Den fortsatte beretning om Satan-kulten Postdanmark

Så skete det ikke overraskende igen; Pestdanmark lavede lort i den med en af mine pakker igen igen igen. Hva' fanden sker der lige derinde, bruger de tiden på at bide hovedet af høns og drikke blod, eller hvad. Noget ANDET, end at koncentrere sig om at få posten frem til de rette adresser, MÅ de da for fa'en bruge energien på. Ellers siger jeg ellers tak for kaffe! I sidste uge vandt jeg to yderst sjældne plader på eBay med det for længst glemte dansk-norske ny-rockband REPEAT REPEAT og sælgeren (et medlem af et knap så glemt black metal-band, Mercyful Fate) sendte dem straks... og fik dem retur igen med en note fra posten, om at adressaten var ukendt!!! Øhh, nå, javel, jeg har jo selvfølgelig også kun boet her siden engang i 90'erne! ARGH!!! Jeg håber sgu, pakken når frem NÆSTE GANG, han sender den (formentligt i dag).

Og så sent som i går fortalte min gamle far mig om to breve, han havde sendt til forsikringsselskabet for nyligt, men som de aldrig havde modtaget - og en indkaldelse til en røntgen-undersøgelse tidligere på ugen modtog han heller aldrig. Hva' fanden sker der lige for PostDanmark. >_<

Farligt Venskab i den gamle kronkoloni

Man skal sgu ikke lade sig overraske af, hvad der dukker op på dvd i Asien, hvad enten filmene så er ude i hjemlandet eller ej. Jeg har netop købt FARLIGT VENSKAB på dvd udgivet i Hongkong i 1995!! Den findes i Danmark kun på vhs! Jeg fandt den på ebay HK og købte den her i weekenden, så selvklart har jeg endnu ikke modtaget den, men sælgerens side oplyste, at den ikke er dubbet til engelsk, men er på dansk med kinesiske og engelske undertekster. Den engelske titel er "Body Switch".

UPDATE: Nyt indlæg om DVD'en her.

UPDATE: Og så har jeg netop fundet ud af, at der sørme også udkom en VCD-udgave af FARLIGT VENSKAB i HK! Her er omslaget, som jeg har kopieret fra HK-butikken YesAsia's website. De havde også DVD-udgaven.

Både VCD'en og DVD'en er desværre udsolgt.

"JOHN CARTER - MENNESKE PÅ MARS" - Hva' fa'en skal man vælge: Marvels gamle 12 hæfter eller den nye computerfilm?

Med alle de gamle film, man altid hænger i, er det nemt at overse, det der sker lige nu og her! Og det er rent faktisk først i dag, at jeg finder ud af, at der edderrøgme er blevet lavet en filmatisering af den gamle JOHN CARTER - MENNESKE PÅ MARS-tegneserie, som udkom for længe siden i 12 blade fra Williams Forlag (jeg købte dem alle og læste dem ud i een køre, så vidt jeg husker, men har aldrig gen-besøgt dem. Måske skulle jeg finde dem frem (forhåbentligt er der ikke gået støvlus i!). Men altså, ny film, får snart premiere i Danmark. [EDIT: læs Sørens bemærkning i kommentarfeltet!] Her er et par trailere. Den første er afdæmpet og vi ser bl.a. en del af John Carters liv på Jorden, den er sikkert lavet før alt CGI-lortet blev færdigt, og i trailer nr. 2 får den hele armen.

ARMY OF DARKNESS?? JASON AND THE ARGONAUTS???


PS: Og hvis nogen skulle undre sig over, at jeg i overskriften kalder filmen en "computerfilm", så skyldes det udelukkende, at den slags CGI-fyldte film i min bog er COMPUTERFILM!

PestDanmark slår til igen!

Så var den gal igen! Jeg bestilte en kasse med 100 dvd-medier fra Nordtyskland. Selskabet sender pakken fra Danmark d.17 April og via tracking-nummeret kan jeg se, at den allerede samme dag ankommer til postomdelings-terminalen i København. Og så... ikke mere. I følge hjemmesiden sker der bare ikke mere. Så i sidste uge ringede jeg endelig til hovedkontoret og ikke overraskende kunne postdamen i telefonen oplyse mig, at hun... heller ikke kunne se at den skulle være kommet videre. "Du må gå ned og snakke med dem, der hvor du bor" sagde hun. Forslaget gik på, at man nok bare ikke kunne se, at den var ankommet. Hmmm, joh, det er jo en mulighed, tænkte jeg, men så vidt jeg har forstået det, så er det ellers hele MENINGEN med at betale for at få sin pakke sendt med et tracking-nummer at man kan følge den hele vejen!

Endvidere, selvom den skulle ryge ud af systemet, så burde jeg få besked alligevel, da det var en pakke uden omdeling; Det betyder, at postvæsenet skal sende et brev til modtageren, om at der er kommet en pakke. Men altså, ikke alene var min pakke røget ud af systemet, men jeg modtog sgu heller ikke noget brev fra det lokale postkontoret. Da jeg så i dag spurgte efter pakken på nævnte lokale posthus, så... var den der! "Det var godt, du kom og hentede den, for den ville være røget retur efter i morgen", som postdamen informerede mig.

Nogen forklaring på, hvordan de kunne nosse i det BÅDE med tracking-nummeret og "Der er kommet en pakke til dig"-postkortet, fik jeg selvklart ikke. Det mest sørgelige af det hele er næsten, at på trods af denne lidet pålidelige servicering fra PostDanmark, så er de alligevel de bedste til at bringe post ud. Jeg har absolut INGEN tillid til diverse lorte-kurerfirmaer og pakkevognmænd.

Det var ligegodt fandens!

DET VAR LIGGOT FA'NS!

Uhh, jeg er begyndt at lytte til... jazzmusik. O_O

Jeg har ikke så meget endnu - rent faktisk kun otte albums, alle samlet i tre 2-disk bokse, så det er i virkeligheden kun tre kunstnere; MILES DAVIS ("Kind of Blue", "Ascenseur pour L'échafaud", "Somethin' Else"), JOHN COLTRANE ("Blue Train", "John Coltrane With the Red Garland Trio" aka "Traneing in", "Dakar"), og CHET BAKER ("Chet Baker Sings" og "Playboys").

Alle otte albums er rigtig gode. Jeg fatter virkelig ikke, at jeg ikke kunne høre det før!

Det er virkelig ikke løgn, når jeg siger, at jeg HADEDE jazzmusik som barn, ung, teenager, ung voksen, og helt op til for 6-7 måneder siden. Jeg kunne fortælle om mangen en gang, hvor en radio er blevet tændt og jeg har raset over de skrækkelige jazztoner, der kom ud af den.

For nogle år siden så jeg filmen "Troldkarlen" om JAN JOHANSSON og dén film var jo rigtig god og det der ene nummer, som blev gentaget flere gange, var jo også rigtig godt, men da jeg så efterfølgende lånte "Jazz på svenska" på biblioteket, hadede jeg musikken lige så meget som før. Jeg prøvede at lytte til den to gange, men måtte aflevere den igen uden at være nået til pladens ende. Det var frygtelig musik (jeg købte dog LP'en, da jeg på et tidspunkt faldt over den på et marked!).

Så på et tidspunkt var jeg ved at rydde op i nogle stakke med gamle videobånd, som jeg i tidens løb havde optaget fra tv og hvoraf det meste var usete optagelser. Jeg fandt et bånd med to dokumentarudsendelser om historien om BLUE NOTE-jazzpladeselskabet. Jeg huskede, at jeg havde optaget dem, fordi, well, selvom jeg hadede jazzmusik, så er jeg så meget åben, at jeg optog dem, simpelthen fordi der her var noget, der kunne være interessant at lære om musikhistorie.

Da jeg genfandt båndet, overførte jeg det til dvd-r og så udsendelserne ud i eet stræk - og genså dem flere gange i ugerne efter (min optagelse er fra DR1. Flere år senere blev de genudsendt på DR K, men desværre fuckede Danmarks Radio bare op ved at fjerne den engelske voiceover, men glemte at optage et dansk fortællerspor i stedet! Og for at gøre fadæsen perfekt, brugte DR K underteksterne fra visningen på DR1, så man kan LÆSE det, som den engelske voiceover oprindeligt sagde - man kan bare ikke høre det!!). Og jeg må sige, at jeg var begejstret! Hele historien, hele Blue Note-historien, alle interviewsene med de gamle musikere, og hele delen om pladeomslagene, var hyber-interessant.

Og ligesom efter Jan Johansson-filmen farede jeg ud og fandt noget af musikken (de omtalte 3 boks-sæt, som kostede 20-25 kr. per stk. i TP) og det gik ligesom med Jan Johansson-pladen: Det var en prøvelse uden lige at lytte til. Jeg kunne simpelt ikke holde det ud. Jeg greb mit hoved med begge hænder og skreg i afmagt over, hvor stor en pine, det var at forsøge at lytte til det infame djævelskab.

Over en periode på nogle måneder prøvede jeg igen 2-3 gange at lytte til pladerne, men det gik bare ikke. Og det irriterede mig faktisk ret meget, for jeg kunne som sagt rigtig godt lide alt det UDEN OM musikken. Det hele var ret cool (men man skal naturligvis ikke lytte til musik, fordi miljøet eller folkene udenom er interessante, hvis ikke musikken er det - men det irriterede mig alligevel). Nå, men jeg gav mere eller mindre op og tænkte, at det altså var en musikform, jeg aldrig ville komme til at nyde, endsige forstå.

Så gik der igen nogle måneder og jeg blev syg med et maveonde i det meste af en uge. Jeg var virkelig syg som en hund. Jeg gik ikke uden for en dør i den uge. Gardinerne var nedrullede og jeg levede af det, jeg havde i køleskabet og dåsemad. En dag, da det gik allerværst med maveondet (efter ikke at have spist i 2-3 dage havde jeg været så letsindig at bestille en pizza og en kæmpe pitasandwich, som jeg forsøgte at spise det meste af. Dumt. Nu fik jeg det bare endnu værre), sad jeg så der midt i min sygdom og tænkte, at jeg måtte høre noget musik.

Af uransagelige grunde fandt jeg en af jazzpladerne frem, jeg husker ikke hvilken, og satte den på. Måske var situationen så surreal og anderledes fra den normale hverdag, at jeg følte, jeg skulle lytte til noget, der passede til den ubehagelige situation. Noget musik, jeg virkelig ikke brød mig om.

Jeg satte pladen på og satte mig tilbage i lænestolen. Så gik der et øjeblik og jeg opdagede pludselig noget mærkeligt. "Hva' fanden er det her", tænkte jeg. Jeg kan ikke forklare det, men pludselig lød den musik, som jeg før havde hadet som pesten, som noget virkelig flot og, ja, tør jeg næsten sige smukt. Jeg slog det hen med, at det måtte være feberen, der talte. "Lad os nu bare se, om du stadig ka' li' det, når du blir rask, hah!" tænkte jeg.

Men da jeg genhørte pladen, efter jeg var blevet rask, var musikken stadig lige god. Den skurede ikke længere mod min ellers veltunede fornemmelse af, hvad der er god musik og dårlig musik. Dén selvsamme musikfornemmelse, der ellers i rigtig mange år havde klasket et rødt stempel på alt jazzmusik med teksten: "Bør kasseres! Ubrugelig!"

Så satte jeg de andre plader på og her skete det samme; Jeg nød det virkelig. Jeg var virkelig overrasket. Og jeg forstod det virkelig ikke. Jeg overvejede muligheden, at jeg måske var blevet sindssyg og havde udviklet en ny, usympatisk personlighed, der hellere ville høre jazzmusik end garagerock. Dagene i forvejen havde jeg godt nok eksperimenteret med at blande grønne syrebaserede substanser i mit laboratorie i soveværelset med henblik på at skabe en race af atom-supermænd for endelig at kunne regere verden, sådan som jeg altid har vidst, at jeg en dag ville komme til. Men det gør jeg nu så tit og ser ikke nogen forbindelse mellem dette og min nyfundne glæde ved jazzmusikken.

Efter at have ligget mangen en søvnløs nat og kastet mig frem og tilbage uden at kunne finde hverken rist eller ro, er jeg nu kommet frem til denne mulige teori: Jazzmusik er så anderledes en musikform, at hvis man ikke vokser op med den, er den svær at komme ind på livet af. Modsat popmusik kræver den en vis tilvænning fra lytteren (og i mit tilfælde var det trods alt et langt livs intenst had, der skulle bearbejdes). Og måske er det disse gentagne forsøg på at give musikken en chance, der efter et par år nu har tilvænnet mine ører til de bizarre toner. o_O

Som førstegangslytter køber man jo heller ikke en plade med et hardcorepunkband og tænker "Hvor smukt" eller "Hvor har du været hele mit liv, oh du interessante musik". Ingen hører næppe DEAD KENNEDYS' "Nazi punks fuck off" og bliver draget af det med det samme. Det kræver en vis tilvænning. Megen musik skal man lære at lytte til, før man kan tage det til sig og "blot" nyde. Nogle ville sikket hævde, at hvis ikke man kan elske noget uden at skulle lære HVORDAN eller endda HVORFOR, så er det ikke ægte.

Men sådan er det jo med mange ting i livet, man forelsker sig jo heller ikke nødvendigvis i en kvinde, første gange man møder hende. Måske skal der gå tre års kendskab på arbejdspladsen først. Men hvorom alting er, så er det min erfaring, at det, som ofte tager en rum tid at nå ind til, meget vel kan være det, som holder længst. Det er her, at der virkelig er noget at hente.

Anyway, I'm rambling, men hvorom alting er, så kan jeg nu ikke få nok af de otte albums og har lyttet til dem alle om og om igen. Ud over glæden ved musikken, er det også cool at kunne finde musik, der så gammel og alligevel er så fantastisk. Ja, faktisk er jeg overbevist om (ganske og aldeles urimeligt, da jeg ikke har noget at have det i), at jazzmusikken i dag på ingen måde er nær så god og interessant, som de plader, der udkom på Blue Note Records i 50'erne og 60'erne.

I går modtog jeg bogen "The Cover Art of Blue Note Records", som indeholder billeder af 400 af Blue Notes pladeomslag. Omslagene fra storhedstiden i 50'erne og frem til slut-60'erne, da de to tyske grundlæggere solgte selskabet, er for størstedelens vedkommende virkelig coole. Men, hey, det er en helt anden snak, men blot skal det nævnes, at jeg brugte det halve af natten på at gennemse dem alle og læse noter.

Og så modtog jeg i dag en t-shirt med posten, som jeg havde bestilt fra UK. Den er med SONIC YOUTH og har logoet og teksten fra omslaget til "Goo"-albummet på forsiden, så det er altså ikke som om, at jeg skal til at smide alt væk, som jeg tidligere har lyttet til, blot fordi jeg nu har opdaget jazzens verden. Det gjorde jeg, da jeg opdagede heavy metal-musikken i '84, og dén fejl laver jeg ikke én gang til! Man kan godt rumme det hele. Jazzmusik, garagerock, heavy metal, nyrock, og punk, kan sagtens nydes til fulde uden at noget behøver være på bekostning af noget andet.

PS: Fik jeg forresten nævnt, at jeg for nyligt også har opdaget NO WAVE-musikken fra New York fra slut-70'erne og ivrigt indkøber plader med folk som JAMES CHANCE & THE CONTORTIONS og TEENAGE JESUS AND THE JERKS. xD

Fire of Vengeance (Indonesien, 1983)

Jeg så den indonesiske FIRE OF VENGEANCE (dir: Danu Umbara, cirka 1983) i dag. Filmen begynder med Barry Prima, der bliver gift med en skøn kvinde. Efter 10 minutters blomster- og hesterideturs-glæde bliver Barry brændt til et sort kulstykke af nogle fæle skurke. Senere finder banditterne ud af, at kvinden så hele seancen og forsøger i resten af filmen at ondulere hende også.

Efter at hun er blevet overfaldet af den ene sindssyge skurk efter den anden, opsøger hun en karatemester ude i junglen (efter at være blevet overfaldet på vejen derud og kun reddet af endnu en karatefyr, der siger til hende: "Det er et dårligt nabolag, du burde ikke være her". De er som sagt i JUNGLEN, haha). Nå, men hun lærer både håndkantsslag og cirkelspark og går derefter i gang med sit hævntogt, hvor hun bl.a. maskere sig som taxachauffør med overskæg og det hele).

En enkelt gang er det dog ved at gå galt, men hun bliver heldigvis reddet af en flok amazoner, der pludselig dukker op (de kan også karate og hvor de kom fra eller hvor de tog hen bagefter, skal man ikke spørge om). Den sidste halve time er sindssyg over-the-top action, som man kun kender det fra indonesiske actionfilm fra 80'erne. Findes kun på tysk og fransk vhs (og grangiveligt også på Malay video-cd). Det var den tyske video, jeg så, og den stod i kanon flot letterbox modsat de pixilerende fullscreen VCD'er, man ofte må ty til, når det gælder indo-film.


PS: Scannet er den libanesiske plakat!! At tænke sig, at film som FIRE OF VENGEANCE har kørt i biograferne i Libanon!! At dømme efter deres plakater var det tilsyneladende de mest vilde film, der blev vist der i gamle dage!!

Mere sjov på postkontoret

I dag var jeg så på posthuset for at hente en pakke fra mine gode venner hos DDDHOUSE i briternes gamle, forliste kronkoloni. Jeg ender naturligvis ved skranken med postkontorets stride gammeljomfru. Jeg har boet i dette lorte-provinshul i over 15 år og har pga. mit skrivebordsforlag og mine filmindkøb brugt posthuset særdeles meget - og madammen har været med hele vejen. Hun er den eneste, der ikke er blevet udskiftet, er flyttet, holdt op, eller er kommet til senere. Efter 15+ år kender hun godt mit navn. Hun kunne såmænd også aflire min adresse i søvne, hvis det skulle være. Men at se ID... dét skal hun!

Jeg tvivler stærkt på, at hun forstiller sig, når jeg skal hente post, at jeg enten er min egen dobbeltgænger, min ikke-eksisterende tvillingebror, eller en agent fra det gamle USSR der har iført sig en gummimaske med et Jack J-fjæs for at undergrave det vestlige kommercielle samfund indefra. Jeg er sikker på, det blot drejer sig om "god" gammeldags bureaukrati. De andre ansatte på postkontoret, der som nævnt har kendt mig i langt kortere tid, behøver ikke se ID, da de logisk nok godt ved, hvem jeg er.

Men pebermøen skulle altså også i dag se et ID. Jeg hiver så sygesikringskortet frem (og hvad fanden er det lige med at vi ikke skal kalde det et sygesikringskort mere!! Det var sgu Buster Larsen, der sagde det bedst: Lorteland!!!), men det afviser hun; "Det duer ikke! Der skal underskives for pakken! Det der er ikke nok!". Jeg hiver så mit nye Visakort frem, som jeg har glemt at signere på bagsiden. "Er det her godt nok?" spørger jeg - og jo, det er det så, hvis ellers der er underskrift på. Jeg fortæller, at jeg har glemt at skrive på det og får straks en kuglepen, så jeg kan underskrive kortet - så hun derefter kan kigge på den friske underskrift og dermed godkende, at jeg virkelig er den, jeg giver mig ud for at være.

Det er sgu for langt ude, hahaha. Hvis det nu ikke havde været mit eget Visakort, så duer den sikkerhed jo fanderme ikke ret meget. Men, hey, regler skal følges og nogle gange mere slavisk end andre gange. Jeg fik min pakke med FANTACY ROMANCE og THE BEDEVILLED og så endte det jo meget godt alligevel, men for fanden da... PestDanmark er sgu for viderekommende!!!

"Ringe film om forrået asocial ungdom"

Efter at have måttet genbestille "Filmens hvem hvad hvor", har jeg netop modtaget sættet (det første antikvariat ringede sgu og undskyldte at bind 1 enten var blevet stjålet eller måske endda havde "forputtet sig i Russisk Sektion") i fin, fin stand og ovenstående er kommentaren til Roger Cormans Vilde engle i bind 3. Filmen blev totalforbudt for biograferne, men blev dog vist i Studenterforeningen i Kbh 19.1.67 (senere udkommet på dansk VHS og DVD - sidstnævnte endda med to forskellige omslag).

Filmens Hvem Hvad Hvor 1-5 (Politiken, 1968-70)

Når man alligevel er oppe på så ukristeligt et tidspunkt som kl. 7 er, så kan man jo lige så godt bestille nogen bøger. Og det gjorde jeg så. Filmens Hvem hvad hvor, bind 1-5. Jeg har længe gerne ville have sættet og når man så opdager, at der er sat overskydende skat ind (og klokken alligevel er så ukristelig, at hverken menneske eller udyr burde være oppe), så kan man som sagt lige så godt bestille nogle bøger fra et tilfældigt antikvariat (gennem antikvarnet). Og det gjordet jeg så. Bøgerne skulle være i fin stand og endda med original papkassette. Priserne lå på mellem 250 og 650 kr. Mit sæt satte mig tilbage med 300 stærke + porto.

"Product encounter of the worst kind"

X-Ray Spex' lp er et kedeligt, kommercielt lp+produkt, i den mest traditionelle forstand af ordet, så der er på tide, at piben får en anden lyd. Ikke alene er pladens spilletid knap (lidt over en halv time), men af de 12 numre, er de 5 allerede ude på single! De resterende syv er uoriginale efterligninger af singlerne, med undtagelse af de numre, der er hugget andetsteds fra. Det er muligt at X+Ray Spex kan narre en del til at købe denne lp, men snart vil tiden komme, hvor dette hype vil blive udstillet og latterliggjort, og Poly Styrene må gå tilbage til sit job som rengøringsassistent, hvor hun kan få lov til at arbejde med alle de produkter, hun tilsyneladende er så begejstret for. Poly Styrene synger: "My mind is like a plastic bag" - Well, use it, baby!

- Jesper Reisinger, iklipsx nr. 9 (som i virkeligheden var nr. 4), 1978