Nyt INFERNO: nr. 13 (festivaludgave)! Og INFERNO-rundbordsdebat!! Og INFERNO-tv-dokumentarudsendelse i to dele!!!

Jack J med det nye INFERNO #13

 
For en lille måneds tid siden var der science fiction-messe i Randers med titlen Sci-Fi-Con. Ud over at det sikkert var fedt for sci-fi-fans at deltage, så var det også fedt for horror/sci-fi/weirdo/kultfilm-fans, eftersom messen også bød på et "foredrag" med en del af hovedstaben fra det gamle danske alternative filmblad Inferno. 

Nej, jeg kalder det ikke et fanzine. Det er det måske nok, men Inferno har altid syntes som mere og andet end de snottede fanzines, vi andre lavede. Inferno ville mere, Inferno var mere. Blot det faktum at det udkom i oplag, som var mange gange større end zines som, nå ja, STAY SICK! vidnede om noget mere. 

Anyhoo, foredraget, som altså ikke var noget foredrag, men en rundbordsdebat, kørte en times tid og blev selvsagt ledet an af redaktør Peder "Pedro" Pedersen. Manden bag messen er Benny Ray, som jeg ikke kender, men samme Benny havde i samarbejde med Peder smækket en speciel festivaludgave af bladet sammen, som skulle foræres bort til messedeltagerne. En række mere eller mindre glemte personligheder fra den gamle undergrund (inklusiv yours truly) var blevet spurgt, om de ville medvirke med personlige anekdoter, om hvordan de opdagede bladet og deres forhold til samme og i den dur. Der var også medvirkende, som havde gjort det til lidt mere i årenes løb. 

Resten af bladet - cirka halvdelen - blev brugt til at genoptrykke gamle artikler fra de oprindelige blade. Underligt nok var der ikke en eneste artikel fra den første inkarnation af Inferno, som hed Two-Zone. Det kunne nok ellers have været interessant for mange, da det er de færreste, som har haft muligheden for at skaffe disse første, nu ret sjældne numre (der kom fire numre af Two-Zone, før man skiftede titel). 

Jeg må indrømme, at det var cool at komme på tryk igen og at se et nyt nummer af Inferno - om end der var tale om et "sølle" messenummer med gammelt materiale, som man allerede har i forvejen. Forhåbentligt får vi et rigtigt nummer på et tidspunkt. Peder Pedersen afviser ikke muligheden (men han bekræfter heller ikke noget). 

Heldigvis blev eventen med foredraget/ikke-foredraget filmet og lagt ud på YouTube i fuld længde. For et par år siden blev der også afholdt en lignende Inferno-event, men dengang blev det ikke filmet eller optaget - faktisk har jeg ladet mig fortælle, at en navngiven deltager på det kraftigste modsatte sig dette for at ville deltage!!! Man forstår det jo ikke, og det er mega-ærgerligt. Men denne gang gik det heldigvis anderledes, og hele baduljen kan nu ses på Youtube (videoen ligger i dette opslag). 

Endvidere har en lille jysk tv-kanal, TV-Kronjylland, lavet en dokumentarudsendelse i to dele om Inferno, hvoraf del 1 nu ligger på YouTube (anden del er endnu ikke bragt på tv eller lagt op på YouTube). Del 1 ligger også her nedenfor.  

Nummer 13 af Inferno er altså ikke essentielt for samlingen, men det er bestemt mega-sjovt at se de gamle hoveders nye indlæg om de gamle dage (det pæne sort-hvide foto af undertegnede er i øvrigt tage på lokummet inde i Huset i Magstrædes biograf, Kbh.). Og som samler af bladene bør man bestemt have den nye udgivelse. Det bliver interessant at se, hvilket nummer det næste nummer får i fald vi rent faktisk får et nyt nummer; Vil man fortsætte med nr. 14 eller give os et rigtigt nr. 13???

-------------------------  

Mens jeg skriver dette kan de resterende eksemplarer af bladet bestilles via Sci-Fi-Cons butik og Phantasmo-videobutikken i Tølløse (det er i alt fald infoen man kan læse sig til på facebook. Ingen af de to butikker er dog specielt brugervenlige, hvad angår det pågældende nummer: Sci-Fi-Cons facebookside er håbløs, i og med der ingen links er til at bestille. Og Phantasmo nævner slet ikke bladet på deres site; Det er godt nok blevet nævnt på deres fb-side, men en fb-side er jo ikke lig med webbutikken. Og det er jo ikke alle, som checker webbutikken, som også kigger på deres fb-side. Oh well, jeg har mit eksemplar, så jeg kan jo være bedøvende ligeglad). 

PS: Stor TAK til Peder Pedersen og Rasmus Wichmann, som begge sendte mig to ex af bladet (og lad være med at spørge - de tre ekstra ex er allerede afsat). 

INFERNO-rundbordsdebat på Sci-Fi-Con (2024):

TV Kronjyllands dokumentarudsendelse (del 1) om INFERNO (2024):

Special-Comics: Sporhundene (Carlsen, 1974)

 
Special-Comics: Sporhundene (Carlsen, 1974)

Jeg købte for nogle år siden cirka tre hyldemeter album på et bibliotektegneseriesalg (nej, jeg behøvede ikke at skubbe grædende børn til side; Der var meget *lidt* interesse for salget - forstå det, hvem som kan). Og nu er det efterhånden blevet på tide at komme i gang med at læse skidtet. En ting, der dog slog mig, er, hvor snavsede og ligefrem fedtede omslagene er. Selv arkiveksemplarerne, som kom fra magasinet i kælderen. Nå, men det ene af de to, som jeg fik læst i aftes, efter at have renset (med rensesprit) coverne for snask, snavs, flueblod, og hvad ved jeg, var Special-Comics: Sporhundene.

Det er meeeget længe siden, jeg sidst har læst serien, men jeg genkendte straks setuppet og stilen. Jeg tror, jeg har læst historierne én gang før, men det er som sagt en menneskealder siden. Jeg har på fornemmelsen, at læsere i Agent X9's brevkasse muligvis kaldte den en kopi af "Modesty Blaise"-serien, hvilken sikkert er rigtigt nok, men jeg kunne nu rigtig godt lide den dengang alligevel.

Efter at have læst (genlæst?) de tre historier i Special-Comics må jeg indrømme, at jeg stadig kan lide serien. Jo, jo, her i voksenlivet synes man nok, at der er et par ingredienser, som er lige lovlig gammeldags - og det bliver hurtigt trættende, at først bliver den ene jaloux og derefter den anden og så tilbage igen. Agenternes naivitet visse steder er også til at krumme tæer over. Men stort set syntes jeg, at albummets tre historier var underholdende og holdt interessen.

Serien er ligesom "Modesty Blaise" lavet til engelske aviser, men desværre kørte den ikke nær så længe, 1966-71. Serien er tegnet af John M. Burns og med en lille håndful forskellige forfattere på. Burns blev også senere hyret til Modesty Blaise, men fyret igen, da man (hvem "man" så end er) ikke brød sig om stilen. Det lyder mærkeligt, men det er, hvad ComicWiki siger. Den er glimrende tegnet (flot gengivet i Carlsens album), og Mogens Dalgårds fordanskning er god. Ifølge ComicWiki kom der 27 historier, hvoraf der var tre, vi ikke fik på dansk (svenskerne fik selvfølgelig hele baduljen). Og desværre er det meste kun trykt i Agent X9 herhjemme. Agent X9 var et fedt blad, men desværre var gengivelsen af diverse serier ikke altid lige god i de blade. Nogle gange har jeg tænkt, at en given serie lignede en fotokopi af en kopi af en kopi. Nu ved jeg ikke, hvor gammel infoen på ComicWiki er, men det nævnes, at serien aldrig er komme i samlebind på engelsk. Sikke noget øv! 

Det andet album var i øvrigt Jean C. Denis' "Den japanske blondine" (Bogfabrikken, 1987). Et okay album uden at jeg ligefrem vil kalde det fantastisk. Åbenbart del af en serie, som vi ikke fik på dansk. 

Stort interview med POLA NEGRI i dagens avis

... well, hvis ellers dagen er i starten af januar måned i et årstal tilbage i første kvartal af det gamle århundrede! 

Sandt at sige anede jeg ikke, hvem Pola Negri var, indtil jeg faldt over et interview med hende i et hundrede år gammelt eksemplar af B.T. forleden. Men hvis man er velbefaren i stumfilm, så kender man hende ... måske. Eller hvis man er meget gammel og læste avisen den 2. januar 1924. Der findes Wiki-sider om hende (endda på dansk!). Men når man læser lidt op på hendes karriere, opdager man snart, at hun blev totalt kendt - også i Hollywood - senere hen. Her er en god blogpostering om hendes liv og levned. 

Pola Negri begyndte sin filmkarriere i Polen og flyttede senere til den tyske filmindustri og endte senere i USA, hvor talefilmen vist nok satte en stopper for hendes virke (accenten var for tyk). Hun satte først sutskoene i 1987. Når hun (ud over alt det andet) måske kunne have interesse for denne blogs læsere, er det ikke mindst, fordi jeg netop har opdaget, at hun i 1918 spillede hovedrollen i  en gyserfilm produceret i Tyskland med titlen DIE AUGEN DER MUMIE MA (aka The Eyes of the Mummy). Instrueret af Ernst Lubitsch, før også han rejste til Amerika for at springe på filmindustrien derovre - og undgå nazisterne velsagtens. 

DIE AUGEN DER MUMIE MA kørte såmænd også herhjemme i Kinografen under titlen Orientens Datter, med premiere 14. januar 1919. Den kørte dog kun i 8 dage, så måske blev den ikke den helt store sukces. 

Jeg vil se, om jeg kan grave lidt mere op om filmen. Heldigvis - og modsat det foregående blogopslag om De døde Skibes Ø - så er den ikke forsvundet. Her er problemet næsten at finde en ordentlig udgave mellem de usle; På YouTube findes mindst en håndful versioner, men flere har nye mellemtekster, et par stykker har moderne musik, et par stykker er i dårlig billedkvalitet, andre igen mangler dele af starten, og mindst en enkelt har - vist nok - nyt tekstmateriale i starten. Det SKAL bare ikke være nemt! 

Pola Negri-interviewet fra B.T. bringes her i sin helhed og samme kvalitet som på Mediestream (som desværre ikke er just fantastisk, da der IKKE er tale om nyscanning, men derimod den gamle mikrofilm). Jeg har konverteret pdf-udgaven til png-billedformat (man kan downloade de gamle aviser helt lovligt og gratis på Mediestreams side). 

B.T. 02.01.1924

THE ISLE OF LOST SHIPS (Maurice Tourneur, USA 1923)

Jeg er begyndt at læse gamle aviser igen. Og med "gamle aviser" mener jeg ikke reklameavisen fra de sidste 14 dage, men derimod 100 år gamle eksemplarer af B.T. Og nej, jeg taler heller ikke om gamle mølædte udgaver fundet i gamle kældre og med støvlus, der drysser ud, når man tar dem op. Jeg går derimod ind på Mediestream og finder dem. 

Når skæringspunktet er 100 år, skyldes det, at man som luset privatindivid ikke har lov til at læse aviser nyere end 100 år gamle. Ja, det vil sige, det kan lade sig gøre, men så skal man bruge en computer på et bibliotek. Og så er det endda kun de ejerløse aviser, man kan læse - med mindre man er så "heldig" at være bosiddende i Skodbyen eller Århus. Her kan man nemlig få lov at læse nyere aviser, både med og uden ejere, på læsesalene hos det Kongelige Bibliotek. Hvorfor københavnersnuderne (og deres århusianske fætre) stadig skal forfordeles, er mig en gåde. Gør dem dog tilgængelige på alle bibliotekerne!! Det er jo ikke, som om folk øst for Valby Bakke betaler mere i skat og dermed får ret til mere  - omend dem ved magten i den danske hovedstad bestemt opfører sig som sådan. Men nuvel, jeg kører ud ad et sidespor her - tilbage til emnet: Jeg fandt ovenstående biografreklame i et B.T. fra januar 1924. 

Filmen er THE ISLE OF LOST SHIPS, instrueret af Maurice Tourneur i Amerika året før den danske premiere. Her til lands fik filmen premiere i københavnerbiografen Metropolteatret (senere Metropol Teatret og senere igen blot Metropol) under titlen De døde Skibes Ø. Filmen blev en bragende succes (eller "sukces" for nu at holde os til datidens stavemåde, eller Stavemaade). Check selv omtalen nedenfor, som jeg fandt i et B.T. fra tre dage senere. Og endvidere: Når man checker Biografmuseets premiereliste, ser man, at filmen fik repremiere intet mindre end fire gange i årene mellem 1924 og 1928. 

Jeg ville selvsagt gerne se De døde Skibes Ø, men desværre ... som så mange andre film fra stumfilmstiden er den desværre gået tabt. Man kan selvfølgelig håbe på, at nogen en dag finder et eksemplar i en glemt kælder under en for længst nedreven biograf, men man skal nok ikke sætte sin næse op efter det. Det er vist desværre de færreste forsvundne stumfilm, som rent faktisk tilvejebringes. På facebook har flere gjort mig opmærksom på, at der findes et remake fra 1929, men et remake er jo i sagens natur ikke den samme film, og den er ikke engang instrueret af den samme mand. 

Sjovt nok lavede Tourneur rent faktisk en lignende film - endda samme år - i Tyskland med et plotreferat, som lyder lidt som det samme, og med stort set samme tyske og engelske titler som originalen. Men igen: det er jo ikke originalfilmen fra 1923!! Remaket fra 1929 er i øvrigt en talefilm, hvor den oprindelige selvsagt er en stumfilm (den tyske film er også en stumfilm). Der blev dog også lavet en udgave af talefilmen uden lyd (hvilket vist var almindelige i tiden lige efter talefilmens opfindelse, eftersom mange biografer ikke havde udstyr til at vise talefilm). Der findes et eksemplar af remaket i USA (udgaven uden lyd!), men er desværre, så vidt jeg ved, ikke tilgængeligt offentligt. Den tyske film ligger på YouTube (jeg har ikke set den). 

Man kunne have ønsket sig, at danskerne i sin tid havde beholdt printet herhjemme, så en eller anden i dag kunne falde over den i Cinematekets kælder eller i dén dur, men igen... man skal nok ikke holde vejret, mens man venter. 

 

Usædvanligt usædvanlige usædvanligheder fra genbrugen

Her er lige et par småting fra genbrugen i går. Og nej, de indkøbte sager er ikke lige dét, man ser mest af her på bloggen - eller som er det, jeg normalt bruger mest tid på, høhø.

Og ja, det er kraftedeme The Cosby Show!!! Jeg så den sporadisk på dansk tv, da den kørte på DR i 80'erne (jeg tror, den blev genudsendt på TV2 i 90'erne). På dansk hed den Cosby & Co., og ja, den var ganske forskrækkelig!!! Jeg så den absolut kun, fordi jeg kedede mig og vi kun havde den ene tv-kanal dengang!!!

Nu har jeg så købt den, og hvorfor så det??? Tjooo, nu er Bill Cosby jo blevet cancelled! Annulleret!! Licensen er blevet inddraget!!! LOL Og når den slags sker, så er det, jeg tænker: "Jamen det skal da checkes ud!!" Manden er jo åbenbart lige stik modsat af den person, som han spiller i serien. Skinner det igennem på noget tidspunkt? Ser man psykopaten eller voldsforbryderen i øjnene bag Dr. Huxtables nougatchokolade-bløde ansigt???

Der er iø tale om et hollandsk boxsæt. Jeg tror ikke, at serien nogensinde kom ud på dvd herhjemme, hvilket man kan undre sig over, eftersom den (tilsyneladende) var så populær på tv i Danmark. Men måske har videoselskaberne alligevel tænkt, at den var FOR skrækkelig - hvilket man jo ville kunne forstå. 

Ud over det, fandt jeg Casper & Mandril-aftalen i et boxsæt fra DR. Sættet indeholder fire dvd'er, men det indeholder IKKE alle afsnit. Der findes ikke noget boxsæt med den komplette serie. Den komplette serie kan man så til gengæld finde på DR, hvor de har ligget rigtig længe; Først på Bonanza og nu på Gensyn. 

Hvorfor så købe et gammelt boxsæt? Tja, det er jo altid sjovt at have de fysiske udgaver, og endvidere indeholder sættet en del ekstramateriale (se bagside), bl.a. kommentarsport til en håndfuld afsnit. Alt sammen noget, som IKKE ligger på DR. Kun den første dvd har iø været åbnet, de andre er stadig i folie. Desværre mangler den 32 siders bog, som nævnes på omslaget.

SALEM'S LOT - igen igen igen

 
Sidste år skrev jeg om, at jeg havde genset Tobe Hoopers fede gyser-tv-film Salem's Lot (som på dansk har intet mindre end tre titler: I en lille fredelig by aka De dødes by aka Byens skæbne). Dengang var det på engelsk dvd, og nu har jeg så købt, modtaget, og set den engelske Blu-ray! 

Desværre er det en sammenklippet version, man får på Blu-rayen. Min gamle dvd præsenterer "filmen" - som altså ikke er en film i originaludgaven - i to episoder, som den blev vist på tv med start- og sluttekster på begge afsnit. Den nye Blu-ray har fjernet slut-teksterne på første episode og ligeså intro-teksterne på anden episode. I originaludgaven slutter første episode der, hvor en graver på kirkegården springer ned på låget af en kiste i en åben grav og stilles ansigt til ansigt med ... noget. 

Billedkvaliteten er bedre end den gamle dvd (siger han uden overhovedet at sammenligne), og man får et kommentarspor af instruktøren med, som ikke findes på dvd'en (jeg har hørt et kvarter, han lyder meeeget gammel). Og der er en trailer, men mon ikke den var med på dvd-udgaven også. Salem's Lot er absolut et højdepunkt både hvad angår Stephen King-tv-filmatiseringer og gyserfilm lavet til fjernsyn som sådan, hvis man spørger om min stærkt undervurderede mening. Stærkt anbefalelsesværdig!

Mit gamle indlæg ligger her.

"Dansk tv's historie" (v/Stig Hjarvard, Forlaget Samfundslitteratur, 2006)

 Når man finder en bog om dansk tv-historie til 15 kroner og i stort set flunk og ny stand i genbrugsen ... så snupper man den! Den havde endda stadig den dvd med, som fulgte med ved udgivelsen. 

Jeg har indtil videre bladret lidt, og jeg har ingen anelse om, hvorvidt der er tale om noget højtravent akademisk noget eller noget rosenrødt nostalgi-noget, men alle bogens ni forfattere lader til at være professorer fra diverse medievidenskabs-aftenkurser (haha) og i den dur. Der er altså ikke tale om fanskriblerier klasket sammen af en Jack J eller Henrik Larsen eller andre undergrundsskribenter over en weekend med gardinerne trukket ned. Men derfor kan det jo nok være godt alligevel. Og selvom det skulle være bob-bob-bob ... så slap jeg som sagt kun 15 kr. - ikke engang nok til en kebab - så det går sgu nok.  

Tegningen undrer mig dog lidt; Hvem fa'en har sin knallert med inde i stuen? Den slags lugter ofte ad helvede til, når udstødningen har varmet gamle påspildte oliepletter op. Ikke noget jeg ville stille nær min sofa! 

"Vores kvarter" (Carlos Giménez, Interpresse, 1980)

VORES KVARTER fra Interpresse, 1980.
Og ja, jeg må se at få gjort noget ved det satans klistermærke på forsiden.
Det er surt nok, at der er klippet et rabathjørne af!!

For mange år siden - og med "for mange år siden" mener jeg ikke 2005 eller sådan et nyt årstal - næh, børnlille, jeg taler om dengang i starten af fattigfirserne! Interpresse (IP) udgav en række af den spanske tegner og forfatter Carlos Giménez' realistiske tegneserier om livet i Spanien under Francos styre. Og med "realistiske" mener jeg mega-ultra-sørgeligt-og-vældigt-deprimerende realistiske!

Tegneserierne var baseret på forfatterens egen opvækst og tidlige voksenliv. Over en årrække udsendte IP tre serier, som følger Giménez henholdsvis på børnehjem, som stor knægt/teenager efter at være kommet hjem fra børnehjemmet, og senere da han bliver ansat som tegner på et forlag (hvor han lavede serier, hvoraf nogle blev bragt i Seriemagasinet i Danmark). 

De tre serier udkom i Danmark som henholdsvis "Vores kvarter", "Børnehjemmet" og "De professionelle". Desværre udgav forlaget dengang kun cirka en fjerdedel af de tre serier, og jeg har i mange år håbet, at resten ville udkomme fra et eller andet forlag på et eller andet for civiliserede mennesker læseligt sprog. Der er lidt ude på engelsk og tysk, men ikke noget vi ikke har fået på dansk. 

Men senest (dvs. sidste år) besluttede det lille forlag Zoom heldigvis at udgive alle tre serier i komplet form. Indtil videre er både "Vores kvarter" og "Børnehjemmet" kommet komplet i fine hardcover-samlebind, men desværre er der åbenbart ikke nok danskere, som gider købe disse fede serier. Og Zoom har derfor udsat "De professionelle" til i alt fald 2026 - hvis de altså udsender den! Jeg håber det, naturligvis. Vi fik i sin tid kun to albums ud af de fem, som kom på spansk. 

Historiens første side

Jeg har netop modtaget samlebindet med den komplette udgave af "Vores kvarter" (jeg køber disse ting i små dryp - de er jo ikke just gratis, endsige billige). Seriens fire spanske album er samlet i en enkelt dansk udgave. Og hurra for det! Jeg modtog den nye udgave for et par dage siden, men har besluttet først at genlæse det originale album, som IP udsendte for 44 år siden. Og hvorfor så det? Well, godt spørgsmål, kære læser; Jeg skal se, om jeg kan svare på tilfredsstillende vis. Altså, jeg læste albummet i sin tid fra biblioteket. Men jeg har rent faktisk aldrig ejet et eksemplar, førend jeg fandt det hos butikken Komikken (i Kbh, omend jeg handlede online) for nogen tid siden. Og nu hvor jeg har købt det, skal det sateme også læses - også selvom jeg altså nu har fået en langt mere komplet udgave. På dén måde kan man jo også lige sammenligne udgivelserne, tryk, oversættelse, osv. 

Det betyder i øvrigt også, at jeg fik mulighed for at genlæse det forord, som IP's oversætter skrev som indledning. Dette forord findes nemlig ikke i Zooms udgave. Den slags er der vist ikke tradition for at medtage i andre forlags udgaver - selvom det måske nok burde være det, for det er et glimrende forord (som jeg har tilladt mig at scanne ind og bringe her). 

Jeg er pt. halvvejs igennem, og jeg må indrømme, at noget af det er en hård omgang. Livet var IKKE lutter lagkage for folk i Spanien under Franco - og da slet ikke for børn. De to første sider er så ulideligt brutale, at enhver tanke om, at man "blot" læser en tegneserie forsvinder med det vons. Scenen med drenge, som hellere vil gøre håret vådt med pis for ikke at skulle bade i det iskolde vand efter iskold eksercits i gården, er ikke noget jeg mindes nogensinde at have set i selv de værste danske socialrealistiske dramaer. Men jeg glæder mig alligevel til at læse resten af albummet - og det hele i den nye intégrale. 

Forord ved oversætteren

Bagside

(Scans i 300 dpi)

THE LEGACY / De fordømte (Richard Marquand, UK, 1978)

 

Jeg fik set THE LEGACY i går aftes. Glimrede gyserfilm fra 78 instrueret af waliseren Richard Marquand. Dette er hans debutfilm ud af blot syv film (og noget tv-stads). Så vidt jeg kan se af Wiki er det også hans eneste i horrorgenren. Men mon ikke han er mest kendt for at have lavet den tredje og sidste af de rigtige STAR WARS-film, RETURN OF THE JEDI i 1983. Han gik desværre bort som blot 49-årig i 1987. 

THE LEGACY handler om et amerikansk arkitekt-ægtepar (Sam Elliott og Katharine Ross, som senere fandt sammen in real life), som inviteres til England for at arbejde. De slår straks til, da tilbuddet kommer og rejser til "det gamle land", hvor deres forfædre kom fra. Nogle gange burde man måske bare blive hjemme. 

I England lejer de en motorcykel for at rejse lidt rundt, før de skal arbejde. Uheldigvis vælter de på djælvemaskinen og lander i en skovbund. Heldigvis får de hjælp af en yderst venlig engelsk gentleman, som ejer en masse land og et kæmpe landsted. "I kan bare bo hos mig til motorcyklen er repareret", tilbyder han. Den slags går sjældent godt. På landstedet ankommer også andre gæster, sære typer, og pludselig sker der ting og sager. Djævleskab, et mord med spejlglas så Dario Argento ville knibe en tåre, og anden død og lemlæstelse. Man skal helst se det selv, så jeg siger ikke mere. 

THE LEGACY blev svinet gevaldigt til i den store "The Encyclopedia of Horror Movies" af Phil Hardy, og selv hovedrollens Sam Elliott pissede på den i et interview (ifølge Wiki). Well, personligt synes jeg, at den var glimrende. Forvirrende og all over the place? Ja, og hvad så. Horrorfilm skal ikke nødvendigvis være lineære og logiske som en bedre dokumentarfilm. Denne amatøranmelder synes i alt fald, at den leverede fin underholdning og holdt min interesse hele vejen igennem. 

Jeg så THE LEGACY på dansk dvd fra On-Air Video. Kopien er tydeligvis hentet fra en halvslidt master, og i fullscreen. Men den så fin ud alligevel og med et detaljeret billede. Der er absolut ingen ekstramateriale på skiven. Filmen kørte i Saga i en uges tid i 1979 (17. - 26.8.79) under titlen De fordømte. 

Trailer:

Når Jan Johansson kalder på dig i dine drømme

Scan af mit eget eksemplar. Nej, det er ikke i just mint condition

For et øjeblik siden blev jeg færdig med at læse en artikel af Anders Hjort-Jørgensen om Frank Miller (tegneren) i et gammelt dansk Dæmonen-blad, rejste mig og skulle lige til at sætte en plade med Jan Johansson på, da det slog mig, at jeg såmænd havde haft en drøm om selvsamme Jan Johansson-grammofonplade engang i nat!!! 

Pladen er "Jazz på svenska" fra 1964. I drømmen havde jeg befundet mig i en campingvogn langt ude i en tætbevokset jungle sammen med en dame. Jeg havde en gammel og simpel pladespiller. Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte koble den til min fars gamle transistorradio, så den kunne spille lidt højere. Jeg satte derefter radioen hen til den åbne dør. Meningen var, at så kunne junglens folk derude høre musikken. De høje, grønne træer kom helt op til døren, så man kunne ikke se andet end selvsamme gevækster. 

Så satte jeg min Jan Johansson-plade på og tændte. Men det lød ikke rigtigt. Jeg kunne ikke rigtig sætte en finder på det. Jeg spillede den en gang mere. Samme resultat. Og tredje gang. Igen det samme. "Det var da underligt", tænkte jeg og kiggede på pladeomslaget. Det var jo det rigtige. Så tog jeg pladen ud (hvordan det kunne lade sig gøre, eftersom pladen også lå på grammofonen, er den slags, som lader sig gøre i drømme). Nu opdagede jeg miséren: I hylstret lå en forkert plade. Inde i Jan Johansson-omslaget lå en plade med den australske gruppe The Triffids. Jeg havde i drømmen forventet at høre "Jazz på svenska" så meget, at jeg slet ikke havde kunnet genkende The Triffids, som jeg ellers har hørt mange gange (både på plade og en enkelt gang i levende live). "Nå, men så må jeg jo hellere sætte den rigtige plade på", tænkte jeg - og vågnede. 

Jeg fik aldrig hørt den Jan Johansson-plade. Well, ikke i drømmen i alt fald. Lige nu ligger den på grammofonen. Mit eksemplar er købt på et marked til 10 kroner for 10-15 år siden og er ikke uden knas og skrat, men det er helt okay. 

Jan Johansson døde for længe siden i en bilulykke. Danske Anders Østergaard lavede i 1999 en cool dokumentarfilm om ham. Den eneste anden musiker på pladen, Georg Riedel, døde i øvrigt for et par måneder siden. Riedel skrev musikken til en masse af de børnefilm og tv-serier, vi også så i Danmark i 70'erne, Emil, Pippi, Bulderby, osv. Johansson skrev den skæve kendingsmelodi til Pippi Langstrømpe. 

Begge LP-scans er i 300 dpi, så det går nemt an at læse teksten.
Klik et par gange, you know the drill.

PS: Jeg checkede netop mit eget tag ("Drømme") og ser, at det er meeget længe siden, jeg sidst har skrevet om drømme - over 12 år. Man kan læse dem ved at klikke tagget forneden. 

PS.PS: Ja, overskriften er en slet skjult reference til Nils Markvardsens filmtidsskrift eXtase. Nils arbejder på et nyt nummer, men som næsten alle danske filmfanzines trækker det ud. Men det skal nok blive godt - når det en dag kommer.