- eller denne gang vel nærmere "Morgenmad for natteravne".
Gæstekok denne gang: OBSKURIøST-redaktør Henrik Larsen
Dagen derpå-morgenmad à la OBSKURIøST
For mit eget vedkommende indtages dagen derpå-morgenmad oftest først ved 11-12-tiden, så måske vil "brunch" eller ligefrem "frokost" være mere korrekt? Vel, strengt taget består min "morgenmad" gerne af rigeligt med koldt postevand eller, hvis jeg har været forudseende nok, iskold mineralvand med Citrus Lime-smag, af de kendte halvandenliters plastflasker fra supermarkedet. And that's it? Ja, uden at prale har jeg aldrig tyet til Panodil, Treo eller andre hjælpemidler - nogle kampe bør man udkæmpe alene. Et par timer senere er systemet så tilstrækkelig formildet til at acceptere fast føde... som sagt: morgenmad!
Man tager to skiver groft sandwichbrød (egen favorit: "Baker Street" fra Irma, men Nettos "Gamle Mølle" kan også gøre det) og rister dem i smør (eller hvilket smørlignende produkt køleskabet måtte ligge inde med) på panden. Udskårede strimler af 1/2 peberfrugt svitses ved siden af. Efter at have vendt brødet et par gange belægges de med alm. 45+ skiveost. (Jeg har engang i desperation forsøgt med granuleret ost, men det er vulgært, smager dårligt og kan kort sagt ikke anbefales). Hvis man føler sig meget sulten og har kødpålæg i huset så som skinke eller filet, kan en skive af dette evt. lægges på brødet før osten. Hæld en sjat tabasco, Worchester Sauce e.l. over frugten og vent til osten begynder at blive blød. Brødet pyntes med peberfrugten og serveres på stor tallerken.
Tilbehør: et stort krus pulverkaffe. Pulverkaffe drikkes for virkningens skyld, ikke smagen, men Netto sælger en Gevalia instant som er forholdsvis skånsom ved systemet, modsat f.eks. det ristede gulvopfej Nescafe sælger under betegnelsen "Red Cup" og hvis drukket over en længere årrække vil æde dine tarme - til gengæld giver "Red Cup" et helt fantastisk koffeinsus, så det er en temperamentssag.
Indtages, mens man ser en eller anden elendig trash-film eller serie.
No comments:
Post a Comment