MÅNGUDEN (Thomas Borgström, Sverige 1988)

Månguden på svensk dvd fra Atlantic
(mig bekendt eneste hjemmevideo-udgave)
(Scan: 300 dpi)

 
Jeg er i gang med at skrible en anmeldelse af den svenske tv-film MÅNGUDEN fra 1988 (eller... for at sige det som det er: Der er tale om en af de utallige anmeldelser, som jeg i tidens løb har påbegyndt, men som jeg ikke gad skrive færdig. ARgh!! Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg skrev den; For et par år siden vist nok). Her er kladden til starten og plot-omtale. Slutningen er ikke færdig. Jeg er ikke bekendt med, at den nogensinde skulle have været vist på dansk fjernsyn. 

Engang for næsten 15 år siden snakkede en af mine facebook-venner dengang, den gamle garvede svenske filmanmelder Fred Anderson, om at MÅNGUDEN skulle udkomme på dvd, og at det var en helt fantastisk begivenhed. Sagen var nemlig den, at MÅNGUDEN var en gyserfilm om en seriemorder lavet af det svenske statsfjernsyn SVT i 1988. Det var en af den type film, som rigtig mange svenske tv-seere havde vage minder om, fordi den havde været mega-uhyggelig. Og eftersom filmen efter førstevisningen aldrig var blevet genudsendt eller udsendt på hjemmevideo, var dette minde om filmens uhygge forblevet intakt hos mange mennesker. Og tilsyneladende florerede der heller ikke hjemmeoptageler af filmen blandt fans. Men nu var MÅNGUDEN altså så endelig kommet på dvd. På Freds opfordring købte jeg den straks, og ... jah, joh ... den var da okay, syntes jeg dengang. Nu halvandet årti senere har jeg endelig genset filmen, som skræmte lille Fred Anderson og mange af hans landsmænd. Hva' syntes yours truly så denne gang!?

PLOTTET: Mange krimier starter med et mord eller optakten til et mord. I MÅNGUDEN begynder vi med vor hovedperson, en kriminalbetjent, som ankommer til et åsted, hvor politiets teknikere allerede er i gang. En misgerning har altså allerede fundet sted. Vi bliver smidt lige ind med det samme. Vi lærer, at der i Stockholm er foregået flere overfald på sagesløse campinggæster. De er blevet myrdet brutalt af en seriemorder. Om gerningsmanden misunder gæsterne deres fine campinggrej, eller han blot har noget imod folk, der ligger i telt, har det svenske politi endnu ikke klarlagt. Seriemorderen har tydeligvis kastet sig over gæsterne om natten, medens de sov i deres telt. Han har hakket dem til plukfisk med en machete. Den ene af dem, en mand, har han tilmed slæbt hen til et træ og klynget ham op ad stammen; hvad har dette af betydning? Chefen for kriminalpolitiet vil have kriminalbetjenten til at sætte sig i forbindelse med en psykiater, som før har arbejdet i politiet, og som vil kunne være til stor hjælp (hvorfor han er den absolut ENESTE psykiater, som kan hjælpe til, får vi ikke svar på. At der kun skulle findes denne ene gode psykiatere med kendskab til kriminalitet i hele Sverige, lyder en tand for knaldroman-agtigt). Men vores hovedperson har tidligere haft at gøre med psykiateren, og ingen af dem har længere lyst til at arbejde med den anden. Det er i det hele taget lidt uklart, hvorfor de har dette forhold til - eller rettere imod - hinanden. Kriminalbetjentens gamle farmand var engang chef for kriminalpolitiet. Han taler med finsk accent og ligger i et oxygentelt (eller hvad fanden det hedder) på det lokale sygehus. Han trækker vejret tungt, og det lyder uhyggeligt, når han ringer til folk og blot ånder besværet og tungt i røret. Så finder panserne et aftryk af en ansigtsmaske i jorden nær gerningsstedet. Kriminalbetjenten tager selvsagt hen på det lokale museum og udfritter museumsinspektøren om masken. Det viser sig, at masken viser ansigtet på en såkaldt månegud. Inspektøren er en kvinde i sin bedste alder, og betjenten bliver selvsagt lun på hende. Han lurer også på hende, når hun er på biblioteket. På museet befinder sig også en løgnagtig medarbejder, som opfører sig en tand homofilt. Om han er dette, bliver heller aldrig klart. Har det noget med plottet at gøre? På et eller andet tidspunkt får vor hovedpersons gustne, finske farmand selvsagt overtalt psykiateren til at tage fat, selv om han ikke vil. Et sted midt i det hele dukker en smalfilm fra åstedet op, hvor en person i denne månegudsmaske gør kål på endnu flere campister. Hvem er seriemorderen? Den kvindelige museumsinspektør er under mistanke. Det er den lettere bøssede museumsassistent også. Og en tosse ude i skoven er mistænkt. Selv hovedpersonens gamle, syge far er der noget mystisk ved, da det i forbifarten overhøres, at han har været ude af sit telt. Og hvad med psykiateren eller kriminalbetjenten selv for den sags skyld?
END OF PLOT-BESKRIVELSE

Okay, det var så så meget, jeg har fået nedfældet. Filmen er okay glimrende, men ikke noget neglebidende gysermesterværk. Men som tv-film er den fin nok. Den kunne være bedre, og den kunne være dårligere. Klichéerne står desværre i tykke lag. Mere senere - måske. 

Ny KOMIKLEX på vej!

Man skal som bekendt aldrig sige aldrig. Jeg havde for længst afskrevet, at der nogensinde ville komme en ny opdateret udgave af opslagsværket KOMIKLEX (fordi den slags trykte sager hurtigt bliver forældede i disse internet-tider), men forlaget Zoom har netop meldt ud, at de udgiver en ny, opdateret udgave til næste sommer! Wauw!

Jeg fik aldrig købt den seneste, der kom, men jeg har den første, og jeg havde den med det gule omslag (som desværre forsvandt, da min fætter Ronny forsvandt - han havde nemlig lånt den!).

En enkelt anke må være navneskiftet. Jeg må indrømme, at jeg faktisk er ret konservativ, når det gælder det med at ændre titel på gamle sager. Hvorfor skal den nu hedde "Serieguiden"!? Med cirka 45 års historie burde man holde fast i det gamle navn.

 

Forlaget Zooms opslag om udgivelsen på facebook:

Der har længe været et ønske om et opdateret tegneserieindeks siden Den store komiklex udkom i 2006.

Den er nu under udarbejdelse med titlen SERIEGUIDEN, og dækker perioden 1847 til 2024.

Bogen er skrevet af Henning Visti Rasmussen, der har stået for samtlige udgaver siden den første udkom i 1982.

Indekset bliver på omkring 700 sider med mange farvegengivelser af forsider og vil udover lister med tegneserieudgivelserne også indeholde et indeks med en oversigt over danske forlag i det omfang det har været muligt at spore dem.

I modsætning til tidligere udgaver vil Serieguiden ikke indholde foreslåede priser på antikvariske serier. Vi har skønnet, at prissætninger ret hurtigt ændrer sig og at de anslåede priser meget hurtigt vil blive forældede.

Serieguiden udgives af FORLAGET ZOOM i samarbejde med FORLAGET SERIEKLUBBEN med redaktion af Thomas Berger.

Serieguiden vil blive delvist reklamefinansieret og vi har endnu ikke kunnet sætte en udsalgspris.

Forventet udgivelse juni, 2025.

NB Forsiden er ikke endelig.

LINDA LOVELACE FANCLUB (DR, ca. start-1990'erne) interview af Gritt Uldall-Jessen + 1 livenummer

Engang for mere end tre årtier siden sad jeg klar med fingeren på videomaskinens optagerknap, da Danmarks Radio kørte et ungdomsprogram med en blandet landhandel. Jeg tror, at programmet var "Transit", og hvis dét er korrekt, må det have været engang i første halvdel af 90'erne - det siger Wiki i alt fald. Men det kunne for så vidt også have været engang mellem 1986-88. Jeg er slet ikke sikker - det er åh så længe siden. 

Og den pågældende aften bragte man et interview med to medlemmer (Danny Larsen og Michael Christiansen) fra det for mig totalt ukendte danske punk/garagerock-band LINDA LOVELACE FANCLUB. Gruppen spillede et covernummer af SORT SOLs "Pinocchio Loose" (så vidt jeg kan se, var det Peter Peter fra Sort Sol/Sods, som de havde med på guitar ved koncert) og blev derefter interviewet af Gritt Uldall. Jeg husker, at jeg syntes, hun var vældig cool og dengang tænkte, at hun måtte være totalt tilknyttet undergrundsscenen i København. Var hun? Jeg aner det ikke. 

Min ven Google fortæller mig, at hun har drevet det vidt med teater og performance og den slags. Vist også nogle film. Bemærk det øjeblik i interviewet, hvor hun bryder sammen af grin, da de to bandmedlemmer begynder at snakke om blowjobs i filmen Langt ned i halsen med Linda Lovelace. Jeg fandt i øvrigt et ex-rental videobånd med Linda i en byttebiks engang i midten af 90'erne. LINDA AND A DOG hed båndet. Og jeps, det var stort set handlingen i den korte film: Linda Lovelace blev kneppet af en stor hund! Senere tog hun jo afstand fra hele sin tid i branchen. Jeg husker, at jeg tilfældigt så et indslag (også fra engang i 90'erne) i et norsk nyhedsprogram om, at Langt ned i halsen skulle vises i Norge for første gang (fordi den slags var forbudt i gamle dage deroppe i højlandet modsat hernede i lavlandet). Hun stod uden for biografen og råbte ad folk (mænd), der skulle ind at se filmen: "Kan du godt lide at se kvinder blive voldtaget!?" (om end på engelsk). Hun var ikke tilhænger af sin egen fortid, må man sige. 

Med hensyn til Linda Lovelace Fanclub, så aner jeg som sagt stort set intet om gruppen. Der findes næsten ingen info på internettet - jeg kan i alt fald ikke findet noget. Hvor længe eksisterede de? Udgav de nogen plader? Eller kassettebånd? Findes der bootlegs? Og hvad med medlemmerne? 

Den glimrende blog Dansk Punk (1977-82) har en kommentar fra Danny Larsen om sangeren Franz De Zaster, som ifølge Danny var med i gruppen på et tidspunkt. Men det er stort set også alt, jeg har fundet. 

NB: Jeg ser, at videoen på YouTube er mere mørk end min egen udgave. Desværre lader det ikke til, at man kan skrue på lysindstillingen på YouTube, og videoen er for stor til at uploade direkte her til bloggen. Men det går sgu nok!

Den aldrende SS-mand viser rundt på det for længst forladte og nu vældig støvede redaktionslokale

 

En ting, jeg vist aldrig har nævnt nogetsteds, er, at alle mine zines fra STAY SICK #0-4 og Banned in Britain #2 blev lavet i en tidlig udgave af programmet Lotus Smart Suite (BIB #1 var rent klippe-klistre). 

Programmet fulgte med min Windows 98-computer, som jeg fik af mine forældre i 1999. Jeg opdagede for nyligt, at IBM lukkede produktionen og opdateringen af Lotus ned for omkring 20 år siden. Heldigvis har "arkivister" uploadet det til Archive.org (der ligger adskillige af de gamle versioner), og jeg har netop installeret den sidste udgave, som blev udsendt (da det ligger frit på det store, frit tilgængelige Archive-site, antar jeg, at IBM er okay med dette). 

Når man lukker det op, ligner det helt min udgave fra slut-90'erne. Ahhh, man blir helt nostalgisk. Programmet er velsagtens vældig primitivt, når man sammenligner med nyere ting som Indesign. Men jeg er ikke IT-ekspert, og til at sætte et fanzine op med dengang var programmet glimrende. Det ser iø ud til at køre fint på Windows 11. 

I dag skal man vist også betale en herregård for at abonnere på et program som Indesign, da man for længst er ophørt med at sælge skidtet som cd-rom. Dengang købte man en cd-rom, og så var dén skid slået. Nå ja, indtil der kom en opdateret udgave, som man så skulle købe, naturligvis. Men man havde jo valget at lade være med at opdatere, hvis man var tilfreds med den gamle. Sådan er det ikke i dag. Jeg antager, at det har med grådighed fra selskabernes side at gøre. Oh well, nu har jeg Lotus igen, og så kan de rende mig!  

Lotus' historie på Wiki (med links til en side om Lotus Smart Suite)

WERNER HERZOG i Dave Lettermans talkshow (11. oktober, 1982)

Werner Herzogs første optræden i et talkshow! Fra The Letterman show, optaget i 1982. Great stuff. 

Mere ragelse til 5-10 kroner fra genbrugsbutikken: MEDIUM (tv-serie, USA, 2005-2011)

Jeg var endnu en gang en smut i den lokale genbrugsbutik PlusButikken forleden. Som sædvanligt fandt jeg en masse ragelse, og absolut ingen dvd'er med rigtige horrorfilm. 

Ud over almindelige enkelt-dvd'er stødte jeg også på tre danske boxsæt med tv-serier, som alle havde det til fælles, at jeg i sin tid checkede dem ud på tv og misfornøjet spyttede på dem. Hver og en! Men nu et par årtier senere tænker jeg, at måske havde jeg været for hurtig i min afvisning dengang - og en tand for vranten. Måske var det tid at give dem en ny chance - og til 5-10 kroner var der ikke meget at miste, hvis det skulle vise sig, at jeg stadig syntes, de var værre end at komme hjem med gulsot. 

Fælles for de tre serier er, at der er tale om, hvad jeg vil kalde bløde gys. Lidt ligesom blød porno uden rigtig sexscener. De har alle tre lidt af en art gyser-setting, men jeg tror ikke, at man finder neglebidende skræk heri (men jeg kunne tager fejl - jeg har kun set meget lidt af disse tre serier). Jeg tog hul på den første serie forleden aften: Den amerikanske Medium fra 2005. Med den fagre Patricia Arquette i hovedrollen. Hende kender vi jo fra ikke mindst fra TRUE ROMANCE og ED WOOD. Hun var også med i Ole Bornedals "Nattevagten", om end det var hans eget amerikanske remake, NIGHTWATCH, men det er muligt, man ikke skal snakke for meget om dén (om end jeg ikke har set den). Dens ry er i alt fald ikke noget at skrive hjem om. 

I Medium spiller hun en spirituel (eller noget) kvinde, som får synske (flyvske?) drømme om natten og ser syner om dagen og den slags. Karakteren er (ifølge Wiki) baseret på en rigtig kvinde og dennes historie. Men man behøver selvsagt ikke tro på noget af dette for at følge med i serien. 

Jeg er 5-6 episoder inde og har taget hul på disk nr. 2 (ud af fire). Indtil nu må jeg indrømme, at serien faktisk er cool nok. Skuespillerne er gode, og den synske kvindes familieliv er vel nok mere familieorienteret, end hvad man ellers ser i denne slags ting. Ligesom det (jf. Wiki) er tilfældet for den rigtige kvinde, så har Patrice Arquettes karakter tre børn og en ægtemand. En hel del af handlingen forgår i hjemmet med familiære gøremål, diskussioner, problemer, osv. Dette giver faktisk serien en anelse mere dybde end lignende serier fra 70'erne (eller også er det for længe siden, at jeg sidst har set kriminalserier fra 70'erne). Om end setuppet ganske er det samme som i kriminalserier á la Columbo og lignende serier førhen. Man følger stort set den samme skabelon i hvert afsnit. 

I Columbo kørte hvert afsnit sådan her: Man ser et mord. Columbo ankommer til åstedet og løser mysteriet. Til slut fælder han morderen ved at udpege en enkelt detalje, som misdæderen havde glemt at tage højde for. I Medium begynder hvert afsnit (i alt fald dem, jeg har set indtil videre) med, at den kvindelige hovedperson oplever noget i en drøm (eller mareridt), som senere vil få betydning for afsnittets afsløring af en fordækt personage. Og ligesom i gamle serier ville dette være ulideligt at overvære uge efter uge - hvis ikke lige skuespillerne var gode, eller seriens stil var cool. Nogle serier faldt velsagtens igennem, netop fordi skuespillerne ikke var specielt interessante, eller serien simpelthen var for kedelig. 

Via google har jeg fundet et dansk boxsæt med sæson 3 hos Dvdcity (jeg har dog ikke bestilt det), og et komplet dansk sæt med alle syv sæsoner skulle også eksistere. Nu får vi at se, om jeg stadig er lige positiv efter sidste episode i sæson 1. Men indtil videre er jeg i alt fald mere glad for serien, end da en dansk tv-kanal (jeg har glemt hvilken) kørte den for 20 år siden. Der findes vist ingen Blu-ray-udgave nogetsteds i verden. Sæson 1-boxen lader ikke til at inkludere noget ekstramateriale. 

Der kom som nævnt syv sæsoner, men det er værd at bemærke, at de sidste to sæsoner blev lavet af et andet tv-netværk. En enkelt youtube-kommentar hævder, at de to sidste sæsoner er mindre uhyggelige. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke finder den store uhygge i første halvdel af sæson 1 heller. Man skal altså ikke se serien for at få et rigtig gyser-kick. Men det kan naturligvis være, at den ærede læser er uenig. Man bør naturligvis danne sin egen mening ved selvsyn. 

EDIT: Man behøvs ikke kommentere, at der kom syv, ikke fem, sæsoner, hvis man læste med, lige efter at dette blev postet. Det ER rettet! Argh! 

Tv-trailer til sæson 1:

Så kom vinteren. Satan og helvede!

Uff, så er vinteren kommet! Dén kunne jeg nu ellers godt ha' været foruden. Man har en herlig balkon, og nu er det bare for koldt (skide koldt) at sidde derude. Og med mindst fire måneder til næste varme måned, så er det til at kaste op over. 

Jeg hører, at der er folk i varme lande, som savner fire årstider. De sku' ha' nogen tæsk, de tumper i varme lande! Jeg har ikke engang nogen støvler og må vente til den første, før jeg får råd. Det er et hårdt liv, vi lever. Men det kunne have været værre - man ku' ha' boet på Island eller i Finland. Kunne du forestille dig det? Finland. For satan da! 

Nede i videobixen anno 1980'erne

 

Hmm, den her video har jeg da vist aldrig fået postet her på bloggen, hva'. Bedre sent end aldrig. 

Følgeteksten under videoen lyder:

Engang i 80'erne tog jeg et videokamera med ned i den lokale videobiks og filmede lidt af deres udbud i videokarrusellerne, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle leje den aften. Følg med på en tur tilbage til engang i 80'erne (måske er det 1982, måske er det 1988, jeg glemte at skrive dato på båndet!). Jeg beklager, at billedet er lidt uklart, men - du ved - optaget på video! Og til sidst løber båndet bare ud.

Og ja, det er min video. Filmet engang i 80'erne - og hvis du tror på dén, har jeg en bro at sælge dig (det kan stadig irritere mig, at jeg fik sagt "dvd", men nu er det for sent at redigere ud, eftersom nogen allerede har kommenteret på det, aiii). Haha. Vi har kun det skæg, som vi selv sidder på, som en pige engang sagde til mig. Det var også for længe siden, og før de begyndte at barbere det af. 

Nogle af de allerførste anmeldelser jeg læste som spirende entusiast af ANDERLEDES FILM - men som siden er blevet "lost in the shuffle" i historiefortællingen (anmeldelserne, ikke filmene!)

Filmanmeldelser over to sider i Moshable nr. 8 (1990) 
(Scan: 300 dpi)

Når danske filmfans skal genfortælle historien om at opdage horror- og genrefilmen i 90'erne, så er det gerne bladene Inferno og Bloody Darlings, som trækkes frem. Men blandt tidlige danske fanzines, som havde stor betydning i udbredelsen af genrefilm, hvem husker da bladet ... Moshable??? Sikkert kun de færreste. Men jeg gør i alt fald. Og rent faktisk var det med Moshable, at det hele startede for undertegnede (hvad angår danske blade). Ikke med Inferno, ikke med Bloody Darlings, men med Moshable. 

Jeg genfandt forleden et nummer af netop Moshable (nr. 8), som jeg ikke havde set i ret lang tid. Bladet var et dansk punkrock-fanzine, som udkom i slut-80'erne og hele vejen gennem 90'erne - og med base i det nordjyske! 

Bladets bagmænd og redaktørteam hele vejen fra start til slut var Lars Krogh og Simon Nielsen, som begge senere gjorde sig kendte på forskellige alternative "pop-scener" (her mener jeg popkultur, og ikke "pop" som sådan. De ville sikkert begge træde mig i ansigtet med udtrådte gummisko og lort på sålen, hvis det var dét, jeg mente, arrhaha). Lars Krogh startede senere hen 7-tommersinglepladeselskabet Bad Afro Records (oprindeligt som underafdeling til Moshable), som meget senere også slog sig på LP-plader og cd'er. Simon kommer vi til senere. 

Jeg købte alle numrene, som de udkom i årenes løb fra første nummer i 1987 og til sidste nummer 13 år senere. Bladet nåede at udkomme i tre forskellige årtier og to årtusinder. Og personligt nåede jeg at bo i tre lande og på tre kontinenter i den tid (ja, ja, jeg ved godt, the UK ikke er et kontinent!!). Jeg fik dog stadig tilsendt bladet. Jeg husker at ligge i sengen i lejligheden på Toorak Road i Melbourne og læse Moshable.

Moshable nr. 8: Forside
(Scan: 300 dpi)

Det er med andre ord 34 år siden, jeg fik dette nummer tilsendt fra en af redaktørerne i Danmark. Dengang boede jeg i London (i Barons Keep nær Barons Court - lige over for Barons Courts tube station i London for at være lidt mere præcis. Lige udenfor stod en telefonboks!).

Bladet var som nævnt et fanzine om punkmusik (senere opdagede man garagerocken og dækkede den rigtig meget), men cirka fra dette nummer begyndte den ene redaktør, Simon Nielsen, også at skrive om interessante, anderledes film. Og det var blandt andet her, at jeg i sin tid begyndte at opdage denne undergravende virksomhed, når det kommer til cinematisk kultur. Der var en håndfuld blade, mest fanzines, som jeg læste i slut-80'erne om horror-, weirdo- og trashfilm. Og som jeg i dag kan takke for at introducere mig for en masse af denne "underholdning", som lå langt fra Hollywood-fabrikken. Fanzines som In the Flesh, Grim Humour (også om punk- og alternativ musik, og som også havde velskrevne artikler om film), Fangoria og altså Moshable (NB: Man behøver ikke sende et vredt læserbrev: Jeg er godt klar over, at Fango ikke var et zine, men jeg købte det altså dengang).

Når jeg genlæser anmeldelserne i dette nummer af Moshable, så kan jeg stort set huske dem ord for ord. Jeg tror egentligt ikke, at jeg læste dem mere end en gang eller to, men ordene i disse anmeldelser sidder alligevel godt ankeret i hukommelsen. Den slags sker ikke mere. Måske var det, fordi de var blandt de første af den slags, jeg læste. Eller måske er det bare sådan, når man er så ung. Så fæstner det læste sig langt stærkere. Men Simon Nielsen (som jeg i dag ingen kontakt har til, det samme gælder Lars Krogh) skal i alt fald have stor tak for at bringe det alternative filmstof ind i bladet. Filmdækningen fortsatte, så vidt jeg husker, helt frem til slutningen 13 år senere. Simon N. blev også fast skribent på mange danske filmfanzines i pænt mange år frem, inklusiv debutnummeret af mit eget første fanzine, da jeg i 1994 udgav Banned in Britain. I dag har han vist trukket sig helt tilbage fra skriverierne. 

Når man kigger på de anmeldte titler i Moshable nr. 8 (som den ærede læser selv kan checke ved at klikke på scannet foroven her i indlægget), tænker man sikkert: "Klassikere!" Men tilbage i 1990 var mange af disse film ikke "kendte" eller allemandseje, som de er i dag. Husk på, at rigtig mange af dem heller ikke kunne købes på hjemmeformat. "Hjemmeformat" betød i øvrigt kun videobånd. Og udbuddet af, hvad der kom på sell-thru-video var altså stærkt begrænset, når vi sammenligner med, hvad der i dag kan ses alle vegne. Ofte var det en lejevideo, man måtte ty til - eller en overspillet kopi af en lejevideo! Dvd'en var stadig 10 år ude i fremtiden, og streaming fandtes kun i fantasifulde science fiction-forfatteres historier. 

Moshable nr. 8 indeholdt i øvrigt også en stor artikel (vist nok skrevet af en tysker) om Dario Argento. Dette var den første artikel, jeg læste om splatterfilm-kongen fra Italien, som han dengang blev omtalt som. 
EDIT (9.11.2024): Arrrgh!!! Sådan går det nogle gange, når man skriver artikler ud fra hukommelsen frem for at rent faktisk checke fakta! Artiklen om Argento er IKKE i nr. 8, men derimod i nr. 6! Nå, men om ikke andet fandt jeg et link til et nyt upload af nr. 6; denne gang på Archive. Læs det her. Nr. 8 indeholder derimod så til gengæld en artikel om Alejandro Jodorowsky af ingen ringere end Steen Schapiro.
På et eller andet tidspunkt i 1990 så jeg Argento-film igennem en hel nat, da Scala-biografen i King's Cross kørte en all-nighter med Argento som tema (der er for nyligt lavet en stor dokumentarfilm om Scala-biografen aka Scala Cinema Club. Se den!). Jeg var så begejstret, at jeg gik hjem og skrev en anmeldelse af en af dem, nemlig Creepers (som jeg senere lærte hedder PHENOMENA i hjemlandet), og sendte den (med gammeldags post) til Moshable-redaktionen i håbet om, at de ville trykke lortet. Skrevet på en gammeldags (om end elektrisk) skrivemaskine. Men ak, de ville ikke trykke denne min glorværdige debut som anmelder, og den kom retur (også med snailmail. Og i øvrigt heldigt nok, at de sendte den tilbage - dengang havde jeg selvsagt ikke lavet en kopi!). Svaret var, at de allerede havde fyldt det næste nummer og derfor ikke havde plads. Hvorfor fa'en de ikke bare beholdt min anmeldelse til det efterfølgende nummer, må guderne vide. Jeg har stadig anmeldelsen et eller andet sted, men kan ikke finde den i rod... eh, arkiverne. Jeg ved, at den ligger i en bog eller et blad. Hvis jeg finder den, bør jeg trykke den et eller andet sted - om ikke andet så her på bloggen. Det var som nævnt min allerførste anmeldelse nogensinde. Jeg husker absolut intet fra den - ud over at den er på engelsk. 

MOSHABLE udkom med 20 numre mellem 1987-2000. Det sidste nummer havde blandt andet et stort interview med THE CRAMPS (jeg har scannet og lagt det op her på bloggen. Check selv indekset). 

Nr. 1 var på dansk. Nr. 2-20 var alle på engelsk, fordi næsten ingen i Danmark gad købe bladet. Jeg husker, at en af redaktørerne skrev til mig og nævnte, at oplaget på et tidspunkt var på 1000 ex (eller måske var det 1500-2000, jeg har glemt det præcise oplag, men det var i alt fald ret stort for et dansk fanzine), og ud af dette oplag blev kun de 100 købt af danskere. 

Bladet er desværre stort set glemt i dag. De gamle numre kan ikke købes nogen steder og dukker vist kun sjældent op i brugt stand - og selv når det sker, er der ikke engang den store interesse. Ikke engang ikke fra punkernes side. Det sidste kunne skyldes, at Moshable jo ikke var et af de "legendariske" blade. Der var ikke tale om et blad udsendt af den første generation af københavner-punks (eller Århus-punks) fra cirka 1978. Og Moshable tog en langt mere selvironisk attitude end de spyttende punkere et tiår tidligere. Lars og Simon (og andre skribenter senere hen) var ikke bange for - endsige sene til - at tage pis på sig selv og på den scene, de var en del af. De var i virkeligheden meget udanske. 

Jeg faldt over et opslag med par numre af Moshable, som en nordmand havde sat til salg i en gruppe på facebook ("Dansk punk"-gruppen) for et års tid siden eller to. Og der var absolut ingen interesse fra medlemmernes side - bortset fra en enkelt, som (svjh) spurgte, om sælger havde numre af Iklipsx til salg (dvs. et af de tidligere zines fra ca. 1978 - meget apropos min kommentar fra før). Det er vel nok også ret sigende, at Moshable ikke er nævnt på listen over danske punk-zines på hjemmesiden over "Dansk punk og new wave historie 1977-2002". Men okay, når man kigger nærmere på dét site, er det tydeligt, at det er mange år siden, det sidst er blevet opdateret. I alt fald kudos til den eller de navnløse bagmand/mænd for i det mindste at holde sitet flydende i Cyberspace. Bemærk, at man rent faktisk kan downloade adskillige gamle fanzines der, inkl. netop Iklipsx (og Lost Århus + flere). 

Numre af Moshable findes vist ikke derude i Cyberrummet i pdf-stand eller lignende, bortset fra måske et enkelt nummer (nr. 6, som jeg fandt på et tidspunkt for længe siden), men det må du selv lede efter. EDIT: Som nævnt længere oppe fandt jeg et link til nr. 6. 

De bands, som Moshable-staben skrev om, var heller ikke den slags, som typisk blev opdaget af mainstreampressen. En mainstreampresse som engang imellem pudsede glorien ved at skrive om den "alternative" musik. Hvor mange gange kunne man i mainstreampressen genfortælle historien om Sex Pistols og The Clash? Well, tælleren er stadig ikke stoppet, for det er stadig Sex Pistols' historie, man genfortæller, når punkens historie skal genfortælles til de store brede masser. Jeg husker ikke at have læst noget om disse bands een eneste gang i Moshable. Her var det undergrunden, man dækkede. At noget af den undergrund så senere hen opnåede at sælge mange plader, er så en anden side af sagen. 

Men nu kører skribenten vist ud ad et af de berømte sidespor her. 

Det var sjovt, fedt og cool at genlæse Simon Nielsens gamle anmeldelser på disse to sider fra 1990. Måske skulle man hive en af filmene frem og se her i aften. Jeg behøver ikke engang at skulle grave en halvsløret tredje-, fjerde-, eller femtegangs-videokopi frem ... med båndrul og utydelige undertekster på hollandsk. What a wonderful world we live in. Jeg savner dog stadig engang imellem at modtage et nyt nummer af Moshable - fyldt med bands, jeg på ingen måde kendte - og stadig ikke kender. 

Moshable nr. 8: Leder + side 3
(scan: 600 dpi)

CLEANER (Renny Harlin, USA 2007)

 
Jeg købte CLEANER til 5 kroner her forleden. Jeg tænkte, at titlen nok betød "lejemorder", men det viste sig sgu, at den handler om en rengøringsassistent! Okay, ikke på en DSB-færge eller en skole, men en af dem, der tar sig af et åsted. Med Ed Harris, som man kender fra way back fra flere George A. Romero-film. Glimrende film, men instrueret af Renny Harlin, og så ved man godt, at det ikke stikker ret dybt i den finske sne. Der var nogle klichéer, som var så iøjnefaldende, at jeg ville træde dem i ansigtet, hvis de var levende. Men der var også andre åbenbare klichéer, som helt udeblev, hvilket var skønt. Men jeg var som sagt underholdt alligevel. 

Coveret er mit eget scan, som desværre lider lidt af, at jeg ikke kan indstille finscanning, da scannerprogrammet er et vældig simpelt et, som kom med computeren.

Sjovt nok er dvd'ens aldersgrænse 15 år, mens den kun var 11 i biograferne. Det plejer at gå den anden vej.

Coverscan: 600dpi