Saturday, 29 May 2021

One man's trash is another's treasure: SOURCE CODE (Duncan Jones, USA 2011)

Jeg husker for mange år siden, at jeg var en tur med min far på en skralde-plads, eller losseplads som de også hed dengang. Der var bunker og bunker og bunker af bjerge med skrald så langt øjet rakte - i alt fald øjet i barnehøjde. "Genbrug" var et ord, der kun fandtes i fantasifulde fantasi-romaner om elver og trolde. I går besøgte jeg endnu engang 2021-udgaven af skraldepladsen. Eller rettere vel nok velkomsthallen til skraldepladsen. Med andre ord en af de genbrugsbutikker, som jeg har nævnt et par gange her på det sidste, en PlusButik. I går havde de lige fået et par tons dvd'er fra skraldepladsen (læs: genbrugsstationen), og jeg brugte vel 1½ time med at rage igennem det hele. Det er utroligt, så hurtigt det går for et indtil for ganske nyligt moderne medie at blive forældet og gammeldags i folks øjne. Jeg taler selvsagt om dvd'en. Et slag på tasken: Jeg vil tro nok 75 procent af de dvd'er, jeg finder, er stort set i ny stand. Det har jeg vist nævnt før, men det forbavser mig stadig. De har vel været set en enkelt gang i snit. Og dertil kommer helt nye film, som end ikke er pakket ud. 

Desværre smider folk åbenbart ikke deres blu-rays ud. Jeg har kun fundet 11-12 stykker. Enten holder folk på dem, eller det er et tegn på, at blu-rayen ikke rigtig nåede at fæstne sig i folks bevidsthed (og på deres indkøbsseddel/ønskeseddel), før folk vendte sig mod streaming. Men hvorom alting er, så kom jeg hjem med 125 dvd'er + en stabel boxsets i går. Tre fyldte plasticposer og en halv rygsæk. Æv, mine arme hang hen ad fliserne! Oven i den i forvejen billige pris slog den flinke dame i butikken cirka 100 kroner af i prisen, og samtlige Olsen-Banden-film og 4-5 mere kom med i købet gratis. Yay. Så er der noget ved at handle. 

Jeg smækkede den første film på i dag; SOURCE CODE fra 2011 med Jake Gyllenhaal i hovedrollen. Eller Jake Gyllenkaal, som vi kalder ham her i huset. Filmen er en science fiction-thriller, og det er meget længe siden, jeg har set sådan en. Og så var det jo heldigt, at den slet ikke var så tosset. Plottet lyder alt for simpelt, hvis jeg skulle gentage det, men det har sin årsag; handlingen er nemlig det samme, der sker igen og igen. Med andre ord: GROUNDHOG DAY tilsat et fremtidsplot om en terrorist, som dræber alle passagererne i et tog. Gyllenhaal er en pilot, der sendes til ... ja, til hvad? Fortiden? En alternativ nutid? Eller fremtid? Jeg var fint underholdt og ham Gyllenkål spiller jo glimrende. 

Den danske dvd var en ex-rental fra Midget Entertainment/Mis.label. Jeg aner ikke, om den også kom ud på sell-thru-dvd i Danmark eller sågar blu-ray; Ingen danske udgaver er nævnt på dvdcompare.net. Der er et par skandinaviske, men kun svensk/finsk. Den bedste blu-ray skulle være den britiske (også ifølge dvdcompare). PQ'en på dvd'en var en anelse "dvd-agtig" (lo-res), men det sås mest, når der var tekster på skærmen. I ekstra-afdelingen får man en "making of" på ca. 30 min. Som sagt, glimrende film. 

 

 Trailer:



Monday, 24 May 2021

Dengang de unge danske kommunister pudsede strisserne på italiensk MONDO-FILM


Det er sjældent, at filmpremierer får den store omtale i dag, hvad angår krav om forbud og censur. Men i 1969-71 var det anderledes. Jeg fandt forleden en håndfuld artikler om den italienske mondo/dokumentarfilm FARVEL TIL AFRIKA (aka Africa Addio, Gualtiero Jacopetti/Franco Prosperi, 1966) (jeg har endnu ikke fået tilført præcis dato og avistitler, men de findes alle via Mediestream). Jeg har ingen anelse om, hvordan sagen endte, men jeg antager, at filmen blev pure frifundet. Den udkom i alt fald mange år senere på dvd fra AWE (den står på hylden, men jeg har ikke set den. Min gamle engelske ven i det svenske, Jason Meredith, har omtalt den her) - og helt uden den store mediebevågenhed.*





 

 *Jeg postede i øvrigt stort set samme indlæg på facebook i går eftermiddags og ganske ligesom AWE's dvd-udgivelse uden nogen egentlig form for kommentering bortset fra et par fra the usual suspects (dvs. d'herrer Larsen og Barbano). Sådan synes jeg, det har været længe, og det bliver værre og værre. At forsøge at skabe debat på fjæsen om de filmrelaterede emner, som jeg selv ville mene var nørdede og psykotroniske (gamle TV-udsendelser, filmcensur, gamle biografer, osv) nærmer sig en ørkesløs ørkenvandring. Nå ja, med mindre det handler om de nyeste Netflix-horrorfilm. Og selv da er debatten til at få øje på. Enstavelses-kommentarerne flyder, men ellers ...

Jeg undrer mig lidt over, hvor alle de gamle mere energiske filmfans forsvandt hen. Dem, der gerne ville snakke film ad nauseam. Måske fik de familie og karriere. Måske fik de bare nok. Og før nogen siger det: Jo, jo, jeg overdriver en smule. Det har jeg muligvis for vane. But still. 

Jeg ser iø, at Søren Jacobsen i går postede et Velkommen til bloggen-indlægSKRÆK OG RÆDSEL. Det ligner sådan et indlæg, som skal gøre det ud for en hilsen til nye læsere, som i fremtiden måske falder over bloggen. Og den slags virker i sagens natur bedst, hvis det er det nyeste indlæg - altid. Med andre ord, skal vi gætte på, at Søren hermed sætter punktum for blogskriverierne? Han har tidligere omtalt, at han arbejder på noget "andet" - hvad det så end er. En bog måske?

Hvem eller hvad er der ellers tilbage derude? Om ikke andet fortsætter Henrik Larsen ufortrødent med Obskuriøst, og hurra for det! I oplag, som ville gøre en debuterende digter flov (jeg citerer frit Larsen her). Bloggen du læser her (og den engelsksprogede storesøster, som har ligget i dvale det sidste års tid)? I have no idea. Så længe det er sjovt, og al det der. Men er det sjovt? Jeg ved det ikke rigtig. Bloggens 3-5 læsere følger selvsagt spændt med, men hvad der sker fremover ... har jeg ingen anelse om. Jeg har vist adskillige gange annonceret dens lukning, så det vil jeg lade være med. Måske.