Drøm nr. 357: Mig og Carsten Søndergaard

Jeg drømte i nat, at jeg en aften gik i Korsør sammen med Carsten Søndergaard. Ja, ham den gamle redaktør fra Interpresse. Vi havde været et eller andet sted henne og fulgtes nu et stykke gennem de halvmørke gader i den indre by. Carsten boede i Korsør (altså i drømmen), og jeg skulle med en bus hjem fra en gade, hvor der i virkeligheden aldrig har kørt busser fra. Men jeg gik i drømmen og tænkte på, at jeg lige skulle hen til en slags glasskab, hvori der lå brugte tegneseriealbums, som man kunne købe. Lidt lige som de gamle avisautomater førhen.

I drømmen gik jeg og overvejede at spørge Carsten, om jeg kunne låne penge af ham, så jeg kunne købe albummerne. Jeg fortalte ham, at flere af de andre redaktører på Marvel-bladene ikke brød sig om ham. Det var han godt klar over, svarede han. Det er længe siden, jeg har læst de blade, men i virkelighedens verden er jeg ret sikker på, at Carsten Søndergaard slet ikke arbejdede på IP's Marvel-blade. Det gjorde derimod Marvel-Morten, Henning Kure og Michael G. Nielsen.

I drømmen overvejede jeg også, om det måske var dumt at købe de albums, for så ville jeg måske ikke have råd til noget andet, som jeg stod og behøvede – hvad fa'en det så end var. Og så vågnede jeg.

Jeg tror i øvrigt nok, at drømmen forgik i 1985. Ikke den mest spændende af drømme, men meget mærkelig. Jeg har i øvrigt aldrig mødt Carsten Søndergaard i virkelighedens verden, men han skriver i et forum, jeg også er medlem af, og engang blev han lettere benovet over, at jeg havde ladet mig inspireret af »Seriemagasinet« til noget omslagstekst på mit fanzine »Stay Sick!« nr. 1. Carsten Søndergaard var nemlig rent faktisk redaktør på SM.

Weirdo-film på det indre lærred

Endnu et eventyr fra nattens udflugt til sindets mystiske verden (se også opslaget før dette). 

Natten til 16.1.26:

Jeg drømte i nat, at jeg var taget på ferie. Da jeg kom ind i feriehuset, som var befolket med andre mennesker, jeg ikke kendte, opdagede jeg til min rædsel, at jeg havde glemt mine korte bukser. Men så slog det mig, at der alligevel var tis på dem, så jeg måtte nok hellere se mig om efter nogle nye.

Så skulle jeg i biografen. Filmen var en arthousefilm i sort-hvid og handlede om en mand på motorcykel. Midt i filmen skulle jeg ud og finde noget at spise. Jeg var nu i et kafeteria og fyldte to madkasser med salat (hvilket er underligt, da jeg ikke er den store ynder af denne slags kaninfoder). Jeg havde støvler på (mine rigtige støvler) og stod nu i en kø, hvor en mand skulle pudse ens sko. Da jeg nåede hen til ham, kiggede han på mine støvler og afviste at pudse dem. Kvaliteten var simpelthen for dårlig, sagde han.

Nå, men jeg sluskede så slukøret tilbage til biografen, hvor filmen var ved at slutte. Jeg opdagede en siddeplads på forreste række, men da jeg nåede derhen, var der blot ingenting, hvor der skulle have været en stol. Nogle damer sad og pegede på den tomme plads.

Så ville jeg finde en plads længere bagude. Men nu opdagede jeg, at der var et stort forhæng bag de forreste pladser, så folk bag dette ikke kunne se lærredet. Der var en publikummer, der foreslog, at det var for at beskytte de små børn. Forhænget irriterede mig selvsagt, og jeg forsøgte at finde en person, som jeg kunne klage til. Da jeg fandt en mand, som åbenbart havde med stedet at gøre, forklarede han, at filmens instruktør havde brugt for mange penge på produktionen, og derfor var man nødt til at hænge et forhæng.

Nå, men jeg gik derfor tilbage til ferieboligen, men da jeg stod foran døren, opdagede jeg et plaster på mit ben. Jeg hev det af, men opdagede samtidig en masse størknet blod på benet. "Æv," tænkte jeg, "nu skal jeg til at vaske det af." Der stod også en anden ung mand, som jeg viste blodet til. Nå, vi gik ind, og jeg fandt en ultralille håndvask, hvor jeg begyndt at vaske hænder i koldt vand. Så kom den unge fyr og fortalte mig med alvorlig stemmer, at der havde været en atombombeeksplosion i Melbourne. "Min bedste ven bor i Melbourne," sagde jeg, og idet jeg begyndte at prøve at skrive en sms, vågnede jeg.

"Æv," tænkte jeg (nu vågen), "det her er for godt – jeg vil tilbage". Jeg lukkede øjnene og faldt i søvn med det samme. Drømmen fortsatte. Jeg stod nu foran en dør. Jeg ringede på, og døren åbnede. En ukendt, ung kvinde i bar overkrop lukkede op. Hendes venstre brystvorte manglede, men den anden så fin nok ud, så jeg rørte ved den. Så hørte jeg inde fra huset, at min kæreste kaldte. Jeg gik ind, og på vejen ind så jeg to andre yngre damer med bare overkroppe. Da jeg nåede frem til min kæreste, som var ved at vaske gulv eller noget, fortalte jeg hende, at jeg påskønnede, at damerne herinde gik topløse. Min kæreste sagde et eller andet positivt, men jeg husker det ikke. Jeg lyttede i sagens natur ikke efter, hvilket jo givetvis nok skyldtes de flagrende brystvorter. Så vågnede jeg igen og stod op.

Når forliste rockbands stadig spiller - om end i obskure udgaver i drømmeland

Jeg har flere gange i årenes løb bragt indlæg med mine drømme. Ja altså rigtige drømme, ikke drømmen om at køre på en chopper på highway'en med en 19-årig babe på bagsædet, høhø. 

Her er en kort en fra natten til d. 15.1.26:

I nat drømte jeg, at jeg så Sonic Youth spille. Om det var på tv, eller om jeg stod lige foran dem, fortaber sig lidt i drømmetåge. Men i alt fald bestod Sonic Youth af to mandlige japanske guitarister. De spillede og talte ind over musikken i stedet for at synge. Den ene japaner talte nogenlunde amerikanske engelsk, men den anden havde for megen japansk accent til, at man kunne forstå ham.

Når Jan Johansson kalder på dig i dine drømme

Scan af mit eget eksemplar. Nej, det er ikke i just mint condition

For et øjeblik siden blev jeg færdig med at læse en artikel af Anders Hjort-Jørgensen om Frank Miller (tegneren) i et gammelt dansk Dæmonen-blad, rejste mig og skulle lige til at sætte en plade med Jan Johansson på, da det slog mig, at jeg såmænd havde haft en drøm om selvsamme Jan Johansson-grammofonplade engang i nat!!! 

Pladen er "Jazz på svenska" fra 1964. I drømmen havde jeg befundet mig i en campingvogn langt ude i en tætbevokset jungle sammen med en dame. Jeg havde en gammel og simpel pladespiller. Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte koble den til min fars gamle transistorradio, så den kunne spille lidt højere. Jeg satte derefter radioen hen til den åbne dør. Meningen var, at så kunne junglens folk derude høre musikken. De høje, grønne træer kom helt op til døren, så man kunne ikke se andet end selvsamme gevækster. 

Så satte jeg min Jan Johansson-plade på og tændte. Men det lød ikke rigtigt. Jeg kunne ikke rigtig sætte en finder på det. Jeg spillede den en gang mere. Samme resultat. Og tredje gang. Igen det samme. "Det var da underligt", tænkte jeg og kiggede på pladeomslaget. Det var jo det rigtige. Så tog jeg pladen ud (hvordan det kunne lade sig gøre, eftersom pladen også lå på grammofonen, er den slags, som lader sig gøre i drømme). Nu opdagede jeg miséren: I hylstret lå en forkert plade. Inde i Jan Johansson-omslaget lå en plade med den australske gruppe The Triffids. Jeg havde i drømmen forventet at høre "Jazz på svenska" så meget, at jeg slet ikke havde kunnet genkende The Triffids, som jeg ellers har hørt mange gange (både på plade og en enkelt gang i levende live). "Nå, men så må jeg jo hellere sætte den rigtige plade på", tænkte jeg - og vågnede. 

Jeg fik aldrig hørt den Jan Johansson-plade. Well, ikke i drømmen i alt fald. Lige nu ligger den på grammofonen. Mit eksemplar er købt på et marked til 10 kroner for 10-15 år siden og er ikke uden knas og skrat, men det er helt okay. 

Jan Johansson døde for længe siden i en bilulykke. Danske Anders Østergaard lavede i 1999 en cool dokumentarfilm om ham. Den eneste anden musiker på pladen, Georg Riedel, døde i øvrigt for et par måneder siden. Riedel skrev musikken til en masse af de børnefilm og tv-serier, vi også så i Danmark i 70'erne, Emil, Pippi, Bulderby, osv. Johansson skrev den skæve kendingsmelodi til Pippi Langstrømpe. 

Begge LP-scans er i 300 dpi, så det går nemt an at læse teksten.
Klik et par gange, you know the drill.

PS: Jeg checkede netop mit eget tag ("Drømme") og ser, at det er meeget længe siden, jeg sidst har skrevet om drømme - over 12 år. Man kan læse dem ved at klikke tagget forneden. 

PS.PS: Ja, overskriften er en slet skjult reference til Nils Markvardsens filmtidsskrift eXtase. Nils arbejder på et nyt nummer, men som næsten alle danske filmfanzines trækker det ud. Men det skal nok blive godt - når det en dag kommer. 

Hva' fa'en var det den film hed som ham der nævnte i den drøm??? o_O

Engang i nat drømte jeg, at jeg var i en by, jeg ikke kendte. Jeg gik forbi nogle vinduer med mega-små butikker, hvor væggene var malet helt sorte. I en af dem, solgte de udelukkende dødninge/skelet-figurer. Der stod en fyr ved siden af mig, så jeg sagde til ham: "Jeg kunne godt tænke mig, at åbne sådan én der, bare med videofilm med gyserfilm". "Ja, vi mangler sådan nogle film som VILLA VENNELY og..." [nævnte her film, jeg ved den sødeste grød ikke kan komme i tanke om nu - sådan er det med drømme]. I drømmen tænkte jeg, at VILLA VENNELY slet ikke var en gyserfilm, men jeg gav ham ret alligevel. Så gik vi ned ad gaden og drejede til højre, og han sagde vi kunne gå hen til en, som han kendte, og spørge ham. Navnet på vennen forekom mig bekendt, som en jeg havde læst om i fanpublikationer, men endnu engang er navnet forsvundet med drømmen. Lige før jeg vågner, tænker jeg, at jeg nok hellere må fortælle ham, at jeg hedder Flemming, for han ved sikkert ikke, hvordan han skal forholde sig, hvis jeg siger, jeg hedder Jack J. Storhedsvanviddet lever. Også i drømme.

Når kaktusser hader

I morges vågnede jeg skide tidligt og havde drømt at min (eneste) blomst (en stor kaktus, der hedder Henry) havde smadret urtepotten og lå i vindueskarmen. "Jeg sku' nok ha' givet den noget mere vand og en større potte", tænkte jeg. Så vågnede jeg igen og opdagede, at den første opvågning også bare var en drøm. Jeg vandede efterfølgende Henry.

Når video-samlere fra fortidens undergrundsscene plager dig i dine drømme...

Jeg drømte, at jeg sad og snakkede i telefon med Ole Stranddorf, så pludselig gik døren op og Ovesen kom ind. "Hva'?", sagde jeg, "er det ikke dig, jeg taler med?", "nej-nej, det er Ole", svarede Kristoffer og gik ud på mit toilet, som lå ved siden af stuen (det var ikke min rigtige lejlighed i drømmen!) og et øjeblik efter åbner han døren og siger: "For satan for en stank", og begynder at tømme en kæmpe skraldespand, der ikke er blevet tømt af stuepigen. Så vågnede jeg og opdagede, at jeg havde glemt at åbne et vindue. Dén slags kan squ give mareridt!!! >_<