Natmad for TV-narkomaner (ved Henrik Larsen)

- eller denne gang vel nærmere "Morgenmad for natteravne".



Gæstekok denne gang: OBSKURIøST-redaktør Henrik Larsen

Dagen derpå-morgenmad à la OBSKURIøST

For mit eget vedkommende indtages dagen derpå-morgenmad oftest først ved 11-12-tiden, så måske vil "brunch" eller ligefrem "frokost" være mere korrekt? Vel, strengt taget består min "morgenmad" gerne af rigeligt med koldt postevand eller, hvis jeg har været forudseende nok, iskold mineralvand med Citrus Lime-smag, af de kendte halvandenliters plastflasker fra supermarkedet. And that's it? Ja, uden at prale har jeg aldrig tyet til Panodil, Treo eller andre hjælpemidler - nogle kampe bør man udkæmpe alene. Et par timer senere er systemet så tilstrækkelig formildet til at acceptere fast føde... som sagt: morgenmad!
Man tager to skiver groft sandwichbrød (egen favorit: "Baker Street" fra Irma, men Nettos "Gamle Mølle" kan også gøre det) og rister dem i smør (eller hvilket smørlignende produkt køleskabet måtte ligge inde med) på panden. Udskårede strimler af 1/2 peberfrugt svitses ved siden af. Efter at have vendt brødet et par gange belægges de med alm. 45+ skiveost. (Jeg har engang i desperation forsøgt med granuleret ost, men det er vulgært, smager dårligt og kan kort sagt ikke anbefales). Hvis man føler sig meget sulten og har kødpålæg i huset så som skinke eller filet, kan en skive af dette evt. lægges på brødet før osten. Hæld en sjat tabasco, Worchester Sauce e.l. over frugten og vent til osten begynder at blive blød. Brødet pyntes med peberfrugten og serveres på stor tallerken.
Tilbehør: et stort krus pulverkaffe. Pulverkaffe drikkes for virkningens skyld, ikke smagen, men Netto sælger en Gevalia instant som er forholdsvis skånsom ved systemet, modsat f.eks. det ristede gulvopfej Nescafe sælger under betegnelsen "Red Cup" og hvis drukket over en længere årrække vil æde dine tarme - til gengæld giver "Red Cup" et helt fantastisk koffeinsus, så det er en temperamentssag.
Indtages, mens man ser en eller anden elendig trash-film eller serie.

Hate-mail (en brevkasse med aldrig skrevne svar)

Hejsan Jack,
Tidningen var riktigt bra. Jag har iofs inte läst hela ännu, men det jag har läst var riktigt bra.
Den turkiska sektionen var riktigt härlig. Men jag tror att du har blandat ihop Ilker Inanoglu och Filiz Akin. Pojken i The Boy Who Knew Too Much heter Ilker Inanoglu och Filiz Akin som spelar hans mamma är det på riktigt också. Jag förstår att det blir krångligt när Ilkers rollfigur står med i rollistan som Dickie Dickie. I den turkiska versionen som heter Kücük Sahit kallas han kort och gott Ilker. Ingen Dickie där inte:) Den manlige mördaren i filmen spelas utav Ekrem Bora som har gjort en hel del toppfilmer. Cirkin Dunya är en riktigt otäck liten sleazefilm. Mycket effektiv. Den finns ute på tysk video under namnet Es Begann um Mitternacht och den regisserades av Osman F. Seden under pseudonymen Rowland Kramer.
Mvh
Linus [Bengtsson]
(Hägersten)

Hi Linus!
[23.01.2011: That's it. Svaret hænger stadig i luften, haha]


Hey hey
Kasper Maarbjerg her, ham med Rådden Kærlighed, du ved nok...
Well, jeg ville først lige sige 1000-tak for det nye Stay Sick!, du sendte mig og Martin, det var skide flinkt! Det levede forøvrigt fuldt op til mine forventninger, efter jeg havde læst #3 - Især interviewet med ham der Porrel-gutten, What a turkey, Denne Hr. Brahe's Kidde interview + album-gennemgang og Henriks Robin Hood-artikel. Oversigten over danske Wrightson og Corben-udgivelser er også skide fed. Stay Sick! er uden tvivl det bedste danske zine siden Panserværn (dansk punkrock-zine fra '99-02, som dog kun kom i to eks.). Det holder! Mere meget snart!!!
Også mange tak til ham der Jesper Moerch, for den pæne omtale af vores film, samt din lille "on the set"-rapport.
Nårh, men altså, jeg er blevet totalt hooked på mere SS (både zinet og dem fra tyskland...), så jeg vil meget gerne bestille nr. 1 og 2. Har du forresten også et Mondo Franko til salg? Jeg blev rimlig skuffet over at have smidt 50 kr. efter Franks Hermetiske Garage, men så fik jeg fat i et Ultimo Mondo Franko, og det var jo straks bedere, så hvis der var mere af det...? Og hvis Banned in Britain #2 er færdigt, så vil jeg også gerne have det med.
Hilsen
Kasper
(Valby)
PS. nu bliver du ved med at snakke om garage og vinyl og sådan. Well, så er her lige et par anbefalninger (hvis du altså ikke allerede er dem bekendt). Tjek ALT med Dead Moon ud, de holder helt vildt. Og så må du heller ikke være foruden "the low-fi king of switzerland" LIGHTNING BEATMAN! enten som solo, eller med hans band The Monsters, det er HELT vildt råt trashed blues-pigtråd. Tjek hans (jeg tror nok det er hans) pladeselskab:
http://www.voodoorhythm.com/super fede skiver!


EDIT: Jeg har fjernet det sidste læserbrev på venlig opfordring fra forfatteren.
/Jack (20.02.2013)

Den Etisk Korrekte Maade at optage Film fra Fjernsynsapparater paa

Her følger nu første del af en længere artikelserie af prof. Herbert Schwaldöfer. Vi har valgt at bringe artiklerne i deres originaloversættelse fra 1961. Artikelserien blev første gang bragt i "Het Suid-afrikaansche Plaat-Filmse Tidning" (Kapstaden/Johannesborg-udgaven). 

 Alle raske Drenge og Piger har sikkert paa et eller andet Tidspunkt været nødt til at spørge deres Fader eller Moder, om de vilde optage en Spillefilm for dem fra Fjernsynetmodtageren, fordi de ikke selv kunde, da de maaske skulde til Spejder eller Dans eller noget andet lige saa spændende. Naar man saa endelig er færdig, saa kan man jo næsten ikke vente med at komme hjem, vel? Saa op paa Ciklen og hei hvor det gaar! Man spurter, alt hvad Remme og Tøj kan holde, over Kantstene og Fortove, saa selv den tykke Betjent ikke kan følge med. Foran Fjernsynsapparatet venter man saa spændt, medens ens Moder bringer Kakao og Smaakager. Slem er Skuffelsen saa, naar man opdager, at ens Moder - eller Fader for den Sags Skyld - først har tændt Videospolebaandoptageren et halvt Minut efter, at Filmen var begyndt. Og maaske drejede det sig endda om den lange, uklippede, Bredformatsudgave af "Tarzan og den sorte Negerbande"! Saa er man helt nede i Kulkælderen, og selv ikke da man Dagen efter faar det helt nye Nummer af "Fart og Tempo", kan man glemme, at ens nye Film er helt ødelagt. Saa synes man bare, at det var rigtig tarveligt af Mor ikke at være parat, naar Filmen skulde begynde. Hun stod vel bare som sædvanelig og sladrede med Nabokonen om, hvem Egendommens unge Pigebarn nu havde været i Lag med. Ihh altsaa, saa er det hele bare noget Møg! 

At optage sine Yndlingsfjernsynsprogrammer uden der kommer for meget ej heller for lidt med er svært, og det maa pointeres, at hvad enten man er ung eller voksen, så er det af afgørende Vigtighed, at De øver Dem om og om igen. Kun saaledes opnaas perfekte Optagelser til det private Fjernsynsarkiv. 

I næste Nummer: Undervis Deres Stuepige Kunsten at programmere otte Dage frem.

MASTER WITH CRACKED FINGERS

aka Snake Fist Fighter / Snake Fist Ninja / Little Tiger From Canton / CubTiger From Kwang Tung / Stranger In Hong Kong / Ten Fingers Of Death
DK-titel: Dragen går amok (på kassetten) / Hænder som dræber (på filmen)
Dir: Chin Hsin (Hongkong, 1971 + 78)
Martial arts dir: Se Fu Yai & Jackie Chan (krediteret som Chan Yuen Lung)
Længde: 78 min.
Distro: Breien Film/Filmco aps. (DK)
Info: video, fullscreen, engelsk dubbing
Cast: Jackie Chan, Shih Tien, Tien Feng, Han Kuo Tasi (aka Hon Kwok Choi), Simon Yuen, Dean Shek.

rev: Jack J
Jeg må indrømme, at jeg var ret begejstret, da jeg fandt Master With Cracked Fingers for fire år siden inde i Video Netto på Vesterbrogade. Sagen er nemlig den, at der her er tale om Jackie Chans allerførste karatefilm - no less! Og den danske kassette er naturligvis så svinesjælden, at jeg straks udråber mig selv til at være i besiddelse af det eneste eksisterende eksemplar! Jeg skyndte mig straks hjem og... zap... nu fire år senere får jeg den endelig set, ha ha...
De fleste, der kender til Hongkong-film, kender også Godfrey Ho, mesteren af klippe-klistre-filmene! Og med "klippe-klistre-film" mener jeg film, som instruktøren har "lavet" ved at tage halvdelen af een film (oprindeligt instrueret af en anden instruktør, forstås), stykke det sammen med noget fra en eller flere andre film (ligeledes instrueret af andre instruktører), og vupti; så har man en ny film (læs: et nyt makværk!). Og Godfrey Ho var altså ikke den eneste, der gjorde sig i den slag plattenslageri: Chin Hsin, instruktøren af Master With Cracked Fingers, gjorde det altså osse (i alt fald med denne film - hvorvidt han "instruerede" andre på samme måde? Who knows!). Den originale udgave af filmen udkom allerede i 1971 under den engelske titel Little Tiger From Canton uden at blive nogen succes overhovedet. I '73 fik den repremiere i biograferne i Hongkong, men igen uden held og blev derefter lagt på hylden.
Da Snake In The Eagle's Shadow og Drunken Master med Jackie Chan blev succeser og han blev en stjerne (i Hongkong i hvert fald) i slut-70'erne, var der en kinesisk distributør, der købte rettighederne til Little Tiger From Canton, filmede en række nye scener og udsendte skidtet som Master With Cracked Fingers. For fuck's sake, for at det ikke ska' være løgn, så satte man sgu endda footage ind fra Drunken Master!!!
Jackie Chan var jo osse blevet ganske populær i Europa og sikkert derfor forsøgte man sig også på det amerikanske marked, hvor den kom til at hedde Snake Fist Fighter, og endelig på videokassette i Danmark engang i midten af 80'erne under titlen Dragen går amok (pga. Bruce Lee-filmene skulle alle karatefilm hedde noget med "Dragen"!).
I originalfilmen møder Jackie, som også hedder Jackie i filmen (i alt fald i den engelsk-dubbede udgave), en gammel gut (Simon Yuen), der indvilliger i at lære ham kung fu. De nye scener bestod af en lille unge, som skulle gøre det ud for Jackie som barn og scener med en Jackie Chan-stand-in, der øver kung fu ude i skoven sammen med den gamle bums, enten i halvmørke så man ikke kan se hans fjæs eller han har bind for øjnene - eller vi ser ham bare bagfra! Hvis man ville have håbet på at plausibilisere illusionen, sku' man muligvis ha' overvejet at bruge en skuespiller, der ikke var 10 kilo tungere end den rigtige Jackie, ha ha!!
Anyway, historien goes a little like this: Den unge Jackie vil gerne lære kung fu, men hans far ville ikke give ham nogen penge til det, da han ikke synes, man ska' gå rundt og slås (ikke uventet i karatefilm viser det sig naturligvis senere, at faderen selv engang var kung fu-kæmper). Heldigvis for lille Jackie møder han som sagt en gammel særling, der tar ham med ud i skoven og lærer ham kung fu (bl.a. ved at putte ham i en sæk med slanger!!). Da han vokser op, får han arbejde som tjener, men kommer gang på gang i slagsmål, da han skal redde først den ene, så den anden, og hver gang blir han straffet af sin far. Den ene gang smider faderen urtepotter efter ham og en anden gang skal Jackie stikke hånden ned i en spand med glasskår! Og som i enhver karatefilm, blir der slåsset en hel del til sidst, men da den fatale afslutningskamp er mellem Jackies værste fjende og Jackie, som slet ikke er Jackie, men hans flabby stand-in, så blir kampen ret så upersonlig og kedelig (selvom de er go'e til karate og alt det der!).
Det er nemt at se forskel på de indsplejsede nye scener og den originale film, bl.a. fordi de nye scener er så grotesk hjernedræbende kedelige, at det er helt på højde med at se på maling, der tørrer. Den "rigtige" film derimod er ganske underholdende og jeg ville ha' ønsket at det var denne film, der var udsendt på dansk video. Men sådan sku' det altså ikke være, heller ikke selvom der på kassetten rent faktisk står at der er tale om originalversionen!! Hvad der i øvrigt gør hele makværket ENDNU mindre "originalt", er naturligvis, at den er dubbet til engelsk.
I den uautoriserede Jackie Chan-biografi The Essential Jackie Chan Sourcebook (USA, 1997) skriver de to forfattere godt nok, at begge versioner er forfærdelige, men det har jeg nu svært ved at forstå: For det første kan de dårligt have set den oprindelige originalversion, eftersom den ALDRIG har genset dagens lys, siden den blev smidt i et mørkt hul med låg på i 1973 og i dag kun findes i den omredigerede version! Så hvordan forfatterne sku' ku' bedømme originalversionen, har jeg sgu lidt svært ved at se. Og hvis man bedømmer de gamle scener ud fra den nye version (nå ja, så "ny" den nu er, når den er fra 1978), så er den altså slet ikke så dårlig endda, hvis man i forvejen ka' li' "Chan The Man"-film. Og hvis man sammenligner med andre chop sockey'er fra perioden, så ser det hverken værre eller bedre ud. Det blev bare et frygteligt rod (læs: noget lort!), da alle de nye scener blev redigeret ind.
Den danske kassette er som nævnt hypersjælden, så hvis du er karatefilmfan/-samler, så bør du absolut snuppe den, hvis du falder over den i en brugtbix, også selvom den er i fullscreen, så man ikke ka' læse hele de bogstaver, der står yderst til højre i rulleteksterne. Den er som nævnt osse synkroniseret til engelsk og underteksterne er oversat af en eller anden idiot, som intet anede om karatefilm endsige filmens hovedperson, fx blir martial arts til "krigskunst" (det burde naturligvis være KAMPkunst) og Jackie kaldes konsekvent "Jacky"1!!
Hvis du vil se en rigtig god Jackie Chan-film, så se hellere Armour Of God 2 eller Police Story!! Master With Cracked Fingers er absolut kun for fanatiske fans (og folk, der udgiver excentriske fanblade i fanatismens mørke... sheiitt!!!).


1.Jo, jo, jeg ved udemærket godt, at på visse gamle prints fra 70'erne, fra Hongkong, kunne kineserne godt finde på at kalde ham "Jacky", men siden 80'erne har ham altså heddet Jackie! For fuck's sake: hans navn står sgu med store bogstaver ud over hele skærmen, da filmen begynder!!

The Sopranos (af Metin Vardar)

Nedenstårende rev burde egentligt ha været placeret i en tv-serie-sektion, men jeg gider ikke lave en!


Anmeldt af Metin
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal skrive om dette mesterværk af en serie, udover at det er den bedste serie, jeg har set gennem længere tid. Modsat de andre mafia tv-serier (en enkelt som blev vist på TV3+) er The Sopranos markant anderledes ved at være mere realistisk. Sproget, karaktererne, miljøet, ALT er autentisk, hvilket gør The Sopranos til en helstøbt oplevelse. De render rundt i joggingbukser, får noget gabagool, og knepper strippere. Det er socialrealisme, der vil noget. For at komme tilbage til karaktererne; for det første er de alle spillet af suværene skuespillere, som formår at bringe dybde til de karakterer, de spiller. Jeg synes, alle gør et godt job - ingen undtagelser. Man er ikke et sekund i tvivl om karakterernes integritet. Så er der selvfølgelig historien. Den handler kort og godt om Tonys arbejdsrelaterede anfald, som han bliver behandlet for hos doktor Melfi og hans job som leder af en mafiafamilie. Men hver enkelt afsnit vidner om stor kreativitet hos manuskriptforfatterne, fordi man kommer rundt omkring i krogene i dette hårde miljø. Det skal så lige tilføjes, at instruktørerne også gør et fantastisk stykke arbejde.
Der er desuden en naturlig progression i serien. Der er ikke nogen former for overraskelse i form af døde karakterer, der pludselig genopstår ved at manuskriptforfatterne skriver dem ind i historien igen på en finurlig måde. Nej tak- den slags oplevelser er vi fri for. Hvilket egentlig også er befriende, for det vidner om, at seriens skaber på ingen måder vil korrumpere The Sopranos velstruktureret univers. Når først stiften penetrerer patronens hoved og kuglen suser igennem røret og efterlader et gabende hul i hovedet på offeret, er han ude af serien. Serien veksler mellem forskellige temaer, lige fra syndefaldet til identitetskriser. Og det er sådan set det bedste ved serien, fordi man aldrig går død. Det handler ikke om endeløse kærlighedsaffære, som forbliver uløste, som vi har set i mange serie, dog ikke lige i denne genre, men you know what I mean. Right? Og nu til det sørgelige. Season 5 er fornyelig startet i USA - men det varer nok lang tid, før vi ser den i DK. Desværre [Nej, det er ikke Metin, der er retarderet ud over det normale, men Stay Sick!, der er 6 billioner år forsinket!! Sorry. Jack]. Til gengæld kan du for meget billige penge købe season 1-4 i DVD-kvalitet på ebay, hvor de bliver solgt til omkring 80 dollars. Hvis du er fan er serien, så slå til, nu hvor dollaren er lav. Det er sådan med The Sopranos, at man kan se hver afsnit igen og igen.

The Punisher (anno 2004) (af Metin Vardar)

Anmeldt af Metin Vardar
Der er ikke mange anmeldere, der har givet denne film gode reviews og jeg har ikke i sinde at svømme imod strømmen, simpelthen fordi der er noget om snakken. The Punisher anno 2004 er et gevaldigt skuffende resultat taget i betragtning af de penge og megastjerner, der har været involveret. John Travolta virker ikke rigtig engageret og vil egentlig hellere hjem og lege med sit Boeing 747. Og Tom Jane i rollen som The Punisher [som i.ø. hed "Strafferen" i de danske Marvel-blade i gamle dage og "Afstrafferen" allerførste gang han blev trykt på dansk, som var i et nr. af Serie Magasinet! Ed.], hehehhehe, tjaaa den går bare ikke. Nu er vi jo så heldige, at vi kan sammenligne hans præstation med Hr. D. Lundgrens film med identisk titel fra 1989 og jeg må konstatere, at der er en verden til forskel. Tom Jane formår slet ikke at udstråle den aggressive, selvdestruktive og bitre Frank Castle, som Lundgren så perfekt portrætterer. Faktisk så ligner Tom Jane en ussel udgave af The Punisher. The Punisher anno 1989 er på mange områder bedre end sin fætter fra 2004. Den har mere hjerte og sjæl hvilket kompenserer for manglende Hollywood stjerner med primadonna-nykker.
Selve historien er en omgang selvdød Jaka Bov. Den korrupte banker Howard Saints søn dør i en politiaktion (idioten vifter med en pistol omringet af 20 politimænd, der ligefrem beder om en undskyldning til at tømme magasinet på deres MP5). Howard Saint finder ud af, at FBI-undercover-agenten Frank Castle er ansvarlig for sønnens død og beslutter sig for at hævne sig ved at massakrere hele familien Castle, der tilfældigvis er samlet til en familie-komsammen på udkanten af et ferieparadis. Så langt så godt. Castle modtager 3 nimillimeterkugler i brystet og bliver sprængt i luften, men han er ikke lige til at dræbe. Ligesom Jason kommer han bare tilbage drevet af en blodtørst, der kunne tømme verdens oceaner for vand. Castle tager til Miami og starter sin egen lille krig mod Howard, som er irriteret over, at den lille gnom fucker op i hans forretninger. Howards egne mænd kan ikke lokalisere Frank, men det kan hans encelle-amøbe-lejemorder åbenbart godt, for han vader lige ind i Franks lejlighed og begynder at tæve ham???? Til sidst beslutter Frank sig for at gøre regne stykket op og regner mere eller mindre forkert, for det er nok den lammeste afslutning på en [actionfilm], jeg længe har set. Ligesom vores kære kolleger på [Er det et surrealistisk stunt, et fuck-up, eller er der bare røget et ord ud her? Ed.]
The Punisher anno 2004 er en ond reproduktion af en udmærket The Punisher film fra 1989.

KILL BILL VOLUME II Åbent brev til Hr. Tarantino (af Metin Vardar)

Kære Tarantino,
Den 24/4, betalte jeg gladelig 100 kroner for at få et godt sæde i en af Danmarks flotteste og bedste biografer. Det var en dyr billet, men hva' fanden - det er jo ikke hverdag, der er premiere på Kill Bill Volume II. Siden Volume I har jeg længtes efter Volume II. Forventninger har været store efter som Vol. I henrykkede mig noget så voldsomt. Den eminente stilblanding og fantastiske kampscener vidnede om en film af stor format. Og derfor var det med en enorm længsel, at jeg trofast købte en billet til premieren.

Men:
Tillykke med at røvrende mig for 100 kroner. Aldrig har jeg følt mig så røvrendt og aldrig har jeg været så skuffet. Lad mig sige på en anden måde - der er mange ting være end døden: en af dem er at se Kill Bill Volume II, hvilket er det værste lort siden - ja jeg ved ikke hvad. Samtalen mellem Bill og The Bride i slutningen af filmen fik mig til at gabe voldsomt, fordi jeg længe forinden havde mistet interessen i filmen. Den røg allerede i starten af filmen, hvor Budd diskuterer med sin chef, om hvor vigtig det er at møde til tiden. Gaaaaaab, det var ligesom at være til et SID-møde på et kursuscenter. Men så var det jeg tænkte, at måske blev filmen bedre, men ak nej. Det hele gentager sig med The Bride's møde med Cubaneren, hvor man igen bliver henslynget til en dræbende kedelig dialog, som basalt set burde være forbi på under ti sekunder. The Bride spørger: "Hvor er Bill?" Svaret bliver et foredrag, om hvor hårdt livet er. Faktisk laver de ikke andet i filme, end at holde foredrag om kærlighed, graviditet, livet, arbejdsvilkår and you name it. Når nu der ikke er noget at komme efter rent plotmæssigt (vi havde alle gættet os til at Bill havde hendes datter, fordi han var sur over, at hun havde forladt ham, fordi hun ikke kan opdrage et barn i det miljø, doooooh!), så er der kun action tilbage, right? Forget it. Fight-scenerne er så fucking lamme, at de sutter røv big time. For os inkarnerede Hong Kong action-fans så er Volume II-actionsekvenser noget dilettant makværk. Så kære Tarantino - vi hilser dig med et knep dig selv, som Jokeren nok ville have udtrykt det. Undertegnede er færdige med dine film.

Metin Vardar

Jackie Brown (af Lars Kramhøft)

DK-titel: Jackie Brown
DIR: Quentin Tarantino (USA, 1997)
DISTRO: Nordisk Film
DVD-INFO: Reg. 2, 16:9-format
EXTRAS: Behind the scenes featurette, interview, trailer
LÆNGDE: Ca. 148 min.
CAST: Pam Grier, Samuel L. Jackson, Bridget Fonda, Robert De Niro m.fl.
OBS: Fingeren til Nordisk Film for at fastbrænde underteksterne!!!

Review: Lars Kramhøft
At Quentin Tarantino er en passioneret fan af psykkotronika og gamle voldsfilm er ingen hemmelighed - det var jo ham der stod bag den amerikanske relancering af The Beyond i USA, han har selv fortalt, at han har set The New York Ripper 35 gange og alle ved, at han fylder sine film med mere eller mindre indforståede nods til Bruce Lee, Peter Cushing, John Woo, Antonio Margheritty og talløse andre kult-personligheder.
Jackie Brown er Tarantinos hyldest til blaxploitation-genren og (især) Pam Grier.
Den chokolade-farvede skønhed, der i sin tid startede sin karriere som kontordame på Roger Cormans filmselskab AIP, spiller her en hårdkogt stewardesse, der arbejder "undercover" for en smugler-ven, Ordell (Samuel L. Jackson), en rigtig skidt karl der handler med stoffer og våben. En dag bliver hun bustet, men slår en handel af med panserne om at lede dem til Ordell, hvis hun til gengæld får et eller andet ud af det... hvad kan jeg sgu ikke rigtig huske, men det udvikler sig i altfald til sådan en hvem-snyder-hvem-historie. Jeg kedede mig ærlig talt bravt og tabte ret hurtigt interessen for denne her film... der er en overflod af kendte skuespillere i forskellige biroller, f.eks. Michael Keaton (I hate him... har aldrig tilgivet hans vattede udgave af Bruce Wayne/Batman) og Bridget Fonda som Ordells kæreste, der bare vil sidde og ryger pot hele dagen, men havde det ikke været for frk. "Brown", var jeg nok stået af ret hurtigt... Tarantino skuffer, men Pam Grier er (stadig) nærmest frygtindgydende sexet og har en udstråling der siger spar to.
Hvis man virkelig digger brother-film er det da muligt, at Jackie Brown kan ses som en art nostalgisk Foxy Brown-Coffy-retro-ting, men derudover er det en dødkedelig og aaalt for lang run-of-the-mill krimi/thriller, der ligner tusind andre. Man savner alt det, der normalt kendetegner Tarantino - nemlig vold, action, stil, humor og selvfølgelig rappe, velsmurte replikker ("Why am I Mr. Pink?"). Jeg har ikke fået set Kill Bill endnu [Det har han nu sikkert alligevel eftersom dette nummer er mere forsinket end selv mine afleveringsopgaver i skolen plejede at være det, og dét sir sgu ikke så lidt! Jack], men den er ser totalt blæret ud... bare check Uma Thurmans kostume ud: Hvem sagde Game of Death?!

Schizoid (af Lars Kramhøft)

DK-titel: Saksemorderen
DIR: David Paulsen (USA, 1986)
DISTRO: ABC-Collection
INFO: Fullscreen
LÆNGDE: Ca. 89 min.
CAST: Klaus Kinski, Marianna Hill, Craig Wasson mfl.

Anmeldelse: Lars Kramhøft
Leonard Maltin´s Movie & Videoguide, der efter min mening kun kan bruges, hvis man som hovedregel går efter de film, Maltin og de andre gamle tanter disser (dvs. dem der indeholder det mindste spor af vold og sex), giver Schizoid absolut bundkarakter og kalder den for "a lurid shocker", så den måtte selvfølgelig chekkes ud, da lejlighed bød sig!
Vi starter med en flok gimper, der er i "boblebads-terapi" - de sidder og pjatter og drikker champagne, men der er noget galt - en eller anden pervert står og lurer i busken og tager billeder af dem! Lidt senere tager en af damerne sin cykel for at køre hjem, og som i en anden giallo ser vi så førnævnte person, der tager sorte handsker på og forfølger hende, bevæbnet med en saks. De ender i et øde hus ude på landet, som ser ud til at være Texas Chainsaw-familiens sommerhus (!), og hvor hende damen altså får saksen i mavsen, så blodet sprøjter!
Cut til vores hovedperson - en kvindelig brevkasseredaktør (Marianne Hill), der modtager anonyme trusselsbreve - hun går i gruppe-terapi hos selveste Klaus Kinski, der her spiller en lidt excentrisk hjernevrider, der gerne vil lure lidt på sin egen datters tits, selvom han også er lun på Marianna (nej, jeg gider virkelig ikke holde styr på, hvad diverse personer hedder i filmen, så du må nøjes med skuespillernes navne). -Hun er i øvrigt en totalt ynkelig skuespillerinde, der overspiller ud over alle bredder... ikke at de andre medvirkende er meget bedre... undtagen Kinski, forstås.
Så sker der det at politiet finder liget af den første dame og for en gangs skyld er de to politimænd her både opvakte og skarpsindige, og gennemskuer straks at... nå nej, det passer sgu da ikke, panserne er lige så snotdumme som altid, faktisk er det sjovt her, fordi det er så typisk og forudsigeligt at det netop IKKE er sjovt!!!
Så skal vi lige forbi en stripbar - det lyder jo meget godt, men det er nu ikke noget at råbe hurra for, faktisk er der mindre ophidsende end selv strip-scenerne i The Gore Gore Girls! Klaus Kinski og Marianna Hill bliver forelskede (i hinanden), men Kinski har som nævnt en datter (moderen er død), hun er en rigtig lille bitch, der prøver at ødelægge det hele, hun giver nemlig farmand skylden for moderens død, og imens bliver flere damer slået ihjel... alle med en saks (hence the title!), så mystikken breder sig... er det Kinski, der står bag? Hans datter? Mariannas fjollede eks-mand? Neger-bøssen der bor inde ved siden af og lige er blevet klippet, eller måske den ensomme gårdmand? Fingeren til ABC´s oversætter for, tilsyneladende, at afsløre svaret bag på coveret, men hah-hah, in your face motherfucker som Jack garanteret ville ha´ sagt, det passer da nemlig ikke en skid, så overraskelsen er bare så meget større, da det endelig falder på plads!
OK, ikke århundredets film, men det lykkes for David Paulsen at twiste plottet og kaste mistanke på samtlige personer omkring Marianna, så man til sidst ikke aner, hvem man skal stole på, og filmen leverer da også noget lummer-sex, komiske skuespilpræstationer, cool italo-style soundtrack og så selvfølgelig Klaus Kinski. Så er der heller ikke mere at sige om det! Bagefter filmen kommer der nogle trailere for en række glemte "mesterværker" som nok ikke udkommer på DVD foreløbigt, hvis du forstår, hvad jeg mener. I øvrigt, hvis du skulle ha´ lyst til at vide mere om Kinsky, så kan jeg kun anbefale Nils Markvardsens fremragende blad, eXtase.

Lost in Translation (af Metin Vardar)

Review: Metin Vardar
Jeg tror Jack degraderer mig for at skrive denne her anmeldelse. Jeg tror ikke der har været film af denne karakter i Stay Sick!, men en gang skal jo være den første. Såå here goes Jack. Men hvorfor lige Lost in Translation? Jo for det første så elsker jeg Bill Murray. Hans arrogante udstråling har sin charme, det kan man ikke komme uden om. Enten elsker eller hader man manden, der er ingen mellemvej - sådan er det jo med mange ting, for eksempel kongehuset. Men der hvor Murray skiller sig fra de andre komikere er hans jordnære humor. Humoren har aldrig været så menneskelig som i favnen på Murray. Men der skal jo et godt manuskript til, før den slags åbenbaringer kan komme ud til det folk, der elsker Murrays forvaltning af humoristiske situationer, og dem er der heldigvis masser af i Lost in Translation. Min favoritscene i filmen er det øjeblik, han vågner op i sin seng med tømmermænd og ikke rigtig kan huske, hvad han har lavet. Så hører man en tåbelig kvindestemme fra badeværelset og man er ikke i tvivl om, hvad den mand har lavet hele natten. Han har røvpulet hotellets jazzklubsangerinde, en buttet rødhåret kvinde, der ikke længere skal gøre sig nogle forhåbninger om at vinde Idols-konkurrencen. Murray tager sig til hovedet og gyser - ganske som vi andre ville have gjort. Humoren i filmen er ikke overgearet - tværtimod, den er raffineret og subtil uden at være elitist. Man behøver ikke at være Murray-fan for at se filmen - for det er en film, som har noget på hjerte, den gerne ville fortælle dig. Og jeg lytter gerne.