Motionist-jomfru on the go

Ja, altså, med hensyn til ... hva' hedder det nu, det der hvor man bevæger sig ret meget? ... **motion** eller sådan noget!?!? (er det sådan det staves? Det er ikke et ord, jeg ellers tager i min mund!) ... nå, men altså den slags er jo ikke noget, som nogensinde har sagt mig ret meget. Overhovedet. Jeg ser ikke engang sport på tv - med mindre det er damehåndhold, og det har ikke noget med håndbold at gøre. Jeg gik godt nok til fodbold i barndommen, men det var selvsagt en stor fejltagelse. I sportsklubben havde de normalt tre hold på de forskellige alderstrin, men fordi vi var for mange i min årgang, lavede man et 4.-hold med alle os, som vitterligt ikke kunne spille fodbold. Vi var ikke nok til at fylde et hold, så hver gang vi skulle ud at spille kamp, fyldte man op med spillere fra de andre tre hold. Når vi så havde tabt (og det gjorde vi stort set hver gang), så grinede dem, som var lånt fra de andre hold og sagde: "Nå, tabte I i dag!"

Nå (igen), men altså, jeg var begyndt at tænke (læs: bekymre) mig over, at det ku' sgu da godt være, at man skulle begynde at lø... gå nogle ture. Man hører jo så meget om diabetes 2 og den slags. Så det er jeg altså begyndt på! Altså at gå lange ture. Jeg har været i gang i S-Y-V uger nu! Men det holdt sgu hårdt. Jeg har forsøgt mange gange over årene, men hver gang er det gået i sig selv igen efter 3-4 ture rundt om blokken. Det er fanderme så surt at komme afsted, og der er sikkert et eller andet i fjernsynet, på computeren eller hylden, som behøves at ses lige her i dag og lige nu og 11 timer frem til man skal i seng!

Men altså, nu ER jeg i gang. Jeg plejer at sige, at rutinen er vores bedste ven (os, sådan nogen som ikke kan komme i gang). Og nu har jeg været ude at spadsere næsten hver dag i som sagt syv uger. Og ikke bare sådan nogle småture hen til bageren på hjørnet, men på en time og derover. Hva' gi'r du! Hvem sku' nu ha' troet det. Og man (jeg) kan virkelig mærke det i benene.

Af gammel vane foregår turene sent om aftenen. Der er en gammel Simpsons-episode, hvor en eller anden siger: "Det er der, hvor alle særlingene kommer frem". Det er nu ellers ikke så mange, jeg møder på min sti. Her ovenfor ses jeg ude ved sygehusets psykiatriske afdeling. Lidt til venstre uden for billedet ligger et fængsel for de sindssyge kriminelle (som den slags blev kaldt i gamle dage i den danske oversættelse af Batman-bladet. Det er her Jokeren ville blive spærret inde, hvis han kom til Danmark). (Jeg gentager mig selv fra forrige indlæg om at finde fodboldmål i en nærliggende skov derude). Jeg forventer gerne at se nogen kravle over muren og løbe bort, men indtil nu har jeg oplevet nada af den slags.

PS: Over bygningen ses flere lamper, men dén øverst helt til venstre er altså månen!