DET VAR LIGGOT FA'NS!
Uhh, jeg er begyndt at lytte til... jazzmusik. O_O
Jeg har ikke så meget endnu - rent faktisk kun otte albums, alle samlet i tre 2-disk bokse, så det er i virkeligheden kun tre kunstnere; MILES DAVIS ("Kind of Blue", "Ascenseur pour L'échafaud", "Somethin' Else"), JOHN COLTRANE ("Blue Train", "John Coltrane With the Red Garland Trio" aka "Traneing in", "Dakar"), og CHET BAKER ("Chet Baker Sings" og "Playboys").
Alle otte albums er rigtig gode. Jeg fatter virkelig ikke, at jeg ikke kunne høre det før!
For nogle år siden så jeg filmen "Troldkarlen" om JAN JOHANSSON og dén film var jo rigtig god og det der ene nummer, som blev gentaget flere gange, var jo også rigtig godt, men da jeg så efterfølgende lånte "Jazz på svenska" på biblioteket, hadede jeg musikken lige så meget som før. Jeg prøvede at lytte til den to gange, men måtte aflevere den igen uden at være nået til pladens ende. Det var frygtelig musik (jeg købte dog LP'en, da jeg på et tidspunkt faldt over den på et marked!).
Så på et tidspunkt var jeg ved at rydde op i nogle stakke med gamle videobånd, som jeg i tidens løb havde optaget fra tv og hvoraf det meste var usete optagelser. Jeg fandt et bånd med to dokumentarudsendelser om historien om BLUE NOTE-jazzpladeselskabet. Jeg huskede, at jeg havde optaget dem, fordi, well, selvom jeg hadede jazzmusik, så er jeg så meget åben, at jeg optog dem, simpelthen fordi der her var noget, der kunne være interessant at lære om musikhistorie.
Da jeg genfandt båndet, overførte jeg det til dvd-r og så udsendelserne ud i eet stræk - og genså dem flere gange i ugerne efter (min optagelse er fra DR1. Flere år senere blev de genudsendt på DR K, men desværre fuckede Danmarks Radio bare op ved at fjerne den engelske voiceover, men glemte at optage et dansk fortællerspor i stedet! Og for at gøre fadæsen perfekt, brugte DR K underteksterne fra visningen på DR1, så man kan LÆSE det, som den engelske voiceover oprindeligt sagde - man kan bare ikke høre det!!). Og jeg må sige, at jeg var begejstret! Hele historien, hele Blue Note-historien, alle interviewsene med de gamle musikere, og hele delen om pladeomslagene, var hyber-interessant.
Og ligesom efter Jan Johansson-filmen farede jeg ud og fandt noget af musikken (de omtalte 3 boks-sæt, som kostede 20-25 kr. per stk. i TP) og det gik ligesom med Jan Johansson-pladen: Det var en prøvelse uden lige at lytte til. Jeg kunne simpelt ikke holde det ud. Jeg greb mit hoved med begge hænder og skreg i afmagt over, hvor stor en pine, det var at forsøge at lytte til det infame djævelskab.
Over en periode på nogle måneder prøvede jeg igen 2-3 gange at lytte til pladerne, men det gik bare ikke. Og det irriterede mig faktisk ret meget, for jeg kunne som sagt rigtig godt lide alt det UDEN OM musikken. Det hele var ret cool (men man skal naturligvis ikke lytte til musik, fordi miljøet eller folkene udenom er interessante, hvis ikke musikken er det - men det irriterede mig alligevel). Nå, men jeg gav mere eller mindre op og tænkte, at det altså var en musikform, jeg aldrig ville komme til at nyde, endsige forstå.
Så gik der igen nogle måneder og jeg blev syg med et maveonde i det meste af en uge. Jeg var virkelig syg som en hund. Jeg gik ikke uden for en dør i den uge. Gardinerne var nedrullede og jeg levede af det, jeg havde i køleskabet og dåsemad. En dag, da det gik allerværst med maveondet (efter ikke at have spist i 2-3 dage havde jeg været så letsindig at bestille en pizza og en kæmpe pitasandwich, som jeg forsøgte at spise det meste af. Dumt. Nu fik jeg det bare endnu værre), sad jeg så der midt i min sygdom og tænkte, at jeg måtte høre noget musik.
Af uransagelige grunde fandt jeg en af jazzpladerne frem, jeg husker ikke hvilken, og satte den på. Måske var situationen så surreal og anderledes fra den normale hverdag, at jeg følte, jeg skulle lytte til noget, der passede til den ubehagelige situation. Noget musik, jeg virkelig ikke brød mig om.
Jeg satte pladen på og satte mig tilbage i lænestolen. Så gik der et øjeblik og jeg opdagede pludselig noget mærkeligt. "Hva' fanden er det her", tænkte jeg. Jeg kan ikke forklare det, men pludselig lød den musik, som jeg før havde hadet som pesten, som noget virkelig flot og, ja, tør jeg næsten sige smukt. Jeg slog det hen med, at det måtte være feberen, der talte. "Lad os nu bare se, om du stadig ka' li' det, når du blir rask, hah!" tænkte jeg.
Men da jeg genhørte pladen, efter jeg var blevet rask, var musikken stadig lige god. Den skurede ikke længere mod min ellers veltunede fornemmelse af, hvad der er god musik og dårlig musik. Dén selvsamme musikfornemmelse, der ellers i rigtig mange år havde klasket et rødt stempel på alt jazzmusik med teksten: "Bør kasseres! Ubrugelig!"
Så satte jeg de andre plader på og her skete det samme; Jeg nød det virkelig. Jeg var virkelig overrasket. Og jeg forstod det virkelig ikke. Jeg overvejede muligheden, at jeg måske var blevet sindssyg og havde udviklet en ny, usympatisk personlighed, der hellere ville høre jazzmusik end garagerock. Dagene i forvejen havde jeg godt nok eksperimenteret med at blande grønne syrebaserede substanser i mit laboratorie i soveværelset med henblik på at skabe en race af atom-supermænd for endelig at kunne regere verden, sådan som jeg altid har vidst, at jeg en dag ville komme til. Men det gør jeg nu så tit og ser ikke nogen forbindelse mellem dette og min nyfundne glæde ved jazzmusikken.
Efter at have ligget mangen en søvnløs nat og kastet mig frem og tilbage uden at kunne finde hverken rist eller ro, er jeg nu kommet frem til denne mulige teori: Jazzmusik er så anderledes en musikform, at hvis man ikke vokser op med den, er den svær at komme ind på livet af. Modsat popmusik kræver den en vis tilvænning fra lytteren (og i mit tilfælde var det trods alt et langt livs intenst had, der skulle bearbejdes). Og måske er det disse gentagne forsøg på at give musikken en chance, der efter et par år nu har tilvænnet mine ører til de bizarre toner. o_O
Som førstegangslytter køber man jo heller ikke en plade med et hardcorepunkband og tænker "Hvor smukt" eller "Hvor har du været hele mit liv, oh du interessante musik". Ingen hører næppe DEAD KENNEDYS' "Nazi punks fuck off" og bliver draget af det med det samme. Det kræver en vis tilvænning. Megen musik skal man lære at lytte til, før man kan tage det til sig og "blot" nyde. Nogle ville sikket hævde, at hvis ikke man kan elske noget uden at skulle lære HVORDAN eller endda HVORFOR, så er det ikke ægte.
Men sådan er det jo med mange ting i livet, man forelsker sig jo heller ikke nødvendigvis i en kvinde, første gange man møder hende. Måske skal der gå tre års kendskab på arbejdspladsen først. Men hvorom alting er, så er det min erfaring, at det, som ofte tager en rum tid at nå ind til, meget vel kan være det, som holder længst. Det er her, at der virkelig er noget at hente.
Anyway, I'm rambling, men hvorom alting er, så kan jeg nu ikke få nok af de otte albums og har lyttet til dem alle om og om igen. Ud over glæden ved musikken, er det også cool at kunne finde musik, der så gammel og alligevel er så fantastisk. Ja, faktisk er jeg overbevist om (ganske og aldeles urimeligt, da jeg ikke har noget at have det i), at jazzmusikken i dag på ingen måde er nær så god og interessant, som de plader, der udkom på Blue Note Records i 50'erne og 60'erne.
Og så modtog jeg i dag en t-shirt med posten, som jeg havde bestilt fra UK. Den er med SONIC YOUTH og har logoet og teksten fra omslaget til "Goo"-albummet på forsiden, så det er altså ikke som om, at jeg skal til at smide alt væk, som jeg tidligere har lyttet til, blot fordi jeg nu har opdaget jazzens verden. Det gjorde jeg, da jeg opdagede heavy metal-musikken i '84, og dén fejl laver jeg ikke én gang til! Man kan godt rumme det hele. Jazzmusik, garagerock, heavy metal, nyrock, og punk, kan sagtens nydes til fulde uden at noget behøver være på bekostning af noget andet.
PS: Fik jeg forresten nævnt, at jeg for nyligt også har opdaget NO WAVE-musikken fra New York fra slut-70'erne og ivrigt indkøber plader med folk som JAMES CHANCE & THE CONTORTIONS og TEENAGE JESUS AND THE JERKS. xD
Det må være noget, der kommer med alderen. Som ung hadede jeg jazz, og blev i øvrigt stopfordret med det i barndomshjemmet, idet min far var die-hard jazzsamler (og senere vært på Radio Jazz), og da jeg flyttede hjemmefra, svor jeg aldrig at beskæftige mig med det igen, men for ikke så længe siden lyttede jeg til noget radiojazz, og fandt ud af, at det var sgu meget godt, selvom jeg ikke rigtigt vidste, hvem og hvad det var for noget, og nu overvejer jeg sågar at gå ud og opsøge noget mere.
ReplyDeleteOg jeg gik her og troede at Sweet, Slade, Rainbow og Black Sabbath var alt jeg behøvede, men det har efterhånden ikke den samme appeal mere. Det er lissom jazzen bedre passer til min modne alder og de følelser og tanker, der strømmer igennem mig nu.
Jeg ville måske give dig ret i teorien om, at forståelsen for jazz er noget, der kommer med alderen - hvis ikke lige det var fordi jazz jo FØRHEN plejede at være ungdommens musik! I 50'erne var det jo de hippe og anderledes unge, der lyttede til jazzmusik. Og de kunne jo godt lide musikken. Men nuvel, de havde jo så tilgengæld ikke fået de musikalske smagsløg ødelagt af "larmen" fra rock'n'roll gennem hele deres barn- og ungdom.
ReplyDeleteEn god pointe. Måske har jazzen så mange lag, at den får en ny betydning, når man er blevt lidt ældre. Det synes jeg ikke man kan sige om Slade f.eks.
ReplyDeleteEller måske blev folk bare voksne hurtigere i gamle dage?
Men det spiller muligvis også ind, at mine smagsløg blev ødelagt tidligt fordi jeg i teenårene følte behov for at lægge afstand til forældregenerationens musik.
ReplyDeleteHah! Jeg kan fortælle dig, at for et par dage siden pløjede jeg gennem eBay i min evige søgen efter coole t-shirts (hvilket faktisk er svært!) og faldt såmænd over en Slade-shirt. Tilbage i 70'erne ønskede jeg mig brændende en Slade-trøje, fordi de andre havde en, men det blev aldrig til noget. Og så sad jeg der og tænkte, at måske skulle jeg nu endelig... efter alt for mange årtier... købe min Slade-t-shirt. Men da jeg havde siddet lidt og kigget på den, slog det mig, om jeg virkelig havde lyst til at gå rundt med en trøje med et billede af Noddy Holder og hans åndssvage høje hat. Haha. (Så nej, det blev ikke til noget).
ReplyDeleteForståeligt. Men jeg ville ikke være bleg for at gå rundt med en Ultravox shirt. Det er ikke alt, jeg har lagt afstand til, trods min nyvundne modenhed.
ReplyDeleteFantastisk indlæg! Jeg har aldrig forstået jazz og har ingen ide om jeg nogensinde kommer til det. Min far er til traditionel New Orleans-jazz, så det har jeg hørt en del af - og det er meget sjovt, men det er ikke noget, jeg selv kunne finde på at sætte på. Men den smule Chet Baker, jeg har hørt, har været cool (men han er så også noget andet).
ReplyDeleteJeg tror ikke, at jazz er noget, man pludselig kan lide, fordi man er blevet ældre - det er nok mere noget med, at musik kan overrumple en med indtryk - og pludselig er man bare et sted, hvor det hele vælter ind på lystavlen. Sådan har jeg det seneste år haft det lidt med countrymusik. Omvendt kan noget musik, man elskede engang, virke fladpandet og banalt - og så kan man pludselig li' det igen.
Tusind tak, Søren. Næh, jeg havde heller ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg nogensinde skulle komme til at lytte til jazzmusik. Jeg skal dog straks pointere, at det er den musik, som er ovre i afdelingen med Chet Baker, som jeg kan lide. New Orleans-jazz tror jeg næppe, jeg nogensinde vil kunne kapere. Og det samme gælder dansk vikinge-jazz. Brrr, jeg gyser ved tanken. Swingmusik må I også gerne beholde for jer selv. Haha.
ReplyDeleteUha, det er et besværlig emne at betræde, og så dog alligevel ikke. Jeg er ikke meget for jazz og alle dens afskygninger, men jeg er alligevel fascineret af disse fortællinger, og jeg må spørge mig selv om jeg har taget fejl med hensyn til min musiksmag. Jeg nyder selv alle former for metal, men jeg er også stor tilhænger af traditionel filmmusik - og så er jeg begyndt at få snuden op for andre stilarter, noget som mere traditionel rock og endda også folkemusik.
ReplyDeleteMen JAZZ!!! det er alligevel ikke noget jeg har lært at sætte pris på... og jeg skal vist virkelig igennem en tilvæningsperiode, hvis det er noget som jeg skal have glæde af. - Jeg sammenligner det lidt med de stakkels talibanmedlemmer, der bliver tortureret af det amerikanske militær med Metallicas musik. Jeg får lyst til at lægge mig ned på jorden med hænderne for ørene og skrige højlydt.
Men det er utvivlsomt som om at disse indlæg har inspireret, så måske kan jeg se mig selv tune ind på P8 Jazz snart? - så er min verden virkelig blevet forandret... jesus kristus!
Tja, Mallrat, jeg kan udmærket godt forstå, at du siger, som du gør; Som jeg brugte det meste af indlægget på at udpensle, så er var det jo også min EGEN holdning! Haha. Jeg hadede jazzmusikken i alle dens afskygninger. Og det er jo netop derfor... fordi jeg havde det på samme måde som dig... at jeg var så forbavset over pludselig at kunne lytte til det djævelskab uden at få det fysisk dårligt. xD
ReplyDelete