Review: Metin Vardar
Jeg tror Jack degraderer mig for at skrive denne her anmeldelse. Jeg tror ikke der har været film af denne karakter i Stay Sick!, men en gang skal jo være den første. Såå here goes Jack. Men hvorfor lige Lost in Translation? Jo for det første så elsker jeg Bill Murray. Hans arrogante udstråling har sin charme, det kan man ikke komme uden om. Enten elsker eller hader man manden, der er ingen mellemvej - sådan er det jo med mange ting, for eksempel kongehuset. Men der hvor Murray skiller sig fra de andre komikere er hans jordnære humor. Humoren har aldrig været så menneskelig som i favnen på Murray. Men der skal jo et godt manuskript til, før den slags åbenbaringer kan komme ud til det folk, der elsker Murrays forvaltning af humoristiske situationer, og dem er der heldigvis masser af i Lost in Translation. Min favoritscene i filmen er det øjeblik, han vågner op i sin seng med tømmermænd og ikke rigtig kan huske, hvad han har lavet. Så hører man en tåbelig kvindestemme fra badeværelset og man er ikke i tvivl om, hvad den mand har lavet hele natten. Han har røvpulet hotellets jazzklubsangerinde, en buttet rødhåret kvinde, der ikke længere skal gøre sig nogle forhåbninger om at vinde Idols-konkurrencen. Murray tager sig til hovedet og gyser - ganske som vi andre ville have gjort. Humoren i filmen er ikke overgearet - tværtimod, den er raffineret og subtil uden at være elitist. Man behøver ikke at være Murray-fan for at se filmen - for det er en film, som har noget på hjerte, den gerne ville fortælle dig. Og jeg lytter gerne.
No comments:
Post a Comment