Monday, 15 July 2024

20 år med OBSKURIØST #7/8

Jeg genlæser "Obskuriøst" nr. 7/8 (forår 2004). Det er 20 år siden, at det udkom. Det er dét nummer, hvor redaktør Larsen i Lederen fortalte læserne om at have måttet gå til lægen og få konstateret stress - fordi han udgav "Obskuriøst".

Hyggelig læsning. Indlæg om ALPHAVILLE af Thure Munkholm. Det pågældende nummer har i øvrigt en masse skriverier om "Doctor Who". Både af redaktøren, Steen Schapiro og ENW. Hvad mon der er blevet af Linus Bengtsson, som stod bag artiklen om Lemmy Caution? Jeg har stadig et af hans videobånd liggende, som han burde få tilbage ved lejlighed (mon han stadig har en videomaskine?).

På side 26 finder man min egen anmeldelse om den obskure tv-film FER DE LANCE (Frygten i dybet). Forleden så jeg det sjældne danske videobånd i Mayas vhs-salgsgruppe. Der kom ikke een eneste kommentar fra medlemmerne. Et enkelt "like" fra undertegnede kunne det lige blive til. Jeg antager, at ingen af dem kender filmen. De sku' ha' læst "Obskuriøst"! 

NB: Hele nummeret kan læses på Archive.org (og downloades gratis)


Saturday, 13 July 2024

Jack J's 70'ere: "Når der kommer en båd" (DR, 1978-81)


Jeg har længe (længe!) været ude efter den engelske tv-serie When the Boat Comes in, som Danmarks Radio viste tilbage i slutningen af 70'erne under titlen Når der kommer en båd. Der er næppe nogen, som er gamle nok, og som ikke husker den titel. Jeg har ikke set serien siden dengang, og dengang syntes jeg, at den var stærkt deprimerende og mørk. Englændere på mørke og kolde havnekajer, i mørke og kolde havneknejper, og i mørke og kolde huse eller på vej ned ad mørke og kolde sidegader mellem disse trøstesløse steder. Ikke hyggeligt overhovedet. Men som tv-seer finder man jo ud af, at man er nødt til at gå på genbesøg for at finde ud af, hvordan tingene virkelig var - specielt når førstemødet var i en tidlig og vældig påvirkelig alder. 

Jeg kan ikke huske, at DR (eller nogen anden dansk kanal) skulle have genudsendt serien, og da jeg for nogle år siden begyndte at forsøge at finde disse gamle sager fra tiden med barndoms- og teenagefjernsyn, så var Når der kommer en båd en af de tv-ting, som gav problemer. Serien var simpelthen ikke til at støve op for menneskepenge. Hos imusic havde man den listet, men den var udsolgt i lange tider. Og når den en sjælden gang var hjemme, kostede den lige lovlig dyrt (men nogen - andre - må jo have købt den alligevel!) Og de få gange jeg fandt den på fx Amazon eller eBay, var det ligeledes til alt for dyre penge. Ja, det vil sige, for halvandet års tid siden fandt jeg rent faktisk et brugt eksemplar på engelsk Amazon. Et bibliotek solgte deres gamle udlånsudgave til nogle få håndører. Jeg slog til med det samme. Portoen kostede mere end boksen. Desværre forsvandt den i overfarten mellem UK og DK. Jeg fik mine basseører tilbage, men det hjalp jo lige fedt; Jeg kunne ikke bare bestille et nyt sæt for samme pris. Nå, men her sent i aftes checkede jeg lige min lange (lange!) ønskeliste hos imusic og ... lo and behold ... ikke alene havde de fået det komplette boxsæt med serien hjem, men nu stod den til sølle 350 kr.
>Haps!< sagde det, og så var den i kurven. Nu kommer der velsagtens til at gå 14 dage eller tre uger, før den når frem til domicilet her, men hva' fa'en, når man har ventet så længe, så går det nok. 

Det blir spændende at se, om den stadig synes lige så gold og trøstesløs, som jeg opfattede den i sin tid. Jeg slog den iø lige op i Politikens "TV i 70'erne", som fortæller, at seriens tre første sæsoner kørte på DR fra 1978 til slutningen af 1980. Den 4. og sidste sæson må jo derfor velsagtens have kørt i 1981, med mindre man har fyret hele baduljen af sidst i december måned 1980 - og så havde det nok været nævnt i bogen. Jeg checkede også dansk Wiki, men opslaget der var lige så udueligt, som dansk Wiki plejer at være. Ud over den danske titel finder man ingen info om den danske visning på det site overhovedet. Dansk Wiki er ren afskrivning fra den engelske udgave. 


Thursday, 11 July 2024

Hollandsk bogudsalg hos FANTASK

 
Jeg var så heldig at falde over et udsalg forleden. Et online-udsalg. Et hollandsk online-bogudsalg no less! Tredje uge af Fantasks tegneserieudsalg, og prisen var nede med 75 procent! Så er det jo dejligt at handle. Jeg vil endda tilføje et kraftudtrykt og sige skide fedt at handle! Under 400 dask for disse seks albums inkl. porto, hvoraf "Iznogood" er et samlebind med tre albums. Desværre var andre snøbler allerede rendt med det 7'ende album, som jeg troede, at jeg købte ("Bolette Hansen"-samlebindet). Men det går sgu nok, du.

"Det store svindelnummer" har længe stået på min ønskeliste, og nu hvor jeg er i gang med det, elsker jeg det allerede. Det er vildt godt. Jeg købte "Jim Cutlass" nr. 1 og 2 for mange år siden (udsendt af andet forlag), og de var da okaaay uden at være noget at råbe for meget hurra for. Men forordet i bind nr. 5 (nu i flot hardcover modsat de tidligere softcover) fra Faraos Cigarer-forlag lover, at serien med nr. 5 og frem bliver meget bedre. Og so far er jeg helt enig. Mark Breton (aka Michel Vaillant) har jo været en ønsket "euroklassiker" blandt danske tegneseriesamlere i en del år, og nu har et ukendt (for mig i alt fald) forlag endelig udsendt serien. De begynder med det franske album nr. 8. Forhåbentligt kommer der mere.


Alle seks albums ser fede ud i udstyr osv. (nu kommer mange udgivelser i hardcover, hvilket var et særsyn i 80'erne og 90'erne), men hvis jeg har een anke, så må det være, at forlaget Zoom stædigt holder fast i, at de ***ikke*** vil skrive nummer på deres udgivelser. Og med en serie som Iznogood bliver det desværre et fandens rod. På Fantasks hjemmeside stod, at det var samlebind nr. 6, jeg købte, men bogen indeholder de franske albums nr. 7,8 og 9. Således burde samlebindet logisk nok være nr. 3. Nr. 6 menes åbenbart, at det er nr. 6 i Zooms udgivelsesrække, men efter indhold burde det som nævnt være nr. 3. Og endnu mere rodet er det så, at andre samlebind ikke bringer de franske album i kronologisk rækkefølge. Det er virkelig noget USCH! Nå, men ud over det går det jo meget godt.

Wednesday, 10 July 2024

Årets syv ypperste nye film ...

 ... ud af de 337 film, som fik premiere i de københavnske biografer. Nå ja, i alt fald i 1959. Men måske er det slet ikke så tosset endda. Er de syv bedste film fra 2023 nødvendigvis bedre end i 1959? (Det er et retorisk spørgsmål. Jeg kender ikke svaret. Jeg så ikke syv nye film sidste år!)

Aktuelt 2. januar 1960

Vurderingen stammer fra avisen Aktuelt og kan findes i samme udgave som den, hvor Bjørn Rasmussens anmeldelse af På stranden blev bragt (og som jeg bragte i indlægget før dette). Det er også B.R. (eller "R"), som stod for artiklen om de syv film. 

ON THE BEACH - vag og lang


Jeg faldt over Bjørn Rasmussens anmeldelse af Stanley Kramers postapokalyptiske film ON THE BEACH (1959) i avisen Aktuelt her i dag. Herhjemme gik filmen som På stranden. Bjørn var ikke specielt begejstret for nu at sige det mildt (mildt!). Derimod svirrede det i luften med superlativer fra de amerikanske aviser, som citeres i filmens trailer. Jeg har ikke set filmen, og med go'e gamle Bjørn Rasmussens anmeldelse in mente er det svært at danne sig et indtryk blot over denne trailer. You be the judge

Aktuelt 2.1.60

Trailer:


NB: Jeg antager i alt fald, at anmeldelsen er skrevet af Bjørn Rasmussen. Den er krediteret "R", og Gyldendals Filmguide Danske film fra A til Z (af Morten Piil, bogklubudgave 1999) nævner, at B.R. anmeldte film for Aktuelt 1959-69. Det var iø også B.R., som præsenterede programmet Filmorientering på DR tv, men det var før min tid.

Wednesday, 19 June 2024

Seriemagasinet Special Album nr. 10: "Uhyret på loftet"

Tilbage i 80'erne købte jeg en masse numre af Seriemagasinet (SM) brugt - samtidig med at jeg fulgte og købte de nye numre, som kom. Jeg nåede at følge bladet i ca. fem år, før det lukkede. SM havde flere søsterblade, Seriemagasinet Solo, Seriemagasinet Solo/Serie Solo (nyere blad, som senere skiftede titel til Serie Solo), Serie-pocket: Seriemagasinet, og endelig Seriemagasinet Special Album (sic). Det sidstnævnte er det blad, som dette indlæg handler om, nærmere bestemt det sidste nummer, der udkom: nr. 10 fra 1974. 

Jeg kan ikke huske, hvor længe siden det er, at jeg sidst har læst i det pågældende nummer af bladet, men det er lææænge siden. Engang i 80'erne er jeg sikker på. Nu hev jeg det forleden frem fra en bunke gamle blade, som en dag bør genlæses. Jeg fik støvet forsiden af (jeg var sgu nødt til at bruge en hårdt opvreden våd klud for at få støvet af!) og gik i gang med at (gen)læse. Jeg havde fuldstændig glemt, at halvdelen af bladet er fyldt med horrorhistorier! Der er fire eller fem af slagsen! 

Modsat det alm SM, så var SM Special Album delvist i farve, og det gælder alle gyserhistorierne på nær en enkelt. De farvelagte er iø alle fra Marvel Comics. Jeg havde alligevel ikke andet yderst vigtigt at foretage mig. Jeg kunne selvfølgelig have støvsuget eller gået i kælderen med vasketøj, men når nu der stod en scanner klar, hvorfor så ikke scanne den første historie om gru og gnidsel ind! Og derfor kan du nu læse den neden for. Klik et par gange på hvert scan for at se siderne i stor størrelse (og opløsning), eller højreklik - du finder sikkert ud af det.

Bladets indholdsfortegnelse bringer jeg nederst i indlægget. Bemærk at historien her hedder "Tingen på taget" - halvdelen af titlerne i indholdsfortegnelsen er forkerte, og en enkelt serie blev slet ikke bragt i bladet!

"Uhyret på loftet"
Fortalt af Roy Thomas
Tegnet af Frank Brunner
Oversætter ikke nævnt
Baseret på en historie af Robert E. Howard
 










(Indscannet i 300 dpi)

Saturday, 15 June 2024

David Carradine i Psychotronic Video


 Jeg skrev forleden om, at jeg netop havde købt den gamle amk tv-serie Kung Fu med David Carradine i hovedrollen. Det slog mig, at redaktør Michael Weldon og Psychotronic Video da vist nok for længe siden havde lavet et mega-grundigt interview med ham. Jeg fik gennemkigget en bunke støvede blade og ganske rigtigt: Stort interview i nr. 4 og med David på forsiden af det pågældende nummer og endda netop fra Kung Fu. Og endda med så meget materiale, at man måtte tage næste nummer i brug også! Jeg har ikke læst interviewet endnu (eller rettere GENlæst - for naturligvis læste jeg det, da jeg i sin tid købte bladet, men for fanden, året var 1990! Tilbage i det gamle århundrede. Længe siden!). 

Her er et par bidder om og med David Carradine fra bladet. Man behøv's i øvrigt ikke betale oppustede summer for et brugt eksemplar af bladet på eBay, hvis man vil læse det hele. Fans har scannet alle numre (41) ind og lagt dem ud på Archive.org. Jeg har dog ikke undersøgt, hvor god kvaliteten er af de enkelte numre. Nogle gange er det hit or miss, hvad angår scannings-kvaliteten på Archive. 

Jeg er iø begyndt på mit nye boxsæt, men er grundet sygdom (læs: fandens migræne) ikke nået så langt endnu. Det er blevet til piloten og første regulære episode. Begge var gode. En lettere bizar ting er scener, hvor der pludselig popper tyske undertekster op. Jeg ser selvsagt serien med det originale engelske lydspor, men boxsettet er jo tysk, og det siger sig selv, at det tyske dub fra vesttysk tv i 70'erne er medtaget. 

Dengang klippede man visse scener ud (eller bidder af scener), og da man velsagtens klippede i serien, før man synkroniserede den, er disse scener aldrig blevet dubbet til tysk. Og det giver nu et problem, eftersom videoselskabet selvsagt ønsker at udsende serien i ucensureret form: De gamle fraklippede scener præsenteres her på engelsk med tyske undertekster. Der skiftes med andre ord fra tysk til engelsk og tilbage til tysk fra tid til anden - hvs man altså ser serien på tysk. 

Teksterne er heldigvis ikke fastbrændte, men jeg lader dem sidde alligevel af ren nysgerrighed for at se, hvad man klippede ud dengang på det gamle vesttyske statsfjernsyn (det var ZDF, som viste serien). Det sjove er, at det rent faktisk ikke er karatevold, man klipper ud, men derimod dialogscener! Scener, når dialogen blev lige lovlig filosofisk til det tyske publikum (!!!). 

Nu hvor jeg tænker over det, så er det lidt vildt endelig at få fat på Kung Fu-serien, mere end 30 år efter jeg købte det pågældende nummer af Psychotronic Video med David Carradine på forsiden af bladet  og med et still fra Kung Fu, og hvor han taler om serien. Wauw! 

John Saxon er iø med i første regulære afsnit som hyret revolvermand!




Fra Michael Weldons leder, hvor David Carradine omtales






Wednesday, 12 June 2024

Snipers: De levende dødes armé (video)

 

Jeg bragte det danske punkband Snipers fede splatter-video "De levende dødes armé" ovre på den engelske udgave af denne blog helt tilbage i 2011, og nu er det på tide med et gensyn. Total homemade splatterfilm! Nummeret er vist nok fra 2001, eller måske er det videoen, som er det. Eller begge. 


Monday, 10 June 2024

News just in from Hades: THE REEL GHOUL 3 er udsendt!

 

Ustumallagam har netop udsendt tredje udgave af bogserien The Reel Ghoul, denne gang med undertitlen "The Psychotronic Journal". Der er her tale om bøger med anmeldelser af gamle og nye gyserfilm, ikke poesi eller anden skønlitteratur. 

Jeg skrev om den første bog her (nej, jeg ved heller ikke, hvorfor jeg ikke fik skrevet noget om 2'eren - jeg har skam købt den. Men det må blive en anden go' gang). Jeg har endnu ikke købt den nye udgave, den slags tager jo gerne en rum tid her i huset, men den ser fed ud og er sikkert på ingen måde dårligere end de to første - som slet ikke var dårlige. Denne gang sælger Ustu bogen fra sin nye webshop (førhen skulle man bøvle med ligefrem at skrive til ham via fb), og det ser alt sammen fint og nemt ud. 

Jeg er bestemt glad for at Ustumallagam gider gøre noget i retning af dansk fan-arbejde, når det gælder "vores" film. Det er der ikke så mange andre, der gider i disse år, når det gælder det trykte medie. Faktisk er interessen ikke særlig stor for dansk fan-arbejde - hverken fra potentielle skribenter ... eller fra læsere. Jeg kommenterede over for Ustu i en facebook-kommentar, da en af de tidligere bøger var kommet, at jeg ikke syntes, der ikke blev udvist den store interesse i netop den gruppe, som ellers måtte synes at være lige stedet for den slags, Danske Horrorfans. Dertil svarede Ustu, at nej, han fik minimal interesse fra danske horrorfans! Virkelig ærgerligt, må man sige, og jeg forstår så udmærket, at Ustu fortsætter med udelukkende at udgive disse bøger på dronningens engelsk (eller var det djævelens engelsk? Hmm, den vits har jeg da vist brugt før). Muligvis er det mest heavy metal-fans, som køber disse bøger. Ustu spiller jo i et af de der langhårede bands, hvor de tilbeder Satan, drikker blod og den slags. Jeg forlod heavy metal-genren for 30 år siden og kan i dag ikke håndtere noget mere metal end gamle Black Sabbath-plader og i den dur. Men fred være med det.  


Bogen har som nævnt denne gang undertitlen "The Psychotronic Journal", hvilket forvirrer mig en smule; Er der ikke bare tale om horrorfilm? Ustu selv omtaler i alt fald selv kun horrorgenren i forbindelse med den nye udgivelse. Film fra "den mørke side". Men han nævner også, at nogle af dem er meget lavbudgetterede film, så måske er det dét, der menes med "psychotronic". Horror er naturligvis også psykotronisk, men hvis en udgivelse udelukkende indeholder horror, så er det lidt spøjst at kalde den psykotronisk frem for, nå ja, blot horror. Blade og bøger som typisk har dækket psykotroniske film tager gerne fat på flere genrer og bruger dermed udtrykket som en paraply-titel. Men det er selvfølgelig forfatterens eget valg. 

Jeg viser her et par fotos af bogen, både omslag og lidt fra indholdet. Jeg har som sagt ikke bogen i min besiddelse endnu, og billederne er fra Ustumallagams eget fb-upload. Forsiden er som vanligt fed, og bagsiden viser - også som vanligt - en storsmilende Ustu. Eller noget (allerede da den første bog kom, tænkte jeg: "Hmm, han smiler vist ikke ret meget, hva'" Det samme gjorde sig gældende med de fotos, som journalister bragte i forbindelse med avis- og onlineinterviews. Men måske er det bare ikke velset inden for black metal-genren at vise tandsættet frem alt for meget - med mindre man smæsker sig i blod samtidig, naturligvis). 

Til sidst vil jeg lige skære ud i pap, hvor fede disse bøger er, og hvor meget man bør tage hatten af for Ustu for disse udgivelser. Han går virkelig ind for sagen, og - vel at mærke - han gør arbejdet ordentligt! Bøgerne er trykt ordentligt. Teksten er velskreven. Der er endda korrekturlæser på. Og layoutet er fint. Disse bøger er undergrunds-amatør-fan-udgivelser, men de ser sgu flottere ud end rigtig meget, som udkommer på "rigtige" forlag. Og det er Ustu selv, som har måttet gribe i foret for at få dem ud. Stor respekt! 

Alle tre bøger kan stadig bestilles, og der er noget rabat, hvis man køber de tidligere bind. Den nye bog koster 169 kr. + porto. Go here.  






Sunday, 2 June 2024

Jack J's 70'ere: KUNG FU (1972-75)


Jeg har ofte før skrevet om film og tv-serier, som jeg så i barndommen i 70'erne. Her er en tv-serie, hvor jeg bliver nødt til at strække definitionen af at have set en anelse. Well, faktisk en lang anelse: Kung Fu med David Carradine i hovedrollen som vandringsmanden Cain. 


Selv hvis du ikke har set serien, så kender du måske alligevel til den. I alt fald, hvis du har set PULP FICTION. Scenen mellem Jules og Vincent til slut i filmen, hvor Jules erklærer, at han er færdig som gangster og vil trave fra sted til sted som Cain fra Kung Fu i stedet (klippet ligger her). Kung Fu blev ikke vist på dansk tv dengang (og er mig bekendt stadig ikke blevet vist), men den kørte på tysk fjernsyn. Desværre var vi i vores hus ikke tilsluttet fællesantennen dengang i 70'erne. Men ovre hos min ven Keld hjemme på gaden kunne de se tysk tv, og han havde fortalt mig om serien. Og en aften havde vi fået lov at gå hen til Keld og se aftenens episode (jeg husker ikke, hvor sent den blev bragt, men det må have være sent i forhold til vores sengetid). "Vi" var vores feriedreng Ingmar (fra det danske mindretal i Sydslesvig) og mig. Jeg tror også, at Kelds storebror var der, men jeg har fuldstændig svedt ud, hvad han hed. 

Jeg husker stort set intet fra episoden ud over, at Cain vandrede fra sted til sted i den solbeskinnede ørken. Måske er det blot introen, som jeg kan huske (se introen længere nede). Han kunne selvsagt også kung fu (eller karate eller hvad fanden det var) og sloges med folk, cirkelsparkede dem i ansigtet, og hvad den slags nu gør. Jeg har netop læst, at David Carradine overhovedet intet kendte til kampkunst, før han begyndte på serien. I det gamle amerikanske fanzine Oriental Cinema husker jeg, at redaktør Damen Foster da også havde det med hånligt at kalde Carradines stil for "slowmotion kung fu"


Om jeg/vi fik set flere episoder, husker jeg heller ikke. Men den ene episode gjorde i alt fald et stort indtryk - og det til trods for, at jeg stort set intet husker. Men jeg har altså tænkt på serien i alle disse år, og nu skal det sgu være! I aftes besluttede jeg at bestille serien hjem. Jeg havde længe haft den liggende på min ønskeliste på den amk udgave af Amazon. Derovre er serien udsendt komplet i et dvd-boxsæt (dvs. 62 episoder fordelt på tre sæsoner). Men efter lidt research fandt jeg også et billigere boxsæt fra Tyskland. Samme antal dvd'er, og tilsyneladende magen til den amerikanske udgave - om end med et langt federe forsidemotiv, så dét var jo cool. Sættet er lige nu på tilbud til 37,50 euro (nypris er 45€, og boksen er i øvrigt udgået fra producenten). Check her

Senere kom der også en tv-film og meget senere lavede man endda en opdateret serie 2, som forgår i nutiden, og hvor David Carradine spiller sit eget barnebarn. Denne kørte endda længere end originalserien (fire sæsoner modsat de opr. tre). Desværre findes kun de første to sæsoner på dvd (i Amerika. I Tyskland kom den første sæson). Tv-filmen findes på MOD-dvd fra Warner. 

Den sidste prøve før det sorte bælte: Forårsrullerne er brændt fast
på panden, og den unge Cain skal forsøge at redde aftensmaden

Jeg har ikke helt styr på, hvornår Ingmar og jeg så dette ene afsnit, men tysk Wiki fortæller, at serien fik premiere på "Tyskland 2" (ZDF) i september 1975. Så jeg antager, at vi så den i sommeren 1976 (eftersom feriebørnene kom til Danmark hvert år i sommerferien). Keld og hans familie flyttede i øvrigt i 1976 - sikkert i sensommeren. Og vi mødtes aldrig igen. For 10 år siden mødte jeg en kvinde på en arbejdsplads, hvor jeg var i virkomhedspraktik, og hendes mand var ven med Keld. Det var lidt sjovt, men jeg gjorde aldrig noget ud af at prøve at mødes med ham. Nogle gange skal man nok bare lade fortiden ligge der, hvor den ligger. Jeg har stadig det nummer af cowboytegneseriebladet "Buffalo" (bl.a. med Jonah Hex), som han lånte mig, kort før de rejste. Det skal blive spændende at endelig - efter cirka 48 år - at udforske denne serie, som jeg stort set aldrig har set, men som jeg har haft i baghovedet så længe. Jeg håber, den er god. Det vil være liiidt ærgerligt, hvis den viser sig at være noget lort! 

Intro og end-credits til et afsnit af serien: 



Som det ses, er introen her i bredformat, og nej, det er ikke det korrekte aspect ratio! Jeg har læst mig til, at desværre indeholder alle dvd-udgaverne af første sæson serien i falsk bredformat. Serien blev naturligvis sendt i 4:3 fullscreen i sin tid. Jeg købte den alligevel, eftersom det var et spørgsmål om at se den eller ikke se den. Sæson 2 og 3 skulle være i det korrekte gammeldags billedformat.