Thursday, 10 November 2011

Filmklub 1950-90



Jeg er stadig i gang med at optrevle den mafia-underverden, som Slagelses biografer udgjorde for længe siden! Min artikel om de alm biffer ligger nu hos redaktøren og venter på at blive trykt - dvs. når der er plads (efter sigende havde de ikke tidligere modtaget så lang en feature!) og jeg er nu i gang med en lille påhængsvogn i form af en artikel om Slagelse Filmklub, der eksisterede mellem 1950 og 1990. Den lukkede velsagtens, fordi folk med de numodens videobåndafspillere nu kunne sidde derhjemme og se filmene i ro og mag. Fotografiet er klubbens reglement, som blev udfærdiget helt tilbage i 1950, men som skam gjaldt hele vejen frem til lukningen. Alle mødereferater blev omhyggeligt nedfældet i to tykke (meget tykke) forhandlingsprotokoller med tilhørende sirligt indlimede filmprogrammer. Jeg var nede på Lokal Arkivet i dag og tog billeder af de fleste sider (man må ikke låne den slags med hjem, de er MEGET strenge med den slags. LOL).

Klik et par gange på scannet, så det kan læses.

Tuesday, 8 November 2011

Det dårligste du kan finde på at sige er altid bedre end ingenting

Jeg mødte min fætters kone tilfældigt i går i et indkøbscenter, da jeg lige kom fra arbejde. "Ih, sikke pæne sko, du har", sagde hun (jeg havde mine brune Converse-kopi-sko på). Sidst jeg så hende var til min mosters fødselsdag tidligere på måneden (de af jer, der er så heldige at være på Facebook, har utvivlsomt set billedet af mig og min fætters datter; "Djævleafkommet", som jeg kalder hende) og ved dén lejlighed kommenterede hun også mine sko i positive vendinger (hende: "Sikke nogle pæne sko!" Mig: "Ja, jeg har også vasket dem i dagens anledning"). Dengang var det mine sorte Converse (rigtige, ikke kopi). Hva' fa'en er det med de sko!? Tro folk måske ikke, at man kan finde ud af at købe sko, bare fordi man ikke har en kone til at vælge for en?? o_O
Nå, men i går vidste jeg ikke, hvad jeg skulle give som svar, så jeg fortalte hende, at jeg netop havde være på toilettet.

Thursday, 27 October 2011

Indsæt venligst "face palm"-smiley her

Billede posted på Facebook:



Åbent brev til Kurt Nyfors aka Member-X:

Kære Kurt, det er altså virkelig ikke morsomt det der!!!


>_<

"Forarget film-lejer vil have omdiskuteret film forbudt"

(fra sn.dk 21/10/11 og "Dagbladet")


Søren Rasmussen og hans hustru var dybt chokerede efter at have set A Serbian Film. Filmen burde forbydes i Danmark, mener de, og derfor overvejer de nu at politianmelde den.
Foto: Line Jensen


Stevns - 21. oktober 2011 12:00
Af KATHRINE HARVEY

Strøby: Søren Rasmussen fra Strøby er voldsomt chokeret over en film, han og hustruen for nylig lejede i Blockbuster i Køge. Filmen, som Søren Rasmussen troede var en gyser, hedder: A Serbian Film, og viser sig at være en meget omdiskuteret serbisk film, der er forbudt i flere lande.

Filmen indeholder, ifølge Søren Rasmussen, blandt andet børnepornografiske scener og scener med kvinder, der bliver voldtaget. Filmen burde efter hans mening være forbudt i Danmark også.

- Jeg har aldrig i mit liv set noget så grotesk! Her troede vi, vi havde lejet en gyserfilm, og så får vi alletiders kæmpe chock, da vi ser, hvad det er for en film, vi er kommet hjem med. Den indeholder så helt ekstreme scener, at den efter min mening burde forbydes at vise herhjemme. Både min hustru og jeg blev fysisk dårlige af at se den og måtte simpelthen slukke for filmen, siger Søren Rasmussen.

I det mindste burde Blockbuster have et moralsk ansvar for ikke at leje filmen ud fra deres butikker, mener Søren Rasmussen. Hos Blockbusters kunde- og klageserviceafdeling er man klar over, at filmen indeholder voldsomme scener. Derfor, forklarer Marlene Krebs fra afdelingen, har Blockbuster også for første gang, hende bekendt, mærket filmen med et advarsels-mærkat. Her forklarer filmudlejningskæden, at de ikke vil gøre sig til smagsdommer og at folk selv har ret til at vælge, hvad de vil se af film, men at A Serbian Film indeholder scener, der kan virke frastødende, provokerende og kontroversielle.

Filmen er desuden mærket med symbolet: "tilladt for børn over 15", og det er ifølge kontorchef Claus Hjort fra Medierådet - som er det sted, der aldersvurderer film for børn under 15 år - korrekt gjort ifølge filmloven.

Alligevel mener Søren Rasmussen at filmen helt burde forbydes - den skal heller ikke ses af voksne, mener han. Han og hustruen overvejer nu, om de skal politianmelde filmen, for det er den eneste måde, hvorpå man måske kan få den forbudt herhjemme. Det sker, hvis man i retten finder, at filmen overtræder straffeloven.

Læs mere i DAGBLADET fredag

-----------------
Ovenstående indlæg er hentet fra sn.dk og bringes her i henhold til gældende underradarflyvnings-copyrightregler .

Helt unødvendigt...

...men i det tilfælde, at nogen skulle følge denne danske sektion af Lejemorderen, men ikke den engelske hovedsektion, så vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg nu har lagt hele nr. 2 af mit gamle zine BANNED IN BRITAIN ud til fri aflæsning. Det første nummer ligger også i Cyberspace og et link ligger i indlægget lige før det nye.

Monday, 24 October 2011

Den officielle scorevideo



Member-X (fra Cinehound forum) i Finland har netop uploadet denne trailer til filmen DEN OFFICIELLE SCOREVIDEO, som han fandt på en gammel dansk exrental-video! Check den endelig ud, den er herregrineren!! Jeg har ingen anelse om, hvornår videoen er fra og jeg mindes ikke nogensinde at have set et eksemplar i nogen butikker. Jeg regner ikke med, at filmen er på DVD. Hvis nogen kan huske, hvor lang den er (var der tale om en hurtigt lavet video eller en rigtig film/kortfilm?) og hvornår den blev lavet, så sig endelig til.

Sunday, 23 October 2011

Børnefilm i biffen... pornobiffen


Jeg overvejede at lege med ordene til flere alternative overskrifter, men kom bort fra det igen, da jeg godt kan se, at det ville tiltrække unødig blogtrafik fra uheldige elementer! 

I mit virke som biograf-detektiv i den sidste måneds tid (klik tag i bunden af dette indlæg for at læse de tidligere indlæg) har jeg naturligvis fundet en masse om de gængse gamle, lukkede biografer (nogle af dem er såå glemte, at der næppe længere er nogen, der husker dem), MEN jeg er også ved en tilfældig tilfældighed faldet over en totalt obskuriøs biograf, som ingen af de folk, der tidligere har dokumenteret Slagelses gamle biograf-theatre, har fundet passende at inkludere i deres artikler/bøger/websites!!

Biografen hed "Den lille bio" og lå på adressen Slotsgade 2 i miden af 70'erne. Den ovenstående artikel blev bragt i Sjællands Tidende i 1975 kort efter biografens åbning. Og lad mig lige hurtigt gøre opmærksom på, at de børnefilm, som man omtaler at ville bringe, altså var RIGTIGE børnefilm. For børn. Ikke noget med porno og børn. Men her er et godt eksempel på friheden i Danmarks 70'ere. Jeg tvivler på, at nogen overhovedet ville komme på den idé, endsige turde, at vise børnefilm i en sleazy pornobio i dag.

Klik på scannet for at få det op i læsbar størrelse.

Thursday, 20 October 2011

Endnu en dag på kontoret

Jeg er som bekendt i gang med en artikel om biografer i mit lokalområde. Forleden brugte jeg det meste af en formiddag på at forsøge at opstøve informationer i en sidegade til en anden gade, hvor jeg havde fået et tip om, at der skulle have ligget noget et eller andet engang i 70'erne. Men jeg havde fundet ud af nul og nix og var ærligt talt ved at være godt slidt, med sveden haglende ned af skjorten, da jeg ud af øjenkrogen bemærkede en dør på den modsatte side, som blev åbnet på klem og en oldsag af en madamme på omkring de firs stod og udspionerede mig. Med lange skridt sprang jeg over vejen og skubbede døren halvvejs op. Fruentimmeret hvinede op som et bedre kvindehjem, og forsøgte at smække døren over mine fingre, men jeg hev fat i madammens perlemorskæde, så den knækkede og alle de falske perler dansede hen over fortorvet. Jeg fik nu fat i kraven og hvæsede i ansigtet på hende: "Såh det ud med sproget, moster!", men kællingen hylede bare endnu højere og nu kom hendes omkring tresårige datter til undsætning inde fra boligen. Hun begyndte at klaske mig i ansigtet med en rusten paraply og efter et øjeblik så den firsårige sit snit til at smække døren i med et brag. Jeg opdagede nu, at blodet silede ned over min pande. "Fandens" tænkte jeg, "nu får jeg satme sikkert osse blodforgiftning! Vorherre til hest!" Sikken formiddag.







Begivenhederne beskrevet i det ovenstående er muligvis let ændrede af dramatoriske grunde.

Tuesday, 18 October 2011

Jeg tror bare jeg går i seng igen

Magen til elendig amatør-filmjournalist skal man sgu lede længe efter! I dag skulle jeg snakke med en filmoperatør, fordi hans biografklub havde en Victoria 8. Jeg kom for sent til bussen og måtte gå hele vejen i silende regn. Så viste det sig, at Victoria 8 ikke var en Victoria 8, men noget nymodens bras. Jeg tog så alligevel et foto, sagde farvel og glemte satanedme mit kamera!!! Fååååk!!!

Friday, 14 October 2011

Beta'en lever!


Du alfredsens! Man kan sgu stadigvæk købe Betamax-bånd!!! Hvor vildt er det ikke lige. Check her på denne webbutiks hjemmeside. Og når man som, ahm, undertegnede husker dem fra 80'erne, så må man sgu knibe sig en gang i armen over prisen! Under 40 kroner for 10 bånd! Det var satans!!! Tilbage i det sorte årti kostede de 150 kr PER STK!! Og det er altså 150 kr i firser-kroner!! I dag ville det vel svare til ca. 300 kroner!! Og her var sgu ikke engang tale om 4-timers bånd; De alm. Beta-bånd kunne kun have 3 timer og et kvarters optagelse på. Og "longplay" fandtes kun i science fiction-film!

Man burde sgu næsten købe en pakke bare sådan for gammelt venskabs skyld. Desværre er portoen krads; 13 Euro til Danmark (butikken ligger i Prøjserland). Den allerførste film, jeg optog på Betamax, var iø horrorfilmen MAGI (aka Magic), som DR sendte, med Anthony Hopkins. Jeg viste den for min mor, vist nok under dække af, at jeg ikke vidste, hvad det var - men hun endte vist med at kunne lide den alligevel, selvom horrorfilm ikke lige var sagen. Jeg tror sgu stadig, jeg har båndet. :D


NB: Jeg prøvede iø for sjov at oversætte dette indlæg med oversætter-dimsen, som jeg har hængt op ovre til højre, og, usch, resultatet er da godt nok det værste usammenhængende Bizarro World-nonsense nogensinde. Haha.