Jeg fandt THE RAVEN i dag i en Røde Kors genbrugsforretning. Jeg traskede endvidere ud til det indendørs marked Kirppu, som trods navnet ikke ligger i Finland. Jeg travede vel nok igennem de mange sælgeres stande i en hel time hos Kirppu, men kom hjem med næsten ingenting, hverken fra Kirppu eller Røde Kors. Det meste (hvad angår film og musik), jeg fandt og opgivende smed tilbage igen, var det mest velkendte mainstream-affald fra de seneste to årtier. Den slags, som almindelige mennesker køber herude i provinshullerne.
Men THE RAVEN så moderat interessant ud. Af typen "Okay, det her KUNNE være godt - kunne være, men er det sikkert ikke". Og til en pris af 11 kroner kan man sagtens tage en chance, selvom lortet skulle vise sig at være, well, noget lort. Og når THE RAVEN så lettere interessant ud var det dens usædvanlige setup: Vi er i Edgar Allan Poe-land her, men der er ikke tale om (endnu) en indspilning af en af hans bøger eller noveller. Der er ikke tale om en genindspilning heller. James McTeigues film er derimod en fri fantasi over, hvad det mon var, som Edgar Allan Poe tilbragte de sidste dage af sit liv med. Filmen handler med andre ord om forfatteren Poe, som kommer ud for drabelige hændelser op til sin død på en bænk i Baltimore.
PLOTTET: Filmen foregår i 1849 (året for Edgars død i den virkelige verden). En kvinde og dennes datter findes myrdet på bestialsk vis. En vaks inspektør fra opdagelsespolitiet husker på en dramatisk fiktiv historie han har læst af Edgar Allan Poe, hvor en lignende forfærdelig hændelse foregik. Først antager han, at Poe derfor må være gerningsmanden (man var ikke så skarpe dengang), og senere da det går op for ham, at dette ikke er tilfældet, beder (læs: tvinger) han Poe om at hjælpe sig med at fange morderen, som i øvrigt snart bliver en ægte seriemorder. Midt i det hele står gamle Poe til at skulle giftes med en dame af en slags, om end dennes skydegale fader ikke just billiger disse ægteskabstanker. På et eller andet tidspunkt må den mystiske morder vel også komme frem fra sit skjul - eller hvad?
Dansk dvd (300 dpi) |
Selv om setuppet lyder som en rigtig gyser, så er THE RAVEN langt mere rodfæstet i det, som jeg kalder actionhorror-genren. Actionhorror er film, der foregår i en horror-setting, men som primært er actionfilm. Dette giver måske nok disse film lidt mere tjubang (altså action!) og bulderbrag-musik, men det betyder også, at der ikke er ret megen uhygge eller scener med sand neglebidende rædsel. Jeg så for et par år siden en anden actionhorrorfilm, DRACULA UNTOLD, og den var der heller ikke megen uhygge ved. De to film blev i øvrigt lavet inden for et par år (2012/2014), og UNTOLD var også langt mere actionhorror, med vægt på action, end jeg ville have foretrukket. Men det skal sikkert være dem, der kan lide den slags.
"Edgar Allan Poe" spilles af John Cusack, som var god i HIGH FIDELITY (med Iben Hjejle), men her virker han lige så "rigtig" i rollen, som en flødebolle med ben ville gøre det.
Den danske dvd har et fint billede, og heldigvis skal man ikke spilde sit liv på ekstras: Der er nemlig ikke nogen. Intet. Ikke engang en trailer. Men til 11 kroner bør man vel næppe brokke sig.
Her er traileren, som ikke findes på den danske dvd fra Nordisk Film:
Jeg kan godt huske filmen, den gik i biografen, men jeg har ikke set den, desværre. Men jeg har set Dracula Untold, som jeg anmeldte for Himmelskibet: http://himmelskibet.dk/anmelderblog/?p=4554
ReplyDeleteDen kan du læse, hvis du har lyst.
Men hvis jeg finder The Raven i genbrug et eller andet sted vil jeg
nok købe den. Jeg har ikke noget imod actiongysere. Men jeg kan også godt lide actionfilm. Men jeg er glad for en anden film der også hedder The Raven og det er Roger Corman filmen fra 1963. Men indgår digtet The Raven i den nye film?
Jeg har skam for længst læst din anmeldelse. xD
DeleteJa, køb den endelig. Vi har jo ikke nødvendigvis samme smag. Jeg kender godt Cormans film, men jeg kan ved den sødeste grød ikke huske, om jeg har set den, selv ikke hvis jeg spænder hjernen. Hvis jeg har, er det kun en enkelt gang for 35 år siden, da BBC bragte alle Cormans otte Poe-film. Jeg forsøgte dengang at se og optage dem alle, men der var et par, som smuttede. Nogle af dem har jeg senere fået set/genset på dvd/vhs/BD en del gange - men altså ikke lige THE RAVEN.
Der indgår adskillige korte brudstykker og citater fra Poes historier i filmen. Blandt andet lægger morderen spor, som er reference fra Poes skriverier.