Saturday 10 August 2019

1980 - 2019: JACK J konfronteres med J.R. EWING igen efter næsten 40 år!

Nedenstående er tidligere i dag bragt som indlæg i en facebook-gruppe dedikeret film, men da det nærmer sig et rigtigt blogindlæg, bringer jeg det også lige her, både fordi fb-indlæg forsvinder efter et par dage, og til glæde (!) og gavn (!!!) for jer, der ikke er på fjæsen.


Her kommer så "Forsvarstalen", som forfatter, redaktør, digter og tv-arkæolog Henrik Larsen kaldte det i gamle dage! Nogle af jer vil sikkert betvivle min filmsmag (eller/og mentale tilstand) med dette indlæg om et "DALLAS" BOKSSÆT MED SÆSON ET, TO, TRE, FIRE OG FEM!!! Hvad satan!?!?!? Send dog den mand på den lukkede!!!

Men jeg kan forklare...
For adskillige år siden fik jeg den idé, at jeg ville tage tilbage til barn- og ungdommen og genbesøge de film og tv-serier, som jeg havde oplevet dengang, men som jeg ikke har genset siden. Vi har jo alle minderne fra dengang, men hvordan er det lige med de minder? Passer de? Kan man stole på dem? Er de falmede af tidens tand? Der er ikke andet for, end at drage tilbage og gå på genbesøg (som de siger i Jehovas Vidner). Og da vi stadig venter på den rigtige tidsmaskine, så bliver det næstbedste at anskaffe sig lortet på hjemmevideo. Jeg har en lang liste over de tv-ting, jeg stadig mangler, og en af dem var "Dallas".

I går var jeg en smut i den lokale provinsafdeling af Røde Kors, og sørme om ikke en eller anden havde været inde med et kæmpe boxset med årgang 1-5 på dvd. Med kinesisk tekst på boksen og ingen videre produktionsinfo, eller hvor lortet stammer fra, så jeg antager, at det er en professionelt lavet pirat-boks. Men til 50 kroner (!!!) havde jeg ingen fine fornemmelser. Og boksen var endda i originalindpakningen (læs: ikke pakket ud, ikke set).

Min ustabile og til tider utroværdige ven Wiki fortæller, at der rent faktisk kom 14 (!!!) sæsoner i serien. Endnu en hurtig google-søgning, og jeg ser, at der rent faktisk findes komplette dvd-sæt, men... uh... jeg tror, jeg holder mig til de første fem indtil videre.

EDIT: Jeg behøver i øvrigt heller ikke mere end de første fem sæsoner for at genopleve de "danske" afsnit. Jeg kunne godt huske, at Danmarks Radio dengang omkring 1980 holdt op med at indkøbe serien, fordi man mente at det begyndte at køre for meget i ring. Men lige præcis, HVORNÅR stoppede man den? Det er sådan noget, man kan slå op i føromtalte Henrik Larsens fine "TV i 80'erne"-bog:
.
"DALLAS (tv-serie)
USA 1978-91. Skabt af David Jacobs. 357 afsnit. Vist på DR, fra fredag 26. december 1980, kl.
21.30 til fredag 7. maj 1982, kl. 21.05.
Første store amerikanske sæbeopera herhjemme, genreparodien Skum ikke medregnet (Soap, se
denne). Tidligere havde britiske Familien Aston (A Family At War), Herskab og tjenestefolk
(Upstairs, Downstairs) og vor hjemlige Matador (se denne titel) dækket behovet for tv-føljeton.
Bevares, der var Det lille hus på prærien (The Little House on the Prairie) og Coloradosagaen
(Centennial, se denne titel), men de var gode, opbyggelige serier! Kultureliten rynkede på næsen af
Dallas, mens folket elskede skidtet. Alle talte om serien i folkeskolen, kan jeg huske. Hvem skød
J.R.? Aviserne bragte detaljerede handlingsbeskrivelser af kommende afsnit. Utallige
vittighedstegninger. Med andre ord et kæmpe meta-fænomen. Og så, af dunkle årsager, stoppet efter
sæson 4, afsnit 5: Magtens sødme (Taste of Succes). Afløseren som nationens sæbe-serie blev den
mere strømlinede Dollars (Dynasty, 1981-89), med startdato fredag 19. august 1983, kl. 20.45. Da
Dallas vendte tilbage 1990’erne, var det på TV2.
------------------------------------------
.

Jack her igen: Jeg mener i øvrigt at have læst, at de amerikanske producenter omredigerede længden af seriens afsnit, så da TV2 skulle genudsende den, kunne de ikke bruge de oprindelige plotresuméer - eller var det "Dollars"?

I går fik jeg iø også hos Røde Kors købt "The Ninth Gate" (Polanski) og "Burn After Reading" (Coen-brødrene) og en James Brown-singleplade, men batteriet på mit kamera løb ud, så dem må I tænke jer til. Læser nogen overhoveedet så lange indlæg i en skide facebookgruppe!? Jeg tvivler stærkt.

Monday 5 August 2019

Rutger Hauer jagter forvokset rotte-djævel i tunnelbanen


SPLIT SECOND (UK 1992) dir: Tony Maylam

Jeg husker, da fanzinet Samhain i UK skrev om SPLIT SECOND i starten af 90'erne. En horrorfilm, der foregår langt ude i en skummel fremtid (dvs. 2008!), hvor Rutger Hauer jager et ondt seriemorder-monster. Jeg vidste bare, at jeg måtte have fat i dén film. Jeg fik den osse. På dansk sell-thru video i fullscreen. Senere blev det til en dansk dvd (desværre også i fullscreen). Og nu her i nat har jeg siddet og set min spritnye bluray fra 101 Films i UK. Endelig i filmens korrekte widescreen-format og med god billedkvalitet. Efter endt kigning hev jeg både mit gamle videobånd og dvd'en frem og checkede dem. Videobåndet står flot, mens dvd'en ser ud som lort. Faktisk ser dvd'en ud, som om den er overspillet fra et dårligt videobånd! Videoen har betydeligt bedre billedkvalitet end dvd'en! (at en af mine gamle videomaskiner så har gnasket godt og grundigt i båndet ved en tidligere lejlighed, og at jeg om et øjeblik smider det i skraldespanden, er så en anden side af sagen).

Ifølge Wiki fik SPLIT SECOND rigtig dårlig kritik i pressen i sin tid. Men hvad kan man også forvente. Mainstream-anmeldere er amøber, som man skal åbne og skide i. De dur ikke rigtigt til andet. Jeg har netop som sagt genset filmen, og selv nu her et kvart århundrede efter, at jeg så den for første gang, synes jeg stadig, at den er kanon underholdende. Det er tydeligt, at Rutger Hauer har fuldstændig spass i rollen som den paranoide og generent fucked up panser i et fremtidigt mørkt, dystert og gustent London. Instruktøren er Tony Maylam, som også instruerede alle tiders fede slasherfilm LEJRBÅLET (aka The Burning, 1981).

I filmen er flere af de store biroller besat af fine britiske karakterskuespillere; Som en strisser med et horn i siden på helten ses Pete Postlethwaite. Han har været med i tre tons film, men personligt husker jeg ham bedst som Mr. Kobayashi i THE USUAL SUSPECTS. Og Alum Armstrong var også med i 2-3 tons film, blandet andet GØR CARTER KOLD (Get Carter, 1971). Kim Cattrall er Rutger Hauers love interest fra fortiden, og hende kender vi fra Sex and the City - øh, selvom vi naturligvis ikke kender noget til den serie, som de he-men, vi er. Michael J. Pollard, den lille fyr fra BONNIE OG CLYDE, har en lille rolle, men han kommer hurtigt af dage.

Ligesom de 17 andre gange jeg har set SPLIT SECOND, var jeg også fint underholdt denne gang. Faktisk mere, eftersom billedet endelig så ud, som det bør og skal. Det var iø pænt mange år siden, jeg sidst har set filmen. Der er stadig nogle scener, som er tåkrummende pinlige (at Hauers karakter er fucked up og bor i et svinsk hjem med duer, der skider ham i håret, kan gå an, men at han drikker kaffe fra dagen før med adskillige gamle cigaretskodder nede i, er en tand FOR plat. Og at han og ekskæresten begynder at kysse vildt under den endelige eksplosionsscene er også FOR dumt). Men filmen er så underholdende, at man klarer at se igennem fingre med disse overdrevne scener.

Jeg købte blu-rayen direkte fra 101 Films, som her i sommers har afholdt et længerevarende udsalg, hvor stort set alle deres film var sat ned til £6. Blu-rayen står flot, men den er dog en tand for skrabet. Det eneste ekstramateriale er et par fraklippede scener, som blev medtaget på den japanske videoudgave. End ikke en trailer kunne det blive til. Jeg har ikke selv behov for engelske undertekster, men 101 Films skal alligevel kritiseres for ikke at tænke på døve, tungnemme, døvstumme og hørehæmmede.

Rutger Hauer er desværre lige gået bort, men han efterlader sig en fabelagtig stak genrefilm. Alle mainstream-nyhedsmedierne lader jo til kun at kende til hans rolle i BLADE RUNNER, men han var med i 15 tons flere film. Jeg har på ingen måde set noget, der ligner dem alle samme, men i dem jeg har set var han sgu altid virkelig cool.

Sunday 4 August 2019

På udsalg i de små timer


Jeg skulle lige checke en titel inde i Faraos Cigarers webbutik forleden, og så skete der hverken fra eller til, end at jeg blev hængende det meste af natten i deres udsalgsafdeling.

Det er sådan set ikke et egentligt tidsbestemt udsalg, sådan som man kender det fra de fysiske butikker. Næh, Faraos har altid gang i nogle udsalgsvarer. Jeg opdagede, at de havde stort set hele den danske udgave af den japanske manga AKIRA til salg for sølle 30 kroner per bind. Serien ligger til grund for den fantastiske og flotte japanske anime (tegnefilm) af samme titel, som kom i slut-80'erne. Den komplette tegneserie udkom på dansk fra Carlsen forlag i 20 tegneseriebøger mellem 1998 og 2004. Jeg købte rent faktisk de første fire, da de udkom i sin tid, men faldt derefter så fra.

Hvorfor jeg ikke fik købt dem alle, gemmer sig lidt i fortidens fortågede tåger. Måske havde jeg ikke nogen penge. Eller måske brugte jeg pengene på noget andet. Eller jeg glemte dem. Jeg tror faktisk kun, at jeg fik læst nr. 1 og måske nr. 2. Mellem år 2000 og 2004 hang jeg som en bedre evighedsstudent på Københavns Handelshøjskole, og hvorfor AKIRA nr. 5-20 ikke blev købt ... who knows.

Men forleden nat inde på Faraos hjemmeside... der blev de sgu købt alle sammen! Ja, dvs. lige med undtagelse af de fire, som jeg allerede havde og nr. 13, som butikken ikke havde på lager. Sidstnævnte er vist nok ret sjælden. Rygterne vil vide, at trykkeriet lavede et fejltryk, så kun 60% af det normale oplag kom ud på markedet.

Ud over AKIRA blev det også til en pæn stak andre blade og albums (se billede). De fleste til 10 kr. per styk, og det er jo svært at brokke sig over priser i den størrelsesorden (omend jeg husker en for længst glemt bekendt, der for mange siden stjal to exrental-videobånd i en brugtbiks med ordene om, at de var for dyre. De kostede 15 kr. stykket. Men de burde have kostet fem kroner stykket, var forklaringen. Og så siger folk, at jeg er mærkelig!).