Tuesday, 12 August 2025

PLUSBUTIKKEN sælger I-K-K-E porno, men man kan alligevel komme hjem med både JOHN HOLMES og TRACI LORDS*

 

Jeg var på udflugt til Afrika-Hjælpen (aka Sudan Genbrug) og PlusButikken i går og skrabede en bunke "Affald" sammen fra sidstnævnte (fordi kæden rent faktisk sælger folks affald, som de henter på genbrugsstationerne). Og man undrer sig til stadighed over, at man regelmæssigt finder film, som stadig er i fabriksfolie. Af de fire fra i går var de to fra videoselskabet On-Air Video. Hvornår standsede dét label lige produktionen? Det er i alt fald længe siden. Jeg kan sagtens forstå det med at have film på hylden, som står i indpakning flere år efter at være blevet købt - men ligefrem at smide dem ud uden at have pakket dem ud!? o_O
Nå, men her er stablen af genrefilm. Mainstream-skraldet forbliver en hemmelighed (man har vel et renommé at tænke på)
"The Wonderland Murders" (som er den "danske" titel. Originaltitlen er blot WONDERLAND) er rigtig god, og den danske dvd udmærker sig ved at have den spillefilmslange dokumentarfilm WADD - THE LIFE AND TIMES OF JOHN HOLMES med. Dén er længere end hovedfilmen! (103 vs 100 min). Jeg har den godt nok i forvejen, men tænkte at en dublet ville være dejlig at kunne holde i den anden hånd.
Polanskis "Chok" (aka REPULSION) har jeg på tysk Blu-ray (som "Ekel"), men den danske dvd vil stå godt til mit kaffestel. Resten af filmene er vist nok for mig usete på nær DER UNTERGANG.
Der er også et par film, hvor Robert De Nero åbenbart har slået sig på gyserfilmgenren!


De fire i folie. DER UNDERGANG er en
2-disk med (åbenbart) længere spilletid



*Overskriften: Ligesom det heller ikke er tilfældet hos hverken Røde Kors, Blå Kors, Kirkens Korshær eller Sudan Genbrug, så sælger man IKKE ting og sager, som har det mindste anstrøg af pornografisk indhold i PlusButikken. Flere af de andre genbrugsbutikker drives jo i kirkeligt regi. Og jeg har i årevis antaget, at dette mest troligt (TROligt, fik du dén, høhø) var årsagen til, at man aldrig - og jeg mener ALDRIG - finder så meget som et enkelt slidt nummer af Ugens Rapport eller en gammel porno-slasker på vhs eller dvd i nogen af butikkerne. Men ved nærmere eftersyn opdager jeg, at PlusButikken ikke har det mindste gudfrygtige over sig. Så hvorfor man ikke finder pornoblade eller -film i deres mange rodekasser (med bøger, blade og film), undrer mig ærlig talt. Jeg ville i øvrigt have sværget på, at Røde Kors var en kristen geschæft, men nej, heller ikke her er det tilfældet. De sidste tre nævnte er dog derimod.



No comments:

Post a Comment