Saturday, 16 May 2020

MIG OG JESPER (Ulrik Crone, DK, 2009)



EDIT. 11.09.21: Filmens instruktør, Ulrik Crone, har desværre taget filmen ned fra sin YouTube-kanal. Øv! DET MEST PUNK vil selvfølgelig være, hvis nogen andre gi'r den beslutning en finger og uploader filmen igen. Det fortjener Jesper Reisinger og hans minde. 

EDIT. 03.03.2022: Fuck it, jeg uploader den sgu bare selv! Jeg ser iø netop, at Ulrik Crone også selv har gen-uploadet den til YouTube, men denne gang uden engelske undertekster. Jeg beholder mit upload oppe, så eventuelt andre interesserede end danskerne kan få glæde af den. I øvrigt er det rart nok med subs, selv for en gammel udenlandsdansker som undertegnede. Det der bløde københavner-snak kan godt blive lidt svært at fange. Københavnerne skulle sateme tvinges til at se gamle FAR TIL FIRE-film og gentage dialogen 100 gange til de ku' udtale de danske fraser tydeligt. Satan og helvede! 

For fem år siden, altså tilbage i 2015, postede jeg om dokumentarfilmen UNDER EN SORT SOL - ET PORTRÆT AF SODS, som jeg havde optaget på Betamax i 1984. En læser kommenterede, at hun rigtig gerne ville se den, og at jeg endelig måtte sige til, hvis jeg en dag fik mulighed for at uploade den.

For nyligt fik jeg endelig mulighed for at smide filmen på YouTube og huskede naturligvis på kommentaren fra læseren (bloggen her er ikke overrendt af kvindelige læsere, så de få, der er, husker man, LOL). Jeg genlæste den gamle kommentar, og bemærkede noget, som jeg havde glemt; Læseren nævnte også en anden dokumentarfilm om et andet punk-ikon fra dansk punks første dage, nemlig MIG OG JESPER fra 2009 om Jesper Reisinger.

Jeg gik i gang med at forsøge at finde filmen; Det var dog sværere sagt end gjort [EDIT: ved genlæsning et par måneder senere slår det mig, at jeg får vendt det udtryk, så betyder det modsatte af, hvad jeg forsøger at sige!!! Det skulle selvsagt have været: "LETTERE sagt end gjort", HAHAHA); Den lod ikke til at være ude på DVD. Der var ikke nogen uploads til YouTube, og bibliotekets Filmstriben gav heller ikke noget – ja, det vil sige, det gjorde den sådan set, men "kan kun ses på et bibliotek" kunne jeg ikke rigtig bruge til noget. Men så gik jeg på facebook og bingo! Jeg fandt et link. Endda fra filmens instruktør, Ulrik Crone, som selv havde posted et link til et unlisted upload på YouTube!

Jeg havde endda tidligere i søgningen fundet hans YouTube-kanal, uden at vide, det var ham. Og jeg havde set de to trailere til filmen, som han havde uploadet, men altså uden at kunne se, at filmen lå der (fordi den som sagt var ulistet). Men her er den altså. Den komplette MIG OG JESPER af Ulrik Crone. Denne udgave har irriterende fastbrændte engelsk undertekster, men hellere dét end slet ikke at kunne se den.

Jesper Reisinger var en af de første punkere i Danmark. Han var med til at danne det ene af de to første punkbands, nemlig No Knox. Det andet var selvsagt Sods (Hvis du nævner – selv for sjov – Lost Kids, så får du høvl! Jeg har aldrig kunnet udstå Lost Kids!). Og han var med til at udgive det første danske punk-fanzine, Iklipsx. Jeg var ikke med dengang, og min viden om den oprindelige danske punk er stærkt begrænset. Sådan er det, når man kommer fra et hul i lorte-provinsen, og man dengang havde svært nok ved at få fat på nyeste nummer af "Sam Nyt".

Men heldigvis er der et af de gamle punk-hoveder fra dengang, som har lavet en ultra-fin blog om dansk punk 1977-82. Jeg ved ikke, hvem han eller hun er, da vedkommende er yderst hemmelighedsfuld om sin identitet, men du kan læse om Jesper Reisinger på bloggen lige her. Så vidt jeg kan se, er teksten fra bloggen også blevet brugt til indlæg om de samme bands/personer på dansk Wiki.

Sluttelig tak til Ulrik Crone for at lægge filmen op på YouTube. Den er også udsendt på DVD, men som det går alle spændende danske DVD'er, er den selvsagt for længst gået OOP.

No comments:

Post a Comment