MÅNGUDEN (Thomas Borgström, Sverige 1988)

Månguden på svensk dvd fra Atlantic
(mig bekendt eneste hjemmevideo-udgave)
(Scan: 300 dpi)

 
Jeg er i gang med at skrible en anmeldelse af den svenske tv-film MÅNGUDEN fra 1988 (eller... for at sige det som det er: Der er tale om en af de utallige anmeldelser, som jeg i tidens løb har påbegyndt, men som jeg ikke gad skrive færdig. ARgh!! Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg skrev den; For et par år siden vist nok). Her er kladden til starten og plot-omtale. Slutningen er ikke færdig. Jeg er ikke bekendt med, at den nogensinde skulle have været vist på dansk fjernsyn. 

Engang for næsten 15 år siden snakkede en af mine facebook-venner dengang, den gamle garvede svenske filmanmelder Fred Anderson, om at MÅNGUDEN skulle udkomme på dvd, og at det var en helt fantastisk begivenhed. Sagen var nemlig den, at MÅNGUDEN var en gyserfilm om en seriemorder lavet af det svenske statsfjernsyn SVT i 1988. Det var en af den type film, som rigtig mange svenske tv-seere havde vage minder om, fordi den havde været mega-uhyggelig. Og eftersom filmen efter førstevisningen aldrig var blevet genudsendt eller udsendt på hjemmevideo, var dette minde om filmens uhygge forblevet intakt hos mange mennesker. Og tilsyneladende florerede der heller ikke hjemmeoptageler af filmen blandt fans. Men nu var MÅNGUDEN altså så endelig kommet på dvd. På Freds opfordring købte jeg den straks, og ... jah, joh ... den var da okay, syntes jeg dengang. Nu halvandet årti senere har jeg endelig genset filmen, som skræmte lille Fred Anderson og mange af hans landsmænd. Hva' syntes yours truly så denne gang!?

PLOTTET: Mange krimier starter med et mord eller optakten til et mord. I MÅNGUDEN begynder vi med vor hovedperson, en kriminalbetjent, som ankommer til et åsted, hvor politiets teknikere allerede er i gang. En misgerning har altså allerede fundet sted. Vi bliver smidt lige ind med det samme. Vi lærer, at der i Stockholm er foregået flere overfald på sagesløse campinggæster. De er blevet myrdet brutalt af en seriemorder. Om gerningsmanden misunder gæsterne deres fine campinggrej, eller han blot har noget imod folk, der ligger i telt, har det svenske politi endnu ikke klarlagt. Seriemorderen har tydeligvis kastet sig over gæsterne om natten, medens de sov i deres telt. Han har hakket dem til plukfisk med en machete. Den ene af dem, en mand, har han tilmed slæbt hen til et træ og klynget ham op ad stammen; hvad har dette af betydning? Chefen for kriminalpolitiet vil have kriminalbetjenten til at sætte sig i forbindelse med en psykiater, som før har arbejdet i politiet, og som vil kunne være til stor hjælp (hvorfor han er den absolut ENESTE psykiater, som kan hjælpe til, får vi ikke svar på. At der kun skulle findes denne ene gode psykiatere med kendskab til kriminalitet i hele Sverige, lyder en tand for knaldroman-agtigt). Men vores hovedperson har tidligere haft at gøre med psykiateren, og ingen af dem har længere lyst til at arbejde med den anden. Det er i det hele taget lidt uklart, hvorfor de har dette forhold til - eller rettere imod - hinanden. Kriminalbetjentens gamle farmand var engang chef for kriminalpolitiet. Han taler med finsk accent og ligger i et oxygentelt (eller hvad fanden det hedder) på det lokale sygehus. Han trækker vejret tungt, og det lyder uhyggeligt, når han ringer til folk og blot ånder besværet og tungt i røret. Så finder panserne et aftryk af en ansigtsmaske i jorden nær gerningsstedet. Kriminalbetjenten tager selvsagt hen på det lokale museum og udfritter museumsinspektøren om masken. Det viser sig, at masken viser ansigtet på en såkaldt månegud. Inspektøren er en kvinde i sin bedste alder, og betjenten bliver selvsagt lun på hende. Han lurer også på hende, når hun er på biblioteket. På museet befinder sig også en løgnagtig medarbejder, som opfører sig en tand homofilt. Om han er dette, bliver heller aldrig klart. Har det noget med plottet at gøre? På et eller andet tidspunkt får vor hovedpersons gustne, finske farmand selvsagt overtalt psykiateren til at tage fat, selv om han ikke vil. Et sted midt i det hele dukker en smalfilm fra åstedet op, hvor en person i denne månegudsmaske gør kål på endnu flere campister. Hvem er seriemorderen? Den kvindelige museumsinspektør er under mistanke. Det er den lettere bøssede museumsassistent også. Og en tosse ude i skoven er mistænkt. Selv hovedpersonens gamle, syge far er der noget mystisk ved, da det i forbifarten overhøres, at han har været ude af sit telt. Og hvad med psykiateren eller kriminalbetjenten selv for den sags skyld?
END OF PLOT-BESKRIVELSE

Okay, det var så så meget, jeg har fået nedfældet. Filmen er okay glimrende, men ikke noget neglebidende gysermesterværk. Men som tv-film er den fin nok. Den kunne være bedre, og den kunne være dårligere. Klichéerne står desværre i tykke lag. Mere senere - måske. 

Ny KOMIKLEX på vej!

Man skal som bekendt aldrig sige aldrig. Jeg havde for længst afskrevet, at der nogensinde ville komme en ny opdateret udgave af opslagsværket KOMIKLEX (fordi den slags trykte sager hurtigt bliver forældede i disse internet-tider), men forlaget Zoom har netop meldt ud, at de udgiver en ny, opdateret udgave til næste sommer! Wauw!

Jeg fik aldrig købt den seneste, der kom, men jeg har den første, og jeg havde den med det gule omslag (som desværre forsvandt, da min fætter Ronny forsvandt - han havde nemlig lånt den!).

En enkelt anke må være navneskiftet. Jeg må indrømme, at jeg faktisk er ret konservativ, når det gælder det med at ændre titel på gamle sager. Hvorfor skal den nu hedde "Serieguiden"!? Med cirka 45 års historie burde man holde fast i det gamle navn.

 

Forlaget Zooms opslag om udgivelsen på facebook:

Der har længe været et ønske om et opdateret tegneserieindeks siden Den store komiklex udkom i 2006.

Den er nu under udarbejdelse med titlen SERIEGUIDEN, og dækker perioden 1847 til 2024.

Bogen er skrevet af Henning Visti Rasmussen, der har stået for samtlige udgaver siden den første udkom i 1982.

Indekset bliver på omkring 700 sider med mange farvegengivelser af forsider og vil udover lister med tegneserieudgivelserne også indeholde et indeks med en oversigt over danske forlag i det omfang det har været muligt at spore dem.

I modsætning til tidligere udgaver vil Serieguiden ikke indholde foreslåede priser på antikvariske serier. Vi har skønnet, at prissætninger ret hurtigt ændrer sig og at de anslåede priser meget hurtigt vil blive forældede.

Serieguiden udgives af FORLAGET ZOOM i samarbejde med FORLAGET SERIEKLUBBEN med redaktion af Thomas Berger.

Serieguiden vil blive delvist reklamefinansieret og vi har endnu ikke kunnet sætte en udsalgspris.

Forventet udgivelse juni, 2025.

NB Forsiden er ikke endelig.

LINDA LOVELACE FANCLUB (DR, ca. start-1990'erne) interview af Gritt Uldall-Jessen + 1 livenummer

Engang for mere end tre årtier siden sad jeg klar med fingeren på videomaskinens optagerknap, da Danmarks Radio kørte et ungdomsprogram med en blandet landhandel. Jeg tror, at programmet var "Transit", og hvis dét er korrekt, må det have været engang i første halvdel af 90'erne - det siger Wiki i alt fald. Men det kunne for så vidt også have været engang mellem 1986-88. Jeg er slet ikke sikker - det er åh så længe siden. 

Og den pågældende aften bragte man et interview med to medlemmer (Danny Larsen og Michael Christiansen) fra det for mig totalt ukendte danske punk/garagerock-band LINDA LOVELACE FANCLUB. Gruppen spillede et covernummer af SORT SOLs "Pinocchio Loose" (så vidt jeg kan se, var det Peter Peter fra Sort Sol/Sods, som de havde med på guitar ved koncert) og blev derefter interviewet af Gritt Uldall. Jeg husker, at jeg syntes, hun var vældig cool og dengang tænkte, at hun måtte være totalt tilknyttet undergrundsscenen i København. Var hun? Jeg aner det ikke. 

Min ven Google fortæller mig, at hun har drevet det vidt med teater og performance og den slags. Vist også nogle film. Bemærk det øjeblik i interviewet, hvor hun bryder sammen af grin, da de to bandmedlemmer begynder at snakke om blowjobs i filmen Langt ned i halsen med Linda Lovelace. Jeg fandt i øvrigt et ex-rental videobånd med Linda i en byttebiks engang i midten af 90'erne. LINDA AND A DOG hed båndet. Og jeps, det var stort set handlingen i den korte film: Linda Lovelace blev kneppet af en stor hund! Senere tog hun jo afstand fra hele sin tid i branchen. Jeg husker, at jeg tilfældigt så et indslag (også fra engang i 90'erne) i et norsk nyhedsprogram om, at Langt ned i halsen skulle vises i Norge for første gang (fordi den slags var forbudt i gamle dage deroppe i højlandet modsat hernede i lavlandet). Hun stod uden for biografen og råbte ad folk (mænd), der skulle ind at se filmen: "Kan du godt lide at se kvinder blive voldtaget!?" (om end på engelsk). Hun var ikke tilhænger af sin egen fortid, må man sige. 

Med hensyn til Linda Lovelace Fanclub, så aner jeg som sagt stort set intet om gruppen. Der findes næsten ingen info på internettet - jeg kan i alt fald ikke findet noget. Hvor længe eksisterede de? Udgav de nogen plader? Eller kassettebånd? Findes der bootlegs? Og hvad med medlemmerne? 

Den glimrende blog Dansk Punk (1977-82) har en kommentar fra Danny Larsen om sangeren Franz De Zaster, som ifølge Danny var med i gruppen på et tidspunkt. Men det er stort set også alt, jeg har fundet. 

NB: Jeg ser, at videoen på YouTube er mere mørk end min egen udgave. Desværre lader det ikke til, at man kan skrue på lysindstillingen på YouTube, og videoen er for stor til at uploade direkte her til bloggen. Men det går sgu nok!

Den aldrende SS-mand viser rundt på det for længst forladte og nu vældig støvede redaktionslokale

 

En ting, jeg vist aldrig har nævnt nogetsteds, er, at alle mine zines fra STAY SICK #0-4 og Banned in Britain #2 blev lavet i en tidlig udgave af programmet Lotus Smart Suite (BIB #1 var rent klippe-klistre). 

Programmet fulgte med min Windows 98-computer, som jeg fik af mine forældre i 1999. Jeg opdagede for nyligt, at IBM lukkede produktionen og opdateringen af Lotus ned for omkring 20 år siden. Heldigvis har "arkivister" uploadet det til Archive.org (der ligger adskillige af de gamle versioner), og jeg har netop installeret den sidste udgave, som blev udsendt (da det ligger frit på det store, frit tilgængelige Archive-site, antar jeg, at IBM er okay med dette). 

Når man lukker det op, ligner det helt min udgave fra slut-90'erne. Ahhh, man blir helt nostalgisk. Programmet er velsagtens vældig primitivt, når man sammenligner med nyere ting som Indesign. Men jeg er ikke IT-ekspert, og til at sætte et fanzine op med dengang var programmet glimrende. Det ser iø ud til at køre fint på Windows 11. 

I dag skal man vist også betale en herregård for at abonnere på et program som Indesign, da man for længst er ophørt med at sælge skidtet som cd-rom. Dengang købte man en cd-rom, og så var dén skid slået. Nå ja, indtil der kom en opdateret udgave, som man så skulle købe, naturligvis. Men man havde jo valget at lade være med at opdatere, hvis man var tilfreds med den gamle. Sådan er det ikke i dag. Jeg antager, at det har med grådighed fra selskabernes side at gøre. Oh well, nu har jeg Lotus igen, og så kan de rende mig!  

Lotus' historie på Wiki (med links til en side om Lotus Smart Suite)

WERNER HERZOG i Dave Lettermans talkshow (11. oktober, 1982)

Werner Herzogs første optræden i et talkshow! Fra The Letterman show, optaget i 1982. Great stuff. 

Mere ragelse til 5-10 kroner fra genbrugsbutikken: MEDIUM (tv-serie, USA, 2005-2011)

Jeg var endnu en gang en smut i den lokale genbrugsbutik PlusButikken forleden. Som sædvanligt fandt jeg en masse ragelse, og absolut ingen dvd'er med rigtige horrorfilm. 

Ud over almindelige enkelt-dvd'er stødte jeg også på tre danske boxsæt med tv-serier, som alle havde det til fælles, at jeg i sin tid checkede dem ud på tv og misfornøjet spyttede på dem. Hver og en! Men nu et par årtier senere tænker jeg, at måske havde jeg været for hurtig i min afvisning dengang - og en tand for vranten. Måske var det tid at give dem en ny chance - og til 5-10 kroner var der ikke meget at miste, hvis det skulle vise sig, at jeg stadig syntes, de var værre end at komme hjem med gulsot. 

Fælles for de tre serier er, at der er tale om, hvad jeg vil kalde bløde gys. Lidt ligesom blød porno uden rigtig sexscener. De har alle tre lidt af en art gyser-setting, men jeg tror ikke, at man finder neglebidende skræk heri (men jeg kunne tager fejl - jeg har kun set meget lidt af disse tre serier). Jeg tog hul på den første serie forleden aften: Den amerikanske Medium fra 2005. Med den fagre Patricia Arquette i hovedrollen. Hende kender vi jo fra ikke mindst fra TRUE ROMANCE og ED WOOD. Hun var også med i Ole Bornedals "Nattevagten", om end det var hans eget amerikanske remake, NIGHTWATCH, men det er muligt, man ikke skal snakke for meget om dén (om end jeg ikke har set den). Dens ry er i alt fald ikke noget at skrive hjem om. 

I Medium spiller hun en spirituel (eller noget) kvinde, som får synske (flyvske?) drømme om natten og ser syner om dagen og den slags. Karakteren er (ifølge Wiki) baseret på en rigtig kvinde og dennes historie. Men man behøver selvsagt ikke tro på noget af dette for at følge med i serien. 

Jeg er 5-6 episoder inde og har taget hul på disk nr. 2 (ud af fire). Indtil nu må jeg indrømme, at serien faktisk er cool nok. Skuespillerne er gode, og den synske kvindes familieliv er vel nok mere familieorienteret, end hvad man ellers ser i denne slags ting. Ligesom det (jf. Wiki) er tilfældet for den rigtige kvinde, så har Patrice Arquettes karakter tre børn og en ægtemand. En hel del af handlingen forgår i hjemmet med familiære gøremål, diskussioner, problemer, osv. Dette giver faktisk serien en anelse mere dybde end lignende serier fra 70'erne (eller også er det for længe siden, at jeg sidst har set kriminalserier fra 70'erne). Om end setuppet ganske er det samme som i kriminalserier á la Columbo og lignende serier førhen. Man følger stort set den samme skabelon i hvert afsnit. 

I Columbo kørte hvert afsnit sådan her: Man ser et mord. Columbo ankommer til åstedet og løser mysteriet. Til slut fælder han morderen ved at udpege en enkelt detalje, som misdæderen havde glemt at tage højde for. I Medium begynder hvert afsnit (i alt fald dem, jeg har set indtil videre) med, at den kvindelige hovedperson oplever noget i en drøm (eller mareridt), som senere vil få betydning for afsnittets afsløring af en fordækt personage. Og ligesom i gamle serier ville dette være ulideligt at overvære uge efter uge - hvis ikke lige skuespillerne var gode, eller seriens stil var cool. Nogle serier faldt velsagtens igennem, netop fordi skuespillerne ikke var specielt interessante, eller serien simpelthen var for kedelig. 

Via google har jeg fundet et dansk boxsæt med sæson 3 hos Dvdcity (jeg har dog ikke bestilt det), og et komplet dansk sæt med alle syv sæsoner skulle også eksistere. Nu får vi at se, om jeg stadig er lige positiv efter sidste episode i sæson 1. Men indtil videre er jeg i alt fald mere glad for serien, end da en dansk tv-kanal (jeg har glemt hvilken) kørte den for 20 år siden. Der findes vist ingen Blu-ray-udgave nogetsteds i verden. Sæson 1-boxen lader ikke til at inkludere noget ekstramateriale. 

Der kom som nævnt syv sæsoner, men det er værd at bemærke, at de sidste to sæsoner blev lavet af et andet tv-netværk. En enkelt youtube-kommentar hævder, at de to sidste sæsoner er mindre uhyggelige. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke finder den store uhygge i første halvdel af sæson 1 heller. Man skal altså ikke se serien for at få et rigtig gyser-kick. Men det kan naturligvis være, at den ærede læser er uenig. Man bør naturligvis danne sin egen mening ved selvsyn. 

EDIT: Man behøvs ikke kommentere, at der kom syv, ikke fem, sæsoner, hvis man læste med, lige efter at dette blev postet. Det ER rettet! Argh! 

Tv-trailer til sæson 1:

Så kom vinteren. Satan og helvede!

Uff, så er vinteren kommet! Dén kunne jeg nu ellers godt ha' været foruden. Man har en herlig balkon, og nu er det bare for koldt (skide koldt) at sidde derude. Og med mindst fire måneder til næste varme måned, så er det til at kaste op over. 

Jeg hører, at der er folk i varme lande, som savner fire årstider. De sku' ha' nogen tæsk, de tumper i varme lande! Jeg har ikke engang nogen støvler og må vente til den første, før jeg får råd. Det er et hårdt liv, vi lever. Men det kunne have været værre - man ku' ha' boet på Island eller i Finland. Kunne du forestille dig det? Finland. For satan da! 

Nede i videobixen anno 1980'erne

 

Hmm, den her video har jeg da vist aldrig fået postet her på bloggen, hva'. Bedre sent end aldrig. 

Følgeteksten under videoen lyder:

Engang i 80'erne tog jeg et videokamera med ned i den lokale videobiks og filmede lidt af deres udbud i videokarrusellerne, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle leje den aften. Følg med på en tur tilbage til engang i 80'erne (måske er det 1982, måske er det 1988, jeg glemte at skrive dato på båndet!). Jeg beklager, at billedet er lidt uklart, men - du ved - optaget på video! Og til sidst løber båndet bare ud.

Og ja, det er min video. Filmet engang i 80'erne - og hvis du tror på dén, har jeg en bro at sælge dig (det kan stadig irritere mig, at jeg fik sagt "dvd", men nu er det for sent at redigere ud, eftersom nogen allerede har kommenteret på det, aiii). Haha. Vi har kun det skæg, som vi selv sidder på, som en pige engang sagde til mig. Det var også for længe siden, og før de begyndte at barbere det af. 

Nogle af de allerførste anmeldelser jeg læste som spirende entusiast af ANDERLEDES FILM - men som siden er blevet "lost in the shuffle" i historiefortællingen (anmeldelserne, ikke filmene!)

Filmanmeldelser over to sider i Moshable nr. 8 (1990) 
(Scan: 300 dpi)

Når danske filmfans skal genfortælle historien om at opdage horror- og genrefilmen i 90'erne, så er det gerne bladene Inferno og Bloody Darlings, som trækkes frem. Men blandt tidlige danske fanzines, som havde stor betydning i udbredelsen af genrefilm, hvem husker da bladet ... Moshable??? Sikkert kun de færreste. Men jeg gør i alt fald. Og rent faktisk var det med Moshable, at det hele startede for undertegnede (hvad angår danske blade). Ikke med Inferno, ikke med Bloody Darlings, men med Moshable. 

Jeg genfandt forleden et nummer af netop Moshable (nr. 8), som jeg ikke havde set i ret lang tid. Bladet var et dansk punkrock-fanzine, som udkom i slut-80'erne og hele vejen gennem 90'erne - og med base i det nordjyske! 

Bladets bagmænd og redaktørteam hele vejen fra start til slut var Lars Krogh og Simon Nielsen, som begge senere gjorde sig kendte på forskellige alternative "pop-scener" (her mener jeg popkultur, og ikke "pop" som sådan. De ville sikkert begge træde mig i ansigtet med udtrådte gummisko og lort på sålen, hvis det var dét, jeg mente, arrhaha). Lars Krogh startede senere hen 7-tommersinglepladeselskabet Bad Afro Records (oprindeligt som underafdeling til Moshable), som meget senere også slog sig på LP-plader og cd'er. Simon kommer vi til senere. 

Jeg købte alle numrene, som de udkom i årenes løb fra første nummer i 1987 og til sidste nummer 13 år senere. Bladet nåede at udkomme i tre forskellige årtier og to årtusinder. Og personligt nåede jeg at bo i tre lande og på tre kontinenter i den tid (ja, ja, jeg ved godt, the UK ikke er et kontinent!!). Jeg fik dog stadig tilsendt bladet. Jeg husker at ligge i sengen i lejligheden på Toorak Road i Melbourne og læse Moshable.

Moshable nr. 8: Forside
(Scan: 300 dpi)

Det er med andre ord 34 år siden, jeg fik dette nummer tilsendt fra en af redaktørerne i Danmark. Dengang boede jeg i London (i Barons Keep nær Barons Court - lige over for Barons Courts tube station i London for at være lidt mere præcis. Lige udenfor stod en telefonboks!).

Bladet var som nævnt et fanzine om punkmusik (senere opdagede man garagerocken og dækkede den rigtig meget), men cirka fra dette nummer begyndte den ene redaktør, Simon Nielsen, også at skrive om interessante, anderledes film. Og det var blandt andet her, at jeg i sin tid begyndte at opdage denne undergravende virksomhed, når det kommer til cinematisk kultur. Der var en håndfuld blade, mest fanzines, som jeg læste i slut-80'erne om horror-, weirdo- og trashfilm. Og som jeg i dag kan takke for at introducere mig for en masse af denne "underholdning", som lå langt fra Hollywood-fabrikken. Fanzines som In the Flesh, Grim Humour (også om punk- og alternativ musik, og som også havde velskrevne artikler om film), Fangoria og altså Moshable (NB: Man behøver ikke sende et vredt læserbrev: Jeg er godt klar over, at Fango ikke var et zine, men jeg købte det altså dengang).

Når jeg genlæser anmeldelserne i dette nummer af Moshable, så kan jeg stort set huske dem ord for ord. Jeg tror egentligt ikke, at jeg læste dem mere end en gang eller to, men ordene i disse anmeldelser sidder alligevel godt ankeret i hukommelsen. Den slags sker ikke mere. Måske var det, fordi de var blandt de første af den slags, jeg læste. Eller måske er det bare sådan, når man er så ung. Så fæstner det læste sig langt stærkere. Men Simon Nielsen (som jeg i dag ingen kontakt har til, det samme gælder Lars Krogh) skal i alt fald have stor tak for at bringe det alternative filmstof ind i bladet. Filmdækningen fortsatte, så vidt jeg husker, helt frem til slutningen 13 år senere. Simon N. blev også fast skribent på mange danske filmfanzines i pænt mange år frem, inklusiv debutnummeret af mit eget første fanzine, da jeg i 1994 udgav Banned in Britain. I dag har han vist trukket sig helt tilbage fra skriverierne. 

Når man kigger på de anmeldte titler i Moshable nr. 8 (som den ærede læser selv kan checke ved at klikke på scannet foroven her i indlægget), tænker man sikkert: "Klassikere!" Men tilbage i 1990 var mange af disse film ikke "kendte" eller allemandseje, som de er i dag. Husk på, at rigtig mange af dem heller ikke kunne købes på hjemmeformat. "Hjemmeformat" betød i øvrigt kun videobånd. Og udbuddet af, hvad der kom på sell-thru-video var altså stærkt begrænset, når vi sammenligner med, hvad der i dag kan ses alle vegne. Ofte var det en lejevideo, man måtte ty til - eller en overspillet kopi af en lejevideo! Dvd'en var stadig 10 år ude i fremtiden, og streaming fandtes kun i fantasifulde science fiction-forfatteres historier. 

Moshable nr. 8 indeholdt i øvrigt også en stor artikel (vist nok skrevet af en tysker) om Dario Argento. Dette var den første artikel, jeg læste om splatterfilm-kongen fra Italien, som han dengang blev omtalt som. 
EDIT (9.11.2024): Arrrgh!!! Sådan går det nogle gange, når man skriver artikler ud fra hukommelsen frem for at rent faktisk checke fakta! Artiklen om Argento er IKKE i nr. 8, men derimod i nr. 6! Nå, men om ikke andet fandt jeg et link til et nyt upload af nr. 6; denne gang på Archive. Læs det her. Nr. 8 indeholder derimod så til gengæld en artikel om Alejandro Jodorowsky af ingen ringere end Steen Schapiro.
På et eller andet tidspunkt i 1990 så jeg Argento-film igennem en hel nat, da Scala-biografen i King's Cross kørte en all-nighter med Argento som tema (der er for nyligt lavet en stor dokumentarfilm om Scala-biografen aka Scala Cinema Club. Se den!). Jeg var så begejstret, at jeg gik hjem og skrev en anmeldelse af en af dem, nemlig Creepers (som jeg senere lærte hedder PHENOMENA i hjemlandet), og sendte den (med gammeldags post) til Moshable-redaktionen i håbet om, at de ville trykke lortet. Skrevet på en gammeldags (om end elektrisk) skrivemaskine. Men ak, de ville ikke trykke denne min glorværdige debut som anmelder, og den kom retur (også med snailmail. Og i øvrigt heldigt nok, at de sendte den tilbage - dengang havde jeg selvsagt ikke lavet en kopi!). Svaret var, at de allerede havde fyldt det næste nummer og derfor ikke havde plads. Hvorfor fa'en de ikke bare beholdt min anmeldelse til det efterfølgende nummer, må guderne vide. Jeg har stadig anmeldelsen et eller andet sted, men kan ikke finde den i rod... eh, arkiverne. Jeg ved, at den ligger i en bog eller et blad. Hvis jeg finder den, bør jeg trykke den et eller andet sted - om ikke andet så her på bloggen. Det var som nævnt min allerførste anmeldelse nogensinde. Jeg husker absolut intet fra den - ud over at den er på engelsk. 

MOSHABLE udkom med 20 numre mellem 1987-2000. Det sidste nummer havde blandt andet et stort interview med THE CRAMPS (jeg har scannet og lagt det op her på bloggen. Check selv indekset). 

Nr. 1 var på dansk. Nr. 2-20 var alle på engelsk, fordi næsten ingen i Danmark gad købe bladet. Jeg husker, at en af redaktørerne skrev til mig og nævnte, at oplaget på et tidspunkt var på 1000 ex (eller måske var det 1500-2000, jeg har glemt det præcise oplag, men det var i alt fald ret stort for et dansk fanzine), og ud af dette oplag blev kun de 100 købt af danskere. 

Bladet er desværre stort set glemt i dag. De gamle numre kan ikke købes nogen steder og dukker vist kun sjældent op i brugt stand - og selv når det sker, er der ikke engang den store interesse. Ikke engang ikke fra punkernes side. Det sidste kunne skyldes, at Moshable jo ikke var et af de "legendariske" blade. Der var ikke tale om et blad udsendt af den første generation af københavner-punks (eller Århus-punks) fra cirka 1978. Og Moshable tog en langt mere selvironisk attitude end de spyttende punkere et tiår tidligere. Lars og Simon (og andre skribenter senere hen) var ikke bange for - endsige sene til - at tage pis på sig selv og på den scene, de var en del af. De var i virkeligheden meget udanske. 

Jeg faldt over et opslag med par numre af Moshable, som en nordmand havde sat til salg i en gruppe på facebook ("Dansk punk"-gruppen) for et års tid siden eller to. Og der var absolut ingen interesse fra medlemmernes side - bortset fra en enkelt, som (svjh) spurgte, om sælger havde numre af Iklipsx til salg (dvs. et af de tidligere zines fra ca. 1978 - meget apropos min kommentar fra før). Det er vel nok også ret sigende, at Moshable ikke er nævnt på listen over danske punk-zines på hjemmesiden over "Dansk punk og new wave historie 1977-2002". Men okay, når man kigger nærmere på dét site, er det tydeligt, at det er mange år siden, det sidst er blevet opdateret. I alt fald kudos til den eller de navnløse bagmand/mænd for i det mindste at holde sitet flydende i Cyberspace. Bemærk, at man rent faktisk kan downloade adskillige gamle fanzines der, inkl. netop Iklipsx (og Lost Århus + flere). 

Numre af Moshable findes vist ikke derude i Cyberrummet i pdf-stand eller lignende, bortset fra måske et enkelt nummer (nr. 6, som jeg fandt på et tidspunkt for længe siden), men det må du selv lede efter. EDIT: Som nævnt længere oppe fandt jeg et link til nr. 6. 

De bands, som Moshable-staben skrev om, var heller ikke den slags, som typisk blev opdaget af mainstreampressen. En mainstreampresse som engang imellem pudsede glorien ved at skrive om den "alternative" musik. Hvor mange gange kunne man i mainstreampressen genfortælle historien om Sex Pistols og The Clash? Well, tælleren er stadig ikke stoppet, for det er stadig Sex Pistols' historie, man genfortæller, når punkens historie skal genfortælles til de store brede masser. Jeg husker ikke at have læst noget om disse bands een eneste gang i Moshable. Her var det undergrunden, man dækkede. At noget af den undergrund så senere hen opnåede at sælge mange plader, er så en anden side af sagen. 

Men nu kører skribenten vist ud ad et af de berømte sidespor her. 

Det var sjovt, fedt og cool at genlæse Simon Nielsens gamle anmeldelser på disse to sider fra 1990. Måske skulle man hive en af filmene frem og se her i aften. Jeg behøver ikke engang at skulle grave en halvsløret tredje-, fjerde-, eller femtegangs-videokopi frem ... med båndrul og utydelige undertekster på hollandsk. What a wonderful world we live in. Jeg savner dog stadig engang imellem at modtage et nyt nummer af Moshable - fyldt med bands, jeg på ingen måde kendte - og stadig ikke kender. 

Moshable nr. 8: Leder + side 3
(scan: 600 dpi)

CLEANER (Renny Harlin, USA 2007)

 
Jeg købte CLEANER til 5 kroner her forleden. Jeg tænkte, at titlen nok betød "lejemorder", men det viste sig sgu, at den handler om en rengøringsassistent! Okay, ikke på en DSB-færge eller en skole, men en af dem, der tar sig af et åsted. Med Ed Harris, som man kender fra way back fra flere George A. Romero-film. Glimrende film, men instrueret af Renny Harlin, og så ved man godt, at det ikke stikker ret dybt i den finske sne. Der var nogle klichéer, som var så iøjnefaldende, at jeg ville træde dem i ansigtet, hvis de var levende. Men der var også andre åbenbare klichéer, som helt udeblev, hvilket var skønt. Men jeg var som sagt underholdt alligevel. 

Coveret er mit eget scan, som desværre lider lidt af, at jeg ikke kan indstille finscanning, da scannerprogrammet er et vældig simpelt et, som kom med computeren.

Sjovt nok er dvd'ens aldersgrænse 15 år, mens den kun var 11 i biograferne. Det plejer at gå den anden vej.

Coverscan: 600dpi

Jack J's 80'ere (måske): JESUS AF NAZARETH på monopolkanalen for 40 år siden

Forside af 2-disk-sættet i kartonbox

 
Tilbage i 1984 viste Danmarks Radio den italiensk-britiske miniserie Jesus of Nazareth under den let fordanskede titel Jesus af Nazareth. Forleden faldt jeg over et dansk dvd-boxsæt, som jeg aldrig før er stødt på, med denne miniserie. Udgivet af Scanbox i et sæt med to dvd'er.  Jeg var "Ung i arbejde", dengang da DR kørte serien, og husker den på ingen måde. Så jeg den? Måske/måske ikke. 

Ifølge Henrik Larsens bog om genrefilm & -serier på dansk tv i 80'erne bragte DR den i fire episoder igennem april måned. Oprindeligt blev den lavet i fem episoder, men der findes adskillige udgaver af serien, både af antal afsnit og spilletid (udførlig liste på IMDb). Bagsiden af boksen lover i øvrigt samme spilletid som den oprindelige serie ifølge Wiki (382 minutter), men bagsideomslag kan man jo som bekendt aldrig stole på, så det skal blive interessant at checke.  

Jeg har endnu ikke set noget af det, men den er fra 1977, og castet lover i det mindste godt (check selv på Wiki). Det er utroligt, at man stadig kan finde så mange ting på dvd, som man aldrig før er stødt på (og nej, man behøver ikke være stærkt religiøs for at se en gammel bibel-serie fra 70'erne). 

Check mere info om den danske visning i mit udklip fra Henriks bog her nedenfor: 

EDIT (6.7.24): Tak til Dennis (Henschjell), som sendte mig denne artikel, som jeg antager må være fra 1977:

(Ingen bladkilde eller dato nævnt)

Bagside af box

THE GHOST WALKS (Frank R. Strayer, USA 1934)

 
Jeg må med skam indrømme, at jeg faktisk aldrig har set ret mange af de rigtig gamle horrorfilm (jeg håber ikke, Barbano læser med her), hvilket vel egentlig er lettere mærkværdigt, da jeg ellers altid har haft en fornemmelse af, at de rigtige gyserfilm var dem fra gamle dage. Dem med store slotte, sort-hvid-farvelægning og gotisk stemning. Og med "gamle dage" mener jeg ikke 1990'erne, men tilbage i 30'erne, 40'erne og 50'erne. Der blev jo iø også lavet gysere før den tid, men stumfilmene er en afdeling helt for sig. Men man kan jo selvsagt prøve at rette op på den slags. 

Mange af disse film kan godt nok findes på YouTube, men ofte i dårlig eller halvdårlig kvalitet og opløsning. Forleden fandt jeg en YouTube-kanal, hvor uploaderen har opgraderet opløsningen til Blu-ray-kvalitet! (dvs. 1080p). Billedkvaliteten bliver godt nok ikke bedre af dette som sådan, da der på ingen måde er tale om nyscanning, men nu kan man da i det mindste se disse film på sit fjernsynsapparat, UDEN at kvaliteten bliver dårligere og pixelerer ad H til over det hele. 

Den første film, jeg valgte at se, var lidt tilfældig: Jeg vidste, at det skulle være en horrorfilm fra pre-code-tiden, og avataren til THE GHOST WALKS (1934) så god ud. Jeg læste ikke op på filmen, men klikkede bare på "download".

"Pre-code" betyder, at den er lavet i tiden før det amerikanske censurregulativ, the Hays Code, blev indført. Men pre-code/Hays code kan man læse om andetsteds (som på Wiki). 

PLOTTET: Bortset fra en køretur i bil i starten foregår THE GHOST WALKS udelukkende i et stort, gammelt hus langt ude på landet. En forfatter har inviteret en teaterdirektør med for at kunne lave en oplæsning af et nyt stykke, som han håber at kunne prakke ham på for en pæn skilling. Hvorfor fanden han ikke bare kunne læse op af manuskriptet henne på teatermandens kontor, er ikke noget, man skal bryde sin hjerne alt for meget med. 

Men regnen øser ned, bilen kører fast i mudderet, og passagererne må søge tilflugt i førnævnte nærliggende store hus - et palæ faktisk. I huset bor (åbenbart) en psykiater, som både har et par tjenere, en dejlig datter og en lige så dejlig kvindelig patient, som dog skriger i tide og utide. Hun er ikke rask i øverste etage på grund af en brutal hændelse i selvsamme hus tre år tidligere, hvor hendes mand blev myrdet. Hvem morderen er, vides ikke. Den kvindelige patient kan dog komme i kontakt med de døde, hvilket gæsterne fra bilen ikke nødvendigvis synes er det fedeste i verden. Og så sker der noget mystisk og stærkt rædselsfremkaldene i huset ... Ja, jeg siger ikke mere. O_O

THE GHOST WALKS var vældig underholdende, og flere gange i filmen skiftes der retningen, så man aldrig helt ved, hvad der nu vil ske. Filmen er på ingen måde fri for humor, og der er adskillige spøjse scener, men vi er heldigvis ikke ovre i en direkte gyserkomedie - eller "lattergyser", som det hed i gamle dage. Men så på den anden side, man bider heller ikke just neglene til blods af spænding eller skræk - om end slutningen faktisk er lettere thrilling!  

Printet fra YouTube er på ingen måde perfekt, men det ser udmærket ud. Hvorfor udgives alle disse gamle film ikke på Blu-ray eller restaureres og streames ordentligt!?! Hvorfor er selskaberne åbenbart så glade for de gamle klassikere, at de genudsender dem igen og igen og igen, i stedet for at udgive nogle af alle de film, som IKKE findes i en nogenlunde ordentlig udgave på hjemmeformat!? For at sige det som det er - og mellem dig og mig og disse fire (digital)vægge: Så god er DRACULA med Bela Lugosi altså heller ikke! Den spansksprogede udgave med latinamerikanske skuespillere (lavet af samme studie, dvs. Universal, på samme tid som den engelsksprogede udgave med Lugosi) er meget bedre. Nå ja, bortset fra, at man selvsagt mangler Lugosi (jeg håber på, at vi en dag får et fan-edit, hvor en fiks fan splejser Bela ind i den spansksprogede version!).  

Jeg kender som sagt ikke det store til genrefilm fra 30'erne og har kun set de allermest kendte, DRACULA, FRANKENSTEIN, BRIDE OF FRANKENSTEIN, THE MUMMY og i den dur. Jeg var lige ved at skrive, at jeg derfor heller ikke har set andre af instruktør Frank R. Strayers film, men nu hvor jeg netop har checket hans filmografi på IMDb, ser jeg, at jeg rent faktisk så (og optog fra en amerikansk satellitkanal, som ellers mest var nyheder) hans CONDOMNED TO LIVE (1935) engang i 90'erne. Jeg husker dog intet andet, end at printet var meget mørkt! 

IMDb fortæller også, at Strayer lavede tonsvis af film i sådan cirka alle genrer. Jeg sammentalte hurtigt, at han sgu lavede mindst 13 (!) filmatiseringer baseret på tegneserien om Busser & Blondie! Af andre film, som efter titlen at dømme også er gyserfilm, kan nævnes: THE VAMPIRE BAT (1933) og THE MONSTER WALKS (1932). 

Jeg embedder THE GHOST WALKS  nederst i dette indlæg. 

Alle tre her viste plakater/lobbycards afslører en total spoiler!
Den slags gik man ikke så højt op i førhen (læs blot handlingsreferater fra de
danske filmprogramhæfter, som man kunne købe i biograferne førhen)

Alligator - Uhyret under byens gader (Lewis Teague, USA 1980)

Dansk dvd-omslag (On-Air video)

Tilbage i et af de gamle numre af STAY SICK!, som udkom i nullerne, anmeldte jeg ALLIGATOR II: THE MUTATION fra 1991. Instrueret af Jon Hess og med et fint cast besat af blandt andet Dee Wallace, Richard Lynch, Steve Railsback og Joseph Bologna. Filmen fik gerne lunken anmeldelse, men jeg var sgu underholdet - dengang for mere end 20 år siden. EDIT (16.11.24): Jeg kan ved den sødeste grød ikke finde min gamle anmeldelse af ALLIGATOR II! Jeg har nu bladret de fem gamle numre af STAY SICK! igennem tre gange uden held!!! Enten er jeg blind, eller også må jeg have skrevet om filmen til et andet blad!

Nu her et par årtier senere har jeg endelig her i aften fået set originalfilmen, ALLIGATOR, fra 1980 med Robert Forster i hovedrollen. 2'eren så jeg på sell-thru vhs, men denne fik jeg set på det mere nymodens format: dvd! (Well, engang var det i alt fald nymodens). Jeg fandt den brugt i Røde Kors forleden. Udsendt af On-Air Video for længe siden. 

PLOTTET: Behøver jeg gennemgå det? Du kan velsagtens regne det ud selv. Disse film er oftest ret ens. En vred far smider sin lille datters lige så lille baby-alligator i lokummet. Baby-alligator vokser sig stor og svømmer hvileløst rundt i kloakkerne under byen. Pigen vokser sig stor og bliver reptilforsker (spillet af Robin Riker). En panser bliver sat på sagen, da nogle afrevne arme og ben begynder at dukke op i vandrensningsfiltre. 

Dansk ad-mat fra avisen

Klichéerne står stavlet op alle vegne i filmen. Forsters karakter har det skidt, fordi han muligvis var årsag til sin tidligere partners alt for tidlige død i tjenesten. De andre betjente vil ikke arbejde sammen med ham. Da han opdager, at en kæmpe alligator hærger byen, vil ingen tro ham, heller ikke hans chef eller den pæne reptilforsker. 

En journalistsnude begiver sig ned i kloakken og møder sit endeligt i form af krokodill... jeg mener alligatoren. Han når dog at få snuppet et par fotos af gabet på dræberdyret, og politiet finder kameraet. Ja, som jeg nævnte: kliché på kliché. Men det gør slet ikke noget, for "Alligator - Uhyret under byens gader", som filmen hed i de danske biografer tilbage i 1982, leverer fuldt ud popcorn-underholdning, og det er dét, der er det vigtigste. 

Vi får nogle okay blodige scener af alligator-monstret, som æder både mennesker og hunde og sågar en lille dreng - den slags er ellers ilde set i amerikanske film, og vi ser da også kun det blodfyldte vand, ikke drengen blive grundigt gnasket af alligatoren. Panseren ender selvsagt i sengen hos reptilforskeren - det er næppe nogen spoiler, og til slut går det, som det må gå, hvad angår mega-dræber-reptilet. Og vi får også den obligatoriske sidste scene, efter filmen egentligt er slut, hvor en ny lille baby-alligator har overlevet, således at man kan håbe på en efterfølger. Og en sådan fik vi altså i form af ALLIGATOR 2. 
[end of plot]

Jeg var fint underholdt, og den korte spilletid på 87 minutter er tilpas til, at man ikke keder sig ihjel (coveret lover godt nok en spilletid på 1t34m, men dén holder altså ikke. Måske i NTSC-tid, men ikke her på den danske PAL-dvd). Disken indeholder intet specielt ekstramateriale ud over en trailer og lidt læsestof om skuespillerne. Men det er okay. On-Airs disk præsenterer filmen i et fint bredformat og god billedkvalitet. 

Henry Silva er i øvrigt også med i en herlig rolle. Hvis jeg skulle komme med en enkelt anke, så må det være, at jeg havde foretrukket at se mere blod og splatter - men nuvel, man kan ikke få alting hele tiden. Som nævnt længere oppe kørte filmen i de danske biografer, nærmere bestemt med premieredato 17. september 1982 i Cinema 1-8, hvor den kørte frem til 7. oktober 82. 

Caspar Vang gav filmen fire kassetter (stjerner) ud af fem mulige på Uncut.dk, hvilket jeg er helt enig i. Han afskrev dog også 2'eren som lort, hvilket jeg så ikke er enig i. Læs selv hans 24 år gamle anmeldelse her. 

Dansk presse - bagside (forside stort set
magen til plakaten, se længere nede)

ALLIGATOR - trailer:

 

 ALLIGATOR 2 - trailer:

Dansk vhs ex-rental (fra privat cover-arkiv. Oprindelig
uploader ukendt, men jeg gætter på Hans-Jørn Reimer)

Tyrkisk plakat

Dansk plakat

POUL NYRUP-FILMENE UDGIVES ENDELIG PÅ DISK!!!

 STOP PRESS - STOP PRESS - STOP PRESS - STOP PRESS

Nej, det er ikke en forsinket aprilsnar!!! Poul Nyrups tre danske psykotroniske film fra 1963-65 udgives nu på ... 4K!!!

Udgivelsesdato: 1. december 2024

STENBROENS "HELTE" (den bedste danske film nogensinde)

+ VILLA VENNELY

+ MELLEM VENNER

Indledning til min artikel i STAY SICK! nr. 3 fra 2002
Bladet er for længst udsolgt, men kan læses gratis online

Det er jo helt vildt. Det er Nicolas Winding Refn, som udgiver dem. Jeg havde godt hørt for et års tid siden, at han havde købt filmene, men jeg vidste ikke, om der blot var tale om de fysiske prints, eller om det også gjaldt copyright til udgivelse. Well, nu kommer de altså. Og det samme gør Refns egne tre PUSHER-film: Der er nemlig tale om et boxsæt med alle seks film (+ den der doku om Refn, GAMBLER). Det bliver stort!

Jeg skrev jo som bekendt en laaang artikel om POUL NYRUP og trykte i mit fanzine ***STAY SICK! nr. 3*** for over 20 år siden. Dengang var Nyrup fuldstændig glemt og ukendt af ALLE. Min artikel førte til, at filmene blev opdaget af en masse fans og ikke mindst af Natfilm Festivalen, som efterfølgende viste dem (de stjal også bidder af min artikel til online-liner-notes - helt uden credits. Jeg bærer stadig nag [diabolisk latter]). 

Om Refn har læst SS #3, aner jeg ikke. Han og Peter Peter købte (sammen) SS nr. 4, engang jeg mødte dem inde i VideoNetto på Vesterbrogade.

Jeg hører, at den nye box vil indeholde en 80 siders booklet/bog, så jeg håber bestemt, at vi nu endelig får alle de ting at vide, om jeg ikke havde mulighed for at fremskaffe for over 22 år siden. Jeg aner ikke, hvem der skal forfatte den. Man synes jo, at de selvsagt burde inkludere min 22 år gamle artikel - om ikke andet så for at fremvise en fan-hyldest til Nyrup - men det er jeg sikker på ikke sker. Men den kan dog stadig læses og skulle nogen være interesseret, så plejer jeg at linke til den (og resten af mine blade), som i dag for længst er lagt op på Archive Org (ikke af mig selv, men flere af læserne).

Desværre er sitet dog nede i disse dage på grund af en ond hacker, men det kommer forhåbentligt op igen snart. Jeg lægger i stedet her et link til artiklen her på bloggen. Den har desværre ikke de flotte fotos fra bladet med (læs: gustne sorte klatter, der skal gøre det ud for billeder). Men så'n er livet bare. Suck it up, asshole. Haha.

EDIT (29.10.2024): Nu fungerer Archive igen, og STAY SICK! nr. 3 kan læses gratis og lovligt her (fuld version med billeder). 

Hvis der er en enkelt ting, jeg godt kunne tænke mig var anderledes, så er det formatet af den nye udgivelse: Så vidt jeg kan læse mig frem til, er der udelukkende tale om en 4K-udgivelse. Altså ikke almindelig Blu-ray. Jeg håber, der også kommer en alm Blu-ray-udgave. Både fordi jeg ikke selv ejer en 4K (hey, jeg er arbejdsløs og fattig!), og fordi det er lidt ærgerligt, at disse meget længe ønskede film på denne måde igen bliver lidt svære at få fat i. Mange filmfans, hr. og fru Olsen, har Blu-ray-afspillere, men ikke 4K. Man skyder sig selv i foden ved kun at udgive i det allerdyreste format! Men nu får vi se.

Ellers må man jo bare hive de gamle ex-rental videobånd fra Video International (eller Leif Jedigs bootleg-videoer) frem igen som i 2002. 

PS: Boxsættet ligger allerede på mindst et par online-shops websiter.

Mainstream-ragelse på DVD fra genbrugspladsen. GAAAAAB!!!

Som jeg tidligere har skrevet om, så finder jeg fra tid til anden guld i form af dvd'er (og nogle få Blu-rays) i den lokale genbrugsbutik PlusButikken, som får sine varer fra genbrugspladsen. Med andre ord her er ikke tale om folks donationer til butikken, som f.eks. hos Røde Kors og Kirkens Korshær, men derimod folks affald, som de har kørt på genbrugspladsen i håbet om aldrig nogensinde at se det igen. Og meget af det ender så i bunker på mit stuegulv, haha. 

Det er godt nok nogen tid siden, jeg har været derude, men efter et hyggeligt møde på jobcenteret (!) i går, så smuttede jeg sgu lige forbi. Det var meningen, at jeg ville holde mig strengt til horror- og genrefilm for at spare lidt på pengene (jeg ved nemlig godt, at der er langt mellem de gode genrefilm på dvd derude!). Men som så ofte før kom jeg hjem med en masse mainstream-affaldsfilm alligevel. Eller er de nu også affald? Nu får vi se. Hvis man gider zoome ind på billedet, kan man vist læse de fleste af titlerne. Nogle få kendte jeg i forvejen, og en masse var ukendte. Til 5 kroner stykket er det helt okay at tage en chance. Jeg fik også cirka 10 cd'er med hjem til samme pris, blandt andet et vældig fedt album med det alternative (nu opløste) svenske band The Knife. 

Et par bemærkninger til et par af dvd'erne: Ja, jeg købte to ex af "Tintin og hajsøen" (FR/BE 1972) (dvd'en har strøget bif-titlens bindestreg: Tintin og haj-søen). Filmen er ikke forfærdelig god, men den er okay. Men selv om jeg siger dét, så var der velsagtens andre, som mente noget andet. Et faktum er i alt fald, at den fik repremiere herhjemme hele seks gange efter den oprindelige danske premiere i 1973. Seneste i 1982. Og den hører til de (ret få) Tintin-tegnefilm, som rent faktisk blev lavet til at køre i biograferne. Senere kom der en masse tv-produktioner, som ikke er specielt gode, efter min mening - og de led under at være politisk korrekte. Blandt andet den mildest talt forvirrende episode, hvor kaptajn Haddock er fuld, men uden at han har drukket alkohol (fordi det gør man ikke i tegnefilm til børn - i denne tv-udgave!!). Det særprægede ved dén danske dvd-udgave, jeg fik fat på i går, er, at der er tale om det oprindelige danske biograf-dub. Senere blev filmen gen-dubbet (måske specielt til dvd'en/vhs), og dette senere dub findes på den senere genudgivelse af dvd'en fra det svenske selskab Atlantic. Den første dvd udkom fra On-Air Video. 

PIZZA KING er en af de mange (rigtig mange) danske film, som jeg aldrig har set. Jeg har en formodning om, at dvd'en måske er hel- eller i alt fald halvsjælden. Jeg er aldrig før stødt på den! LEON ejer jeg allerede på amerikansk dvd, men her var chancen til at få den danske udgave.  Filmen er iø i løbet af det seneste år kommet lidt i vælten på grund af forholdet mellem filmens ene hovedperson, en fransk lejemorder, og den anden hovedperson, en 12-årig pige. Der sker ikke noget seksuelt mellem dem, men den mentalt lidt langsomme lejemorder bliver muligvis betaget af hans nye sambo. Dette har en del skabagtige woke-personer åbenbart fundet så forfærdeligt, at filmen og dens instruktør er blevet udskammet på de sociale medier. Den mindre detalje, at lejemorderen er, well, lejemorder (du ved af den type som knalder folk ned for penge!), dét gør åbenbart ikke noget. Jeg ville ønske, at folk (igen) ville begynde at tage kunst for kunstens egen skyld. Der er tale om en fiktionsfilm her, ikke en dokumentarfilm. 

Dvd'en med Pippi Langstrømpe er en lille box, som samler to tidligere stand alone-dvd'er, med to rigtige spillefilm med Pippi. Jeg har længe gerne villet gense dem, idet jeg ikke har set dem siden engang i 70'erne. Men desværre, selv om man får mulighed mellem at se filmene på to forskellige måde, så er det alligevel en skodudgivelse! Man kan se de to film enten med ny fortællerstemme (altså ikke den gamle fra 70'erne) eller med dansk dub. Den nye fortællerstemme går måske nok sådan lige an, men jeg havde håbet, at man ville have gjort sig den ulejlighed at skaffe den oprindelige fortællerstemme. Og den nye synkronisering er mere forfærdelig end forfærdelig! Dubbing-studierne har gjort sig absolut ingen ulejlighed for at gøre arbejdet nogenlunde ordentligt. Man skulle have rådført sig med et tysk studie. Tyskerne kan det pis. Lyden er optaget alt for højt, og stemmerne passer bare ikke. Og ud over dette juks, så mangler man at kunne se filmene med de originale svenske stemmer og danske undertekster. Det bedste ved de to dvd-skiver, er, at man har inkluderet de originale svenske trailere. "Deceptions" præsenteres som en film, men ved nærmere eftersyn opdager man, at der er tale om en tredelt tv-serie. Den er fra 1985, og det ligner noget totalt kitsch ligesom "Dollars". Jeg fik også et par japanske tegnefilm af Miyazaki. Jeg er ikke den store fan af japanske tegnefilm ellers, men lige Miyazaki er rigtig god. Jeg købte en håndfuld af hans film på australsk bootleg-video i Melbourne i starten eller midten af 90'erne. Den ene af dvd-udgaverne er en specialudgave med en ekstra disk. 

Der er meget mere, men det må få en omtale en anden gang (og om jeg rent faktisk VIL komme til at gabe kæberne af led, må tiden vise). Sluttelig skal det nævnes, at jeg netop har set den øverste dvd i stakken: CLERKS (som fylder 30 år i år!) Jeg så den rent faktisk i biografen i Melbourne, da den kom, og jeg optog den fra tv engang også i 90'erne og så den flere gange, men har ikke genset den her i det nye århundrede - well, ikke før indtil for et par timer siden. Mere om det senere. 

THE RAVEN (James McTeigue, USA 2012)

 Jeg fandt THE RAVEN i dag i en Røde Kors genbrugsforretning. Jeg traskede endvidere ud til det indendørs marked Kirppu, som trods navnet ikke ligger i Finland. Jeg travede vel nok igennem de mange sælgeres stande i en hel time hos Kirppu, men kom hjem med næsten ingenting, hverken fra Kirppu eller Røde Kors. Det meste (hvad angår film og musik), jeg fandt og opgivende smed tilbage igen, var det mest velkendte mainstream-affald fra de seneste to årtier. Den slags, som almindelige mennesker køber herude i provinshullerne.  

Men THE RAVEN så moderat interessant ud. Af typen "Okay, det her KUNNE være godt - kunne være, men er det sikkert ikke". Og til en pris af 11 kroner kan man sagtens tage en chance, selvom lortet skulle vise sig at være, well, noget lort. Og når THE RAVEN så lettere interessant ud var det dens usædvanlige setup: Vi er i Edgar Allan Poe-land her, men der er ikke tale om (endnu) en indspilning af en af hans bøger eller noveller. Der er ikke tale om en genindspilning heller. James McTeigues film er derimod en fri fantasi over, hvad det mon var, som Edgar Allan Poe tilbragte de sidste dage af sit liv med. Filmen handler med andre ord om forfatteren Poe, som kommer ud for drabelige hændelser op til sin død på en bænk i Baltimore. 

PLOTTET: Filmen foregår i 1849 (året for Edgars død i den virkelige verden). En kvinde og dennes datter findes myrdet på bestialsk vis. En vaks inspektør fra opdagelsespolitiet husker på en dramatisk fiktiv historie han har læst af Edgar Allan Poe, hvor en lignende forfærdelig hændelse foregik.  Først antager han, at Poe derfor må være gerningsmanden (man var ikke så skarpe dengang), og senere da det går op for ham, at dette ikke er tilfældet, beder (læs: tvinger) han Poe om at hjælpe sig med at fange morderen, som i øvrigt snart bliver en ægte seriemorder. Midt i det hele står gamle Poe til at skulle giftes med en dame af en slags, om end dennes skydegale fader ikke just billiger disse ægteskabstanker. På et eller andet tidspunkt må den mystiske morder vel også komme frem fra sit skjul - eller hvad? 

Dansk dvd (300 dpi)

Selv om setuppet lyder som en rigtig gyser, så er THE RAVEN langt mere rodfæstet i det, som jeg kalder actionhorror-genren. Actionhorror er film, der foregår i en horror-setting, men som primært er actionfilm. Dette giver måske nok disse film lidt mere tjubang (altså action!) og bulderbrag-musik, men det betyder også, at der ikke er ret megen uhygge eller scener med sand neglebidende rædsel. Jeg så for et par år siden en anden actionhorrorfilm, DRACULA UNTOLD, og den var der heller ikke megen uhygge ved. De to film blev i øvrigt lavet inden for et par år (2012/2014), og UNTOLD var også langt mere actionhorror, med vægt på action, end jeg ville have foretrukket. Men det skal sikkert være dem, der kan lide den slags. 

"Edgar Allan Poe" spilles af John Cusack, som var god i HIGH FIDELITY (med Iben Hjejle), men her virker han lige så "rigtig" i rollen, som en flødebolle med ben ville gøre det. 

Den danske dvd har et fint billede, og heldigvis skal man ikke spilde sit liv på ekstras: Der er nemlig ikke nogen. Intet. Ikke engang en trailer. Men til 11 kroner bør man vel næppe brokke sig. 

Her er traileren, som ikke findes på den danske dvd fra Nordisk Film:

Motionist-jomfru on the go

Ja, altså, med hensyn til ... hva' hedder det nu, det der hvor man bevæger sig ret meget? ... **motion** eller sådan noget!?!? (er det sådan det staves? Det er ikke et ord, jeg ellers tager i min mund!) ... nå, men altså den slags er jo ikke noget, som nogensinde har sagt mig ret meget. Overhovedet. Jeg ser ikke engang sport på tv - med mindre det er damehåndhold, og det har ikke noget med håndbold at gøre. Jeg gik godt nok til fodbold i barndommen, men det var selvsagt en stor fejltagelse. I sportsklubben havde de normalt tre hold på de forskellige alderstrin, men fordi vi var for mange i min årgang, lavede man et 4.-hold med alle os, som vitterligt ikke kunne spille fodbold. Vi var ikke nok til at fylde et hold, så hver gang vi skulle ud at spille kamp, fyldte man op med spillere fra de andre tre hold. Når vi så havde tabt (og det gjorde vi stort set hver gang), så grinede dem, som var lånt fra de andre hold og sagde: "Nå, tabte I i dag!"

Nå (igen), men altså, jeg var begyndt at tænke (læs: bekymre) mig over, at det ku' sgu da godt være, at man skulle begynde at lø... gå nogle ture. Man hører jo så meget om diabetes 2 og den slags. Så det er jeg altså begyndt på! Altså at gå lange ture. Jeg har været i gang i S-Y-V uger nu! Men det holdt sgu hårdt. Jeg har forsøgt mange gange over årene, men hver gang er det gået i sig selv igen efter 3-4 ture rundt om blokken. Det er fanderme så surt at komme afsted, og der er sikkert et eller andet i fjernsynet, på computeren eller hylden, som behøves at ses lige her i dag og lige nu og 11 timer frem til man skal i seng!

Men altså, nu ER jeg i gang. Jeg plejer at sige, at rutinen er vores bedste ven (os, sådan nogen som ikke kan komme i gang). Og nu har jeg været ude at spadsere næsten hver dag i som sagt syv uger. Og ikke bare sådan nogle småture hen til bageren på hjørnet, men på en time og derover. Hva' gi'r du! Hvem sku' nu ha' troet det. Og man (jeg) kan virkelig mærke det i benene.

Af gammel vane foregår turene sent om aftenen. Der er en gammel Simpsons-episode, hvor en eller anden siger: "Det er der, hvor alle særlingene kommer frem". Det er nu ellers ikke så mange, jeg møder på min sti. Her ovenfor ses jeg ude ved sygehusets psykiatriske afdeling. Lidt til venstre uden for billedet ligger et fængsel for de sindssyge kriminelle (som den slags blev kaldt i gamle dage i den danske oversættelse af Batman-bladet. Det er her Jokeren ville blive spærret inde, hvis han kom til Danmark). (Jeg gentager mig selv fra forrige indlæg om at finde fodboldmål i en nærliggende skov derude). Jeg forventer gerne at se nogen kravle over muren og løbe bort, men indtil nu har jeg oplevet nada af den slags.

PS: Over bygningen ses flere lamper, men dén øverst helt til venstre er altså månen!