BAISE-MOI (Frankrig 2000, Virginie Despentes & Coralie Trinh Thi)

Efter en lang morgentravetur (jeg havde tid hos lægen), så snuppede jeg en tilfældig dvd fra klædeskabet i entreen og klaskede den på afspilleren. Kaffe, basser og "Knep mig", yay!

Eller det vil sige, det hedder BAISE-MOI så ikke på dansk, selvom det er dét titlen betyder (nordmændene kaldte den faktisk "Knull meg" jf. IMDb). Filmen er godt nok aldrig komme på hjemmevideo herhjemme, men Gloria- og Vester Vov Vov-biograferne kørte den som "Blodsøstre" tilbage i april/maj 2001.

I Sverige kom den under originaltitlen i biffen, selvom det holdt hårdt: Det private selskab, som stod for biografreklamerne forsøgte at standse filmen ved at forbyde reklamer for den få dage efter premieren. Det gav en fandens masse ballade i pressen. Kom der nogen ballade herhjemme? Sikkert ikke. Jeg har i alt fald aldrig hørt om det.

Svenskerne var også så flinke at udsende filmen på uklippet dvd (den her viste udgave. Coveret lover (to gange!) engelske undertekster i tillæg til de svenske, men dem kan man skyde en hvid pind efter).

EDIT (29.11.2024): Jeg fik for et par dage siden bortcensureret en kommentar, om at den gamle engelske dvd er censureret, af en sælger på facebook, men så lad mig i det mindste skære det ud i pap her:

I England blev filmen censurklippet med 10 sekunder i biografen, og da dvd-udgaven fra Universal kom i starten af nullerne, blev den yderligere klippet med 2 sekunder, altså 12 sekunder i alt. Den senere britiske udgave fra Arrow er helt u/c.  

Det er år og dag siden, jeg sidst så filmen. Faktisk mange år og mange dage. Første gang, jeg så den, syntes jeg, det var en lortefilm. I dag synes jeg ... tja, altså ... jeg vil jo give mit yngre jeg ret; det ER en lortefilm. Filmet på digitalvideo, så fladt som nogen pornofilm. Og så amatøragtigt, som kun en amatør kan. Og skuespillerne er hentet fra pornofilm og (gætter jeg på) fra rendestenen. Og de spiller derefter. Og hvis hovedinstruktøren (som også var forfatteren) hævdede, at de ægte pulescener var med for at gøre filmen mere rå, realistisk og usminket, så køber jeg den ikke. Det er bare bollescener ligesom i enhver anden pornofilm med "ægte porno" (som de skrev på filmplakaterne i gamle dage, når der var tale om hardcoreporno). 

Der er godt nok een bestemt scene, som ikke er en sexscene, men en voldtægtsscene - også her med penetration - men selv den ville have været bedre foruden - for det ER jo stadig skuespil. Men hvis man fra filmens produktionsside ville fortælle, at det var for, at scenerne skulle sælge filmen, så ville jeg tro på den! Og sælge kom den til - og spør' du om min mening (for nu lige ret utypisk at citere Gnags), så var det filmens eneste salgsargument som indgangsbillet til den mega-mediedebat, som udløstes. Uden de hardcorescener ville filmen grangiveligvis ikke have solgt mere end andre 90'er-softcore/horror/exploitation-videoproduktioner som f.eks. Hugh Gallaghers filmserie GOROTICA.

Men næsten tyve år senere synes jeg faktisk, at BAISE-MOI er udmærket - hvis man ser den som en film på niveau med andre no-budget undergrundsfilm (her er ikke engang tale om indiefilm efter min mening). Men den holder ikke til at sammenlignes med "rigtige" film. Og at der for nyligt blev annonceret *endnu* en udgivelse i delux-bluray-format er vildt (men hurra for det! Jeg har dog nok i mine to dvd-udgaver), og det ville med 100 procents sikkerhed, nej, 300 procents sikkerhed, havde været tvivlsomt uden de der "ægte sex"-scener.

PLOTTET: Ja, altså vi er jo ovre i både rape/revenge-genren og roadmovie-genren her. Men modsat de typiske rape/revenge-film, så tager ofret/ofrene ikke blot hævn over deres overfaldsmænd, men kører ud i et (for hævnen) unødvendigt voldsorgie, hvor alle og enhver bliver udsat for "hævnen". Gåsetegn, da man her dårligt kan tale om hævn, da ofrenes ofre nu er fuldstændig uskyldige. Hvem er så overfaldsmænd, og er ofrene stadig ofre?
--- end of plot ---

Jeg synes, filmen er en glimrende undergrundsfilm fra debutant-instruktørparret (som begge havde været inde for sex-branchen, den ene på film, den anden som luder), men den kunne have været meget bedre i hænderne på en instruktør, som rent faktisk havde lært at lave film, og som havde brugt rigtige skuespillere, og havde udeladt de kedelige pornofilmscener. Og det ærgrer mig, at instruktørparret åbenbart lige havde været i biffen at se den seneste Tarrantino-film - hva' det så end var for'n en dengang. Smart holdte pistoler, når der skydes, og dobbelt-crossede skydere direkte kalkeret fra en John Woo-Hongkong-film. Suk.

I filmen planlægger den ene "søster" at begå selvmord. Få år efter gjorde den anden "søster" alvor af tanken og checkede ud fra denne dimension ved egen hånd. Trist. DVD'en indeholder også en masse trailere, der næsten ser ud, som om de er downloadet fra youtube - dengang youtubevideoer stadig så vældig usle ud + lidt læsemateriale, men ikke et eneste interview, desværre.

Hvis der er noget ægte godt ved filmen, så er det den u-Hollywood-agtige tone, der går gennem filmen. En Hollywood-remake ville bestemt komme op med en hel den omskrivning!

La primero pregunta es: Que es mas macho: Pineapple or Jack J? Well, let's see. My guess is that a pineapple is more macho than Jack J. Si! Correcto! Pineapple es mas macho que Jack J.

Tilbage i det gamle århundrede lytte jeg til - og optog på kassettebånd - et langt radioprogram om LAURIE ANDERSONs dengang nye koncertfilm HOME OF THE BRAVE. Vi taler cirka 1986-stykker her.

Sammen med filmen var der udkommet en soundtrack-LP (omend en del af musikken på pladen rent faktisk er studieoptagelser). Jeg har glemt, hvem værten var. Men det var en af de der få danske radioværter, som præsenterede spændende musik - noget som danskerne ellers ikke gad lytte til. De var glade for deres poprock, funkrock og radiopop. Måske var værten Jan Sneum (RIP), men hvem han end var, så spillede han hele og halve stykker fra hele pladen. Jeg lyttedet til optagelsen igen og igen og 100 gange mere. Og glemte det så.

Jan (eller hvem det nu var) nævnte også, at vi nok ikke skulle regne med, at filmen ville komme til Danmark. Det var som sagt cirka 1986, længe før dvd, længe før internettet, og længe før Danmark forlod sin status som Sovjet-delstat med dertilhørende fantasiløs brun muzak.

Men hvorom alting er, så har jeg for nogen tid siden anskaffet HOME OF THE BRAVE-LP'en og hørte den i går ... og i nat ... og i dag. Et slag på dametasken: jeg har vel hørt den 13 gange i løbet af det sidste døgn. Den er vildt god. Vildt mærkelig. Og vildt hypnotiserende.

Det frit citerede citat, som jeg citerer for oven, er fra åbningsnummeret. Laurie Andersons tekster er meget sære (og det er slet ikke dårligt). Hun blev iø gift med Lou Reed. Hvorvidt hun stadig laver musik, har jeg ikke undersøgt. Filmen udkom i sin tid på VHS (i fullscreen) og på laserdisk (i letterbox), men er underligt nok aldrig kommet på dvd eller bluray. Ifølge Wiki havde Laurie Anderson ellers annonceret det på sit website for en del år siden, men opdateringen forsvandt lisså stille igen - og derefter blot stilhed.

En hurtig googling viser, at der findes dvdr-bootlegs, men hvem gider ofre 20 dollars på en bootleg, når en venlig sjæl har lagt laserdisk-udgaven ud på YouTube i 720p (angiveligt i "restaureret" version). Jeg har ikke set den endnu. Men LP'en holder lisså godt, som jeg husker mit gamle kassettebånd fra radioen gjorde.

Indledningsnummeret (som overskriften citerer - omend frit):

Hele filmen:

(EDIT: and... gone!)

Off the record, on the QT, and very hush-hush...

Forleden skrev jeg om Henrik Larsens kommende nummer af Obskuriøst-søsterbladet BIB OBS, men tilsyneladende kommer der mere fra redaktørens hånd. "Tilsyneladende", men meget tys-tys - i alt fald hvis man skal tro Ed. Larsens seneste blogpost. 

"Formodentlig" udgivelse vinteren 2021/2022. 

DR. WHO - ikke den store succes her i huset (i 1980)

 Tilbage i 1979 viste Danmarks Radio Doctor Who. Det var dengang, hvor den kulørte Tom Baker var doktoren. Serien fortsatte i 1980, og der kom mindst tre mini-serier. Jeg har ikke undersøgt det nærmere, men TV i 70'erne nævner to serier fra 79, og udklippet her omtaler en tredje serie - med start 1. januar 1980. 

Hvor meget der kom derefter har jeg ikke check på (spørg Henrik Larsen, han har sikkert styr på det!). Jeg tror kun, at jeg så det første afsnit. Eller måske et par afsnit, men jeg var IKKE fan. Jeg brød mig simpelthen ikke om serien. Jeg syntes, Tom Baker var FOR fjollet med sit dumme lange, kulørte halstørklæde. 

Jeg havde opdaget og kastet min kærlighed over science fiction, da jeg fulgte Månebase Alpha, som DR viste et par år tidligere. Og jeg havde været i biffen og se den første STAR WARS  (DK: Stjernekrigen). Og dét var jo RIGTIG science fiction, rumrejser, rumskibe, strålepistoler, rumvæsener, osv. osv. Dr. Who var simpelthen for billigt, når det gælder udseendet og, well, jeg syntes bare ikke, det var RIGTIG sci-fy. Oh well. 

En dag må jeg se alle de gamle afsnit (takket være hr. Larsen så HAR jeg en masse af dem på video). 

Alternativt "COLLECTOR'S MARKET" og nyt BIBLO OBS på vej

Lørdag den 2. oktober kunne horror- og kultfilmfans begejstret besøge den årlige ("årlige", når der ellers ikke er Corona i luften) Blodig Weekend-horrorfilmfestival med det lige så årlige Collector's Market om lørdagen. 

Well, vi var to gamle horrorfilmfans, som holdt os langt ude i den gustne provins og afholdt vores egen udgave af samlermarkedet. Henrik Larsen og jeg gentog successen fra 2018 (check gammelt indlæg her) og mødtes i den bogbutik, som Henrik arbejder (frivilligt) i i Kalundborg. 

Vi havde hver taget diverse bytter-ting, forære bort-ting, sælge-ting med. Og undertegnede skulle selvsagt også lige snuse til de gamle bogsager i butikken. Jeg kom hjem med to store poser dvd'er, videobånd og bøger. Og der blev fortæret basser og drukket kaffe, og lavet mere kaffe, og drukket kaffe, og lavet mere kaffe, og drukket kaffe ... i een uendelighed. 

Og så fik vi selvfølgelig også snakket om Obskuriøst og Henrik kunne oplyse, at han nu endelig har besluttet at lave et BIBLO OBS Nr. 2. Altså et nummer af Obskuriøst udelukkende om bøger. Personligt var jeg ret begejstret for det første nummer, som det efterhånden er fem år siden udkom. Måske tager jeg mig også sammen og sender et indlæg eller to denne gang. "Ed. Larsen" har omtalt det kommende blad på bloggen, men der er endnu ingen udgivelsesdato - ud over engang i 2022. 

Fotoet er fra Kalundborg banegård på vej hjem. 

Alle disse løse ender ...

For nogle få år siden fandt jeg en stak Set & Sket-bøger i Røde Kors til 5 kroner stykket. Stort set i perfekt stand (omend siderne nu drysser ud, som var de blade fra en vissen blomst).

Bøgerne, jeg fandt, dækker slut-60'erne, 70'erne og et stykke op i 80'erne. Der er tale om årgangsbøger i stil med Aaret fortalt i billeder - som igen er lig Film-aarbogen-bøgerne. Dog i stor størrelse og med indhold fra hele verden modsat ÅFIB, som dækker danske forhold. Nå ja, og så er de ENDNU mere tekst- og fakta-fattige end ÅFIB! Mange fotos har en beskrivende tekst, men er uden reelle data som steds- og tidsangivelse.

Allerbedst er et index bagerst i bogen over hændelser i Danmark det pågældende år. Her kan man bl.a læse en kort notits om den 22-årige danske fotomodel Kirsten Larsen, som blev fængslet i Beirut for at have 22 kg hash i sin besiddelse. 22 kilo!! Når man ser på fotografiet, tænker man, at det må cirka have været omtrent det halve af hendes egen vægt! Det nævnes også, at hun fik tre års fængsel!

Så bliver jeg jo nysgerrig; hvad blev der senere af Kirsten Larsen? Sad hun i et råddent fængsel i Libanon i tre år? Kom hun hjem? Var karrieren ovre? Hvor er hun i dag? Obskuriøst-redaktør Henrik Larsen fortæller, at avisen Aktuelt fulgte sagen dengang - men de har velsagtens ikke fulgt op på, hvad der senere hen blev af fotomodellen. Det ville være hyperinteressant at få hendes historie; Hvorfor fanden befandt en ung dansk fotomodel sig i Libanon med 22 kg hash???

Google finder let en Kirsten Larsen fotomodel, men hun er nutidig og canadier - velsagtens af dansk afstamning, men uden relation til sin navnesøster fra 50 år tidligere.

Freddie Vedlon Hansen (foto: POLFOTO)

Det var i øvrigt også heldigt, at Kirsten ikke forsøgte at smugle sin hash ind i Tyrkiet! På bogens næste side fortælles nemlig om en anden dansker, som fik 30 års fængsel i Tyrkiet for "blot" 4,8 kg hash. Freddie Vedlon Hansen. Han var dog heldig, og ham kan man finde lidt info om. Den danske regering fik ham hjem ret hurtigt (inden for et år tror jeg). Men han skulle vist afsone herhjemme. Om han sad i 30 år, vides ikke her på redaktionen. Mon dog. Hvor er han i dag? Han skrev en bog om at sidde i et tyrkisk spjæld, men den er (vist) allerede fra 1971.

Alle disse løse ender. Sådan er det, når man sidder med gamle udgivelser fra en for længst svunden tid. Holder man sig til nye udgivelser - udgivelser, som ser på hændelser i perspektiv og retrospekt - så undgår man for det meste den slags løse ender og lukkede døre. Men man misser også den følelse af samtid og, ja, tør jeg næsten sige action, som læsning af samtidsdokumenter giver.

Cover lånt fra logolsen.dk

CANDYMAN (Bernard Rose, USA 1992)

 Klokken er kvart i syv søndag morgen, og jeg har netop set CANDYMAN på dansk dvd for første gang. Jeg har godt nok haft filmen på hylden i velnok henved 12 år, men det er altså først nu, at jeg får den set. Der er mange af klassikerne, som jeg har ignoreret, simpelthen fordi jeg har brugt tiden på at udforske de underlige film fra Asiens bagland. 

CANDYMAN var ret god, og skuespillerne (det er et lille cast) er alle gode. Virginia Madsen (selvsagt ud af dansk afstamning og søster til Michael Madsen) gør det rigtig godt. Der er også en hel del SFX i filmen, og heldigvis er de alle fra en tid med practical effects, ikke noget hel- og halvdårlig CGI. 

Plottet er noget forvrøvlet nonsens om en sort slave, som blev tortureret og dræbt af sin hvide master, fordi han bollede dennes datter tyk. 100 år senere vender slaven tilbage for at tage hævn ... på en tilfældig universitetsstuderende, som står foran et lokumsspejl. Til trods for det fjollede plot, så er CANDYMAN rigtig god, og (også) til trods for den lange spilletid (101 min. if. omslaget), så kedede jeg mig aldrig. Virginia Madsen gør det virkelig godt. 

Set på halvgammel dansk dvd. Helddigvis i amamorfisk bredformat (omend formatet ikke er 1:85.1, som omslaget lover, men derimod tydeligvis 1:78.1. Der er ikke noget extra ud over en trailer. 

Der kom to sequels tilbage i 90'erne, og der er netop kommet endnu en film, men jeg er ikke sikker på, om der er tale om en remake eller en sequel. Måske er det begge dele - and a reboot as well. Fuck you, Hollywood!

EDIT kl. 17:58: "Helddigvis", "amamorfisk", lol. Jo, det var RET tidligt på morgenen (læs: SENT på natten) 

Lige i sylten på hr. og fru Danmark!!! KANNIBALMASSAKREN plasket ud på dobbeltside i EKSTRA-sprøjten i dag

Jeps, man tror jo næsten ikke sine øjne, men den er god nok. Ruggero Deodatos milepæl CANNIBAL HOLOCAUST fra 1980 i søndagsudgaven af Ekstra Bladet. Det er jo næsten som at købe et nummer af Ugens Rapport i gamle dage. Okay, teksten er knap så skandalepræget, men ellers. Hvis du vil læse hele svineriet, så ligger det hele sikkert stadig frit tilgængeligt i online-udgaven.

"Ken Russell har i løbet af fire år placeret sig som engelsk films eneste instruktør af internationalt format"

Nej, overskriften er ikke mine ord, men derimod Peter Schepelerns fra en artikel i Kosmorama om Ken Russell. Jeg fandt den netop via google. Den ligger her. Jeg så Ken Russells GOTHIC forleden. Meeeget mærkelig film. Men modsat 95 % af de danske horrorfans, så synes jeg jo ikke, at underlige film bør undgås eller slukkes for. Kort fortalt handler GOTHIC om den virkelige aften i 1816, hvor Mary Godwin fandt på historien om Frankensteins monster. Modsat andre filmatiseringer af den aften, hvor man gerne ser Mary som en ung, bly kvinde, der sidder og syr stilfærdigt på en sofa, medens hun spøjst fortæller historien om Doktor Frankenstein og hans monster, så er Ken Russells fortolkning en ganske anden. I Russells version er vi næsten ude i noget, der kunne være stærkt inspireret af Roger Cormans THE TRIP (DK: LSD)! Hvis ellers Ken Russell var til Roger Corman-film. Det gætter jeg på, han ikke var (men man ved sgu aldrig). 

Den ærede læser må vente til en anden gang på en bedre og længere anmeldelse/plotbeskrivelse; Jeg skal ind og drikke kaffe og læse aviser fra 1969! Men det skal dog lige nævnes, at selvom jeg til fulde nød GOTHIC, så er den på ingen måde en konkurrent til Russells store mesterværk fra 15 år tidligere; THE DEVILS (DK: Djævlene). Men mindre kan også gøre det, og jeg var underholdt. Det var London-bladet TimeOuts anmelder også, omend han også skrev: "nonsensical mish-mash of all we've seen before" (TimeOut Film Guide, 2011). 

Der er adskillige dvd- og bluray-udgaver. Der er desværre lavvande i kassen, så denne blogger så filmen via Tubi TV (lovlig, gratis streamingservice i USA). 

A fistful of Brit

 

Endnu flere film fra 5-kronerbutikken! Over to dage fik jeg set fire britiske film, som jeg aldrig før har set. First off var SNATCH fra 2000. Instrueret af Guy Ritchie og med Jason Stadtham i den bærende hovedrolle (men der er adskillige større roller). Plottet er næsten ikke til at gengive på nogle få linjer, dertil sker der simpelthen for meget hele tiden, men en masse gangstere i London er ude efter en ædelsten, som nogen har smuglet ind fra et eller andet sted. Filmen er en af de allerførste film for både Ritchie og Stadtham. Før SNATCH lavede de sammen filmen LOCK, STOCK AND TWO SMOKING BARRELS (1998, den blev åbenbart det helt vildt store dengang tilbage i 1998).  Glimrende gangsterkomedie, som jeg ikke havde hørt om før. Brad Pitt er med som en sigøjner, hvis engelsk man næsten ikke forstår (ingen i filmen forstår ham heller). 

Producenten af SNATCH var Matthew Vaughn, og han blev selv instruktør med L4YER CAKE (aka Layer Cake) i 2004. Også en britisk film og også en kriminalfilm sat i Londons underverden. Modsat SNATCH er den dog ikke en komedie. Jeg kendte intet til den, men købte den pga. referencen til SNATCH på omslaget. Det viste sig at være heldigt, for den leverede nemlig også glimrende underholdning. Daniel Craig spiller en 30-something gangster, som har penge nok til at trække sig tilbage, men som en anden gangster i en anden film engang sagde: "I was out but they pulled me back in". Han havde ikke lyst til at forblive i underverdenen, men i de kredse gør man ikke nødvendigvis, hvad man helst vil. Slutningen er iø rigtig fed og U-amerikansk/U-Hollywood-agtig. 

Jeg købte Nick Loves THE FOOTBALL FACTORY (også fra 2004) simpelthen fordi jeg fandt den i PlusButikken, kiggede på coveret og tænkte: Hva' fa'en - måske er den go'. Og det var den også, men det var en af den slags film, hvor man sidder gennem første halvdel og tænker: Hold kæft noget lort! Indtil da så filmen blot ud som en bedre dokumentarfilm om fodboldvold - syntes jeg i alt fald. Det lignede næsten en propagandavideo fra den lokale hooligan-klub. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at jeg er ret ligeglad med fodbold (Nøgenfodbold for kvinder kan lige gå an, men det er sgu så sjældent, at de viser det på DR). Men så 30-40 minutter inde i filmen blev den personlig. Vi lærte endelig karaktererne at kende og så deres bagsider væk fra klubvoldsmentaliteten. Vi følger (uden at det skæres ud i pap) fire "par" i filmen. Ikke romantiske par, men fire gange to mænd, der er venner. 

Jeg må indrømme, at jeg ikke genkendte een eneste af skuespillerne bortset fra Dudley Sutton, som spillede bedstefaderen til den unge hovedperson, som også virker som filmens fortællerstemme. Sutton har været med i ufattelig meget i årenes løb, og den eneste film, jeg vil nævne, er Ken Russells mesterværk THE DEVILS fra 1971. Ligesom det var tilfældet med L4YER CAKE slutter filmen på en meget U-amerikansk måde. Og tak for det. Instruktør Nick Love fortæller i den glimrende Making of-film, at han er ret ligeglad med berømthed og at tjene de store penge på sine film. Han vil bare lave gode film. Og når man ser på han filmografi, er den da heller ikke uoverskuelig; gennem årene er det kun blevet til ret få film ift. andre instruktører, men hvis de er lige så gode som THE FOOTBALL FACTORY, så er det fint nok. Jeg vil i alt fald smide dem i kurven, hvis der dukker mere af hans op i 5-kronerbutikken. 

Helt i samme ånd som med THE FOOTBALL FACTORY sad jeg de første 45 minutter af FILTH (2013) og tænkte: "Aaargh!" og jeg var SÅ tæt på at slukke for lortet. Men heldigvis holdt jeg ud, og det skulle vise sig at give pote i sidste ende. Igennem de første tre kvarter syntes jeg, at den skotske komedie FILTH var fuldstændig U-morsom. Kort sagt handler den om en skotsk panser i Skotland,som har det sjovt med at fylde en masse kulørte piller i svælget og sniffe bagemel (eller hvad fa'en det nu var). Og humoren var ikkemorsom. Jeg overvejede, om der var tale om speciel skotsk humor, som jeg blot ikke fangede, men så halvejs inde vender filmen pludselig. Den alkoholiserede, korrupte panser på narko, som væltede sig gennem den ene umorsomme scene efter den anden, blev pludselig til en film om en alkoholiseret, korrupt panser på narko - på vej ned! Fra at være en umorsom komedie skifter filmen til et portræt af en fucked up strisser i rendestenen. Og NU blev den interessant. Jeg blir nødt til at gense den! Filmen er instrueret af Jon S. Baird og baseret på en bog af Irvine Welsh, som også skrev Trainspotting. Baird har iø kun instrueret een eneste film efter denne, STAN & OLLIE fra 2018. 

Alle fire film viste sig at være glimrende, og jeg kan ikke anbefale nogen som værende bedre end de andre. De danske dvd-udgaver er alle gode, omend SNATCH godt kunne være bedre (low res anes her og der).