Tuesday, 20 May 2025

Ny samling fra Henrik Larsen (og ikke eet ord om peplum)*


Obskuriøsts gamle redaktør, Henrik Larsen, har netop udsendt endnu en digtsamling. Denne gang under titlen "Skibbrudgade". Og jeg lader med vilje være med at kaldet den et "hæfte". Den nye udgivelse er nemlig den velvoksne digters tykkeste til dato: 156 sider. En rigtig bog!  

Jeg har nævnt det før: Jeg forstår mig ikke på digterier. Giv mig en trashfilm med knaldperler, som vrænger slesk tale ud gennem fortænderne ad forbipasserende eller kaster en flaske mod det bestående samfund. Dét er da til at forstå ... men lyrik!? 

Når det så er sagt, så vil jeg tilføje (igen, jeg har gjort det før), at Henriks digte er så tilpas simple, at selv jeg kan læse dem. Der er jo her næsten blot tale om sider fra Henriks dagbog - nedfældet med finurlige vendinger. Og jeg må indrømme, at det nye bind er glimrende. Ja, okay, jeg er godt nok kun nået til side 35, men hertil har det været ganske nydebar læsning. Henrik Larsen har endelig fundet sig til rette i digtningens verden, og tomlen op for det. Han fisoloferede forleden på et socialt medie om at forsøge at skrive som "rigtige" digtere. Men lad være med det, Henrik. Det kommer der ikke noget godt ud af. Find din egen vej (og faktisk vil jeg mene, at de første 34 sider her giver indtryk af, at det har den gamle OBS-mand så småt0 gjort). Bare bliv ved. Men vi er altså et par stykker, som alligevel stadig håber på endnu et nummer af OBS - også selvom det skulle gå hen og blive Biblo-Obs nr. 2
Tak for bogen til Larsen. 

Bagside

Forside - med Larsens gamle navneskilt,
som har overlevet siden dagene i Sydhavnen (han er for
længst flyttet tilbage til barndommens provinshuller)

"Skibbrudgade" kan bestilles her og via facebook.


*Jeg antager, at peplum-genren ikke nævnes, men da jeg som nævnt ikke er nået ret langt, så aner jeg det i sagens natur ikke. Men jeg ANTA'R, at sværd og sandal-filmene ikke nævnes. Men jeg ku' tage fejl - det er set før (om end jeg ikke gerne taler om det). 

Sunday, 18 May 2025

Jack J's 70'ere: Lademanns Leksikon - igen igen


For et par år siden skrev jeg et blogindlæg om, at Lademanns Leksikon endelig var kommet op på hylden (jeg checkede netop: det er rent faktisk SYV år siden. For satan da, tiden flyver jo afsted!). Min salige moder købte hele baduljen i abonnement hele vejen gennem 70'erne til begyndelsen af 80'erne. Hun læste dog ikke i dem, så de stod som flunk og nye, da jeg fik dem.

Men desværre havde man fra Lademanns side ikke taget i betragtning, at folk måske endda ville læse i dem 50 år senere: Indbindingen er simpelthen noget bras. Jeg prøvede at hive et par stykker ud fra reolen, og indbindingen gik straks i stykker. Smuldrede næsten væk som et ægyptisk mumieklæde.

Og man kan jo ikke reparere den slags med almindeligt klisterbånd, for satan! For det første er det for tyndt. Og for det andet størkner den slags efter nogle år og falder af - og efterlader en grim misfarvning eller/og limrester! Men så slog det mig, at bibliotekerne jo bruger noget helt usædvanligt godt klisterbånd. Bredt, gennemsigtigt og som både er stærkt, og som holder. Jeg spurgte på biblioteket, om jeg kunne få en rulle. Svaret var naturligvis nej, men jeg kunne skrive til centralen, hvor de binder bøgerne ind. Jeg fandt dem på nettet: Og man *kunne* som privat bruger købe deres klisterbånd, men det var ikke billigt - og de skulle have MANGE penge for håndtering og porto. 3-400 kroner eller noget i den dur oven i selve prisen. Og jeg er *ikke* i krig med mine penge.



Heldigvis kom Scotsch Tape til hjælp! De laver rent faktisk klisterbånd til bogreparation! Og til en rimelig penge. Man kan naturligvis ikke bare gå ned hos boghandleren og købe den slags (intet skal være nemt), men jeg fandt en håndfuld steder på nettet og bestilte fra den billigste (en online computerbiks). Jeg modtog rullen med klisterbånd i går (hos samme minimarked, hvor jeg skulle hente en kasse bøger fra Henrik Larsen), og gik straks i gang, da jeg kom hjem.

Det *ser i alt fald ud til* at det virker fint. Forhåbentligt er limen lige så stærk, som bibliotekernes. Og nej, det ser ikke fantastisk ud med tape på sine sorte bøger, men det var enten dét, eller at bøgernes indbinding flosser helt vildt, lige så snart man tager fat i dem. Der er 14 meter i en rulle - jeg håber, det er nok!

----------
NB: Men for i øvrigt ... hvorfor Lademanns Leksikon? Er det ikke lort? Og ligger det hele ikke på nettet?? Tjo, såmænd. Men nu HAR min gamle mor købt dem til mig, og så skal de fanderme også gemmes. Læs min gamle artikel - dvs. forsvarstalen - her.






Tuesday, 13 May 2025

Jack J's 80'ere: "Jane Horney" tv-serie (DR/SVT, 1985)



"Jane Horney" (DR/SVT, 6 afsnit, 1985)
Danmarks Radio lagde forleden en dansk-svensk tv-serie fra 1985 ud på "Gensyn". I afpudset version og i 1080p. Serien handler om den dansk-svenske nazi-venlige (vist nok, måske) spion Jane Horney, som endte med at blive plaffet ned af en danske modstandsmand.
Selv om jeg præsenterer dette indlæg i min blog-serie "Jack J's 80'ere", så skal det altså denne gang forstås på den måde, at den omtale tv-serie er en af dem, jeg IKKE fik set i 80'erne! Jeg huskede slet ikke serien, og nu da jeg har set første afsnit, er jeg sikker på, jeg må have misset den, dengang i 85. Men nuvel, dengang blev livet også levet *in the fast lane*. I første halvår gik jeg på højskole, og i efteråret begyndte jeg på HF. Min fætter, hans mor (min moster, som engang helt seriøst kaldte mig "en iskold satan") og hendes mand, en sømand fra de syv have, flyttede ind i huset ved siden af os - men det er en anden og stærkt underholdende historie til en anden god gang), så det gik sommeren med. Min kaffemaskine brændte også lige midt på skrivebordet den sommer! For satan da!
Nå, men altså, ifølge DR's artikel om serien bragte den en masse ballade med sig dengang. Jeg har ikke gennemrodet gamle aviser om den endnu, og DR's artikel graver ikke specielt dybt om balladen. Men shitstormen førte i alt fald til, at serien aldrig er blevet genudsendt før nu (i Danmark i alt fald, jeg ved ikke med svensk tv), og DR gik dengang ud og undskyldte for den!
Men nu ligger serien altså på "Gensyn" og er just blevet bragt i sin helhed på DR2 over to weekender. Jeg så første afsnit i går og ... jah, joh ... jeg syntes, den var lidt overfladisk. Men nu får vi se med de næste fem episoder.
Den ligger på "Gensyn" frem til november næste år.

NB: DR har også tilegnet to podcast-episoder til serien og skrevet føromtalte artikel. Et totimers radioprogram fra 1985 har man dog af underlige grunde valgt *ikke* at lægge op, hvilket kan undre, eftersom det kunne høres på Bonanza. Man behøver dog ikke fortvivles, det ligger nemlig stadig på den udgave af Bonanza, som man kan grave op på Waybackmachine. Jeg har ikke hørt noget af det endnu (vil vente til efter serien).

Thursday, 8 May 2025

Spritny biografi om Robert CRUMB: "A Cartoonist's Life" - af Dan Nadel

Forleden udkom en ny biografi om Robert CRUMBA Cartoonist's Life. Underligt nok har jeg læst et sted, at det skulle være den første af sin slags. Det er naturligvis ikke sandt. Faktisk slet ikke! Der findes mig bekendt allerede to biografier; den første en (efter sigende) coffee table-bog, og den forrige, en tyk håndbog. Jeg har den sidste i samlingen. En glimrende bog i øvrigt. Men nu er det altså så kommet endnu en. 

Denne er af Dan Nadel, hvor forfatteren rent faktisk både talte med Robert Crumb og rejste til Frankrig (hvor Crumb som bekendt bor) og fik lov at gennemgå Robers arkiver. Læseren vil måske indvende, at den slags velsagtens er selvsagt, men det synes jeg nu ikke, at det er i dag. Ikke mindst i tv-regi. Hvis jeg havde en femøre for alle de dokumentarer om tv-folk, som jeg har set på bl.a. ARTE TV, uden at man overhovedet har talt med den eller de personer, som det hele handler om, så ville jeg sgu have en ordentlig stabel femører! 

Jeg har ikke hverken købt eller bestilt bogen endnu, men den ryger bestemt på ønskelisten. 

Crumb er på turne i USA for tiden pga. bogen, og her nedenfor ses en længere helt ny samtale mellem Robert Crumb, Dan Nadel og intervieweren Naomi Fry (ca. en times varighed).     


Og vil man høre mere om bogen fra Dan Nadels perspektiv, er her nedenfor et tre uger gammelt interview med ham, uden Crumb:




Dan Nadel snakkere om bogen i vidcasten New Social Environment:

Bemærk i øvrigt at der i kommentarfeltet under videoen (på YouTube) er to vældig sure kommentarer fra Robert Crumbs afdøde kones, Aline Kominsky-Crumb, bror. I artiklen "Crumbland" om Crumb-familien trykt i New York Times fra 23. januar 2007 fortæller broderen, at han havde været narkoman og sikkert ville være endt i fængsel, hvis søsteren - altså Roberts kone - ikke havde fået ham med til Frankrig, hvor han nu boede i huset med Robert og Aline. Ifølge avisen ernærede han sig ved at købe brugte Crumb-tegneserier på eBay, hvorefter han fik Robert til at signere dem, og derefter videresolgte dem til en pæn pris. Hvorfor han er så knotten på Dan Nadel i de to indlæg under videoen, må guderne vide.



Her er en sludder mellem Dan Nadel, Matt Groening og Crumbs gamle ven ... Art Spiegelman! (som Dan Nadel fik til at træde ind, da Robert Crumb alligevel ikke gad, selvom han var på plakaten)



Dan Nadel snakker om bogen i "The Dummy Show": 



Dan Nadel taler om bogen i Politics and Prose-boghandlen: 


---------------------------

Dan Nadel talte endnu mere om bogen på New School, University Centre, NY City, men af underlige grunde må man ikke embedde videoen uden for YouTube. Men linket er lige her.  

---------------------------


Dan Nadel om bogen på Graduate Centre, CUNY: 



- And finally... Dan Nadel i en kort video fra det amr. tv-program "KATU Lifestyle": 



Wednesday, 7 May 2025

JACK J's 70'ere: "Turen tilbage" fortsætter ... nu gennem Sherwood-skovene med de lystige svende ... om end de var mindre lystige denne gang

Aktuelt 15.9.76

I september måned 1976 startede Danmarks Radio en engelsk tv-serie-version af historien, eller rettere legenden, om Robin Hood. 11 år gammel sad jeg naturligvis klinet til fjernsynsskærmen dengang. Og nu næsten 50 år senere er det blevet tid til et gensyn! Serien var BBC's The Legend of Robin Hood, som DR blot kaldte "Robin Hood". En produktion i seks dele fra 1975. Danmarks Radio genudsendte den aldrig, og selv om den ligger på YouTube (i en forfærdelig version i lav opløsning), så har jeg i stedet netop anskaffet et dansk dvd-sæt (udsendt i to forskellige boxsæt fra Soul Media). 

Det med "mindre lystige" kræver naturligvis en forklaring: Når man tænker på Robin Hood, så er der vel næppe nogen, som ikke tænker på fredløse bueskytter, som med højt humør kaster sig rundt i skovlysninger, medens de slås, springer over vandpytter og med stor moro fortærer nedlagte dådyr og ellers er til generel gene for sheriffens mænd. Well, not so much her i BBC's udgave. Jeg er et afsnit inde og man tager den fra den lidt mere socialrealistisk side, er det mit indtryk. 

Der er altså ikke tale om en tv-fortolkning af hverken filmversionen med Errol Flynn eller tegnefilmsudgaven fra Disney. Men det er også fint nok, det skal ikke være så ens alsammen. Ja, det vil sige med mindre man er Ekstra Bladets tv-anmelder; Ole Schrøder skabte sig åndssvag efter at have set det første afsnit, over at serien netop IKKE var magen til de tidligere versioner, som han havde nydt så meget. Knaldperle! 

Nå, men jeg glæder mig til at se resten. Dvd'en er stadig til at få hos flere af online-butikkerne. 

Ekstra Bladets foromtale af første afsnit

Omtale af andet afsnit af EB's sure anmelder, Ole Schrøder.
Anmelderen havde godt nok ikke set første afsnit, men havde alligevel
intet problem med at hagle den efterfølgende episode ned. 

Midtvejs i serien interviewede EB Martin Potter,
som spillede hovedrollen. Han var selv blevet
arbejdsløs og mente, at han dermed også blev
anset som værende fredløs af samfundet. Han havde
åbenbart lært noget af seriens socialrealisme.
 


Thursday, 1 May 2025

Endelig bevis for censureret scene i "Matador"

Mads Skjern "hygger" med Ugens Rapport (eller er det Week-end Sex?)


Endelig ligger der et uomtvisteligt bevis på bordet!

Efter års søgen i hemmelige arkiver under en glemt kælder har jeg endelig fundet fotografisk bevis for, at rygtet om en slettet scene fra "Matador" rent faktisk er sandt! Series bagmænd (m/k) har i årevis benægtet eksistensen af en sådan scene. Men nu...

Ja nu... se bare fotoet ovenfor! I scenen kommer INGEBORG ind, mens MADS SKJERN hygger sig med "lekture". Og hun udbryder nu for anden gang i serien: "Du er jo syg. Syg i hovedet!"

Dette skaber jo uvægerligt en række spørgsmål:

Vil vi en dag kunne opleve at se denne legendarisk og meget omtalte bortkomne scene restaureret og genindsat i serien?

Og vil serien derefter blive genudsendt på Blu-ray fra DR, denne gang i 1.85:1!?

Og hvorfor blev sekvensen klippet ud? Er det sandt, at Lise Nørgaard skulle have råbt "Tror du måske det er porno vi laver" efter Erik Balling?

Og er det også sandt, at "Matador" oprindeligt skulle have været en tv-efterfølger til sengekantsfilmene med lige dele lummer, blød porno og folkekomedie. Og at Ole Søltoft allerede var skrevet ind i manuskriptet, men hurtigt blev slettet igen efter sammenstødet?

Måske får vi aldrig svar..






Disclaimer:
At hensyn til at imødekomme et eventuelt sagsanlæg fra DR og Nordisk Film må jeg hellere nævne, at her naturligvis er tale om satire, hvilket er fuldt ud lovligt.

Saturday, 26 April 2025

Englænderne først med punk i 77??? Glem det!!! Her forklarer ONKEL DANNY hvad amerikansk punk er ... i 1976!

Ekstra Bladet 30. september 1976 


PS: Overskriften er naturligvis bare for sjav!! Jeg aner ikke, hvem der kom først og er sådan set også fuldstændig græskkatolsk!  



Monday, 21 April 2025

Jack J's 80'ere: DICK TURPIN fjoller rundt igen

 
Den (langsomme) rejse tilbage til min egen fortids popkultur fortsætter: Jeg har i den seneste uge modtaget hele fem komplette tv-serier, som jeg sad og glanede på dengang som barn i 70'erne og ung voksen i 80'erne. Oveni købte jeg også en engelsk tv-film fra BBC fra 1977, som Danmarks Radio ikke viste dengang! Mere om disse andre serier senere, men her er lige et foto af de to af boxsættene (eller bokssættene om man vil. Jeg må indrømme, at jeg er mere tilbøjelig til at skrive "box", når det gælder en dvd- eller cd-udgivelse frem for "boks". Men retskrivningsordbogen er ikke enig): Dick Turpin og 'Allo 'Allo

Begge er engelske tv-serier i den lette genre, og begge kørte de på DR i 80'erne - og jeg var med begge gange. Og sjovt nok var jeg IKKE specielt begejstret for nogen af dem dengang. Jeg fulgte med, men jeg syntes, at de var en tand for fjollede. Men hvorfor så købe dem nu??? Well, jeg tænker, at der er den mulighed, at jeg måske kan lide dem bedre i dag. Man (jeg) får muligvis en bedre forståelse for, eller måske endda forkærlighed for, det fjollede her i (usch!) alderdommen. 

Jeg genså første afsnit af 'Allo 'Allo forleden, og syntes, at det var udmærket. Jeg nåede i øvrigt aldrig at få set hele serien tilbage i sin tid. DR kørte den fra 1987 til 1991, og allerede i 88 var jeg draget afsted mod nye eventyr i det udenlandske. Serien består af 85 afsnit, men om DR viste dem alle, nævner Henrik Larsens bog (se link to linjer længere fremme) dog ikke. Dick Turpin havde jeg dog muligheden for at se i sin helhed, da DR kørte den fra 1981-82 og igen i 1985 (med genudsendelse i 87). Eller så meget i sin helhed, når det gjaldt Danmarks Radio. Som jeg har nævnt før, havde den gamle monopolkanal det med kun at bringe udpluk af serier frem for hele serier. Henrik nævner, at DR kun bragte 19 afsnit ud af seriens 31! Jeg bruger Henrik Larsens bog om dansk psykotronisk fjernsyn i 80'erne som hjælp med de nøjagtige årstal og info her. 

Jeg var i øvrigt kortvarigt bekymret for, om det danske boxsæt med Dick Turpin måske ikke var helt så komplet, som videoselskabet, dvs. Soul Media, lover på omslaget: Når man checker de 10 dvd'er, ser man hurtigt, at sættet dækker tre sæsoner ... men, men, men ... både på engelsk Wiki og IMDb er der opført fire sæsoner! Straks bliver man jo mistænksom. Ukomplette boxsæts er jo desværre ikke noget ukendt fænomen i Danmark. 

Men heldigvis viste det sig, at det danske sæt blot tæller episoderne anderledes end Wiki og IMDb gør: Sættet har samlet episoderne i de tre oprindeligt producerede/optagne serier. Sagen er så den, at da man i sin tid bragte serien i England, holdt man pause midt i sæson 2 for at kunne bringe den 3. sæson, som var en koproduktion med RKO Pictures i USA (det var sæson 1 og 2 ikke). Hvorfor man gjorde dette, må guderne vide. Da sæson 3 var slut, fortsatte man med anden halvdel af sæson 2 - som så på Wiki og IMDb nu kaldes sæson 4! Meget forvirrende. 

Sæson 3 blev i øvrigt vist som film i de amerikanske biografer, men klippet om til en femdelt serie på britisk tv (og det var også denne, som vistes i Danmark). På det danske dvd-sæt får vi den femdelte serieudgave. Jeg har ikke kunnet finde info om en udgivelse af den amk filmversion. 


Avisens omtale af allerførste
Dick Turpin-episode, 10. juli 1981

Jeg fik netop set første afsnit af Dick Turpin, og jeg må indrømme, at ud over introen, så huskede jeg ikke rigtig noget fra episoden. Jeg har en idé om, at jeg var med fra starten dengang i 1981. Men det er en tåget fornemmelse af episoden, jeg har. Og om der i virkeligheden blot er tale om, at det var stemningen fra serien, som jeg kunne genkende, eller om jeg rent faktisk var med fra starten, kan jeg faktisk ikke bedømme. Jeg tror, at jeg var med fra første afsnit, men vil ikke lægge hovedet på blokken (eller bloggen for den sags skyld). 

PLOTTET: Den lokale godsejer, som også er sheriffen i området, har scoret Dick Turpins landejendom, mens denne var ovre i Europa for at kæmpe for England. Da Turpin vender hjem, er han derfor naturligt nok nød til at ty til landevejsrøverier for at overleve. Karakteren bygger på en rigtig person, der hed Dick Turpin, men for at manuskriptforfatterne ikke skulle være tynget af at holde sig alt for meget til virkelighedens kedelige virkelighed, foregår serien efter det tidspunkt, hvor den rigtige Dick Turpin blev hængt. Første afsnit forklarer, hvordan han undgik at danse for enden af et reb. 
En lokal kro drives af Turpins gamle kæreste, og da både hun og hendes søn kommer i problemer med godsejeren og dennes ondsindede kanaljer, træder Dick Turpin til. 
Bliver ekskæresten og sønnike hængt på byens torv, eller klarer de skærene?  Tager Turpin sønnike under sine vinger, og rider de ud mod nye landevejsoverfald og slagsmål?? Ja, jeg siger i alt fald ikke noget. 
Afsnittet var underholdende, og jeg ser frem til at se mere. Selv om der er tale om en serie i den lette ende, er det vist klart nok, at den ikke er helt så komedieagtig som 'Allo 'Allo. Men nu får vi se. Jeg har kun genset et enkelt afsnit af hver af de to serier indtil videre. 

Selve præsentationen var udmærket. Her er tydeligvis tale om en serie, der ikke er remastered på nogen som helst måde. Filmen (båndet?) var slidt, men det gjorde ikke noget. Lyden var fin nok, og de danske undertekster var nogenlunde. Sættet indeholder også norske og svenske undertekster. Ingen finske. Serien vises heldigvis i det originale 4:3-format, altså intet fake widescreen her.  


Omtale og billede af første afsnit af sæson 3 i
Ekstra Bladet, 2. februar 1985. Bemærk at
DR samme aften også viste Gysertimen! 

Nedenfor: 
Korrekt oversigt over seriens tre sæsoner i det danske boxsæt (modsat visnings-oversigten på Wiki/IMDb). Lånt fra Laserdiskens hjemmeside. 







Saturday, 19 April 2025

"Indeks over danske tegneserierelaterede grupper og sider på facebook" rider igen!



Absolut kun af interesse for de meste tegneserieinteresserede nørder:
Tegneserienørder har det med at lave INDEKSER, men selv om jeg i mange år har læst tegneserier, har jeg aldrig lavet eet eneste indeks. For meget arbejde! Og plus det faktum af andre allerede havde lavet alle de fede indekser om blade, albums, serier, personer etc., som man kunne forestille sig at lave!

Men så slog det mig - altså for 6-7 år siden - at et indeks (eller index, om man vil) over de mange danske grupper og sider dedikeret til mediet på facebook kunne være brugbart. Og så smækkede jeg sådan et indeks sammen i løbet af 10 minutter ... eller ... nej ... det har kørt meeeget langsomt og meeeget længe (siden 2018), og ofte sker der kun opdateringer, når andre kommer med et tip om en gruppe/side, som jeg har overset.

I starten lagde jeg indekset ind i en hel håndfuld facebook-grupper, men opdagede hurtigt, at den slags er mega-bøvlet, da jeg skulle opdatere dem alle, HVER gang jeg skulle tilføje bare en enkelt ny gruppe. Og jo, jeg kunne have lagt indekset op på min egen væg og derefter have delt den til de andre grupper, men det ville give det problem, at man i diverse grupper ikke ville kunne se, når der blev opdateret - med mindre jeg "bumpede" de individuelle indekser - og så var vi jo lige vidt.

Jeg endte derfor med kun at opdatere en enkelt version i en enkelt tegneseriegruppe. Men den slags er heller ikke uden bøvl, når man ikke selv er admin. Og indekset endte da også med at blive smidt på porten af gruppens admin efter et par år (tosset historie, som jeg skal spare læseren for). Jeg var jo selvsagt lettere forundret over dette. Forundret og ret ærgerlig, eftersom den nævnte admin havde slettet indekset uden at give mig et forvarsel.

Mit liv er ofte rodet i alle henseender, og det burde ikke være nogen overraskelse for dem, som kender mig, at jeg naturligvis ikke havde lavet en opdateret backup-udgave. Heldigvis kunne slette-admin grave indekset frem og give mig en kopi - og hurra for det (og tak, trods alt). Men det var mere rent tilfældigt held, at det kunne lade sig gøre. Og de mange kommentarer fra medlemmerne var slettet for altid. Men that's all in the past now. Jeg fik en kopi, og nu et års tid senere lever indekset igen - og nu altså som egen facebook-side, hvor jeg selv er min egen admin! Yay! Spiffy!!

Når alt det ovenstående så er sagt, skal det også nævnes, at Indeks over danske tegneserie-facebook-grupper og -sider aldrig har været specielt populært. Interessen har været til at tage og føle på, for nu at sige det. Men nu er indekset altså igen tilgængeligt for de få, som kunne tænkes at få brug for det. Jeg tvivler på, at der vil være den store trafik på siden, og jeg har da også slået chatboksen fra, fordi jeg ikke gider spam og nonsens. Hvis man vil kommentere, er man velkomme til at bruge indeksets kommentarfelt.

PS: Ja, det er noget sjusk, at jeg har forkortet "facebook" til "fb" i indeksets navn! Men det var den eneste måde, jeg kunne få lov til at referere til facebook på i titlen. Platformen godkender nemlig IKKE, at man bruger deres navn! Jeg var faktisk overrasket over, at forkortelsen gik igennem.

Direktelink til indekset



Tuesday, 15 April 2025

Poul Nyrup - igen igen igen



"Just when I thought I was out ... they pull me back in"
Som en enkelt eller to læsere af gustne undergrundsblade måske husker (ikke mindst fordi jeg er blevet ved med at minde dem om det), så var et af de absolutte scoops i STAY SICK! Magazine's levetid for en menneskealder siden, at jeg bragte en artikel om den dengang stort set GLEMTE, UKENDTE og IGNOREREDE *DANSKE* psykotroniske filminstruktør POUL NYRUP.
Jeg er godt klar over, at det faktum, at man gør 300 læsere opmærksom på noget et-eller-andet, muligvis ikke er det samme som at skabe **generelt, offentligt kendskab** til dette i samfundet ... men hva' fa'en. Som fanzineredaktør har man lov at have en smule storhedsvanvid.
I samtlige 20 år, næsten et kvart århundrede, har jeg håbet på, at nogen ville udsende disse film på dvd ... og senere Blu-ray, da der aldrig kom en dvd ... det skete så aldrig, men nu har en *anden* fan, Nicolas Winding Refn, så for nyligt som bekendt udsendt de tre film på 4K.
Og som rosinen i pølseenden vil man hos Cinemateket nu vise Poul Nyrups sidste - og bedste - film, STENBROENS "HELTE"!!!
Og naturligvis i Refns nyscannede og uklippede udgave (da Natfilm Festivalen viste den i nullerne, var der tale om den censurerede udgave fra 60'erne!). Jeg glæder mig i alt fald til igen at se den på det store lærred.
Og som endnu en rosin i pølseenden er det såmænd STAY SICK!'s gamle, aldrende redaktør, som man har gravet frem fra et glemt kloakafløb et eller andet sted og bedt om at indlede denne næsten religiøse kult-seance!
Som en anden redaktør fra det alternative landskab, Henrik Larsen, skrev: "Det må nærmest være kulminationen på dit virke som fanzine-udgiver". Ja, det skal nok passe!
Filmen vises 12. juni. Check program her nedenfor og via linket her.

PS: Som stort set altid i pressen og på hjemmesider skrives filmens titel hos Cinemateket/DFI forkert: "Helte" skal være i gåseøjne, som det er på filmens print, fordi der netop ikke er tale om helte, STENBROENS "HELTE".
-----
NB: Et scan af STAY SICK! #3 kan læses gratis på Archive org.

"Storfan" - Jeg skal tilføje, at jeg IKKE
har skrevet teksten om mig selv!