Jeg fandt filmen VAMPS på dansk dvd i en af de lokale genbrugsbutikker forleden. Omslaget ligner noget, der nemt kunne være en frygtelig, moderne gyserkomedie. Og Alicia Silverstone er med. Ja, hende fra den der skide CLUELESS-film! Og forsiden lover endda, at den tilmed er instrueret af Amy Heckerling, instruktøren bag CLUELESS. Så kan det vel næppe blive værre, hva'be'har! Men jeg blev lidt nysgerrig på den den dag i genbrugsen alligevel.
Omslaget minder pænt meget om det gamle omslag til en tidligere vampyrgyserkomedie med en næsten ens titel; VAMP fra 1986 med Grace Jones. Kunne der være tale om en remake? Jeg fandt i sin tid VAMP på norsk vhs (som viste sig at være klippet!) og optog den senere i uklippet stand fra en lokal tv-station i Odense, TV-Fynboen (tv-signalet nåede mit dengang sjællandske provinshul). VAMP var ikke noget at skrive hjem om. En lettere fesen komedie, som mest var interessant, fordi Grace Jones som sagt var med. Nå ja, sådan husker jeg den i alt fald, men - indrømmet - jeg har ikke set den siden midten af 90'erne.
I de sene nattetimer (eller de tidlige morgentimer) mellem den 30. og 31. december fik jeg smidt VAMPS på afspilleren - og nej, der er ikke tale om en remake. Men det gør slet ikke noget, for den viste sig at være betydeligt mere underholdende, end jeg husker VAMP at være.
PLOTTET: Alicia Silverstone bor sammen med en veninde (spillet af Krysten Ritter, som har været med i tonsvis af tv-ting og film, men det mest interessante, hun har været med i, i alt fald for genrefans, er vist tv-serien Breaking Bad). De er begge vampyrer, omend af den særprægede moderne art, som ikke tror på at gøre sine medmennesker ondt, og derfor lever af blod fra diverse uheldige småkravl, som suser forbi i luften eller farer rundt på gulvet.
Noget af filmen forgår med fornøjelige situationer, som pigerne kommer i, taget i betragtning at de netop er unge piger - og tilmed vampyrer - som hellere vil date fyrene i nattelivet, end at dræbe dem og drikke deres blod! På et tidspunkt går det endda så vidt, at den ene af dem forelsker sig i en af de levende (rigtigt levende) ungersvende, og så er fanden løs i Laksegade - ikke mindst fordi hans far er vampyrjæger med efternavnet Helsing på visitkortet!
Vi møder også en række velkendte ansigter fra genrefilmen; Sigourney Weaver, Malcolm McDowell, Richard Lewis (omend jeg bedst kender ham fra Curb Your Enthusiasm), etc. Nå, men der sker en hel masse spændende og finurlige ting, og til slut slutter det hele lettere sørgeligt. Eller også er det godt. Jeg var i alt fald underholdt, og alle skuespillerne var gode. Den kan sagtens genses. END OF PLOT-BESKRIVELSE
Jeg er naturligvis godt klar over, at "rigtige" horrorfilmfans vil foragte den. Jeg fandt to amerikanske YouTube-anmeldere, hvoraf den ene kaldte den dårlig men underholdende, og den anden, et anmelderpar, afskrev den bare som rigtig ringe. Problemet er velsagtens, at filmen er en teenage-horrorkomedie (selvom Alicia Silverstone og Krysten Ritter for længst har forladt teenagealderen). Men dem om det.
Den fællesnordiske dvd havde et fint billede. Ekstramaterialet består af 6-7 trailere, deriblandt en Woody Allen-instrueret film, en dokumentarfilm om Woody Allen og en David Cronenberg-film. Og det var alt. Kassetten var passende i rød, men den var desværre knækket, så nu er den udskiftet med en sort. Sådan er livet. Just som man tror, det kører, så opdager man, at kassetten er knækket!
-------
Og så er det blevet den 31. december i dag. Dronningen abdicerer, og Danmark skal have en konge til næste år. Jeg havde helst set, at Margrethe havde lukket og slukket ved sin afgang. Kongehuse hører ikke hjemme i det 21. århundrede efter min uvurderlige mening. Men mig er der ingen, der spørger. Oh well. Godt nytår til mine syv til ni faste læsere! ^_^
Til næste år er det i øvrigt 25 (fem og tyve!) år siden, jeg udsendte det første nummer af STAY SICK!Det er fanderme uhyggeligt, du!
Jeg vandt NEHIR på græsk vhs for 24 dollars fra Bill Barounis i Grækenland tilbage i 2008 (nej, jeg husker bestemt ikke den slags detaljer, men jeg har gemt alle mine digitale faktura!). Om jeg købte den græske vhs, før eller efter jeg fandt det danske vhs, har jeg virkelig ingen anelse om.
Men nu har jeg i alt fald for nyligt indkøbt denne dvd-bootleg fra Svejts. Stærkt begrænset oplag. Der er tale om et fan-edit fra "selskabet" Turkish Fan Project (fra Tom Shootgringoshoot). Filmen findes i to udgaver; Den oprindelige, som er lavet til det tyrkiske marked, og en engelsk-dubbed version til det internationale marked. Sidstnævnte er ude på både dansk, svensk, norsk og hollandsk videobånd - og adskillige flere.
Den internationale er speciel ved, at man har splejset scener fra en helt anden film ind. Idioti uden lige, og det virker bare dumt og dårligt. På tyrkisk vhs er filmen så til gengæld censurklippet. Jeg kan ærlig talt ikke huske, om de fraklippede scener er med på mit græske bånd - jeg har ikke set det siden, jeg vandt det på eBay. Nu har Tom i Svejts flikket en uklippet version sammen med dele fra forskellige bånd. Og hurra for det.
Da Bill Barounis (manden bag Onar Films-videoselskabet i Grækenland - og som desværre for længst har forladt denne dimension) satte båndet på eBay (gamle internationale vhs-samlere husker ham som "Deathland"!), annoncerede han det som den tyrkiske udgave af DELIVERANCE (aka På udflugt med døden)! Og man kan se hvorfor. Den internationale titel er slet og ret The River!
En håndfuld tyrkiske unge har besluttet at drage på en tur ned ad en rasende og voldsom flod i vilde egne af landet. På tre træflåder! Om vi er i Tyrkiet, eller hvor filmen foregår, står hen i det uvisse, da det engelske dub blot oplyser, at de er i et andet land. Med sig på turen får de en jævnt uvillig og tvær guide, som bruger det meste af tiden på at stirre. Han stirrer så meget uden lyd og dialog, at man tager sig selv i at granske hukommelsen, om det er en stumfilm, man har sat på.
Filmens hovedperson er en ung kvinde, som er en af de mest irriterende hovedpersoner, jeg kan mindes. Hun bliver straks forelsket i guiden, samtidig med at hun sviner ham til hele tiden. Og i øvrigt giver sig i lag med en anden ung mand, som hun siger slet ikke er hendes type. Hun skaber sig hele tiden og er generelt øretæveindbydende, men så på det anden side det er de sådan set alle sammen. På et eller andet tidspunkt løber de (selvsagt) ind i de rednecks i bjergene, som vi ved per se kun er ude på at voldtage dem - og dræbe dem - og skyde dem - og kaste store stenblokke i hovedet på dem. Filmens slutning er ret nederen - om end den kunne have været mere nederen, hvis man havde brudt sig om hovedpersonerne. Dvd'en medtager også en alternative tyrkiske slutning, som er mindre negativ.
Desværre er NEHIR ikke særlig god. Nogle af disse tyrkiske genindspilninger kan ellers være ret interessante; f.eks. er den tyrkiske remake af STAW DOGS (Køterne) ganske glimrende, og det samme gælder for remaken af DEATH WISH (En mand ser rødt). Det havde uden tvivl været bedre, hvis dvd'en have været brugt det originale tyrkiske lydspor med engelske undertekster. Det engelske dub er ret belastende. Men i alt fald ros til Turkish Fan Project for at gide at udgive denne uklippede version. Der er kun trykt 30 eksemplarer, og Tom genudgiver efter eget udsagn aldrig nogen af disse bootlegs. Der findes ingen officielle dvd- eller blu-ray-udgivelser af NEHIR (hverken tyrkisk eller international udgave).
Check i øvrigt mit 15 år gamle indlæg her og se det danske videoomslag!
Ekstramateriale: Tyrkisk start, international start, scener fra anden film som blev brugt til den internationale udgave, alternativ tyrkisk slutning, vhs-covers og lobbycards, "wendecover".
Jeg læste forledenGreg & Aidans udgave af tegneserien Bernard Prince, som var udmærket, men det fik mig til at finde et af de "rigtige" album frem, som er tegnet af Hermann - eller, nå ja, så "rigtigt" som det nu kan bliver, når der er tale om BERNARD PRINCE nr. 13, som er en samling korte historier fra 1970-78!
Men selvom forfatteren er den samme, så er der en følelse af "eventyr" over de gamle historier, som de senere udgaver bare ikke rammer, synes jeg. Ja, jeg ved godt, det er en vag forklaring. Jeg bør aflevere medlemskortet til anmelderklubben og tage min frakke og gå.
Min udgave af BERNARD PRINCE nr. 13 er i virkeligheden ALBUMKLUBBEN TRUMF nr. 27! Denne albumklub præsenterede en ny serie i hvert album (om end nogle serier blev præsenteret flere gange). Jeg abonnerede i sin tid på disse udgivelser fra Trumf, og jeg tror næppe, jeg har læst det pågældende album siden engang i 80'erne (det udkom i 85). 1'ste oplag.
Albummet stod lige så flunk og nyt på reolen, som den dag det ankom fra Interpresse. I henved 35 år var jeg hardcore supersamler med en samling i mint condition. Men så for 5 år siden besluttede jeg, at nu var det nok. Nu bøjer jeg omslaget, brækker ryggen og trykker siderne ned. Men jeg indrømmer, at det stadig føles lidt (vel meget) forkert. Det er mærkeligt, at trække et album som Bernard Prince nr. 13 frem i noget nær mint condition, og nu efter næsten 40 års ejerskab endelig at smadre albummet! (altså ikke smadre-smadre, men du ved, bøje siderne i en vinkel på mere end 45 grader! ROTFL).
Men nu er jeg af den (nyfundne) overbevisning, at tingene skal bruges, og man må gerne se, at de har været brugt. Jeg skrev iø også om det for 5 år siden (link her).
"NY-ROCK" er en dansk term, som stadig bruges her i huset, men som de fleste muligvis har glemt, eller aldrig har hørt (unge løjsere!). Ny-rock betyder stort set det samme som NEW WAVE. "Underlig" rockmusik, som ikke er **rawk'n'roll** med skrigende guitarer og stiv pik, men ofte (men ikke altid) sære, mærkelige toner og lyde, og anderledes tekster. Dette er anden gang, jeg skriver om dansk ny-rock, om end det er længe siden, jeg skrev første del (som iø var ret tynd). Brug tagget forneden i indlægget.
Jeg husker ikke, hvornår jeg hørte Kliché (uden accenttegn i bandnavnet på den første plade, Kliche)første gang, men det har været meget tidligt i 80'erne. Både den første LP og den første single er fra 1980 (se udgivelserne på Discogs), så det må have været lige omkring der. Jeg kunne lide dem fra starten. De lød og så ikke ud som alt det lort, alle de andre danskere gik rundt og lyttede til. Funkrock og poprock var det, som stort set alle danskere blev varme i bukserne over. Sange med tekster à la: "Jeg elsker dig, åhh, jeg ser dig på dansegulvet, åhh..." og i dén dur. Frygteligt.
Kliché spillede koldrock - et udtryk, som er totalt forsvundet og glemt i dag. Nå ja, bortset fra her i gemakkerne. Gruppen eksisterede som pladeudgivende band kun fra 1980 til 83, men ifølge både Discogs og Politikens "ROCK NU, NY-ROCK LEKSIKON" (Jan Sneum, 1983) startede de allerede i 1977 og blev ved frem til 1985. Jeg er nu ikke helt sikker på, om det med 1985 er korrekt. Jeg så dem til den Afrika-koncert, som blev afholdt i Kbh i sommeren 85 (Kliché og Sods/Sort Sol var de absolut eneste interessante bands ved den lejlighed!). Og dengang var det et scoop, fordi gruppen blev gendannet blot for dén koncerts skyld. De havde altså været opløst et godt stykke tid (hele gruppens optræden ligger på Bonanza og - delt op - på YouTube).
Jeg synes stadig, at deres to albums, "Supertanker" og "Okay Okay Boys", er fede. Men Lars Hugs soloting har aldrig sagt mig ret meget. Nå ja, bortset fra hans først LP efter bruddet med Kliché, "City Slang". Jeg kalder ham i øvrigt stadig Lars Hug, selv om han for en menneskealder siden blev nødt til at ændre Hug til H.U.G., fordi en eller anden tosse-familie med samme navn truede med at lægge sag an. Jeg gætter på, at Lars troede, at med "H.U.G." ville danskerne forstå, at man bare skulle blive ved med at sige Hug, men nej, danskerne flest var for dumme, die dumme dänen, og derfor har de fleste mennesker nu i mange år gjort sig umage med at kalde ham Lars H-U-G. Tosser! Nå, men det var de plader vi kom fra.
Jeg så (og optog vist nok også) Lars Hug, da han optrådte i en udgave af DR's bogprogram "Bazar" i 1984 (mine to betamax-videomaskiner er for længst stået af, og jeg har intet overblik over, hvad fanden jeg har af optageler på betamax-bånd. Men jeg fandt heldigvis en optagelse af programmet på et eller andet obskurt website for nogle år siden, og jeg har skrevet om det her). Men herefter begyndte Hug at spille blød pop og deslige. Måske er det okay, meeen det er jo ikke at sammenligne med de kolde dage i starten. Kliché var alternativt, Kliché var ny-rock, Kliché var et los i nosserne på dansk populærmusik i starten af 80'erne.
Jeg fandt et fedt program på cirka en halv time om gruppen, som TV2 Østjylland lavede for ti år siden. Heldigvis har en fan uploadet det i god kvalitet til YouTube (se længere nede). På YouTube findes også et par koncerter fra DR radio og tv. Men ellers er et af kendetegnene ved gruppen, at de kun udsendte uhyre lidt materiale; Der findes to albums og to numre fra Pære Punk-LP'en (og et enkelt nummer på en sjælden kassette, se Discogs). And that's it! Men så er det i det mindste da rimelig nemt at skrabe en komplet samling sammen!
Dokumentar fra TV2 Østjylland:
Opslag om Kliché i Politikens "Rock Nu, ny-rock leksikon" (Jan Sneum, 1983):
I Røde Kors' nyindkomne (i september) samling af cd'er fra et rockhoveds aflagte samling lå også dette album med onkel Danny og Halfdan E. Jeg er jo ikke nogen Dan Turèll-ekspert, men jeg kunne sgu godt lide ham. Cd'en her er god. Tekster tilsat moderne musik. Det mest kendte nummer er velsagtens "Gennem byen sidste gang", som man jo kender.
Oprindeligt udsendt som LP i 1993 og først kommet på cd i 1997 (med et ekstra remix-nummer). Dette er dog et genoptryk, og (meget irriterende) nævnes ikke, hverken hvornår genoptrykket er fra, eller om der er tale om genoptryk nr. 1 eller 2 (to er nævnt på Discogs side). Men hva', man overlever nok. Mit eksemplar var i perfekt stand, både disk og 28 siders booklet (som så uåbnet ud). Og det er jo bare dæjligt. Den bli'r i samlingen.
Jeg skrev om BERNARD PRINCE-albummet "Sprængfarligt bekendtskab" forleden. Jeg bestilte albummet fra Faraos sammen med en pæn stak tilbudsvarer. BP #16 var godt nok ikke på udsalg, men eftersom albummet er udgået fra forlaget (endda i 2. oplag), så tænkte jeg, at det var på tide at købe det hjem.
Jeg skulle til et eller andet kedeligt møde på jobcenteret møgtidligt dagen efter, men fik alligevel tid til at læse eet af de nye indkøb sent om aftenen, nemlig - ikke overraskende - dette album.
Jeg refererede i mit første indlæg (se her) til anmeldelsen på Serieland, hvor Berti Stravonsky skriver, at manuskriptet er ret tyndt. Well, jaajoo... det er det såmænd, men var de fleste af disse tegneserier henvendt til "store drenge" i 70'erne ikke ret tynde!? I dag, her i voksenlivet, så skal man nok huske på, hvordan det var at læse dem dengang. Eller i alt fald huske på, at der er tale om underholdning. Der er næsten aldrig noget samfundsrelevant indhold - overhovedet. Men når det så er sagt, skal det også tilføjes, at jeg var fint underholdt af BP #16.
Som jeg også fik nævnt på fjæsen, så bemærkede jeg nogle uheldige steder, hvor oversætteren rodede rundt i både De-form og Du-form - og det endda i de samme talebobler! Jeg nævnte dette i en tegneseriegruppe, hvor den ene af forlagets bagmænd indrømmede fejlene. Men han forsvarede det samtidig og sagde, at det nok ikke kunne blive meget bedre, da de er et lille forlag med kort tid til at producere udgivelserne. Fair nok, og det er meget muligt, men ligesom med alle typer udgivelser og produkter, så ser jeg som forbruger ikke alt det, der er gået forud for udgivelsen af produktet. Jeg køber et produkt, og det produkt er så det, som jeg lægger til grund for min vurdering.
Men til trods for mindre "skønhedsfejl" vil jeg bestemt anbefale BP #16. Køb det, før det er helt væk fra markedet (Her ligger det hos Faraos). Man må selv google, om det stadig er tilgængeligt andre steder og til en mere fordelagtig pris).
Jeg har kendt til Kieslowskis tre film BLÅ, HVID, RØD, lige siden de blev omtalt i et filmprogram på tv. Måske har det været i Filmkanylen på TV2 eller Bogart på DR. Men i alt fald har jeg aldrig set nogen af dem. Jeg har godt nok haft lyst ... og jeg tror faktisk, at jeg har ejet en af dem på sell-thru-video i 20 år ... men alligevel har jeg aldrig set nogen af dem før i aften. Sådan er det nogen gange.
Jeg vil ikke sige så meget om plottet her. En ung kvinde, hendes ægtemand og deres 5-årige datter kommer i filmens start ud for en automobilulykke, hvorved mand og datter omkommer. Kvinden forsøger først selvmord, men opdager, at det kan hun alligevel ikke klare. Så sælger hun huset, giver alle møblerne og ejendelene bort, giver gartneren og husholdersken penge nok til pension resten af livet, og flytter derefter i en lille lejlighed helt uden at fortælle nogen, hvor hun tager hen. Hun skærer alle bånd over. Det kender man jo til her i familien. Min moster er rejst til de serbiske bjerge for at passe polske gadehunde og kommer næppe tilbage; min kusine er draget til den Dominikanske Republik og kommer næppe tilbage; min fætter er forsvundet, osv osv osv. Her i familien forsvinder folk bort og bliver væk i mange år for derefter at dukke op igen, og måske så forsvinde igen. Jeg gjorde det som bekendt også selv i mange år. Hvem ved, hvor turen går hen næste gang. Men, hey, det var den film, vi kom fra.
Der er ikke nogen slagsmål i BLÅ, endsige mordbrand, knivstikkerier, biljagter, revolvermænd, bare patter, håndgemæng, folk der spytter eller kommer med sleske tilråb. Der er faktisk kun en kvinde, der går rundt og tænker over tingene - og ved du hvad, det er faktisk skide godt. Hun spilles af en dejlig 30-årig Juliette Binoche, der - som vanligt - gør det fantastisk godt. Og så er det i øvrigt første gang, jeg har oplevet, at en person begynder at græde på et kommentarspor! Under udvalgte scener snakker Juliette henover, og da en af scenerne minder hende om instruktørens død (Kieslowski gik bort i 1996), begynder hun at græde.
Dette er min første Krzysztof Kieslowski-film, og nu glæder jeg mig til at se de to andre, HVID og RØD,i serien. Han har sikkert lavet en masse, men om det er til at få fat på på 5-kroners-dvd, er jo lige det. Han lavede iø også engang en tv-serie, Dekalog, som dansk fjernsyn (sikkert DR2) kørte i sin tid, men som jeg selvsagt undgik med vilje dengang. Æv, jeg sku' ha' optaget den! Men om ikke andet står der en bog om instruktøren, som jeg slæbte hjem fra den lokale Kirkens Korshær for et års tid siden eller to, på hylden. Måske skulle man ligefrem bladre i den.
Min dvd fra ScanBox er udmærket, og billedet er fint for dvd. Der findes flere Blu-ray-udgivelser, bl.a. fra Criterion og et dansk sæt til en billig penge (men sikkert helt uden ekstramateriale). Check selv dvdcompare osv.
For længe siden så jeg en omtale i et dansk filmprogram ("Bogart" tror jeg) om den dengang helt nye thriller ONE HOUR PHOTO med Robin Williams i hovedrollen. Danske Connie Nielsen er også med. Dengang tænkte jeg, at det sgu nok ville være en halvkedelig sag. Jeg mener, hvor god kunne en mainstream-Hollywood-film med fucking Robin Williams være! Så gik der vel 20 år og jeg fandt filmen på en brugt dvd til 5-10 kroner og tænkte: "Nå ja, hva' fa'en, man kan jo se lortet". Well, hvornår fanden lærer jeg ikke at spytte på ting, jeg ikke kender!!!??? ONE HOUR PHOTO viste sig nemlig at være totalt god! Robin Williams er TOTALT gusten i denne film. Se den endelig, hvis du falder over den.
For et par dage siden købte jeg (som nævnt i forrige indlæg) en stak brugte dvd'er, og en af filmene var såmænd endnu et eksemplar af ONE HOUR PHOTO. Jeg snuppede den igen - bare sådan fordi. Og så til 5 kroner. Da jeg kiggede nærmere på omslaget i dag, bemærkede jeg, at det modsat den først indkøbte eksemplar har et fedt billede på indersiden af omslaget. Den gamle havde intet foto. Men her ser den mugne fotobutik-ekspedient på gulvet i mørkekamret (de lyse streger skyldes, at coveret var bukket på midten).
Filmen er instrueret af Mark Romanek, som kun har lavet en enkelt film siden ONE HOUR PHOTO. Ærgerligt, for filmen her er rigtig god. Interessant nok, så er det Romanek, som har lavet den totalt hauntingly gode musikvideo med Johnny Cash, hvor Cash kort før sin død lavede en coverversion af nummeret "Hurt". Det er vildt godt.
Trailer:
Robin Williams og Mark Romanek taler om filmen på Charlie Roses talkshow i 2002:
Jeg checkede lige, hvornår jeg sidste gang postede noget i denne "5-kroners-dvd"-serie, og det er sgu et helt år siden! (check alle de gamle posteringer her).
I går var jeg så en smut i PlusButikken og slæbte for 170 kroner film (og et par cd'er) med hjem (og smuttede i øvrigt osse lige inden om Kirkens Korshær på vejen hjem - de havde ringet og fortalt, at nogen var kommet med Dan Turélls 12 bøger i "Mord"-serien!). Og selvom 170 kr. måske ikke er alverden, så får man dog en pæn sjat film, når de kun koster 5 kr. stykket. En af filmene var selvsagt den på mit foto foroven: LETHAL WEAPON akaDødbringende våben med Mel "Mad Max" Gibson og Danny Glover.
Jeg har set Dødbringende våben een gang før: På en eller anden lille dansk tv-kanal i 90'erne (jeg har glemt hvilken det var, men der var ingen reklamer, så måske var det en af de der små lokalkanaler, som eksisterede dengang, som ikke var reklamefinansierede, og som senere blev lagt sammen til TVdanmark, eller noget i dén stil, det er længe siden, det var 90'erne, og jeg har glemt lidt, hvordan det var med de der kanaler), hvor jeg også optog den, men har aldrig genset mit bånd. På dvd-kassetten nævnes, at der er tale om en 7 minutter længere director's cut-udgave. Den løber lige under to timer. Jeg har ingen anelse om, hvor lang udgaven, jeg så på tv, var.
LETHAL WEAPON er naturligvis på ingen måde obskur eller ukendt. Den er derimod vældig velkendt og blev så populær, at den medførte tre sequels, og en fjerde er på vej. Der var også en tv-serie med andre skuespillere. Jeg mener, at jeg også så 2'eren på den føromtalte tv-kanal i 90'erne, men alt jeg husker fra den, er Mel Gibsons persons love interest.
PLOTTET handler om en langt ude og fucked-up panser spillet af Mel Gibson, som i starten af filmen lander i et ulige makkerskab med en sort strisser spillet af Danny Glover. Forskellen på de to, ud over kuløren, er, at Dannys rolle bor i parcelhus, har styr på tingene, karrieren og familien. Mels rolle er bare depri, vanvittig og selvmorderisk. Han bor i en campingvogn på en strand med en loppebefængt vovse som eneste vedhæng - hvis man ser bort fra gamle fotos af hans døde kæreste. På et eller andet tidspunkt sker der en hel masse, som gør, at de blir nødt til at arbejde sammen. Det fungerer helt fint i filmen, men jeg tænker lidt på, hvordan de tre sequels er. Forsøgte Hollywood at gentage plottet med, at de er så forskellige? Den slags gør Hollywood jo ofte med tydeligt dårligere billetindtægter som resultat. Jeg skimmede anmeldelserne af alle fire film i The Time Out Film Guide (den sidste udgave, der udkom. Den står på hylden lige ved siden af Lademanns Leksikon) fra England, og de fik vist alle pæne ord med på vejen, så det lyder lovende. Og jeg har netop set trailere for alle tre sequels, og de ser bestemt underholdende ud.
Jeg har iø også lige set et interview med Mel Gibson fra sidste år, hvor han taler om, at der skal laves en del 5, og at han selv skal instruere den (Richard Donner, som instruerede de første fire film, skrev selv på manuskriptet til 5'eren, men han var på det tidspunkt 90 år gammel - ifølge Gibson-interviewet - og gik bort, før han blev færdig. Donner instruerede iø også både den originale THE OMEN (aka Tegnet) og den første Superman (og åbenbart også en version of af Superman 2, men det ved jeg ærlig talt ikke ret meget om (men læs selv mere her) - det er en million år siden, jeg har set filmen, og det var selvsagt i den officielle version. Måske skulle man finde sin gamle vhs fra On-Air frem og se - det er den eneste version, jeg har!).
Jeg så som sagt filmen på tv i 90'erne, men jeg var sådan set egentligt ikke interesseret i LETHAL WEAPON dengang. Og jeg syntes ikke, at den var særlig god, da jeg endelig fik den set på tv (det undrer mig faktisk i dag, hvorfor fa'en jeg overhovedet satte mig og så den!? Måske havde jeg influenza eller hovedpine og ville ikke "spilde" at se en bedre film. Det fortaber sig i disen af fortiden). Jeg havde for længst opdaget Hongkong-actionfilmene og sammenlignede alting med John Woos voldsballetter. Og alting kom til kort! Nu her omkring 25-30 senere syntes jeg, at underholdningsniveauet i Dødbringende våben er glimrende. Jeg var faktisk godt underholdt. Der er dog elementer, hvor man krummer tæer. Scenen hen mod slutningen, hvor Mel og Glover står sammen og i "skøn forening" - og i slowmotion - samtidig skyder en bad guy, er næsten nok til at man brækker grønt snask op på stuegulvet. Og scenerne med crazy drabsmænd med pistoner og rifler, som forgæves skyder på Mel Gibson uden at kunne ramme, selv om han står oprejst, er næsten ikke til at sluge (den eneste gang, han BLIVER ramt, er en scene, hvor han har skudsikker vest på). Det er for dumt!
Jeg kan i øvrigt ikke huske, om jeg ejer nogle af de tre efterfølgere på dvd fra genbrugsbutikkerne eller ej. Jeg har i alt fald ikke købt dem som nyudgivelser. Den danske sell-thru-dvd er i det korrekte billedformat og indeholder som sagt ifølge omslaget en director's cut-udgave, men dét er så også det eneste gode, man kan sige om udgivelsen. Der er absolut intet - gentager: intet! - bonusmateriale på skiven (jeg nægter pure at kalde menu og undertekster for ekstramateriale!). Jeg er er sikker på, der findes gode Blu-ray-udgaver derude.
Trailer for den første film:
NB: Alle videoerne virker, selv om avatarerne er sorte på de fleste.
Trailer til LETHAL WEAPON 2:
Trailer til LETHAL WEAPON 3:
Trailer til LETHAL WEAPON 4:
Interview med Mel Gibson LETHAL WEAPON 5:
LETHAL WEAPON - OVER TELEFONEN Mel Gibson, der i denne serie telefonsamtaler til sin kæreste lader hende forstå, at han bestemt stadig er et dødbringende våben - i alt fald i et telefonrør. "If you get raped by a pack of niggers it'll be your [own] fault" [...] "You should just fucking smile and blow me - I deserve it!!!!!"
(her er del to. Resten ligger på samme YouTube-kanal)
Der er jo altid en masse ting, man ikke får købt, fordi ... well... men kan ikke købe det hele hele tiden, og hvis man så i tillæg dertil er en fattigrøv. Jeg antager, at læseren forstår problemet. Og netop derfor har jeg ikke tidligere fået indkøbt det "nye" Bernard Prince-album "Sprængfarligt bekendtskab" (se info om udgivelse, forfatter, tegner, originaltitel osv lige her via dette link).
Det var ellers lidt af et scoop, da albummet udkom sidste år. Sagen er nemlig den, at Bernard Prince nr. 16 udkom på fransk i 1992, men er aldrig tidligere kommet i dansk oversættelse. Og i årenes løb skete der ikke hverken fra eller til, end at originalmaterialet forsvandt i Frankrig, og en udgivelse dermed syntes umulig. Well, hop 30 år frem i tiden, og det lille tomandsforlag E-voke udgiver albummet alligevel. Der er vist nok tale om en udgivelse baseret på et scan af det franske album. Det lyder fælt, men hvis det ikke kan være anderledes. Og nu har jeg altså så endelig fået det bestilt. Og det var også i sidste øjeblik.
Jeg havde bemærket, at hardcover-udgaven var forsvundet fra det danske forlags online-butik. Og hos Faraos Cigarer skriver man, at der kun er få ex tilbage på lageret. E-voke har godt nok også udgivet en softcover-udgave, som stadig kan fås uden problemer, men desværre mangler det ekstramateriale, som findes i hardcover-udgaven (jeg må indrømme, at jeg har det stramt med den slags nonsense. Inkludér dog det hele i begge udgaver, kålører!!). Nå, men jeg fik altså bestilt lortet... jeg mener den fine hardcover-udgave fra Faraos engang i nat (noget skal man jo bruge natten på, nu hvor byens enlige pornobiograf er lukket).
Jeg glæder mig til endelig at læse dette næsten legendariske nr. 16. Legendarisk måske mere, fordi det var svært at komme til at læse - fremfor end at det var fantastisk læsning. Berti Stranvonsky er i alt fald ikke synderligt begejstret i sin anmeldelse på Serieland! Men hva' fa'en, man skal jo danne sig sin egen mening selv frem for at købe andres, så jeg vil holde et åbent sind. Måske vil denne reporter melde tilbage til studiet, at albummet er det bedste siden brød i skiver - for nu lige at bruge et gammelt Marvel-Morten-citat.
Og i øvrigt fortalte en af de to E-voke-folk mig på deres facebook-side, at man har trykt hardcover-udgaven i to oplag nu, og det må så være dét. Så vær hurtig, hvis du er interesseret og ikke kan nøjes med udgaven i slaskeformat eller at låne på biblo.
NB: Vitsen med pornobiografen var blot dét, en vits. Der har godt nok ligget en pornobiograf her i byen for længe siden. Men det var længe før, jeg flyttede hertil; i midten af 70'erne, og længe før video. Man viste film på 8mm.Check mit gamle indlæg om "Den lille bio" her.
Jeg har altid haft en idé om, at THE CULT nok ikke **var noget**, men jeg købte alligevel dette album i Røde Kors, og jeg må indrømme, at efter to gennemlytninger er jeg bestemt positivt indstillet. Jeg mener, at Henrik Larsen nævnte (i en kommentar til Røde Kors-indlæg nr. 1), at pladerne op til denne var gode.
Well, det er den eneste cd, som jeg har hørt, og indtil videre tænker jeg, at den får lov at blive i samlingen. Gruppen blev if. Wiki sagsøgt for et sindssygt beløb (6 mio dollars eller i den dur. EDIT: Ups! Det var endnu mere sindssygt: 61 mio dollars!!!) pga. coveret. Vildt! Gruppen har eksisteret i rigtig mange år nu, og der kommer stadig plader (seneste i 2022).
Min udgave er originaludgivelsen fra 1991 (Europæisk udgave).
NB: Og ja, det er en samlebox med alle Langt fra Las Vegas-afsnit, som den ligger på!
Det lyder vildt, men ja, den er go' nok: Jeg har modtaget hele TRE nye fanzines i denne uge! Tre ville ikke have lydt af særlig meget tilbage i de go'e gamle fanzine-dage for 20-30 år siden, men i dag er det sgu helt usædvanligt!
Først modtog jeg Sune Rolf Jensens nye blad Cinemacabre nr. 1. Sune er som bekendt manden bag Danmarks helt sikkert eneste genrevideobutik. Den ligger i Tølløse! 32 sider i A5. Engelsk tekst.
Vanessa Jakobsen bor i Århus, men kommer fra det dybeste, mørkeste og mest blasfemisk djævledyrkende Amerika. Og hun står bag bladet Nekromantikal Screams, som nu er ude med nr. 2. Jeg tror, størrelsen er B5, og teksten er i alt fald engelsk. 128 sider!
Tredje og sidste nye blad er det helt sprit(fotokopierede)nye nummer af Stink. Redaktøren er Nick Cato (aka Nick the Yak) fra New York, og her i 2023 har han besluttet at genoplive bladet. Det kørte oprindeligt fra 1981-1991. Så det er lige en pause på 32 år! Bladet er i A4, 20 sider og selvsagt engelsk tekst.
Hvordan de tre blade er, vil jeg vente med at skrive om, da jeg ikke har læst specielt meget endnu. Der kommer sikkert en anmeldelse senere.
Ikke meget at sige om dette album. Jeg kender ikke ret meget til ZZ Top, ud over at jeg husker dem fra 80'erne, hvor de blev spillet på tv en del - og så de par sider på Wiki, jeg netop har læst.
Jeg opfattede dengang musikken som kommercielt amerikansk hardrock, som slet ikke kunne konkurrere med de heavy metal-bands, jeg havde opdaget dengang. Jeg købte albummet for at give dem en chance mere, men det er stadig ikke lige min kop te. Jeg kan godt læse mig til, at folk med hang til denne type rock/blues er ret begejstrede for deres musik og lange (meget lange) karriere, men det ændrer ikke på sagen. Lige denne plade er i øvrigt meget 80'er-agtig med disco-trommer, hvilket heller ikke hjælper. Cd'en skal nok videre, uden at yours truly vil føle noget større afsavn.
.png)
.png)
.png)
.png)
.png)
