nej«. Jeg minder ham om, at jeg har ret til de penge, og at han har pligt til at overføre dem. Jeg inkluderer endnu en gang mit kontonummer.

Det var onsdag den 9/7. Jeg har ikke hørt fra ham siden. Mandag den 14/7 skriver jeg så igen til ham og gør opmærksom på, at det er tyveri, hvis han beholder mine penge. I dag er det fredag den 18/7 og stadig hverken svar eller penge. En stærkt irriterende situation.

Jeg har en eller anden idé om, at enkens søn og dennes kone er blevet knotne over, at jeg ikke ville lade mig invitere til møde hos Jehovas Vidner.

Det er jo en fuldstændig fucked up situation. Jehovas Vidner går ellers for at være nogen, der hverken lyver eller stjæler osv. Og så skal man opleve dét her! For satan da!!!

Det er muligt, jeg kom med lidt flere personlige ytringer i facebook-opslaget (ikke mindst i retning af hvad jeg vil overveje at gøre, hvis manden, der er ved at stjæle mine penge, ikke fortryder sit forehavende), men herude i det åbne skal man jo passe på. Frank Brahe endte vist med at få sine penge for 20 år siden. Jeg håber, at enkens søn indser det dumme i at forsøge at bestjæle medarvinger. Det er ret dumt. Ikke mindst når man går for at være medlem af en skide hellig kult.