Friday 15 September 2017

Britisk PUSHER remake med indisk accent


I går fik jeg endelig set den første remake (af to), der er blevet lavet af Nicolas Winding Refns PUSHER. Begge remakes, henholdsvis fra 2010 og 2012, hedder også PUSHER og begge udgaver er fra UK, og begge foregår i London.

Hvis du slår op på dansk Wiki står der ikke overraskende, at 2010-udgaven er en indisk remake. Hvorfor er danskere stadigvæk kulturelt analfabeter? Man skulle tro, vi stadig var tilbage i 1984. Sæt indiske skuespillere i en film, og den er dermed "indisk". Nej, der er her tale om en britisk film, der foregår i den indiske underverden i London.

Og når det amerikanske boxsæt af PUSHER 1-3 har klip med fra remaket og kalder det en "Bollywood"-film, så må det være, fordi amerikanerne er lige så dumme som danskerne. Og det til trods for deres store smeltedigel af blandede kulturer. Eller måske er det danskere, der har skrevet teksten. Men hvorom alting er, så er der her tale om en remake, der er lavet af og foregår mellem andengenerations-indere i London. Den er ikke fra Bollywood i Indien, og der bliver ikke sunget og danset heller. Filmen følger stort set Refns originalversion billede for billede, bortset fra nogle flashbacks, som hovedpersonen har, og slutningen har mere vold med end Jangs film, så vidt jeg husker (men det er år og dag siden, jeg har set den danske film).

Instruktøren er Assad Raja, og han har lavet filmen på et lavt budget, ganske som originaludgaven blev. Nogle af skuespillerne er ikke rigtige skuespillere, og nogle af dem gør det glimrende og nogle ... ikke så glimrende. Specielt en hvid politimand (ham, der smider nødder i hovedet på "Frank") er hentet lige fra det lokale amatørteater.

At genfortælle plottet er omsonst, for det kender du. Det var ret cool at se en remake, der tager den velkendte film og smider handlingen ned i et helt andet miljø - omend det miljø er lige midt i en vestlige storby, hvor også originaludgaven foregik (omend ikke den samme vestlige storby).

Nogle gange virker handlingerne ikke helt så personlige og rigtige, som i Refns film, simpelthen fordi instruktøren bare har fulgt scenerne frame-by-frame, som f.eks. når "Frank" (det hedder han ikke i remaket) står bag sin ludderkæreste og rækker armen frem for at røre ved hende, men fortryder inden hånden når at røre hende. I remaken forekommer den slags scener halvhjertede, i alt fald når man har set originalen. Men det har selvsagt også noget (meget) at gøre med, at skuespillerne i den danske film bare er meget bedre.

En interessant genindspilning og kudos til Raja for at lave den. Senere kom der jo som bekendt endnu en britisk remake, men den har jeg endnu ikke set. Man kan jo hævde, at det teoretisk set er mere spændende med en genindspilning, der foregår i et miljø i en helt anden underverden end en "hvid" remake. Men jeg har som sagt ikke set den endnu (den står på hylden!).

Desværre fik filmen ikke nogen videre succes i UK, og indtil videre har instruktøren ikke lavet nogen nye film. Lidt ærgerligt, når nu det var det, han brændte for. Men så på den anden siden, jeg brænder også for at få en masse penge, og det er heller ikke sket endnu. Hvis du finder PUSHER (2010) billigt, så giv den endelig en chance, men hvis sælger vil have £20 for den, så køb hellere en kebab.

Set på DVD fra UK. Med engelske undertekster bortset fra de engelsksprogede scener. Q&A og mange herlige extras i bonusafdelingen.

No comments:

Post a Comment