Showing posts with label 5-kroners-dvd fra genbrugsbutikken. Show all posts
Showing posts with label 5-kroners-dvd fra genbrugsbutikken. Show all posts

Friday, 17 July 2026

Amerikanske psykopatmord mens sveden driver

 


Tilbage i 90'erne læste jeg Bret Easton Ellis' berømte/notoriske bog American Psycho. I dag – ca. 30 år senere – fik jeg endelig set filmatiseringen! 

Jeg fandt for nyligt en stak engelske og amerikanske dvd'er i den lokale Røde Kors og ragede det meste til mig. Og en af dem var altså AMERICAN PSYCHO. Filmen er instrueret af canadisk/engelske Mary Harron, som man ofte ser i amr. dokumentarer om den tidlige punkmusik i USA (hun var en del af den scene). Jeg synes at mindes, at filmen i sin tid fik halvlunken omtale i danske medier, men jeg syntes faktisk, den var glimrende. Der er her jo ikke tale om en horrorfilm, men en satirisk kommentar til den yuppiekultur, som (åbenbart) eksisterede i 90'erne. 

Modsat bogen dvæler filmen heldigvis ikke alt for meget på lange tirader om Phil Collins og anden mainstreammusik. Jeg husker, at jeg dengang for tre årtier siden simpelthen pinedød var nødt til at springe disse hjernelamme passager over. Christian Bale gør det glimrende i rollen som Patrick Bateman, og det samme gør Willem Dafoe (naturligvis), om end sidstnævnte kun er med ret begrænset. 

Der kom iø en urelateret sequel, AMERICAN PSYCHO 2, som bestemt fik dårlig omtale. Jeg så og optog den i sin tid fra DR2, men husker intet af den, andet end at jeg syntes, den var okay (men hvem ved, måske var den virkelig noget lort!?). Der findes talrige dvd- og Blu-ray-udgaver af etteren, men hvis du vil have noget ekstramateriale med, så tag og fravælg de danske udgaver! 




Thursday, 14 May 2026

At genopfriske THE DUDE et kvart århundrede senere


Jeg var en smut i PlusButikken i dag og brugte vel en time på at grave gennem store trækasser med vældig tilstøvede dvd'er. Jeg slæbte mig en pukkel til, da jeg skulle hjem, og en af filmene var som det ses af ovenstående foto: THE BIG LEBOWSKI af Coen-brødrene. Jeg behøver næppe repetere, hvad den handler om, men vil i stedet blot nævne, at jeg kun har set den een gang før - og jeg er ret sikker på, det var tilbage omkring årtusindeskiftet på DR eller TV2. Der er med andre ord gået et kvart århundrede altså!
 
Filmen holder stadig 100 %, og de næsten 2 timer til trods mistede jeg ikke opmærksomheden en eneste gang. Dvd'ens billedkvalitet var udmærket, og disken indeholder også en Making of, som jeg dog endnu ikke har set. Glimrende film. 


Saturday, 13 September 2025

Så blev remaken endelig set ... 25 år efter originalen!


For 25 år siden skrev jeg i STAY SICK! nr. 1 i slutningen af en anmeldelse af Alfred Hitchcocks THE LADY VANISHES (En kvinde forsvinder):
»The Lady Vanishes blev i øvrigt genindspillet i 1979 af en eller anden ukendt nobody – jeg har heldigvis aldrig set denne udgave, og det bør du heller ikke gøre«
Well, man skal naturligvis (tydeligvis) ikke stole på redaktører af snuskede undergrundstidsskrifter. Selv ikke når det gælder yours truly! Jeg har netop set denne remake, og jeg var fint underholdt.
Produceret af Hammer-studiet i 1979 (det blev faktisk deres svanesang), instrueret af Anthony Page, og med adskillige fine skuespillere i hovedrollerne. Der er dog ikke megen gys over filmen, og den er om end endnu mere ovre i komediegenren end originalfilmen - men heldigvis aldrig så overgearet, at det bliver plat. Altså ingen lattergyser her! Og Jeg må indrømme, at jeg har et ømt punkt for Cybill Shepherd.
Hvis man kun ser den ene udgave, bør man dog vælge Hitcococks original. Jørgen Stegelmann havde den med i sin bog med 100 favoritfilm. Han så den endda, da den kørte i biografen i Danmark i 1940, heldige asen!
Set på dansk dvd fra On-Air Video (desværre er dvd'en ikke i anamorfisk bredformat, men heldigvis dog i fuld letterbox. Man får også traileren med - også i lbx).

Fundet til 10 kroner i Røde Kors.
 

(Coverscan: 300 dpi) 

Thursday, 11 September 2025

I, FRANKENSTEIN (USA/Australien, 2014)

 
Der var egentligt ikke den store grund til at scanne omslaget til denne nye film ("nye" i min bog anyway - den er fra 2014), men jeg købte den for nyligt for en 5'er og smækkede den på i går aftes. Man kan jo næsten godt gennemskue, at der *ikke* er tale om en horrorfilm, trods titlen, men derimod om en såkaldt actionhorrorfilm! Uff, jeg er ikke fan af genren, men når man finder den til 5 kr. i genbrugen, kan man jo lisså godt checke den ud. Det *kunne* jo være, den var bedre end de andre actionhorrorfilm, man har set - med mere horror end action. Dét var så desværre ikke tilfældet denne gang. Masser af tommetønderbulderbrag, men ikke megen substans.

Og er man gammel splatterfilmfan, bliver man nok skuffet over fraværet af i alt fald et par scener med det sprøjtende røde klister. Der er INGEN blodige scener i filmen! Der er godt nok rigtig mange, som bliver dræbt, men de bliver futtet af lidt ligesom i tv-serien Buffy the Vampire Slayer. Jeg er i øvrigt overbevist om, at man her i filmen (selv om forlægget er en tegneserie) har ladet sig inspirere af Buffy-serien, så man undgår at det ser fælt ud (og trækker aldersgrænsen op), når en eller anden slås ihjel. I stedet for sprøjtende blod, så svitses folk. De går simpelthen op i røg!
PLOT: Frankensteins monster vågner op i isen, tager hjem og begraver Victor. Så blir han angrebet af en håndfuld dæmoner, men får hjælp af nogle engle (!) Så går den vilde jagt på henholdsvis Frenkensteins monster, Doktor Frankensteins bog, engledronningen, og der er osse lige tid til at møde en sød forskerfrøken. Frankensteins monster har selvsagt i bedste actionfilmstil lært både håndkantsslag og cirkelspark. Hvor henne han lærte det, fremgår ikke af historien. Måske af en eskimo, der kunne karate deroppe i isen (eskimo-isen).

Hvis plotomtalen lyder spændende, så læs den een gang til. Så sparer du både 5 kroner og halvanden times tid, som du i stedet kan bruge nede på en havneknejpe eller til at skrive digte (hej Larsen). Plottets fem linjer dækker cirka hele filmen.

Fra tid til anden får vi fisolofisk voiceover af Frankensteins moster hamself. Når du har været ude for noget dårligt, lærer du ikke at stole på folk - og i den dur. Og hele herligheden er fyldt med CGI, og selv om det ser udmærket ud i de fleste scener, så ligner det mere et computerspil end en spillefilm. Men sådan ser rigtig mange actionfilm vist nok ud i dag. Jeg forsøger at undgå dem, for jeg er en meget, meget, meget gammel mand, og jeg orker ikke den slags moderne stads.

Bill Nighy er med som skurk, og han er jo altid god. Og her i huset huskes han ikke mindst fra SHAUN OF THE DEAD. De andre hovedroller i filmen spilles af pæne, men så vældig flade og uinteressante skuespillere, at denne anmelder ikke engang gider nævne dem ved navn. Derimod har Bruce Spence en lille rolle. Du husker naturligvis godt, at han spillede "the Gyro Captain" i MAD MAX 2. Han har været med i 100 film og er i dag næsten lige så gammel. I, FRANKENSTEIN er iø filmet i Melbourne, hvor jeg boede i 90'erne, men jeg genkender nu godt nok ikke nogen af de gamle steder i filmen (høhø). Instruktøren hedder Stuart Beattie, og ifølge IMDb har han kun instrueret een anden film, nemlig TOMORROW, WHEN THE WAR BEGAN (2010). Traileren til denne ser betydeligt mere interessant ud end I, FRANKENSTEIN (plottet, som det tager sig ud via traileren: Australien invaderes af et andet, ukendt, land, og en lille gruppe teenagere skal forsøge at overleve i outbacken).

Den danske dvd indeholder intet ekstramateriale til filmen, men begynder om ikke andet med en håndfuld trailere for andre helt sikkert store mesterværker.




NB: Jeg ser netop, at TOMORROW, WHEN THE WAR BEGAN er ude på dansk dvd. Og efter lidt mere Google-søgning ser jeg sgu, at den seks år senere også blev lavet som tv-serie, også i Australien. Det hele bygger på en (ligeledes australsk) bog af samme titel.

 


(Coverscan: 300 dpi)


Thursday, 14 August 2025

WADD - THE LIFE & TIMES OF JOHN HOLMES (Cass Paley, USA 1998)

Interskandinavisk dvd med både WONDERLAND og WADD (300 dpi)

Jeg skrev om en ny stak (gamle, men nyligt indkøbte) dvd'er for et par dage siden, og straks i går aftes kunne man høre lyden fra den klaprende fremviser, da den første film blev fremvist i den lokale grindhouse(video)biograf (min sofa!). Filmen var meget passende (under indtryk af filmgenren, den beskriver, og typen af grindhouse-biografer, som jeg refererer til her. Biografer, som det vist er lææænge siden, man har set noget af på dansk grund) dokumentarfilmen WADD om John Holmes og hans liv og levned. 

Det burde være unødvendigt at nævne, hvem John Holmes var - men lad mig gøre det alligevel til glæde for de eventuelle 13-årige læsere, som udforsker bloggen her, og som muligvis er totalt blanke, og hvis nogle af de selvudnævnte gejstlige (som stjæler folks penge!!!) skulle læse med også. 

John Holmes var - og er - en legende i den amerikanske hardcore-pornofilm. Dén type film, man i danske biografreklamer førhen beskrev under slogannet "ægte sex". Han var skuespilleREN, som overskyggede alle de andre mandlige pule-skuespillere. Jeg skal ærligt indrømme, at de af hans film, jeg har set, hurtigt er talt, og det er mange år siden. Jeg husker ikke engang titlerne (husker nogen monstro den slags?). Men dokumentarfilmen om ham er god. Man fristes til at tilføje knald(e)god! Cass Paley sad i instruktørstolen, og han gjorde et rigtig godt job. En 30 år gammel artikel (antager jeg, men der er ingen publiceringsdato) med interview nævner, at han er journalist, og hurra for det. Han kan tydeligvis sit håndværk. Filmen glider ikke pænt hen over hverken det erhverv, som John nu engang tjente sin daglige hyre på, ej heller det usle svineri, som senere blev hans hverdag: junkie, alfons, potentiel massemorder (ikke med en pistol eller kniv, men med AIDS. John vidste, at han havde AIDS, men kneppede alligevel videre til højre og venstre. Skulle han dø, kunne han lige så godt tage så mange med sig som muligt, mente han vist nok). 

Men jeg tar forskud på begivenhedernes gang her. Filmen begynder naturligvis med starten. Vi får historien om, hvor og hvordan det hele startede. Cass Paley har heldigvis fundet frem til en masse af de mennesker, som var der til at begynde med. Nogle af dem er gamle som pyramiderne. Og så rulles fortællingen om den lettere fjollede fyr med æselpikken ellers ud. Det begynder livligt og er party-hardy hele vejen. Well, indtil det ikke længere var det. Nu er det jo ikke et universitetsspeciale det her, så du må bare se filmen selv, hvis du vil vide mere - men en enkelt detalje, der dog alligevel lige skal med her også, er, at John Holmes jo også endte med at blive indblandet i et mafiamord på fire mennesker!!! Hvor meget var han involveret? Hvad vidste han?? Og hvad vidste han ikke??? Det var en speget affære, og det er det såmænd stadigvæk. Men på den anden side skaber Cass Paleys tæft for at lave en interessant dokumentarfilm om disse gustne sager netop en skide interessant film. Se den endelig!

Som nævnt så jeg WADD - THE LIFE & TIMES OF JOHN HOLMES på dansk dvd, men den har altså ikke fået en selvstændig udgivelse herhjemme. Den er sgu med som BONUS til filmen WONDERLAND (som fik den "danske" titel "The Wonderland Murders"), som er en true crime-film bygget over historien om John Holmes' liv og hele sagen om de nævnte mord. Og med Val Kilmer i rollen som John Holmes! Jeg har godt nok set filmen (altså hovedfilmen), men det er vel snart 20 år siden, så jeg husker ikke detaljerne. Men god var den, og jeg glæder mig til at gense den nyindkøbte dvd. Bonusfilmen er længere end hovedfilmen! Ud over doku'en får man 6 trailere, hvoraf den ene er til WONDERLAND (se også traileren til WADD her i opslaget. Dén stammer fra YouTube, hvor den næsten legendariske australske kanal Aussie Roadshow uploadede den for 16 år siden. Dét upload er blevet populært. Tilsyneladende har ingen andre uploadet en anden udgave af traileren, og mindst tre andre kanaler har kopieret og uploadet Aussie Roadshows udgave!). 

Jeg har ingen anelse om, hvor let eller svær den danske dvd er at finde. WADD er muligvis halvsvær at finde på hjemmeformat nu om stunder. Der er mig bekendt ingen Blu-ray-version. Men den kan dog ses på dette fansite for sjældne film. En udgave, som udmærker sig ved at have valgfrie engelske undertekster (på den danske dvd er WADD underligt nok ikke tekstet). Der er både alm. engelske undertekster og eng. tekster for døve. 


 


På dansk dvd: WONDERLAND aka The Wonderland Murders (2003), Nordisk Film dvd (2004). Extras: WADD + trailer til hovedfilmen + 5 andre trailere. 




Tuesday, 12 August 2025

PLUSBUTIKKEN sælger I-K-K-E porno, men man kan alligevel komme hjem med både JOHN HOLMES og TRACI LORDS*

 

Jeg var på udflugt til Afrika-Hjælpen (aka Sudan Genbrug) og PlusButikken i går og skrabede en bunke "Affald" sammen fra sidstnævnte (fordi kæden rent faktisk sælger folks affald, som de henter på genbrugsstationerne). Og man undrer sig til stadighed over, at man regelmæssigt finder film, som stadig er i fabriksfolie. Af de fire fra i går var de to fra videoselskabet On-Air Video. Hvornår standsede dét label lige produktionen? Det er i alt fald længe siden. Jeg kan sagtens forstå det med at have film på hylden, som står i indpakning flere år efter at være blevet købt - men ligefrem at smide dem ud uden at have pakket dem ud!? o_O
Nå, men her er stablen af genrefilm. Mainstream-skraldet forbliver en hemmelighed (man har vel et renommé at tænke på)
"The Wonderland Murders" (som er den "danske" titel. Originaltitlen er blot WONDERLAND) er rigtig god, og den danske dvd udmærker sig ved at have den spillefilmslange dokumentarfilm WADD - THE LIFE AND TIMES OF JOHN HOLMES med. Dén er længere end hovedfilmen! (103 vs 100 min). Jeg har den godt nok i forvejen, men tænkte at en dublet ville være dejlig at kunne holde i den anden hånd.
Polanskis "Chok" (aka REPULSION) har jeg på tysk Blu-ray (som "Ekel"), men den danske dvd vil stå godt til mit kaffestel. Resten af filmene er vist nok for mig usete på nær DER UNTERGANG.
Der er også et par film, hvor Robert De Nero åbenbart har slået sig på gyserfilmgenren!


De fire i folie. DER UNDERGANG er en
2-disk med (åbenbart) længere spilletid



*Overskriften: Ligesom det heller ikke er tilfældet hos hverken Røde Kors, Blå Kors, Kirkens Korshær eller Sudan Genbrug, så sælger man IKKE ting og sager, som har det mindste anstrøg af pornografisk indhold i PlusButikken. Flere af de andre genbrugsbutikker drives jo i kirkeligt regi. Og jeg har i årevis antaget, at dette mest troligt (TROligt, fik du dén, høhø) var årsagen til, at man aldrig - og jeg mener ALDRIG - finder så meget som et enkelt slidt nummer af Ugens Rapport eller en gammel porno-slasker på vhs eller dvd i nogen af butikkerne. Men ved nærmere eftersyn opdager jeg, at PlusButikken ikke har det mindste gudfrygtige over sig. Så hvorfor man ikke finder pornoblade eller -film i deres mange rodekasser (med bøger, blade og film), undrer mig ærlig talt. Jeg ville i øvrigt have sværget på, at Røde Kors var en kristen geschæft, men nej, heller ikke her er det tilfældet. De sidste tre nævnte er dog derimod.



Saturday, 9 August 2025

Gaaab-film: "Kvinden i guld"


 WOMAN IN GOLD aka DIE FRAU IN GOLD aka KVINDEN I GULD (BBC Films, Simon Curtis, England 2015)

Jeg stod nede i Røde Kors forleden og havde den velkendte kløen efter at købe nogle film. Man skal helst have noget med hjem, når man har været i genbrugen. Og lige den her dag (som så mange andre dage) var der sgu ikke een eneste horrorfilm, eller anden cool genrefilm, i de kristnes købmandsbutik for fattiglemmer, som havde egentlig reel og sand interesse for yours truly. Og så må man jo finde noget andet. 

Jeg var dog heldig og fandt en stak sådan-nogenlunde-muligvis interessante film. En af dem var WOMAN IN GOLD, eller Die Frau in gold, som coveret proklamerer på denne tyske dvd. Man ser jo straks, at Helen Mirren er med. Hende kender man jo mest som hårdkogt engelsk politikvinde i serien "Mistænkt" (aka Prime Suspect) fra 90'erne. Men så staver man sig gennem det tyske plotreferatet på bagsiden: Gammel jødisk kvinde og ung jødisk sagskærer (fra USA) drager til Østrig for at bekæmpe nazismen og få deres maleri tilbage, 50 år efter krigen sluttede. "Yay for en handling". Gaaab si'r jeg bare. Eller det gjorde jeg i alt fald i Røde Kors. Jeg købte som sagt filmen alligevel, men det var nu mest pga. Helen Mirren - og så for at give filmen (helt sikkert et makværk) en chance alligevel. Et par timer senere og jeg havde ændret holdning. Kvinden i guld viste sig at være ganske glimrende. Helen Mirren og Ryan Reynolds er begge glimrende, og selv om filmen ikke just er action-action-action, endsige har nogen som helst horror i sig, så er filmen spændende nok alligevel. Og frau Mirren spiller jo altid allerhelvedes godt. 

WOMAN IN GOLD bygger på en sand historie fra det virkelige liv. På disken er der korte interviews med virkelighedens medvirkende (bl.a. taget fra en længere dokumentar, som vi IKKE får med i bonusmaterialet, desværre). 

Jeg forventede et kedeligt drama, hvor jeg højst sandsynligt ville gabe kæberne af led, men selv om filmen handler om noget så "simpelt" som et skide drama om at få en maleri, som Ade og hans kumpaner stjal under krigen, tilbage, så viste det sig, at dette "kedelige" makværk alligevel var fint underholdende. Og det til trods for, at der ikke var een eneste voldsscene i hele filmen. Min tyske dvd så glimrende ud og indeholder både det amk. lydspor og tysk dub. Jeg har inden anelse om, hvorvidt der findes en dansk udgivelse, så det må du selv finde ud af. Men altså, Kvinden i guld kan sagtens ses. 


Sunday, 8 June 2025

Det var en lørdag aften

 

Mens I andre var på diskotek, har jeg brugt lørdag aften på at gøre film rene. Yep, life in the fast lane!
Jeg var endnu en gang i PlusButikken her forleden og fandt en stabel film. For en gangs skyld var der bid, hvad angår Blu-rays (normalt finder man blot dvd'er i denne biks - jeg har skrevet om det før). Når man køber brugte dvd'er i genbrugsen, så kommer de ofte fra folks hylder og er i pæn stand. Dem, jeg derimod køber fra PlusButikken, kommer også fra folks hylder ... men de har så også lige været en tur i et par affaldscontainere + en tur i en skraldebil! Og selv om de ofte er i god stand som sådan, så er de altså også møg-belortede-beskidte. Bare det, at man gennemser en stak, betyder fedtede fingre. Man kunne selvfølgelig være ligeglad, men det er jeg så ikke. Så hele dyngen - indkøbet - fra forleden blev rengjort; dvs. både kassette udenpå, indeni, og selve skiverne. Der var også lige et par mærkater, som skulle bearbejdes med rensebenzin. Og det tar sin tid!
Og for at det ikke skal være løgn, så er en del af indkøbet muligvis mainstream-stads. Men, hey, det så jævnt interessant ud, da jeg stod med hovedet nede i trækasserne i støv og skidt.
Johnny Cash-boxen burde have tre disks, men den ene var desværre en forkert skive (den manglende var Cashs debutalbum!). Sæson 1 af "Hannibal" har en slipcase, men det har sæson 2 ikke. Eller havde den, da den blev købt af den forrige ejer? Jeg hælder til at tro, at det havde den sgu nok. Men okay, en manglende slipcase skal ikke ødelægge min dag. Faktisk fandt jeg et boxsæt med tre horrorfilm derude, som havde slipcase, men som det eksemplar jeg allerede har i samlingen (og som er fundet samme sted) *ikke* har. "De unge løver" var i helt ny stand. End ikke pakket ud af cellofanen.




Thursday, 6 February 2025

MULHOLLAND FALLS (Lee Tamahori, USA 1996)

Dansk 2-film-på-1-disk-udgivelse fra Scanbox
(Scan: 300 dpi)

Engang i 90'erne så jeg en episode af TV2-filmprogrammet "Filmkanylen", hvor Mette Damgård & Co. anmeldte MULHOLLAND FALLS, som i Danmark fik titlen Mulholland Falls - Farlig Viden. Jeg har fuldstændig glemt, hvad de sagde om filmen, men jeg optog programmet, og når jeg i årenes løb med flere års mellemrum har genset programmet, har jeg altid tænkt, at den film måtte jeg bare se på et eller andet tidspunkt. Well, jump to 30 år senere, og jeg har nu endelig set skidtet!

Jeg var forbi en Kirkens Korshær forleden og fandt tre dvd'er fra Scanboxes "2 Massive Movies"-serie, som alle sammen indeholder to film (det kan man jo næsten regne ud). De tre dvd'er stod som nye, selv om det er længe siden, de udkom. Jeg gætter på, at de er blevet set een gang og derefter lagt i en skuffe (der var absolut ingen støv på!). Det coole ved disse udgivelser er selvsagt, at man får to film for ens pris, men omvendt indeholder de så absolut intet ekstramateriale. 

Scenerne fra Filmkanylen så fede ud og gav indtryk af en James Ellroy-agtig film i stil med L.A. CONFIDENTIAL (som er feeeed - også selv om Ellroy i dag bruger hvert et vågent øjeblik til at spytte på den. Jeg mistænker dog, at der er tale om hans velkendte overdrevne hard ass jive). Og nu hvor jeg endelig har set den, er jeg glad for at, ja, at der er tale om en hårdkogt kriminalfilm fra 50'ernes Los Angeles, som vi kender dem fra Ellroys bøger - om end jeg vil indrømme, at MULHOLLAND FALLS er lidt (meget) mere overfladisk end L.A. CONFIDENTIAL - selv når det gælder filmudgaven (bogen er iø udsendt på dansk både som "De faldne engles by" og "L.A. Confidential"). 

Nick Nolte spiller en kriminalbetjent i LA, som er hård i filten, som de var dengang, og som bøjer loven, ganske som det passer ham (som det osse var dengang. LAPD var som bekendt ikke ubekendt med strissere, der gik egne veje, i.e. var korrupte). Kriminalbetjenten og hans slæng af undersøgelsesbetjente falder over en smalfilm med optagelser af et vældig flot fruentimmer (spillet af Jennifer Connelly, som enhver horrorfan selvsagt kender fra Argentos CREEPERS) i gymnastisk udfoldelse med en kendt atomforsker. Lagen-gymnastik, that is. Og så dukker hun pludselig op i levende live - eller rettere, ikke så levende live efter at have været under en bulldozer - eller noget der ligner. Og så dukker der pludselig endnu en smalfilm op ... med kriminalbetjenten på! Hvad skal det ikke ende med!? Holddaop, man bider sig i knoen, så blodet pibler i bar spænding!! 

MULHOLLAND FALLS holdt hele vejen igennem. Ikke et øjeblik mistede jeg opmærksomheden. Nå ja, på nær der hvor min tyske øl væltede ud over gulvtæppet. Som jeg nævnte lige før, så er filmen ikke heeelt så tætpakket med detaljer, baggrundsviden og personkarakteristik som LA CONFIDENTIAL, men det går an alligevel. Men når det så er sagt, skal det også tilføjes, at det kan ærgre, at det fine cast ikke bliver brugt mere, end det gør, men det er mest Nick Noltes panserbasse, man følger. Filmen er nemlig spækket med velkendte navne (bl.a. Melanie Griffith, Michael Madsen, Chris Penn, Treat Williams, John Malkovich, Chazz Palminteri), og man skulle bestemt ikke have hørt nogen beklagelse fra denne anmelder, hvis der havde været tale om en helaftensfilm. Men som sagt, jeg var fint underholdt alligevel. Lad dog være med at læse anmeldelsen i The Time Out Film Guide, før efter du har set filmen. De var sgu ikke glade for den. 

Filmen er iø instrueret af Lee Tamahori (som dvd-kassetten vil have os til at tro hedder "Led" Tamahori), og det er hans første film efter den knaldhårde newzealandske drama-debut ONCE WERE WARRIORS to år tidligere. Så vidt jeg kan se af hans filmografi, har hans karriere i Hollywood betydet, at han stort set kun har lavet storbudgetterede actionfilm. Well, godt for ham. Jeg ville hellere have set flere film som ONCE. 

Billedkvaliteten på den danske dvd var okay til mit 32" fjernsyn (det store tv brændte sgu sammen!), men jeg frygter, at den nok ikke holder helt så godt til en storskærm. Billedformatet var dog heldigvis korrekt. Så vidt jeg kan google mig frem til, findes der kun en enkelt Blu-ray-udgave: Fra Kino Lorber i USA, som kan skaffes via imusic og wowhd til et par hundrede dask eller tre. 

You can't do this - this is America!

This isn't America - this is LA. 


TRAILER:



Saturday, 23 November 2024

Mere ragelse til 5-10 kroner fra genbrugsbutikken: MEDIUM (tv-serie, USA, 2005-2011)


Jeg var endnu en gang en smut i den lokale genbrugsbutik PlusButikken forleden. Som sædvanligt fandt jeg en masse ragelse, og absolut ingen dvd'er med rigtige horrorfilm. 

Ud over almindelige enkelt-dvd'er stødte jeg også på tre danske boxsæt med tv-serier, som alle havde det til fælles, at jeg i sin tid checkede dem ud på tv og misfornøjet spyttede på dem. Hver og en! Men nu et par årtier senere tænker jeg, at måske havde jeg været for hurtig i min afvisning dengang - og en tand for vranten. Måske var det tid at give dem en ny chance - og til 5-10 kroner var der ikke meget at miste, hvis det skulle vise sig, at jeg stadig syntes, de var værre end at komme hjem med gulsot. 

Fælles for de tre serier er, at der er tale om, hvad jeg vil kalde bløde gys. Lidt ligesom blød porno uden rigtig sexscener. De har alle tre lidt af en art gyser-setting, men jeg tror ikke, at man finder neglebidende skræk heri (men jeg kunne tager fejl - jeg har kun set meget lidt af disse tre serier). Jeg tog hul på den første serie forleden aften: Den amerikanske Medium fra 2005. Med den fagre Patricia Arquette i hovedrollen. Hende kender vi jo fra ikke mindst fra TRUE ROMANCE og ED WOOD. Hun var også med i Ole Bornedals "Nattevagten", om end det var hans eget amerikanske remake, NIGHTWATCH, men det er muligt, man ikke skal snakke for meget om dén (om end jeg ikke har set den). Dens ry er i alt fald ikke noget at skrive hjem om. 

I Medium spiller hun en spirituel (eller noget) kvinde, som får synske (flyvske?) drømme om natten og ser syner om dagen og den slags. Karakteren er (ifølge Wiki) baseret på en rigtig kvinde og dennes historie. Men man behøver selvsagt ikke tro på noget af dette for at følge med i serien. 

Jeg er 5-6 episoder inde og har taget hul på disk nr. 2 (ud af fire). Indtil nu må jeg indrømme, at serien faktisk er cool nok. Skuespillerne er gode, og den synske kvindes familieliv er vel nok mere familieorienteret, end hvad man ellers ser i denne slags ting. Ligesom det (jf. Wiki) er tilfældet for den rigtige kvinde, så har Patrice Arquettes karakter tre børn og en ægtemand. En hel del af handlingen forgår i hjemmet med familiære gøremål, diskussioner, problemer, osv. Dette giver faktisk serien en anelse mere dybde end lignende serier fra 70'erne (eller også er det for længe siden, at jeg sidst har set kriminalserier fra 70'erne). Om end setuppet ganske er det samme som i kriminalserier á la Columbo og lignende serier førhen. Man følger stort set den samme skabelon i hvert afsnit. 

I Columbo kørte hvert afsnit sådan her: Man ser et mord. Columbo ankommer til åstedet og løser mysteriet. Til slut fælder han morderen ved at udpege en enkelt detalje, som misdæderen havde glemt at tage højde for. I Medium begynder hvert afsnit (i alt fald dem, jeg har set indtil videre) med, at den kvindelige hovedperson oplever noget i en drøm (eller mareridt), som senere vil få betydning for afsnittets afsløring af en fordækt personage. Og ligesom i gamle serier ville dette være ulideligt at overvære uge efter uge - hvis ikke lige skuespillerne var gode, eller seriens stil var cool. Nogle serier faldt velsagtens igennem, netop fordi skuespillerne ikke var specielt interessante, eller serien simpelthen var for kedelig. 

Via google har jeg fundet et dansk boxsæt med sæson 3 hos Dvdcity (jeg har dog ikke bestilt det), og et komplet dansk sæt med alle syv sæsoner skulle også eksistere. Nu får vi at se, om jeg stadig er lige positiv efter sidste episode i sæson 1. Men indtil videre er jeg i alt fald mere glad for serien, end da en dansk tv-kanal (jeg har glemt hvilken) kørte den for 20 år siden. Der findes vist ingen Blu-ray-udgave nogetsteds i verden. Sæson 1-boxen lader ikke til at inkludere noget ekstramateriale. 

Der kom som nævnt syv sæsoner, men det er værd at bemærke, at de sidste to sæsoner blev lavet af et andet tv-netværk. En enkelt youtube-kommentar hævder, at de to sidste sæsoner er mindre uhyggelige. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke finder den store uhygge i første halvdel af sæson 1 heller. Man skal altså ikke se serien for at få et rigtig gyser-kick. Men det kan naturligvis være, at den ærede læser er uenig. Man bør naturligvis danne sin egen mening ved selvsyn. 

EDIT: Man behøvs ikke kommentere, at der kom syv, ikke fem, sæsoner, hvis man læste med, lige efter at dette blev postet. Det ER rettet! Argh! 

Tv-trailer til sæson 1:

Wednesday, 6 November 2024

CLEANER (Renny Harlin, USA 2007)

 
Jeg købte CLEANER til 5 kroner her forleden. Jeg tænkte, at titlen nok betød "lejemorder", men det viste sig sgu, at den handler om en rengøringsassistent! Okay, ikke på en DSB-færge eller en skole, men en af dem, der tar sig af et åsted. Med Ed Harris, som man kender fra way back fra flere George A. Romero-film [EDIT: 15.5.26: Faktisk er Ed Harris kun med i een Romero-film: KNIGHTRIDERS]. Glimrende film, men instrueret af Renny Harlin, og så ved man godt, at det ikke stikker ret dybt i den finske sne. Der var nogle klichéer, som var så iøjnefaldende, at jeg ville træde dem i ansigtet, hvis de var levende. Men der var også andre åbenbare klichéer, som helt udeblev, hvilket var skønt. Men jeg var som sagt underholdt alligevel. 

Coveret er mit eget scan, som desværre lider lidt af, at jeg ikke kan indstille finscanning, da scannerprogrammet er et vældig simpelt et, som kom med computeren.

Sjovt nok er dvd'ens aldersgrænse 15 år, mens den kun var 11 i biograferne. Det plejer at gå den anden vej.


Coverscan: 600dpi

Sunday, 3 November 2024

Jack J's 80'ere (måske): JESUS AF NAZARETH på monopolkanalen for 40 år siden

Forside af 2-disk-sættet i kartonbox
 
Tilbage i 1984 viste Danmarks Radio den italiensk-britiske miniserie Jesus of Nazareth under den let fordanskede titel Jesus af Nazareth. Forleden faldt jeg over et dansk dvd-boxsæt, som jeg aldrig før er stødt på, med denne miniserie. Udgivet af Scanbox i et sæt med to dvd'er.  Jeg var "Ung i arbejde", dengang da DR kørte serien, og husker den på ingen måde. Så jeg den? Måske/måske ikke. 

Ifølge Henrik Larsens bog om genrefilm & -serier på dansk tv i 80'erne bragte DR den i fire episoder igennem april måned. Oprindeligt blev den lavet i fem episoder, men der findes adskillige udgaver af serien, både af antal afsnit og spilletid (udførlig liste på IMDb). Bagsiden af boksen lover i øvrigt samme spilletid som den oprindelige serie ifølge Wiki (382 minutter), men bagsideomslag kan man jo som bekendt aldrig stole på, så det skal blive interessant at checke.  

Jeg har endnu ikke set noget af det, men den er fra 1977, og castet lover i det mindste godt (check selv på Wiki). Det er utroligt, at man stadig kan finde så mange ting på dvd, som man aldrig før er stødt på (og nej, man behøver ikke være stærkt religiøs for at se en gammel bibel-serie fra 70'erne). 

Check mere info om den danske visning i mit udklip fra Henriks bog her nedenfor: 


EDIT (6.7.24): Tak til Dennis (Henschjell), som sendte mig denne artikel, som jeg antager må være fra 1977:

(Ingen bladkilde eller dato nævnt)


Bagside af box





Saturday, 19 October 2024

Mainstream-ragelse på DVD fra genbrugspladsen. GAAAAAB!!!

Som jeg tidligere har skrevet om, så finder jeg fra tid til anden guld i form af dvd'er (og nogle få Blu-rays) i den lokale genbrugsbutik PlusButikken, som får sine varer fra genbrugspladsen. Med andre ord her er ikke tale om folks donationer til butikken, som f.eks. hos Røde Kors og Kirkens Korshær, men derimod folks affald, som de har kørt på genbrugspladsen i håbet om aldrig nogensinde at se det igen. Og meget af det ender så i bunker på mit stuegulv, haha. 

Det er godt nok nogen tid siden, jeg har været derude, men efter et hyggeligt møde på jobcenteret (!) i går, så smuttede jeg sgu lige forbi. Det var meningen, at jeg ville holde mig strengt til horror- og genrefilm for at spare lidt på pengene (jeg ved nemlig godt, at der er langt mellem de gode genrefilm på dvd derude!). Men som så ofte før kom jeg hjem med en masse mainstream-affaldsfilm alligevel. Eller er de nu også affald? Nu får vi se. Hvis man gider zoome ind på billedet, kan man vist læse de fleste af titlerne. Nogle få kendte jeg i forvejen, og en masse var ukendte. Til 5 kroner stykket er det helt okay at tage en chance. Jeg fik også cirka 10 cd'er med hjem til samme pris, blandt andet et vældig fedt album med det alternative (nu opløste) svenske band The Knife. 

Et par bemærkninger til et par af dvd'erne: Ja, jeg købte to ex af "Tintin og hajsøen" (FR/BE 1972) (dvd'en har strøget bif-titlens bindestreg: Tintin og haj-søen). Filmen er ikke forfærdelig god, men den er okay. Men selv om jeg siger dét, så var der velsagtens andre, som mente noget andet. Et faktum er i alt fald, at den fik repremiere herhjemme hele seks gange efter den oprindelige danske premiere i 1973. Seneste i 1982. Og den hører til de (ret få) Tintin-tegnefilm, som rent faktisk blev lavet til at køre i biograferne. Senere kom der en masse tv-produktioner, som ikke er specielt gode, efter min mening - og de led under at være politisk korrekte. Blandt andet den mildest talt forvirrende episode, hvor kaptajn Haddock er fuld, men uden at han har drukket alkohol (fordi det gør man ikke i tegnefilm til børn - i denne tv-udgave!!). Det særprægede ved dén danske dvd-udgave, jeg fik fat på i går, er, at der er tale om det oprindelige danske biograf-dub. Senere blev filmen gen-dubbet (måske specielt til dvd'en/vhs), og dette senere dub findes på den senere genudgivelse af dvd'en fra det svenske selskab Atlantic. Den første dvd udkom fra On-Air Video. 

PIZZA KING er en af de mange (rigtig mange) danske film, som jeg aldrig har set. Jeg har en formodning om, at dvd'en måske er hel- eller i alt fald halvsjælden. Jeg er aldrig før stødt på den! LEON ejer jeg allerede på amerikansk dvd, men her var chancen til at få den danske udgave.  Filmen er iø i løbet af det seneste år kommet lidt i vælten på grund af forholdet mellem filmens ene hovedperson, en fransk lejemorder, og den anden hovedperson, en 12-årig pige. Der sker ikke noget seksuelt mellem dem, men den mentalt lidt langsomme lejemorder bliver muligvis betaget af hans nye sambo. Dette har en del skabagtige woke-personer åbenbart fundet så forfærdeligt, at filmen og dens instruktør er blevet udskammet på de sociale medier. Den mindre detalje, at lejemorderen er, well, lejemorder (du ved af den type som knalder folk ned for penge!), dét gør åbenbart ikke noget. Jeg ville ønske, at folk (igen) ville begynde at tage kunst for kunstens egen skyld. Der er tale om en fiktionsfilm her, ikke en dokumentarfilm. 

Dvd'en med Pippi Langstrømpe er en lille box, som samler to tidligere stand alone-dvd'er, med to rigtige spillefilm med Pippi. Jeg har længe gerne villet gense dem, idet jeg ikke har set dem siden engang i 70'erne. Men desværre, selv om man får mulighed mellem at se filmene på to forskellige måde, så er det alligevel en skodudgivelse! Man kan se de to film enten med ny fortællerstemme (altså ikke den gamle fra 70'erne) eller med dansk dub. Den nye fortællerstemme går måske nok sådan lige an, men jeg havde håbet, at man ville have gjort sig den ulejlighed at skaffe den oprindelige fortællerstemme. Og den nye synkronisering er mere forfærdelig end forfærdelig! Dubbing-studierne har gjort sig absolut ingen ulejlighed for at gøre arbejdet nogenlunde ordentligt. Man skulle have rådført sig med et tysk studie. Tyskerne kan det pis. Lyden er optaget alt for højt, og stemmerne passer bare ikke. Og ud over dette juks, så mangler man at kunne se filmene med de originale svenske stemmer og danske undertekster. Det bedste ved de to dvd-skiver, er, at man har inkluderet de originale svenske trailere. "Deceptions" præsenteres som en film, men ved nærmere eftersyn opdager man, at der er tale om en tredelt tv-serie. Den er fra 1985, og det ligner noget totalt kitsch ligesom "Dollars". Jeg fik også et par japanske tegnefilm af Miyazaki. Jeg er ikke den store fan af japanske tegnefilm ellers, men lige Miyazaki er rigtig god. Jeg købte en håndfuld af hans film på australsk bootleg-video i Melbourne i starten eller midten af 90'erne. Den ene af dvd-udgaverne er en specialudgave med en ekstra disk. 

Der er meget mere, men det må få en omtale en anden gang (og om jeg rent faktisk VIL komme til at gabe kæberne af led, må tiden vise). Sluttelig skal det nævnes, at jeg netop har set den øverste dvd i stakken: CLERKS (som fylder 30 år i år!) Jeg så den rent faktisk i biografen i Melbourne, da den kom, og jeg optog den fra tv engang også i 90'erne og så den flere gange, men har ikke genset den her i det nye århundrede - well, ikke før indtil for et par timer siden. Mere om det senere. 


Wednesday, 31 January 2024

I støv og snavs til halsen i GENBRUGSEN

 Jeg var i PlusButikken i dag (genbrugskæde hvor de får varerne fra genbrugspladserne - med andre ord: folks affald). Der var fire store trækasser med dvd'er, som jeg brugte et par timer på at gå igennem. Man er tilsølet med snavs bagefter. Dette var en, som jeg IKKE købte, men check lige den tidligere ejers notat på omslaget. Hah!


Jeg var som sagt i genbrugsbutikken i dag og kom hjem med for 300 kroner sager. Og hvad får man for 300 dask?

Tjo, ca. 50 dvd'er, 7 dvd-boxsæt, 1 bluray, 2 bøger, 1 kassettebånd! Dvd-boxsættene tog den venlige dame 10 kroner for i dag (det er **meget** med forskel, hvad de tager for den slags. Det drejer sig **virkelig** om at være heldig med de damer. Jeg forsøgte sidste sommer at få en anden af butikkens damer til at slå lidt af på en pris på gamle fjernbetjeninger, fordi de så slidte ud og virkede måske ikke. "DU KAN BARE LADE VÆRE MED AT KØBE DEM!" lød svaret knottent! ROTFL).

"Inspector Geroge Gently"-sættet er på 21 dvd'er og ser helt nyt ud. Jeg var også mega-heldig og fandt alle fem boxsæt med "Familien Macahan"-serien, som jeg har ledt efter længe. Jeg havde sæt nr. 1 i forvejen, men ville gerne have dem alle. De fem bokse indeholder tre sæsoner + en pilot.

Den første sæson er en miniserie på tre afsnit, som i øvrigt kørte på DR tilbage i 79 (jeg så den!) under titlen "De red mod vest". Dansk Wiki's forfatter aner selvsagt ikke en disse om serien, men har bare oversat fra engelsk Wiki. Intet ord om dansk visning endsige dansk titel. Svensk Wiki omtaler ikke overraskende den svenske tilgang. Oh well. Serien kan i øvrigt købes hos Gucca til 300 kr. Samme beløb, som jeg gav for det hele i dag. Jeg måtte i øvrigt stå på hovedet i hele fire kæmpestore trækasser med snavsede dvd'er for at finde alle fem bokse. Nej, der var ikke nogen butiksansat, som havde lagt dem oven på hinanden. Faktisk var jeg bange for, at der ville mange nogle - enten hele sæt eller skiver fra sættene (det sker nogle gange).

Resten af filmene er af en sådan karat, at nogle af jer sikkert vil spytte på gulvet. Men efter mange år med gys, trash og blodsprøjtefilm, køber jeg nu lidt mainstream for at checke ud, om det virkelig er så belortet, som vi alle går rundt og siger, at det er!















Sunday, 31 December 2023

VAMPS (Amy Heckerling, USA, 2012)

 
Jeg fandt filmen VAMPS på dansk dvd i en af de lokale genbrugsbutikker forleden. Omslaget ligner noget, der nemt kunne være en frygtelig, moderne gyserkomedie. Og Alicia Silverstone er med. Ja, hende fra den der skide CLUELESS-film! Og forsiden lover endda, at den tilmed er instrueret af Amy Heckerling, instruktøren bag CLUELESS. Så kan det vel næppe blive værre, hva'be'har! Men jeg blev lidt nysgerrig på den alligevel, den dag i genbrugsen. 

Omslaget minder pænt meget om det gamle omslag til en tidligere vampyrgyserkomedie med en næsten ens titel; VAMP fra 1986 med Grace Jones. Kunne der være tale om en remake? Jeg fandt i sin tid VAMP på norsk vhs (som viste sig at være klippet!) og optog den senere i uklippet stand fra en lokal tv-station i Odense, TV-Fynboen (tv-signalet nåede mit dengang sjællandske provinshul). VAMP var ikke noget at skrive hjem om. En lettere fesen komedie, som mest var interessant, fordi Grace Jones som sagt var med. Nå ja, sådan husker jeg den i alt fald, men - indrømmet - jeg har ikke set den siden midten af 90'erne. 

I de sene nattetimer (eller de tidlige morgentimer) mellem den 30. og 31. december fik jeg smidt VAMPS på afspilleren - og nej, der er ikke tale om en remake. Men det gør slet ikke noget, for den viste sig at være betydeligt mere underholdende, end jeg husker VAMP at være. 

PLOTTET: Alicia Silverstone bor sammen med en veninde (spillet af Krysten Ritter, som har været med i tonsvis af tv-ting og film, men det mest interessante, hun har været med i, i alt fald for genrefans, er vist tv-serien Breaking Bad). De er begge vampyrer, omend af den særprægede moderne art, som ikke tror på at gøre sine medmennesker ondt, og derfor lever af blod fra diverse uheldige småkravl, som suser forbi i luften eller farer rundt på gulvet. 

Noget af filmen forgår med fornøjelige situationer, som pigerne kommer i, taget i betragtning at de netop er unge piger - og tilmed vampyrer - som hellere vil date fyrene i nattelivet, end at dræbe dem og drikke deres blod! På et tidspunkt går det endda så vidt, at den ene af dem forelsker sig i en af de levende (rigtigt levende) ungersvende, og så er fanden løs i Laksegade - ikke mindst fordi hans far er vampyrjæger med efternavnet Helsing på visitkortet! 

Vi møder også en række velkendte ansigter fra genrefilmen; Sigourney Weaver, Malcolm McDowell, Richard Lewis (omend jeg bedst kender ham fra Curb Your Enthusiasm), etc. Nå, men der sker en hel masse spændende og finurlige ting, og til slut slutter det hele lettere sørgeligt. Eller også er det godt. Jeg var i alt fald underholdt, og alle skuespillerne var gode. Den kan sagtens genses. 
END OF PLOT-BESKRIVELSE

Jeg er naturligvis godt klar over, at "rigtige" horrorfilmfans vil foragte den. Jeg fandt to amerikanske YouTube-anmeldere, hvoraf den ene kaldte den dårlig men underholdende, og den anden, et anmelderpar, afskrev den bare som rigtig ringe. Problemet er velsagtens, at filmen er en teenage-horrorkomedie (selvom Alicia Silverstone og Krysten Ritter for længst har forladt teenagealderen). Men dem om det. 

Den fællesnordiske dvd havde et fint billede. Ekstramaterialet består af 6-7 trailere, deriblandt en Woody Allen-instrueret film, en dokumentarfilm om Woody Allen og en David Cronenberg-film. Og det var alt. Kassetten var passende i rød, men den var desværre knækket, så nu er den udskiftet med en sort. Sådan er livet. Just som man tror, det kører, så opdager man, at kassetten er knækket! 

-------

Og så er det blevet den 31. december i dag. Dronningen abdicerer, og Danmark skal have en konge til næste år. Jeg havde helst set, at Margrethe havde lukket og slukket ved sin afgang. Kongehuse hører ikke hjemme i det 21. århundrede efter min uvurderlige mening. Men mig er der ingen, der spørger. Oh well. Godt nytår til mine syv til ni faste læsere!  ^_^ 

Til næste år er det i øvrigt 25 (fem og tyve!) år siden, jeg udsendte det første nummer af STAY SICK! Det er fanderme uhyggeligt, du! 



Trailer: