Nogle af de andre albums ud af de 40 cd'er, jeg købte for nyligt i den lokale Røde Kors, var plader, hvor jeg kun kendte gruppen eller/og albummet ved navn. Her er en kunstner, som jeg også stort set kun kender ved navn, og som jeg vel at mærke ikke bryder mig specielt meget om. Jeg har da hørt lidt hist og pist, men ikke hele plader - men dog nok til at vide, at musikken bare ikke er min smag. Og med denne dobbelt-cd-udgivelse må jeg nok indrømme, at jeg *ikke* har ændret mening.
Cd nr. 1 er så rærlig, at jeg måtte skære mig i armen med en rusten øldåse for at holde den grufulde støj ud. Nu sidder jeg og lytte til disk nr. 2, som er en live-optagelse, og den er noget bedre. Heldigvis kan Gary Moore åbenbart ikke både spille guitar og mundharmonika samtidig. Jeg tror dog næppe, det er nok til, at jeg beholder denne misdæder af en plade.
Min udgivelse er så vidt jeg kan se en europæisk udgave (eller en russisk bootleg med samme katalognummer - no, I'm not kidding, den er på Discogs liste). Jewel case-kassetten er pænt slidt, men de to disks er i flot stand. Der medfølger en 8-siders booklet på engelsk. Ifølge discogs har den skandinaviske udgave en anden titel, "Gary Moore - Walking by myself - the Best of the Blues", et andet cover, og hele 16 siders booklet (som så til gengæld er på svensk!). Ifølge Discogs er albummet kun udsendt på cd og kassettebånd, ingen LP.
Ikke min kop te, men jeg er glad for at jeg alligevel endelig fik afprøvet, om det her var noget. Det var det så ikke. Det her blues-guitar-lir siger mig bare ikke noget, og den enerverende mundharmonika skurer virkelig mod mine nerver!
No comments:
Post a Comment