Sunday, 12 March 2017

The Ruins - anmeldelse (kladde)

Jeg er endelig i gang med at arbejde på det næste nummer af STAY SICK! og griflede lige en kladde ned til en anmeldelse af THE RUINS, som jeg så i går aftes. Den bliver nok ændret (og jeg er ikke helt sikker på, om man i dagens pc-korrekte miljø må bruge udtryk som "kælling")
Men her er den altså:

THE RUINS
Danish title: The Ruins
Directed by: Carter Smith (USA, 2008)


Review by JACK J

To amerikanske veninder med tilhørende kærester er på ferie i Mexiko. Da THE RUINS begynder, har de brugt det meste af ferien på at slikke sol, drikke alkoholiske drikke og ligge ved hotellets swimmingpool. To dage før de skal flyve hjem, møder de en ung tysk hotelgæst, der også bruger ferien på at hoppe i pølen som en bedre Sabrina, men til forskel fra de andre fire har han dog også planlagt at snuse lidt til den lokale kolorit; Hans bror er nemlig rendt på et stykke kørvel, som går op i gammelt inka-skrammel, og hun har hevet broderen med til nogle ruiner på et afsides og hemmeligt sted ude i junglen, hvor disse inka-typer havde deres pyramideformede klubhus.

Den unge tysker har aftalt med broderen, at han og en ven vil slå sig til dem dagen efter, og han spørger de fire amerikanere, om ikke de vil med. Den ene af dukkerne er ikke meget for det, men hun indvilligere alligevel efter en nat med druk og opkast. Dagen efter kører de med bus til en lille landsby nogle kilometer fra junglen, men da de forsøger at hyre en taxa, siger chaufføren, at "derhen" vil han ikke køre dem. Man fornemmer, at der er noget farligt (senere skal jeg nok komme ind på, at filmen er ganske glimrende, men starten indeholder sateme godt nok nogle gevaldigt genkendelige klichéer).

Nå, men den bange taxachauffør er dog ikke mere bange, end at en håndfuld stakater fra tyskerens spansktalende ven giver ham modet tilbage, og så kan det ikke gå huhej stærkt nok med at komme ud til junglen, og der køres som vilde dyr, så damernes hatte flyver bort og der suses i skørterne. Inde i junglen har gruppen dog besvær med at finde frem til inka-pyramiden på grund af alle de skide grene, buske og jævnt besværlige junglegevækster. Og hvorfor fanden står der nogle indianerbørn og glor på dem med underlige udtryk i ansigtet? Omsider finder de en skjult sti gennem buskadset, og snart er de fremme ved pyramiden.

Men just som de står og glaner op ad det høje bygningsværk, ankommer nogle lokale mænd. De har skydere og bue og pile med og er i øvrigt ret ophidsede. En af de unge fruentimmere tager et foto af dem, hvilket lader til at ophidse de vrede lokale endnu mere, men selvom den ene af fyrene fra gruppen beder hende om ikke at tage flere billeder, da han godt kan regne ud, at det ikke er det fedeste at gøre over for folk, der netop ikke vil have taget deres foto og som samtidig har skydevåben. Men som den amerikaner, hun er, vil hun da skide på den slags lokal bonde-nonsens og bliver ved med at tage billeder. Det skulle hun så nok ikke have gjort, for de to mænd med bue skyder et par pile i tyskerens ven - og ham med pistolen slutter seancen af med at skyde toppen af tyskerens vens hoved. Så kan den dumme ko lære det, kan hun.

Uheldigvis var tyskerens ven jo den eneste, der havde bare en lille smule styr på det spanske sprog, så nu kan de ikke engang forsøge at berolige de skydegale lokale. Med andre ord, nu er gode dyr rådne - hvad fa'en skal amerikanerne og pølsetyskeren nu gøre? Først render de lidt rundt som høns uden hoved, og derefter løber de op af den høje, meeeget høje, stentrappe på inkaernes pyramide. Da de kommer op på toppen, opdager de, at broderen og madammens telt står deroppe, men de er ikke til at finde nogetsteds. Så pludselig hører de noget, der lyder som en mobiltelefon, som ringer nede fra et bredt hul midt på pyramidens top og som går langt ned i dybet. Hvad skal de gøre? De kan ikke se noget nede i hullet, men tyskerens bror er vel dernede - eller hvad?

Jeg vil ikke sige så meget mere om plottet, for det ville være at spoile for meget. Men det er jo ikke for ingenting, at denne film står i sektionen over nye horrorfilm. Det er nok at sige, at filmens handling tager afsæt i noget, som vi ikke har set ret tit før. Faktisk nævner en af producenterne i ekstramaterialet, at hun kun kan komme på enkelt film i samme stil (det er så ikke helt rigtigt, læs f.eks. Caspar Vangs anmeldelse af filmen på Uncut.dk). Men rent faktisk var det slet ikke denne film, jeg blev mindet om, da jeg så THE RUINS; næh jeg sad sgu og tænkte tilbage på en historie i det danske tegneserieblad Tex Willer, som jeg læste engang i 70'erne, som handlede lidt om det samme (og som jeg også fandt ret uhyggelig dengang).

Selvom filmen indeholder, hvad jeg vil betegne som en håndfuld irriterende klichéer i starten, så ændrer det sig dog hurtigt til at blive en ret opfindsom skrækfilm. Hvis der dog specielt er een ting, der irriterer mig, er det et sted i starten, hvor det er tydeligt, at man har ville peppe dialogen lidt op, gøre den mere rå og fræk så at sige; I en scene indgår det ene kærestepar et væddemål om noget et-eller-andet, og vinderen skal tilfredsstille den anden "oralt". Det er fyren, der vinder væddemålet, men dagen efter vil hans kæreste ikke give ham det forpulede blowjob på hotelværelset. Gennem morgenscenen bliver han ved med at beklage sig over, at hun løber fra aftalen. Jeg forstår slet ikke noget. Hvis dialogen skulle gøres mere, ja, fræk, så ødelægger filmens skabere det igen med dette vage efterspil. Hvorfor fanden skal scenen om morgenen overhovedet med? Det ville have været bedre, om vi bare havde skullet antage, at han fik sin belønning for at vinde væddemålet. Og hvis den skal med, hvorfor fa'en gi'r kællingen så ikke bare kæresten det blowjob, hun har indvilliget i. De er jo trods alt kærester - man må gå ud fra, at de ikke er jomfruer, endsige mødes til eftermiddagskaffe hos de viktorianske forældre, men netop er på ferie langt borte i Mexiko og bor på hotelværelse sammen. Det er et fesent efterspil, og man undrer sig bare.

Der er en del blodige sekvenser, og heldigvis er der tale om mest practical effects i stedet for lamt CGI. På den danske dvd er der en masse fint ekstramateriale om skabelsen af filmen, og der tales meget om specialeffekterne (og for en gangs skyld er ekstramaterialet tekstet på dansk). THE RUINS foregår som sagt i Mexiko, men er rent faktisk filmet i Australien. Filmen bygger i øvrigt på en bog, som, ifølge den ene af de interviewede, end ikke var udkommet, da filmens producenter fik tilsendt bogens manuskript. Flere gange i ekstramaterialet omtaler instruktøren dog den spøjse situation, at han tilfældigvis havde købt bogen og var i gang med at læse den, da filmstudiet spurgte, om han ville lave filmen. Ja, nogle gange bliver spøjse situationer ekstra spøjse, når dem, der fortæller dem, ikke helt er enige om detaljerne.

Til trods for noget corny dialog i begyndelsen er THE RUINS en fin lille horrorfilm og får bestemt en anbefaling med herfra.
(10)

3 comments:

  1. Hvis det nu er en kælling, så er det vel det. Men du kan jo foretage en halvgardering og kalde manden for "stodderen". Kompromis'er skulle jo være så pragtfulde, har jeg forstået.

    ReplyDelete
  2. "Joking of course. Not even in the face of Armageddon. Never compromise".

    Men jeg vil overveje "stodderen". ^_^

    https://geekwisdom.files.wordpress.com/2016/03/never-compromise-watchmen.jpg?w=620&h=328

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det er lidt sjovt, at "political corectness" faktisk opstod som en joke, bl.a. som reaktion på "new-mangement"-speak og "lean"-lingo ("der findes ikke problemer - kun udfordringer" alternativt "opgaver"). Men så blev PC adobteret af phoelsomme gemytter og blev pludselig salon-fähigt. Og det sidste nye på den amagerhylde, er såkaldt "micro-aggression" - hvilet er, at man skal sørge for ikke at støde nogen på manchetterne. Oh, what a wonderfull world! Måske det var bedst om man bare afviklede sproget - sikke stille og harmonisk der ville blive :-)

      Delete