Thursday, 30 April 2020

FIGHT CLUB (David Fincher, USA 1999)


For 17 år siden læste jeg Frank Brahes begejstrede omtale af David Finchers FIGHT CLUB i filmbladet Franks hermetiske garage. Frank var glad for filmen. Jeg brød mig ikke om den. Jeg havde ikke set den, men derfor kan jeg sagtens have stor afsky for noget alligevel. Jeg var overbevist om, at FIGHT CLUB var en evnesvag film.

Franks blad udkom i 2003, og nu her i eftermiddag – 17 år senere – har jeg endelig fået set filmen. Set via en DVD, som jeg købte før Corona-krisen brød ud. I en Røde Kors genbrugsforretning. Til 10 kroner. Men så stod den også i nær mint condition. Hvis den tidligere ejermand har set den, så har han i alt fald passet godt på den. Der er tale om en 2-disk-udgave med fin booklet. Billedkvalitet kan jo variere gevaldigt mellem gamle DVD-udgivelser, men denne her ser morderligt godt ud. Jeg behøver ikke opgradere.

 
Jeg antar, at du kender filmen. En ung mand (Edward Norton) lever et jævnt kedeligt liv, lige indtil han en dag møder en anden ung mand (Brad Pitt) på et fly. Han møder også en sært fucked up kvinde (Helena Bonham Carter). Da den (første) unge mand stiger af flyet og tror, han skal hjem i seng, kommer han bare hjem til en lejlighed, der er udbrændt. Han kender ikke nogen i byen og ringer derfor til fyren fra flyet. De mødes på en bar og den anden fyr tilbyder ham, at han kan overnatte hos ham – han skal dog bare lige stikke ham een på skrinet. Og sådan begynder en spiral, der fortsætter resten af filmen.

De to opdager, at det er vældig befriende at tæske løs på hinanden, og som ugerne går, får de andre med. Den underlige kvinde kommer på en måde imellem dem, og så alligevel ikke – eller gør hun? Tro ikke, at noget er, som du tror, at det er. Men det ved du sikkert, eftersom du og alle andre end undertegnede for længst har set FIGHT CLUB – adskillige gange. Når jeg ikke har set alle klassikerne, som alle andre er bekendt med, skyldes det selvsagt, at jeg brugte tiden på at se vandvittige film fra Indonesien, Filippinerne, Hongkong, Tyrkiet, and skrald fra USA. Men så er det jo heldigt, når man en gang imellem finder en af de store i Røde Kors. Til en rund 10-krone.



Og så bedømmelsen; Var jeg så enig med mit 17 år yngre jeg, at det nok var noget skidt? Nej, på ingen måde. Faktisk har jeg lyst til at fight club-tæske mig selv for ikke at have skaffet filmen tidligere og set den! Med sine næsten 140 minutter er det en pænt lang film for folk, som har problemer med at holde koncentrationen over længere tid, men min opmærksomhed var fanget i samtlige to timer og tyve minutter! Filmens plot var ikke firkantet, som så mange film er det, men den kørte ind og ud og bevægede sig i alle mulige retninger – men dog uden at miste tråden. Og overraskende nok, så blev filmen sgu siddende i kroppen/hovedet i et helt par timer efter, at jeg havde set den. Og dét er ellers ikke noget, der sker ofte mere. Ikke når man har set så mange film. Jeg var begejstret, og den skal ses igen. Der skal nok være dem, der vil mene, at den er for "stor", for "kommerciel", og at skuespillerne er "hollywood-skuespillere". Vrøvl, siger jeg. Jeg har ikke noget at udsætte på FIGHT CLUB og giver den gerne det sjældne 13-tal på den gamle skala (den rigtige skala).


BLISS - trailer



Jeg så Joe Begos' BLISS (2019) her til aften og elskede den. Jeg gjorde derefter den fejl at læse kommentarer under traileren på YouTube; YouTube-nazisterne hader den naturligvis som pesten. Den er ude på blu-ray fra Eureka i England.

Sunday, 26 April 2020

36 år mellem kokkens PIRATBÅND og aftenens blu-ray-visning i CINEMA J


Jeg har netop genset Walter Hills HARD TIMES for første gang i et par år. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set den film i årenes løb, men det er blevet til et par gange. Som jeg skrev i en artikel til Henrik Larsens blad, Obskuriøst, for et par år siden, så så jeg første gang HARD TIMES på et Betamax-bootlegvideobånd, som jeg lejede hos en piratudlejer i 1984. Det er 36 år siden! Denne gang var det ikke på hverken piratbånd eller Betamax, men derimod en helt ny blu-ray, som jeg modtog i går! Scannet i 4K. Filmen har ikke set så godt ud, siden den kørte på 35mm i biograferne. For at det ikke skal være løgn, så så den sgu nok ikke engang så godt ud i biograferne! Den kørte i øvrigt i de danske biffer tilbage i 1975.


Modsat hvad det upålidelige IMDb forsøger at overbevise os om, så hed film ikke "Med de bare næver", da den først kørte i biograferne herhjemm, men derimod "Streetfighter". Magen til generisk titel, hva'! Hvornår den skiftede til den rent danske titel, har jeg ikke undersøgt. At jeg har ret, kan man forvisse sig om ved at tage et kig på de to biografannoncer, som jeg poster her. De er fra d. 19. (premieredag) og 20. december 1975. Den australske instruktør Mark Savage kommenterede netop på mit upload af den ene ad-mat på facebook, at HARD TIMES ligger på hans evige Top 10 over film. Jeg forstår det så udmærket!


Jeg bringer nedenfor min (let reviderede) gamle artikel fra Obskuriøst: 


ET PIRATBÅND I 1984

af JACK J

1984 er så længe siden, at det næsten er et andet liv. På et eller andet tidspunkt fik jeg den skøre idé, at hvis jeg blev uddannet som kok, kunne jeg bruge uddannelsen til at komme skide langt væk fra Danmark. De skal jo have mad alle steder i verden, tænkte jeg, og et kokkediplom kunne blive min billet ud af lorteland Danmark. Jeg gik på et EIFU-kursus i slutningen af 1983, og da vi skulle vælge en arbejdsplads, hvor vi kunne tænke os at komme i praktik i en måned, valgte jeg Klarskovgaard Konferencecenter ved Korsør. Jeg startede i januar '84 lige efter Nytår. Samme dag fik køkkenet en ny køkkenchef, et sandt røvhul ved navn Ole. Men det er også en anden historie. Efter den første måned havde centeret opdaget fidusen i at have en gratis køkkenhjælp gående, og de spurgte, om jeg havde lyst til at blive "Ung i arbejde" hos dem. Ung i arbejde-ordningen eksisterer grangiveligvis ikke mere, men den gik stort set ud på, at unge kunne komme i arbejde på en arbejdsplads i 6 måneder i stedet for at gå derhjemme uden at lave noget. Blandt unge gik ordningen under navnet "dum i arbejde", fordi den var ret formålsløs.

Nå, men du læser det her pga. den besnærende overskrift om piratbånd, så jeg må hellere bevæge mig fremad mod emnet i stedet for al denne dvælen. Jeg kan ikke rigtig huske de nærmere detaljer mere, men det er vist muligt, at man som Ung i arbejde-ansat fik lidt mere i bistandshjælp. Fakta er i alt fald, at jeg fik råd til at leje en videomaskine i starten af 1984. Noget, der var alment kendt i de tidlige 80'ere, men som nutidens moderne menneske ikke længere kender en skid til, er, at videoafspillere dengang var så rasende dyre at købe, at radiobutikkerne som alternativ lejede dem ud. Jeg taler ikke om Moviebokse (som kun kunne afspille videobånd, men ikke optage), men om rigtige videomaskiner. En videoafspiller kostede dengang mellem ti og tolv tusinde kroner. Det ville såmænd være dyrt i dag, men husk på, at jeg taler 80'er-kroner her. Ti tusinde kroner var sateme rigtig mange penge. Jeg lejede derfor en videomaskine hos Holms Radio i Korsør.

Noget andet, som folk ikke er bekendt med i dag, er, at folk i Danmark valgte videomaskine-system alt afhængigt af, hvor de boede. I Korsør, hvor jeg (desværre) boede, havde de fleste Betamax, medens folk, der boede blot 20 km væk i Slagelse, brugte VHS-systemet (jeg har ingen anelse om, hvorvidt der havde været byer, der holdt sig til det tredje system, Video 2000, men så vidt jeg husker, var det system allerede stort set væk, da vi nåede til 1984). Jeg lejede derfor en Betamax. Abonnementsgebyret skulle betales via girokort hver måned. Jeg mener, at man forpligtede sig til at leje maskinen for mindst seks måneder, og man fik udleveret girokort til hele perioden, et for hver måned. Jeg havde min leje-Beta det meste af 1984, men i slutningen af året tog jeg på højskole og afleverede derfor maskinen. Det var den eneste videomaskine, jeg nogensinde lejede.

En af de ansatte på Klarskovgaard var kokken Bent. Bent var en lille, trind mand med moustache (halvdelen af de danske mænd dengang havde en fesen snotbremse. Hvis det så i det mindste havde været ordentlige porno-overskæg som i pornosjaskere fra 70'erne, så okay, men de var sgu fesne alle sammen). Han grinede vulgært højt og kom med sjofle vittigheder, men turde ikke sige køkkenchefen imod. Jeg husker, at jeg havde en formodning om, at han kikkede lige lovlig dybt i flasken, men om det var rigtigt, aner jeg faktisk ikke.

På et eller andet tidspunkt har jeg grangiveligt fortalt ham om min nye, lejede videomaskine, og jeg husker svagt samtalen, hvor han foreslog, at jeg ikke skulle spilde mine penge i videoudlejningsbutikkerne, men heller skulle leje mine film hos ham. Bent drev nemlig en lille nebengesjæft som piratvideoudlejer. Det foregik på den måde, at han selv gik ned i videobiksen, lejede to videobånd, og gik så hjem og overspillede dem til et blankt videobånd. Bents kunder kunne så leje et bånd med to film til een films pris. For at få plads til to film klippede han rulleteksterne af. "Dem er der alligevel ingen, der gider se", som jeg tydelig husker, at han sagde. Han gjorde sig ikke ulejlighed med at kopiere omslagene, men det ville være ubehøvlet at klandre ham for det; der fandtes ikke farvekopimaskiner dengang, og små private scannere med printer til computeren fandtes ikke engang i science fiction-film.

Jeg husker tydeligt dagen, hvor jeg skulle besøge ham for at leje et bånd. I 1984 havde jeg købt en fed, brugt Yamaha firgearsknallert, der kunne køre 70 km/t, så det var intet problem at smutte ind til ham for at hente båndet - han boede 5 km borte. Dengang fremstod blokkvarteret, hvor Bent boede, stadig nyt, selvom det var bygget i 60'erne, og man skulle lede langt efter en fremmedarbejder. I dag er det en ghetto med ballade og store sociale problemer. Men det er også en helt anden historie.

Jeg bankede på døren, og Bents kone lukkede op. Hun viste mig døren til stuen, jeg gik ind, og der sad Bent i lænestolen lige foran fjernsynsapparatet, hvor en videofilm kørte. Eller skulle jeg måske hellere sige en videovoldsfilm, som pædagogerne kaldte dem dengang. Selvom jeg var kommet ind, lod Bent filmen køre videre. På skærmen sås en kvinde, der havde parteret et lig. Hun tog ligdele ind eller ud af fryseren. Lidt senere gik hun rundt i byen og dumpede pakkerne i diverse skraldespande. Flere gange råbte Bent: "SE DER! SE, HVAD HUN GØR!!" Han var ret ophidset. I mange år efterfølgende undrede det mig, hvilken voldsfilm jeg delvist havde set. Har du gennemskuet det? Det var naturligvis Abel Ferraras MS .45 aka "Angel of Vengeance", som på dansk video hed "Hævnens engel". I dag ejer jeg et eksemplar af den gamle danske udlejningsvideo, omend det er på VHS og ikke Betamax som dengang.

Så gav Bent mig det bånd, som han syntes, jeg skulle se. Jeg havde godt nok ikke hørt noget om nogen af filmene, men Bent må jo have vidst, hvad der var godt, for de to film viste sig at være to mesterværker: HARD TIMES ("Med de bare næver"), måske Charles Bronsons bedste film nogensinde, og THE DRIVER ("I storbyens nat"). Begge film er i.ø. instrueret af Walter Hill, men jeg tillægger det nu mere tilfældighedernes spil end Bents kendskab til denne klasse-kultfilminstruktør.

Jeg husker ikke at rent faktisk sidde og se HARD TIMES, men jeg husker THE DRIVER; Jeg så den hjemme i stuen sammen med de gamle. Min far var ikke synderligt interesseret og læste bare avis, men min mor fulgte godt nok med til at bemærke, at filmen sluttede brat til allersidst. Båndet stoppede simpelthen. Bent havde jo godt nok sagt det der med, at han klippede rulleteksterne af, men jeg havde nu mine tvivl, om ikke have havde fucket op, og at filmen simpelthen sluttede for tidligt. Da jeg konfronterede ham med det, sagde han: "Nej, nej, sådan sluttede filmen". Der skulle gå 32 år, før jeg genså THE DRIVER og fik stillet min nysgerrighed om, hvorvidt båndet sluttede, før filmen gjorde eller ej. Jeg købte On-airs fine, danske DVD og ... jo ... min mistanke dengang i 1984 var god nok; Der manglede edderrøgme fem minutter af filmen. Sådan noget pis. Jeg overvejer at opsøge Bent og give ham en omgang tæsk. To og tredive års usikkerhed på grund af hans sløsethed. To og tredive år!!!

Da Bent og jeg mødtes den efterfølgende dag på arbejdet - jeg har nok lånet båndet over en weekend - husker jeg, at vi snakkede om "Med de bare næver", og Bent sagde: "Det er en typisk Charles Bronson-film; han kommer ind med toget, ordner det han skal, og så stiger han på toget igen". Jeg gav Bent ret dengang for 32 år siden, og det gør jeg også nu, tre årtier senere. Den film er satanedderøgme så god, at jeg får lyst til at se den nu igen. Ja, jeg får sgu lyst til et dobbeltprogram med filmene fra Bents gamle Betamax-piratbånd. Whereever you are, Bent, tak for at vise mig de to film.

Jeg ærgrer mig i dag over, at jeg ikke lånte flere "voldsfilm" af Bent. Han havde garanteret mange flere. Åhh, hvor er du i dag, Bent? Men hvorom alting er, så skal du have en stor tak for at have introduceret mig til Walter Hill og Charles Bronson.