Ja, jeg ved godt, det hedder jubilæer, men det andet lyder mere street-agtigt. Eller drenge-på-gadehjørnet-agtigt. Ovenstående cöööle facebook-kommentar af Martin Christnasein er fra dengang mit fanzine STAY SICK! havde 20 års jubilæum. Det var i 2019. Første nummer udkom i december 1999 (året hvor månen røg ud af sin bane om Jorden i "Månebase Alpha"). I år er det så 20 år siden, det seneste nummer udkom; det var i 2003. Og det er 30 år siden, jeg selv fik min debut som publiceret fanzineskribent (det var i Bloody Darlings). Til næste år er det 30 år siden, jeg fik min debut som zine-udgiver og redaktør (med Banned in Britain #1 i 1994). Adskillige amerikanske zines har i tidens løb spurgt, om jeg ville være med, but you know me, jeg har svært ved at tage mig sammen (tidsblind og alt det der), så det er sjældent blevet til noget. Henrik Larsens blad får jeg dog gerne nosset mig sammen til at levere til, når han opfordrer til det. Men hvor længe det er siden, jeg sidst har købt nye gummisko, har jeg ikke styr på (de unge siger vist slet ikke "gummisko" mere, vel? Well, fuck dat! Oldskool-lingo styrer!). Men hullerne indikerer, at det er lææænge siden.
Men ud over det så venter jeg lige nu på to nye numre af to filmfanzines; Det ene et forholdsvist nyt dansk/amerikansk zine, og det andet et meget gammelt amerikansk zine, som efter 30+ år netop er begyndt at udkomme igen. Jeg glæder mig!
-----
PS: Alle numre af SS og BIB ligger til fri afbenyttelse på bl.a. Archive Org. Det er glade læsere (nogle kendte, andre helt ukendte), som har lagt dem op.
No comments:
Post a Comment