MIG OG JESPER (Ulrik Crone, DK, 2009)

EDIT. 11.09.21: Filmens instruktør, Ulrik Crone, har desværre taget filmen ned fra sin YouTube-kanal. Øv! DET MEST PUNK vil selvfølgelig være, hvis nogen andre gi'r den beslutning en finger og uploader filmen igen. Det fortjener Jesper Reisinger og hans minde. 

EDIT. 03.03.2022: Fuck it, jeg uploader den sgu bare selv! Jeg ser iø netop, at Ulrik Crone også selv har gen-uploadet den til YouTube, men denne gang uden engelske undertekster. Jeg beholder mit upload oppe, så eventuelt andre interesserede end danskerne kan få glæde af den. I øvrigt er det rart nok med subs, selv for en gammel udenlandsdansker som undertegnede. Det der bløde københavner-snak kan godt blive lidt svært at fange. Københavnerne skulle sateme tvinges til at se gamle FAR TIL FIRE-film og gentage dialogen 100 gange til de ku' udtale de danske fraser tydeligt. Satan og helvede! 

For fem år siden, altså tilbage i 2015, postede jeg om dokumentarfilmen UNDER EN SORT SOL - ET PORTRÆT AF SODS, som jeg havde optaget på Betamax i 1984. En læser kommenterede, at hun rigtig gerne ville se den, og at jeg endelig måtte sige til, hvis jeg en dag fik mulighed for at uploade den.

For nyligt fik jeg endelig mulighed for at smide filmen på YouTube og huskede naturligvis på kommentaren fra læseren (bloggen her er ikke overrendt af kvindelige læsere, så de få, der er, husker man, LOL). Jeg genlæste den gamle kommentar, og bemærkede noget, som jeg havde glemt; Læseren nævnte også en anden dokumentarfilm om et andet punk-ikon fra dansk punks første dage, nemlig MIG OG JESPER fra 2009 om Jesper Reisinger.

Jeg gik i gang med at forsøge at finde filmen; Det var dog sværere sagt end gjort [EDIT: ved genlæsning et par måneder senere slår det mig, at jeg får vendt det udtryk, så betyder det modsatte af, hvad jeg forsøger at sige!!! Det skulle selvsagt have været: "LETTERE sagt end gjort", HAHAHA); Den lod ikke til at være ude på DVD. Der var ikke nogen uploads til YouTube, og bibliotekets Filmstriben gav heller ikke noget – ja, det vil sige, det gjorde den sådan set, men "kan kun ses på et bibliotek" kunne jeg ikke rigtig bruge til noget. Men så gik jeg på facebook og bingo! Jeg fandt et link. Endda fra filmens instruktør, Ulrik Crone, som selv havde posted et link til et unlisted upload på YouTube!

Jeg havde endda tidligere i søgningen fundet hans YouTube-kanal, uden at vide, det var ham. Og jeg havde set de to trailere til filmen, som han havde uploadet, men altså uden at kunne se, at filmen lå der (fordi den som sagt var ulistet). Men her er den altså. Den komplette MIG OG JESPER af Ulrik Crone. Denne udgave har irriterende fastbrændte engelsk undertekster, men hellere dét end slet ikke at kunne se den.

Jesper Reisinger var en af de første punkere i Danmark. Han var med til at danne det ene af de to første punkbands, nemlig No Knox. Det andet var selvsagt Sods (Hvis du nævner – selv for sjov – Lost Kids, så får du høvl! Jeg har aldrig kunnet udstå Lost Kids!). Og han var med til at udgive det første danske punk-fanzine, Iklipsx. Jeg var ikke med dengang, og min viden om den oprindelige danske punk er stærkt begrænset. Sådan er det, når man kommer fra et hul i lorte-provinsen, og man dengang havde svært nok ved at få fat på nyeste nummer af "Sam Nyt".

Men heldigvis er der et af de gamle punk-hoveder fra dengang, som har lavet en ultra-fin blog om dansk punk 1977-82. Jeg ved ikke, hvem han eller hun er, da vedkommende er yderst hemmelighedsfuld om sin identitet, men du kan læse om Jesper Reisinger på bloggen lige her. Så vidt jeg kan se, er teksten fra bloggen også blevet brugt til indlæg om de samme bands/personer på dansk Wiki.

Sluttelig tak til Ulrik Crone for at lægge filmen op på YouTube. Den er også udsendt på DVD, men som det går alle spændende danske DVD'er, er den selvsagt for længst gået OOP.

Obskuriøst nr. 22 er på gaden

Obskuriøst #22
Forår 2020, A5, 44 sider, farve, pris: 50 kr. (+ porto)
Bestilling via redaktørens blog

Medens en anden en har udforsket de mennesketomme og afdøde småbyer i læderjakke og speederen i bund i en gammel sort australsk politibil, og har bekæmpet Coronavirussens abnorme mutanter, så har redaktør Henrik Larsen siddet i en landsby et sted og arbejdet på et nyt nummer af Danmarks længst levende og stadigt eksisterende zine, Obskuriøst. Engang et filmblad, derefter et popkulturmagasin, hen over digtsamling, og endelig at ende som redaktørens terapi-projekt.

Nr. 22 er netop udkommet og indeholder cirka 48% farvebilleder af singleplader, som Henrik har gravet op af den muld, som er forfatterens egen fjerne fortid (80'erne); 48% er tildelt omtaler af nævnte singleplader, og velsagtens 4% er kuriøse artikler og anmeldeler fra avisarkivet fra Larsens barn- og ungdom. Der er også en enkelt side med filmnotater.

Som med de senere numre er Obs #22 skrumpet til A5-format, men er så til gengæld i flotte farver og flot glittet papirkvalitet. Oplaget er kun på 50 så løb, løb, løb!!!

DVÆRGEN hærger igen

Nå ja, overskriften er måske at overdrive en anelse, men jeg fandt i hvert fald et par småting om Dværgen aka Torben Bille i aviser fra 1974.

FIGHT CLUB (David Fincher, USA 1999)

For 17 år siden læste jeg Frank Brahes begejstrede omtale af David Finchers FIGHT CLUB i filmbladet Franks hermetiske garage. Frank var glad for filmen. Jeg brød mig ikke om den. Jeg havde ikke set den, men derfor kan jeg sagtens have stor afsky for noget alligevel. Jeg var overbevist om, at FIGHT CLUB var en evnesvag film.

Franks blad udkom i 2003, og nu her i eftermiddag – 17 år senere – har jeg endelig fået set filmen. Set via en DVD, som jeg købte før Corona-krisen brød ud. I en Røde Kors genbrugsforretning. Til 10 kroner. Men så stod den også i nær mint condition. Hvis den tidligere ejermand har set den, så har han i alt fald passet godt på den. Der er tale om en 2-disk-udgave med fin booklet. Billedkvalitet kan jo variere gevaldigt mellem gamle DVD-udgivelser, men denne her ser morderligt godt ud. Jeg behøver ikke opgradere.

 
Jeg antar, at du kender filmen. En ung mand (Edward Norton) lever et jævnt kedeligt liv, lige indtil han en dag møder en anden ung mand (Brad Pitt) på et fly. Han møder også en sært fucked up kvinde (Helena Bonham Carter). Da den (første) unge mand stiger af flyet og tror, han skal hjem i seng, kommer han bare hjem til en lejlighed, der er udbrændt. Han kender ikke nogen i byen og ringer derfor til fyren fra flyet. De mødes på en bar og den anden fyr tilbyder ham, at han kan overnatte hos ham – han skal dog bare lige stikke ham een på skrinet. Og sådan begynder en spiral, der fortsætter resten af filmen.

De to opdager, at det er vældig befriende at tæske løs på hinanden, og som ugerne går, får de andre med. Den underlige kvinde kommer på en måde imellem dem, og så alligevel ikke – eller gør hun? Tro ikke, at noget er, som du tror, at det er. Men det ved du sikkert, eftersom du og alle andre end undertegnede for længst har set FIGHT CLUB – adskillige gange. Når jeg ikke har set alle klassikerne, som alle andre er bekendt med, skyldes det selvsagt, at jeg brugte tiden på at se vandvittige film fra Indonesien, Filippinerne, Hongkong, Tyrkiet, and skrald fra USA. Men så er det jo heldigt, når man en gang imellem finder en af de store i Røde Kors. Til en rund 10-krone.

Og så bedømmelsen; Var jeg så enig med mit 17 år yngre jeg, at det nok var noget skidt? Nej, på ingen måde. Faktisk har jeg lyst til at fight club-tæske mig selv for ikke at have skaffet filmen tidligere og set den! Med sine næsten 140 minutter er det en pænt lang film for folk, som har problemer med at holde koncentrationen over længere tid, men min opmærksomhed var fanget i samtlige to timer og tyve minutter! Filmens plot var ikke firkantet, som så mange film er det, men den kørte ind og ud og bevægede sig i alle mulige retninger – men dog uden at miste tråden. Og overraskende nok, så blev filmen sgu siddende i kroppen/hovedet i et helt par timer efter, at jeg havde set den. Og dét er ellers ikke noget, der sker ofte mere. Ikke når man har set så mange film. Jeg var begejstret, og den skal ses igen. Der skal nok være dem, der vil mene, at den er for "stor", for "kommerciel", og at skuespillerne er "hollywood-skuespillere". Vrøvl, siger jeg. Jeg har ikke noget at udsætte på FIGHT CLUB og giver den gerne det sjældne 13-tal på den gamle skala (den rigtige skala).

BLISS - trailer

Jeg så Joe Begos' BLISS (2019) her til aften og elskede den. Jeg gjorde derefter den fejl at læse kommentarer under traileren på YouTube; YouTube-nazisterne hader den naturligvis som pesten. Den er ude på blu-ray fra Eureka i England.

36 år mellem kokkens PIRATBÅND og aftenens blu-ray-visning i CINEMA J

Jeg har netop genset Walter Hills HARD TIMES for første gang i et par år. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set den film i årenes løb, men det er blevet til et par gange. Som jeg skrev i en artikel til Henrik Larsens blad, Obskuriøst, for et par år siden, så så jeg første gang HARD TIMES på et Betamax-bootlegvideobånd, som jeg lejede hos en piratudlejer i 1984. Det er 36 år siden! Denne gang var det ikke på hverken piratbånd eller Betamax, men derimod en helt ny blu-ray, som jeg modtog i går! Scannet i 4K. Filmen har ikke set så godt ud, siden den kørte på 35mm i biograferne. For at det ikke skal være løgn, så så den sgu nok ikke engang så godt ud i biograferne! Den kørte i øvrigt i de danske biffer tilbage i 1975.

Modsat hvad det upålidelige IMDb forsøger at overbevise os om, så hed film ikke "Med de bare næver", da den først kørte i biograferne herhjemm, men derimod "Streetfighter". [EDIT (20.12.2024): Jeg ser netop, at man har fået rettet infoen på IMDb om den danske titel. "Med de bare næver" står nu opført som tv-titel] Magen til generisk titel, hva'! Hvornår den skiftede til den rent danske titel, har jeg ikke undersøgt. At jeg har ret, kan man forvisse sig om ved at tage et kig på de to biografannoncer, som jeg poster her. De er fra d. 19. (premieredag) og 20. december 1975. Den australske instruktør Mark Savage kommenterede netop på mit upload af den ene ad-mat på facebook, at HARD TIMES ligger på hans evige Top 10 over film. Jeg forstår det så udmærket!

Jeg bringer nedenfor min (let reviderede) gamle artikel fra Obskuriøst: 


ET PIRATBÅND I 1984

af JACK J

1984 er så længe siden, at det næsten er et andet liv. På et eller andet tidspunkt fik jeg den skøre idé, at hvis jeg blev uddannet som kok, kunne jeg bruge uddannelsen til at komme skide langt væk fra Danmark. De skal jo have mad alle steder i verden, tænkte jeg, og et kokkediplom kunne blive min billet ud af lorteland Danmark. Jeg gik på et EIFU-kursus i slutningen af 1983, og da vi skulle vælge en arbejdsplads, hvor vi kunne tænke os at komme i praktik i en måned, valgte jeg Klarskovgaard Konferencecenter ved Korsør. Jeg startede i januar '84 lige efter Nytår. Samme dag fik køkkenet en ny køkkenchef, et sandt røvhul ved navn Ole. Men det er også en anden historie. Efter den første måned havde centeret opdaget fidusen i at have en gratis køkkenhjælp gående, og de spurgte, om jeg havde lyst til at blive "Ung i arbejde" hos dem. Ung i arbejde-ordningen eksisterer grangiveligvis ikke mere, men den gik stort set ud på, at unge kunne komme i arbejde på en arbejdsplads i 6 måneder i stedet for at gå derhjemme uden at lave noget. Blandt unge gik ordningen under navnet "dum i arbejde", fordi den var ret formålsløs.

Nå, men du læser det her pga. den besnærende overskrift om piratbånd, så jeg må hellere bevæge mig fremad mod emnet i stedet for al denne dvælen. Jeg kan ikke rigtig huske de nærmere detaljer mere, men det er vist muligt, at man som Ung i arbejde-ansat fik lidt mere i bistandshjælp. Fakta er i alt fald, at jeg fik råd til at leje en videomaskine i starten af 1984. Noget, der var alment kendt i de tidlige 80'ere, men som nutidens moderne menneske ikke længere kender en skid til, er, at videoafspillere dengang var så rasende dyre at købe, at radiobutikkerne som alternativ lejede dem ud. Jeg taler ikke om Moviebokse (som kun kunne afspille videobånd, men ikke optage), men om rigtige videomaskiner. En videoafspiller kostede dengang mellem ti og tolv tusinde kroner. Det ville såmænd være dyrt i dag, men husk på, at jeg taler 80'er-kroner her. Ti tusinde kroner var sateme rigtig mange penge. Jeg lejede derfor en videomaskine hos Holms Radio i Korsør.

Noget andet, som folk ikke er bekendt med i dag, er, at folk i Danmark valgte videomaskine-system alt afhængigt af, hvor de boede. I Korsør, hvor jeg (desværre) boede, havde de fleste Betamax, medens folk, der boede blot 20 km væk i Slagelse, brugte VHS-systemet (jeg har ingen anelse om, hvorvidt der havde været byer, der holdt sig til det tredje system, Video 2000, men så vidt jeg husker, var det system allerede stort set væk, da vi nåede til 1984). Jeg lejede derfor en Betamax. Abonnementsgebyret skulle betales via girokort hver måned. Jeg mener, at man forpligtede sig til at leje maskinen for mindst seks måneder, og man fik udleveret girokort til hele perioden, et for hver måned. Jeg havde min leje-Beta det meste af 1984, men i slutningen af året tog jeg på højskole og afleverede derfor maskinen. Det var den eneste videomaskine, jeg nogensinde lejede.

En af de ansatte på Klarskovgaard var kokken Bent. Bent var en lille, trind mand med moustache (halvdelen af de danske mænd dengang havde en fesen snotbremse. Hvis det så i det mindste havde været ordentlige porno-overskæg som i pornosjaskere fra 70'erne, så okay, men de var sgu fesne alle sammen). Han grinede vulgært højt og kom med sjofle vittigheder, men turde ikke sige køkkenchefen imod. Jeg husker, at jeg havde en formodning om, at han kikkede lige lovlig dybt i flasken, men om det var rigtigt, aner jeg faktisk ikke.

På et eller andet tidspunkt har jeg grangiveligt fortalt ham om min nye, lejede videomaskine, og jeg husker svagt samtalen, hvor han foreslog, at jeg ikke skulle spilde mine penge i videoudlejningsbutikkerne, men heller skulle leje mine film hos ham. Bent drev nemlig en lille nebengesjæft som piratvideoudlejer. Det foregik på den måde, at han selv gik ned i videobiksen, lejede to videobånd, og gik så hjem og overspillede dem til et blankt videobånd. Bents kunder kunne så leje et bånd med to film til een films pris. For at få plads til to film klippede han rulleteksterne af. "Dem er der alligevel ingen, der gider se", som jeg tydelig husker, at han sagde. Han gjorde sig ikke ulejlighed med at kopiere omslagene, men det ville være ubehøvlet at klandre ham for det; der fandtes ikke farvekopimaskiner dengang, og små private scannere med printer til computeren fandtes ikke engang i science fiction-film.

Jeg husker tydeligt dagen, hvor jeg skulle besøge ham for at leje et bånd. I 1984 havde jeg købt en fed, brugt Yamaha firgearsknallert, der kunne køre 70 km/t, så det var intet problem at smutte ind til ham for at hente båndet - han boede 5 km borte. Dengang fremstod blokkvarteret, hvor Bent boede, stadig nyt, selvom det var bygget i 60'erne, og man skulle lede langt efter en fremmedarbejder. I dag er det en ghetto med ballade og store sociale problemer. Men det er også en helt anden historie.

Jeg bankede på døren, og Bents kone lukkede op. Hun viste mig døren til stuen, jeg gik ind, og der sad Bent i lænestolen lige foran fjernsynsapparatet, hvor en videofilm kørte. Eller skulle jeg måske hellere sige en videovoldsfilm, som pædagogerne kaldte dem dengang. Selvom jeg var kommet ind, lod Bent filmen køre videre. På skærmen sås en kvinde, der havde parteret et lig. Hun tog ligdele ind eller ud af fryseren. Lidt senere gik hun rundt i byen og dumpede pakkerne i diverse skraldespande. Flere gange råbte Bent: "SE DER! SE, HVAD HUN GØR!!" Han var ret ophidset. I mange år efterfølgende undrede det mig, hvilken voldsfilm jeg delvist havde set. Har du gennemskuet det? Det var naturligvis Abel Ferraras MS .45 aka "Angel of Vengeance", som på dansk video hed "Hævnens engel". I dag ejer jeg et eksemplar af den gamle danske udlejningsvideo, omend det er på VHS og ikke Betamax som dengang.

Så gav Bent mig det bånd, som han syntes, jeg skulle se. Jeg havde godt nok ikke hørt noget om nogen af filmene, men Bent må jo have vidst, hvad der var godt, for de to film viste sig at være to mesterværker: HARD TIMES ("Med de bare næver"), måske Charles Bronsons bedste film nogensinde, og THE DRIVER ("I storbyens nat"). Begge film er i.ø. instrueret af Walter Hill, men jeg tillægger det nu mere tilfældighedernes spil end Bents kendskab til denne klasse-kultfilminstruktør.

Jeg husker ikke at rent faktisk sidde og se HARD TIMES, men jeg husker THE DRIVER; Jeg så den hjemme i stuen sammen med de gamle. Min far var ikke synderligt interesseret og læste bare avis, men min mor fulgte godt nok med til at bemærke, at filmen sluttede brat til allersidst. Båndet stoppede simpelthen. Bent havde jo godt nok sagt det der med, at han klippede rulleteksterne af, men jeg havde nu mine tvivl, om ikke have havde fucket op, og at filmen simpelthen sluttede for tidligt. Da jeg konfronterede ham med det, sagde han: "Nej, nej, sådan sluttede filmen". Der skulle gå 32 år, før jeg genså THE DRIVER og fik stillet min nysgerrighed om, hvorvidt båndet sluttede, før filmen gjorde eller ej. Jeg købte On-airs fine, danske DVD og ... jo ... min mistanke dengang i 1984 var god nok; Der manglede edderrøgme fem minutter af filmen. Sådan noget pis. Jeg overvejer at opsøge Bent og give ham en omgang tæsk. To og tredive års usikkerhed på grund af hans sløsethed. To og tredive år!!!

Da Bent og jeg mødtes den efterfølgende dag på arbejdet - jeg har nok lånet båndet over en weekend - husker jeg, at vi snakkede om "Med de bare næver", og Bent sagde: "Det er en typisk Charles Bronson-film; han kommer ind med toget, ordner det han skal, og så stiger han på toget igen". Jeg gav Bent ret dengang for 32 år siden, og det gør jeg også nu, tre årtier senere. Den film er satanedderøgme så god, at jeg får lyst til at se den nu igen. Ja, jeg får sgu lyst til et dobbeltprogram med filmene fra Bents gamle Betamax-piratbånd. Whereever you are, Bent, tak for at vise mig de to film.

Jeg ærgrer mig i dag over, at jeg ikke lånte flere "voldsfilm" af Bent. Han havde garanteret mange flere. Åhh, hvor er du i dag, Bent? Men hvorom alting er, så skal du have en stor tak for at have introduceret mig til Walter Hill og Charles Bronson.

CRAWL (Alex Aja, USA, 2019)

Over de sidste par dage har jeg modtaget "Crawl" hele to gange! Det er selvsagt ikke den samme film, men blot samme titel. Den første er den nyeste og velsagtens mest velkendte af de to; Alexandre Ajas amerikanske Sam Raimi-producerede CRAWL fra sidste år. En film om orkan, et indelukket kældermiljø, og dræberkrokodiller. Film nummer to er den australske gyserfilm CRAWL fra 2011 (dir: Paul China og Benjamin China).

Jeg kendte ikke sidstnævnte, men opdagede den, da jeg søgte efter den første på Amazon UK. Og traileren så god ud. Den opmærksomme læser vil bemærke den danske aldersmærkat på det første CRAWL-omslag. Jeg endte nemlig med kun at købe den australske film, selvom det var den anden, jeg kom efter. Senere fandt jeg den heldigvis på Gucca – sammen med en hel kasse andre herligheder. Yay!

Jeg så Ajas film her i aften og var glimrende underholdt! Af en ny dræberdyr-film at være synes jeg, den er ganske og aldeles glimrende! Den er ikke sjov, den er ikke tåbelig, den er ikke lavet med et glimt i øjet på størrelse med en fodbold. Med andre ord, man forveksler den ikke med en SHARKNADO-film.

Som sagt jeg synes, den er god, og i det fine ekstramateriale får man bestemt indtrykket af, at Aja er gået op i produktionen med fynd og klem, men nogen SWITCHBLADE ROMANCE eller THE HILLS HAVE EYES (remake) er den ikke – to film, som jeg har set igen og igen gennem årene. Men mindre kan også gøre det. Jeg håber dog, at Alex Aja snart laver en rigtig horrorfilm igen. Og hvis han er nødt til at tage hjem til Frankrig for at få lov til det, så vil jeg anbefale ham at gøre det. Vi ved godt, at han kan. Problemet er velsagtens, at livet under Californiens sol og Hollywoods penge gør livet i United Bluff så meget mere attraktivt for en ung filmskaber. Jeg ville ønske, at flere unge europæiske filmskabere ville tage hjem til Europa og lave opfindsomme og anderledes film på små budgetter og leve af tørt rugbrød og frikadeller fra Fakta. Jeg er ikke i tvivl om, at vi ville få bedre og større filmkunst ud af det.

SJARLY som dansk intégrale

Jeg opdager netop, at det nu ligger helt fast, at en dansk intégrale udkommer med alle de fire album af SJARLY, som Franquin lavede. Fedt!!!

Jeg har godt nok dem alle i IP's gamle udgave, men en forbedret udgave i en samlebog vil ikke være af vejen. Jeg ville ønske, at forlaget (Zoom) også ville udgive de efterfølgende album af andre tegnere, men indtil videre siger de nej. Jeg ved, at et par af dem kom på norsk.

Seriens originaltitel er "Modeste et Pompom" og i Fart og Tempo hed den i sin tid "Fjumre" Den danske intégrale er planlagt til september.

Læs eller genlæs min omtale af Sjarly nr. 2 her.


EDIT. 10.02.2024: Jeg har endelig fået købt den danske Sjarly-intégrale ... og det er jeg ked af nu! (om ikke andet fik jeg den på tilbud). Oversættelsen er nemlig ikke bare et trin under den gamle, men adskillige trin under!! Freddy Miltons gamle oversættelse i Interpresses fire bind fra 80'erne er rigtig god, sprogblomster, finurlige vendinger, et opfindsomt sprog, som flyder. Det er nærmest poesi. Den nye tekst er sikkert ikke forkert oversat som sådan, men den er flad, flad, flad! Ingen sprogblomster, og det mest ikke-opfindsomme sprog. En blikkenslager kunne have skrevet teksten til den nye udgave. Æv! 

Av, for zaddan da – lige i øjet!

Jeg forsøgte at skifte til en anden font her på bloggen, men Blogger stikker bare fingeren i øjet på mig hele tiden. Nu har jeg rettet og genrettet og posted de foregående to indlæg de første 20 gange, men lige meget hjælper det. Teksten VIL bare ikke se ud, som jeg vil. Jeg klikker på "normal" størrelse, og der skiftes automatisk til "small". Jeg klikker på "normal" igen, og der skiftes til "extra small". Eller også bliver halvdelen okay, mens resten er mikroskopisk. Nu giver jeg op!!! For i aften i alt fald. Fuck! Måske er det på tide efter 13 å at forlade den gamle blogger.com-skude og skifte til Wordpress eller noget andet smart. :-/

SO SAD ABOUT GLORIA (Harry Thomason, USA 1975) Code Red dvd

 Code Red udsendte SO SAD ABOUT GLORIA (aka Visions of Evil) på en DVD som dobbeltprogram med THE SEVERED ARM (1973) tilbage i 2012 – det er otte år siden, og jeg har haft den stående på hylden uden at se den næsten lige så længe! Det skal dog siges, at jeg for længst har set THE SEVERED ARM, som er filmen, de fleste fans var ivrige efter at få fingre i. Ikke mindst fordi Code Reds bagmand, Bill Olsen, lovede på omslaget, at filmen var uklippet. Det var den så bare ikke – men mere om det senere. 

Code Red lavede en serie DVD'er med Maria Kanellis som galionsfigur, så de mandlige købere havde noget pænt at kigge på, når de sidder med kassette. Jeg må indrømme, at jeg synes, det var ret fjollet. Frøken Kanellis introducerer også begge film på disken, og – nå ja – fred være med det. 

PLOTTET. SO SAD ABOUT GLORIA handler om en ung pige, der har set sin far blive myrdet for flere år siden. Hun fik efterfølgende et mentalt sammenbrud, og da filmen begynder er hun klar til at blive lukket ud fra tosseanstalten. Hendes onkel tager vare på det store gods, som hun har arvet efter faderen. Så kommer en voldelig øksemand på banen, og han gør det, som alle voldelige øksemænd gør i disse film. Hvad sker der så? Uhhh-ha, det er uhyggeligt. Brrrrr... Nej, jeg lyver for effektens skyld. Filmen slæber sig afsted i et tempo, så selv en snegel ville overhale. Bare indledningen er en pine at komme igennem. Det tager vel et kvarter i realtid for pigebarnet at komme ud fra kolbøttefabrikken og hjem til sit mansion. Senere kommer et par andre personager ind i handlingen, men jeg vil ikke afsløre for meget i det tilfælde, at du rent faktisk skulle falde over filmen en dag. Der er ikke så meget at afsløre, så jeg skal nok lade være med at spilde bønnerne om de få overraskelser, der er. Og for at det ikke skal være løgn, skrev en navnløs anmelder på Mondo-digital i 2012, at han allerede så the twist ending et kvarter inde i filmen. Hah! 

Instruktør Harry Thomason lavede et par andre horrorfilm i 70'erne, ENCOUNTER WITH THE UNKNOWN (1972), THE DAY IT CAME TO EARTH (1977) og REVENGE OF BIGFOOT (1979). THE DAY IT CAME TO EARTH er en horror/sci-fi-film lavet i '50'er-stil. Jeg har den på engelsk video, og den er ganske glimrende, så vidt jeg husker. Hovedrollen i SO SAD ABOUT GLORIA varetages af Lori Saunders, og det gør hun ganske glimrende. Hun fik kun en kort filmkarriere, men om ikke andet var hun med i en lille håndfuld genrefilm; sci-fi-filmen CAPTIVE (1980), eventyrfilmen MARA OF THE WILDERNESS (1965) og Jack Hills BLOOD BATH (aka Track of the Vampire, 1966) (se trailer her). 

Men samme anmelder synes moderat bedre om filmen, end jeg gjorde. Og jeg indrømmer, at jeg var træt, da jeg så filmen (det er jeg stadig, jeg er på vej ind i den 34. vågne time), så jeg er parat til at give den en chance mere på et tidspunkt (men det bli'r sgu ikke i aften!). Det skal man i øvrigt altid være. Jeg nævnte, at THE SEVERED ARM ikke var helt så uklippet, som Bill Olsen lover på DVD-omslaget; Det er faktisk lidt grinagtigt, eftersom Olsen (som efter sigende har aner i Norge) udpensler, at filmen er uklippet på denne måde: "the Un-cut (or more like un-severed) version of the 1973 classic..." Ak ja, sådan går det, når man er for hurtig på aftrækkeren. Jeg kender det godt. LOL. 

Anmelderen på Mondo-digital har iø sammenlignet den gamle uklippede amk VHS med denne DVD, og der mangler intet mindre end otte (8) minutter af filmen. Der er dog ikke tale om voldsscener, men dialog. Ifølge anmelderen ser det ud, som om man har forsøgt at få filmen til at flyde lidt hurtigere. Selv ved en hurtigere omdrejningshastighed bliver SEVERED dog ikke noget mesterværk! (her er det ikke den anden anmelder, jeg citerer!). 

I ekstramaterialeafdelingen finder vi tre trailere for andre Code Red-udgivelser. Begge film er i det korrekte billedformat, og de står ganske glimrende for DVD. Noget andet, som hæmmer SO SAD, er det faktum, at fotografen åbenbart havde glemt sine stærke briller derhjemme. Linsen er i mange scener så snavset, at det er direkte grotesk! Man fatter ikke, at der ikke er nogen, der ikke har opdaget det! Jeg har aldrig set noget lignende. På gamle film kan man nogle gange set en lille sort plet eller et hår eller noget. Men snavset på linsen her er meget usædvanligt. Om det skyldes, at filmen var meget lowbudget, og man ikke havde tid til at checke optagelserne og tage dem om, skal jeg ikke kunne sige. Anyhoo, that's it. 

Jeg er glad for endelig at have fået set begge film efter alt det bøvl, jeg havde med at få fat i den i sin tid. Sagen er nemlig den, at Bill Olsen trak DVD'en tilbage pga. fadæsen med teksten på coveret. Jeg skrev til ham og spurgte, om jeg ikke kunne få lov at købe den direkte fra ham alligevel. Og ja, det fik jeg så. Hvis man har fulgt lidt med i Code Red og Bill Olsens verden, så er jeg ikke så sikker på, at den ville ha' gået i dag. Man får nogle gange det indtryk, at Bill Olsen ikke er helt ... rask. Han er i alt fald lidt af en character – og det er ikke altid lige heldigt. Over 'n' out.