Saturday 21 May 2022

En lejemorder ser ... med bekymring på ny Medieaftale

Fra Journalisten.dk i dag

DEN NYE MEDIEAFTALE

Via Journalisten.dk ser jeg netop omtalen af det nye Medieforlig (check artiklen her). Jeg husker tilbage på min barn- og ungdoms monopolfjernsyn. Og selvom jeg dengang forbandede Danmarks Radio ad Hekkenfeldt til, så synes jeg i dag, at det gamle stats-tv havde sine fordele. Fordele, som vi kunne bruge i dag; Kanalen var public service. I dag synes jeg, at DR i for høj grad forsøger at konkurrere med de kommercielle kanaler og streaming services frem for at udøve public service. Og dét skal DR ikke.

De bruger pengene forkert. Og nu skal de åbenbart have flere penge, som de kan bruge forkert. 
Hvorfor er TV-avisen ikke bedre?
Hvorfor er de små programmer ikke flere i antal?
Hvorfor har DR ikke et ordentligt (bedre) filmprogram?
Hvorfor har DR ikke et ordentligt musikprogram på tv-siden?
Hvorfor har DR ikke Troldspejlet mere?
Hvorfor har DR ikke alle mulige andre små programmer?
Hvorfor har DR ikke et godt program om tegneserier? 
Hvorfor har DR ikke et program henvendt til frimærkesamlere?
Hvorfor osv, osv, osv...

Sæt lønningerne ned, afskaf de gyldne håndtryk, og lav flere små billige programmer. Det kunne lade sig gøre forhen, og det kan det igen. Det er muligt, at streaming-publikummet ikke vil gide det. Well, det er jo sådan set ligegyldigt i og med at DR er en statskanal og ikke behøver at konkurrere eller at have høje seertal. 


MEN UD OVER DET...

...så bemærker jeg, at Journalisten.dk's artikel siger: 

"DR’s arkiv skal åbnes

Danskerne skal have adgang til DR’s arkiver. Derfor skal der etableres en søgbar adgang via Det Kongelige Bibliotek til arkivmateriale fra DR. Der afsættes 22,5 mio. kr. i 2023 og 20,0 mio. kr. årligt i 2024-2025." 

Egentligt fint nok, jeg ville elske at få mere adgang til DR's arkiv, end de godbidder der ligger (i lav opløsning og deraf ofte dårlig kvalitet) på Bonanza, M-E-N tilføjelsen "via Det Kongelige Bibliotek" bryder jeg mig ikke om!!! 

Betydet det, at man fysisk skal ind på det Kgl. Bib. for at se programmerne - ligesom hvis man vil læse de scannede (ikkeejerløse) aviser? Sikkert okay for københavnere, men os langt ude på landet får ikke megen gavn af det.

Og før der er en klog (eller vittig - eller gnaven) sjæl, der kommenterer om copyright-helvedet, og at alle mulige forfattere til tv-serier, tv-film, tv-teater og lignende, det vil sige skuespillere, manuskriptforfattere, kaffedrenge, sekretærer, dansepiger, osv, skal have deres del af kagen - eller i det mindste spørges om lov, så køber jeg heller ikke dén! Det kunne lade sig gøre med alt det, som allerede ligger på Bonanza. Dengang lavede man åbenbart en aftale med Copydan om det, og så kørte det igennem. Og i øvrigt, hvis Det Kongelige Bibliotek kunne få en aftale i stand om de ejerløse aviser under Corona-nedlukningen, så tvivler jeg på, at det ikke også kunne her og nu, hvis ellers viljen var til det. Hvis det er så umuligt, som nogen gør det til, så havde de ejerløse aviser jo aldrig kunnet åbnes op i de omtalte mange måneder. 


NB: Det med lav opløsning på Bonanza: Både svensk og tysk stats-tv kan finde ud af, at nyscanne mange af deres gamle programmer i bedre kvalitet. Det burde ikke være umuligt for DR.

No comments:

Post a Comment