Jackie Brown (af Lars Kramhøft)

DK-titel: Jackie Brown
DIR: Quentin Tarantino (USA, 1997)
DISTRO: Nordisk Film
DVD-INFO: Reg. 2, 16:9-format
EXTRAS: Behind the scenes featurette, interview, trailer
LÆNGDE: Ca. 148 min.
CAST: Pam Grier, Samuel L. Jackson, Bridget Fonda, Robert De Niro m.fl.
OBS: Fingeren til Nordisk Film for at fastbrænde underteksterne!!!

Review: Lars Kramhøft
At Quentin Tarantino er en passioneret fan af psykkotronika og gamle voldsfilm er ingen hemmelighed - det var jo ham der stod bag den amerikanske relancering af The Beyond i USA, han har selv fortalt, at han har set The New York Ripper 35 gange og alle ved, at han fylder sine film med mere eller mindre indforståede nods til Bruce Lee, Peter Cushing, John Woo, Antonio Margheritty og talløse andre kult-personligheder.
Jackie Brown er Tarantinos hyldest til blaxploitation-genren og (især) Pam Grier.
Den chokolade-farvede skønhed, der i sin tid startede sin karriere som kontordame på Roger Cormans filmselskab AIP, spiller her en hårdkogt stewardesse, der arbejder "undercover" for en smugler-ven, Ordell (Samuel L. Jackson), en rigtig skidt karl der handler med stoffer og våben. En dag bliver hun bustet, men slår en handel af med panserne om at lede dem til Ordell, hvis hun til gengæld får et eller andet ud af det... hvad kan jeg sgu ikke rigtig huske, men det udvikler sig i altfald til sådan en hvem-snyder-hvem-historie. Jeg kedede mig ærlig talt bravt og tabte ret hurtigt interessen for denne her film... der er en overflod af kendte skuespillere i forskellige biroller, f.eks. Michael Keaton (I hate him... har aldrig tilgivet hans vattede udgave af Bruce Wayne/Batman) og Bridget Fonda som Ordells kæreste, der bare vil sidde og ryger pot hele dagen, men havde det ikke været for frk. "Brown", var jeg nok stået af ret hurtigt... Tarantino skuffer, men Pam Grier er (stadig) nærmest frygtindgydende sexet og har en udstråling der siger spar to.
Hvis man virkelig digger brother-film er det da muligt, at Jackie Brown kan ses som en art nostalgisk Foxy Brown-Coffy-retro-ting, men derudover er det en dødkedelig og aaalt for lang run-of-the-mill krimi/thriller, der ligner tusind andre. Man savner alt det, der normalt kendetegner Tarantino - nemlig vold, action, stil, humor og selvfølgelig rappe, velsmurte replikker ("Why am I Mr. Pink?"). Jeg har ikke fået set Kill Bill endnu [Det har han nu sikkert alligevel eftersom dette nummer er mere forsinket end selv mine afleveringsopgaver i skolen plejede at være det, og dét sir sgu ikke så lidt! Jack], men den er ser totalt blæret ud... bare check Uma Thurmans kostume ud: Hvem sagde Game of Death?!