Tuesday, 30 July 2024

MANDEN DER TÆNKTE TING - på film

 Jeg har tidligere skrevet om Valdemar Holsts bog Manden der tænkte Ting fra 1938, men det er først her til aften, at jeg endelig får set filmatiseringen fra 1969. Instrueret af Dreyers gamle instruktørassistent Jens Ravn og med så prominente skuespillere fra den velkendte danske stab som John Price, Preben Neergaard, dejlige Lotte Tarp, Robert Lundøe, Kirsten Rolffes, Tove Maës, m.fl. Jeg fik dvd'en fra imusic, som havde to forskellige danske udgaver på lager. Jeg tror endda, jeg har set et dansk dvd-omslag med en 3. forside. Mon vi skal regne med, at selve indholdet er ens? Min dvd indeholdt filmen i flot bredformat. Eneste ekstramateriale er undertekster! Ikke engang en trailer kunne det blive til. 

Og hvordan var den så, hører jeg mine mange bloglæsere utålmodigt spørge. Well, jah, joh, den var ganske glimrende. Plottet følger ret nøje bogens ditto, men idet vi ikke får hovedpersonens indre tanker, så virker det hele lidt fladt. For som anmelderen i bogen The Aurum Film Encyclopedia Science Fiction fra 1984 så ganske rigtigt skriver, så SKER der jo ikke så vildt meget spændende i filmen. Vi hører mere om det i bogen. Men omvendt er den alligevel fascinerende, netop fordi der ikke sker ret meget. Og det er fabelagtigt, at man ikke har tilføjet en masse tossescener med værtshusslagsmål og biljagter for at pifte spændingen op. De flotte billeder af den polske fotograf/instruktør Witold Leszczynski i sort-hvid gør virkelig en forskel. En tv-film af en standard kameramand i 4:3 ville have givet den dødsstødet.  

Det var iø også Jens Ravn, som senere filmatiserede Helle Stangerups gyserroman Ulvetid og senere igen lavede den mugne tv-serie Fiskerne (som DR meget gerne måtte give os en opgraderet udgave af på "Gensyn", eftersom den jo efter sigende aldrig kommer på hjemmeformat!). Dansk Filminstituts hjemmeside oplyser også, at Jens Ravn var med som tilrettelægger på filmen LILLE LISE LETPAATAA fra 1924. Noget af en bedrift, i og med Ravn er født i 1941. 



Hele filmen ligger i øvrigt på YouTube (endda med engelske undertekster for dem, der behøver det):

  

4 comments:

  1. Jeg så filmen for nogle år siden i Cinemateket. Jeg har ikke læst bogen, så jeg syntes ikke at filmen virkede flad. Men jeg tror det gerne at den virker flad, hvis man har læst bogen. Tror du det ville hjælpe med en voice over?

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det ved jeg ikke, om det ville hjælpe. Alting kommer jo an på, om det laves godt eller skidt. Men det er jo iø bare *min* mening. Andre har det sikkert anderledes. Barbano synes vist mere om den, og skrev på fb, da Kim Newman spurgte ham, hvilken anden film, han kunne tænke sig at lave kommentarspor til (efter han nu har lavet til REPTILICUS), svarede han netop MANDEN DER TÆNKTE TING.

      Delete
  2. Den får 1,5 stjerne ud af 4 mulige i Gyldendals filmguide, som placerer den et sted mellem interessant, acceptabel for sin genre og god.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Joh, men der står også, at den mangler gennemslagskraft og Neergaard spiller sobert og "ludkedeligt". John Price spiller til tider "teatralsk". Men måske skal jeg bare se den igen - sådan er det jo nogle gange.

      Delete