Vovehalsene
Nr. 1: "Ørkenens mand"
Interpresse, Danmark (1979)
Tegneseriealbum, 48 sider, sort-hvid, softcover, coverpris: 16,50 kr.
Originaltitel: L'uomo del deserto (1978)
Forfatter: Gino D'Antonio
Tegner: Ferdinando Tacconi
Dansk oversættelse: John Jørgensen
Håndtekster: (ingen nævnt)
Tilrettelægger: Henning Kure
"Ørkenens mand" var et af de første albums, jeg købte, da jeg begyndte at samle på tegneserier tilbage i det gamle århundrede. Originaludgaven er italiensk og udkom i 1978 i støvlelandet og et år senere i Danmark.
Jeg var ret begejstret for historien dengang. Historien er kort om en englænder, Bertram Prott, der søger lykken og eventyret i ørkenen under 1. Verdenskrig. Han er ikke ligefrem Lawrence af Arabien, men det gør ham blot så meget mere menneskelig. At han forsøgte sig som pilot, men aldrig lærte at flyve (ret godt), syntes jeg vist nok bare var underholdende dengang. Og ditto hans køreegenskaber. Og ditto hans slagsmålsteknik. Han var vist i virkeligheden ret uduelig. Måske er det i virkeligheden ret indlysende, at jeg for 100 år siden syntes så godt om albummet. "Ørkenens mand" begynder i øvrigt med en 2 sider lang indledning om Lawrence af Arabien og forholdene i Mellemøsten under "den store krig".
Jeg troede i mange år, at albummet var et oneshot, men der kom rent faktisk fire numre i serien – som i.ø. slet ikke hedder "Ørkenene mand", men derimod Vovehalsene. Alle fire albums er dog oneshots, blot under samme paraplytitel. Jeg har stadig mit eksemplar fra 1979 i samlingen, men det sidder pakket væk i en bladkasse, så da jeg fandt det netop læste eksemplar i Kirkens Korshær forleden, fik det lov at komme med hjem. Det er mildt sagt noget mere patina-ramt end mit gamle album.
Alle fire albums er forfattet og tegnet af forskellige italienere. Nummer tre er sågar tegnet af Milo Manara. Tegneren af "Ørkenens mand" er Ferdinando Tacconi, der i.ø. også tegnede Storsvindlerne, som kørte i Seriemagasinet i starten af 80'erne og senere er kommet fra både Egmont og E-voke.
Det skal i.ø. tilføjes, at i den originale italienske serie kom der flere albums end på dansk, og fire af disse er tegnet af Hugo Pratt. Disse kom også på dansk, men først mange år senere på forlaget Faraos Cigarer.










No comments:
Post a Comment