Showing posts with label Roger Corman. Show all posts
Showing posts with label Roger Corman. Show all posts

Thursday, 30 May 2024

ROGER CORMAN er desværre død

Roger Corman (tv) og Vincent Price formodentligt engang i 60'erne

Roger Corman døde forleden. Ja, det har du sikkert hørt om, hvis du interesserer dig for de lidt mere billige amerikanske genrefilm. Han blev 98. Roger Corman var kongen af B-filmene. Der findes andre nævneværdige personager udi samme felt, men ingen bestrider ham tronen. Han sad der alene, alvidende, alherskende. Og med et bagkatalog (både som instruktør og allermest som producent), som de færreste kan konkurrere med (kan nogen mon?). Og et positivt ry, som de færreste ligeledes kan konkurrere med. Folk på toppen har det med at have lig i lasten. Et eller andet sted viser de sig at være en skidt karl alligevel, når der graves lidt. Ikke så Roger Corman. Så skal han i alt fald have skjult det gevaldigt godt. Jeg har aldrig hørt noget. Og jeg har kendt til Roger Corman i 35 år nu. Det er så længe siden, at jeg næsten bør skrive det med dobbelt-a i stedet for å. 

Det begyndte i London som så meget andet, hvad angår Yours truly. Jeg checkede naturligvis også dengang fjernsynsprogrammerne i avisen. Og på et eller andet tidspunkt i foråret 1990 havde jeg opdaget, at BBC 2 ville vise en række gamle gotiske gyserfilm. Det viste sig at være Roger Cormans såkaldte Poe-serie. Corman lavede i midten af 1960’erne intet mindre end otte film baseret på Edgar Allan Poes historier. Nå ja, en af filmatiseringerne var snyd, det var i virkeligheden en film drejet over en H.P. Lovecraft-novelle! Men Roger skal ikke høre eet ondt ord for det herfra. 

BBC 2 viste hele baduljen – og mere til. Man fabrikerede også en todelt dokumentar til lejligheden med titlen The Curse of Corman. I omkring en halv time snakkede Roger udelukkende om Poe-filmene og tiden under produktionen. Luksus for en horrorfilmentusiast at se og høre – dengang såvel som nu. Så vidt jeg husker, blev de to afsnit bragt lige før de to første film.

Jeg skal forskåne læseren for årstal og endeløse lister over Cormans store produktion. Den slags kan læses andetsteds – ikke mindst nu, hvor Kong Corman, kongen af B-filmene, har stillet sutskoene. Men sjovt nok er der næppe nogen af de mange omtaler, som ignorerer Poe-filmene – and rightfully so. De bør nævnes. De var gode. De er stadig gode. Ser unge horrorfilmfans dem? Jeg ved det ikke, men hvis ikke de gør, bør man træde dem i ansigtet.

Flere år senere, og i en anden verdensdel, købte jeg et eksemplar af Rogers bog "How I made a 100 movies in Hollywood ... and never lost a dime". Jeg husker stadig tydeligt at sidde i sofaen i Sydney og læse den (og læs den endelig, der findes adskillige udgaver med mindst tre forskellige forsidemotiver!). Mange år senere fik jeg også fat på et par dokumentarfilm på hjemmeformat (HOLLYWOOD'S WILD ANGEL, 1978 og CORMAN'S WORLD - EXPLOITS OF A HOLLYWOOD REBEL, 2011), men det er jo min egen historie, ikke Cormans. 

Og Roger Corman døde forleden. Og man kunne sige, at med ham dør B-filmen. Men det ville være dumt. B-filmen lever i bedste velgående. Eller… nå ja… den lever i alt fald. Åbenbart har de unge instruktører (og de ældre) det ikke nemt i disse år, når det gælder finanserne, fordi folk stjæler filmene i samme minut, de er udsendt, og lægger dem op til gratis afbenyttelse på det verdensomspændte internet. Det må være svært at lave lowbudget film under de omstændigheder. Men det er en anden snak til en anden artikel. Problemerne til trods holder nogle af nutidens folk ved alligevel, simpelthen fordi de brænder for det. Det samme gjorde Corman, og det er vi rigtig mange, der bør takke ham for på vores grædende knæ. Tak for filmene, Roger. Wish you were here, snøft.


The Curse of Corman

Jeg optog i sin tid de fleste af de otte film fra BBC 2 (jeg missede et par af dem, og i den forgangne tids tågede tåge husker jeg ikke hvordan eller hvorfor, at det kunne gå så galt) og de to dokumentarudsendelser ligeså. I dag er det filmene på Blu-ray, jeg kan hive frem (alle på nær en enkelt, som jeg endnu ikke har fået fat på – på Blu-ray altså). Men den todelte dokumentar The Curse of Corman findes desværre ikke på officielt hjemmeformat, mig bekendt. Men heldigvis har en venlig sjæl uploadet dem begge til YouTube. Og nej, det er ikke mig. Jeg har stadig mine gamle bånd, men de ligger i en af de mange flyttekasser i det skumle hus på højen, hvor jeg bor. Så tak til den ukendte YouTube-fyr. Jeg lægger dem her nedenfor. Løbetid cirka 30 minutter sammenlagt. Du bør se dem.

The Curse of Corman, part 1 (BBC, 1990):

 

The Curse of Corman, part 2 (BBC, 1990):



Her er iø en glimrende dansk artikel om Corman ifm hans bortgang af en skribent, som jeg på ingen måde kender eller er stødt på før. 


Friday, 19 March 2021

MEGA PYTHON VS. GATOROID (Mary Lambert, USA 2011)

TRAILER:


Mary Lambert instruerede den glimrende ONDSKABENS KIRKEGÅRD. Tredve år senere lavede hun så ... MEGA PYTHON VS. GATOROID!! Argh! Talk about en karriere, der tog et trappetrin den gale vej. Jeg har netop set den, og den var da underholdende som "tegnefilm", men langt fra en god horrorfilm på nogen som helst måde. Hun er end ikke omtalt på dvd-omslaget! Stakkels Mary.

Jeg købte et Roger Corman-dræberhaj-dvd-boxsæt for ni (9!!) år siden, og fik endelig set film nummer to fra sættet. Jeg valgte MEGA PYTHON VS. GATOROID, netop fordi det var Lambert, der havde instrueret. "Hvordan mon hun klarer en dræberdyr-film efter Ondskabens kirkegård?" tænker man. Well, som sagt, filmen var sådan set udmærket som overdreven spasser-tegnefilm, men det er lidt spildte evner, når man nu godt ved, at hun kan lave noget bedre. Ærgerligt, at hun ikke får chancen til bedre ting.

I øvrigt et lidt spøjst dvd-boxsæt; de tre af filmene er Roger Corman-film (øverst på dvd-omslagenes forside står med store bogstaver "Roger Corman Presents", hvorimod den fjerde film, Lambert-filmen, er fra selskabet The Asylum. Med porto kostede sættet lige under £9 for næsten et tiår siden.

Extras på disken: en trailer!

De andre tre film er: SHARKTOPUS, DINOCROC VS. SUPERGATOR og DINOSHARK.

Friday, 23 November 2018

Roger Cormans glemte/oversete/ignorerede/aldrig udsendte DE FANTASTISKE FIRE-film

Ahh, dejligt at tømme postkasse kl. 2 om natten. Specielt når man finder Marty Langfords dokumentarfilm om Roger Cormans aldrig udsendte Fantastiske Fire-film, THE FANTASTIC FOUR fra 1994.


Jeg var endda heldig at få udgaven med bonus-disk. Og Marty Langford har også restaureret selve FF-filmen og udsendt på en bootleg-bluray i pænt forbedret billedkvalitet sammenlignet med den gamle dvd-r-bootleg, jeg allerede ejede.

Den nye blu-ray er i anamorfisk bredformat, god lyd og har gudhjælpeme også et kommentarspor af filmens instruktør, Oley Sassone. Jeg glæder mig til at se og gense det hele.

Saturday, 21 July 2018

Roger Corman tonser ud ad landevejen igen


Jeg fik set MOVING VIOLATION i går aftes. På dansk lejevideo blev den til Politimorderne. Så vidt jeg kan se af DFI's hjemmeside, fik den ikke bio-premiere herhjemme, men TV2 viste filmen den 15. februar 1991 [EDIT: rent faktisk så fik filmen biografpremiere i Danmark! Nemlig 8.6.1977. TAk til Kent Vinkler for info]. Roger Corman producerede adskillige "kørefilm", hvor en eller flere hovedpersoner skal køre mangt og meget for at slippe bort fra noget, komme hen til noget, eller bare sådan fordi. Og MOVING VIOLATION fra 1976 er endnu en i rækken.

To unge mennesker (Stephen McHattie og Kay Lenz) ser en strisser, der knalder en anden strisser ned. Strisseren ser også dem og forsøger (med held) at gnide mordet af på dem. Så går den vilde jagt gennem staten, hvor korrupte, skydegale betjente fra to amter forsøger at få ram på de to unge. Filmen var fin underholdning, omend man bliver idiot af den konstante og enerverende banjo-klimperen gennem filmen.

Instruktør Charles S. Dubin kunne heller ikke beslutte, om filmen skulle være lystig eller ond i sulet, og den kom til at sidde mellem de to berømte stole. Han burde have besluttet sig. Jeg håber, han besluttede sig med de andre ting, han lavede; Ifølge IMDb blev det til tonsvis af afsnit til TV-serier og TV-film. Så vidt jeg kan se, lavede han dog kun denne ene biograffilm, så måske tænkte Roger Corman: "Den klovn kan sgu ikke beslutte sig, så ud med ham". Hvem ved.

Den danske lejevideo har et fint, klart billede, omend det er i 4:3 fullscreen. Der er tre trailere, hvoraf den ene er for Jedi-rideren vender tilbage. Corman-stamskuespiller Dick Miller er osse med i en lille rolle. Der er en Scream Factory-dvd ude med Corman-kommentarspor og i lbx, hvis du har 100 kr., der brænder i lommen.

Wednesday, 13 September 2017

THE WASP WOMAN (Roger Corman, 1959)

Jeg har netop set Roger Cormans THE WASP WOMAN (eller Uhyre-Kvinden, som den kunne have heddet i de danske biografer, hvis ikke de danske filmcensorer havde været så rædselsslagne ved at frigive den slags film herhjemme), og jeg sender en kærlig tanke til gamle Roger for at producere og instruere alle disse festlige gyserfilm tilbage i slut-50'erne og 60'erne.


Jeg har aldrig før set THE WASP WOMAN, men den går helt i spænd med Roger Cormans andre film fra perioden. Jeg tror, mange glemmer, at Corman ikke blot producerede film dengang; Næh, han instruerede dem også. På et eller andet tidspunkt holdt han op med det, og det kan godt ærgre mig. Men så på den anden side havde han velsagtens ikke haft tid og overskud til at producere alle de psykotroniske film, det er blevet til i årenes løb. Tak, Roger!

Susan Cabot spiller ejer af et firma, der producerer skønhedsprodukter til kvinder. Det er 20 år siden, hun lancerede firmaet, og det går desværre ikke så godt mere, så da en gal videnskabsmand sender hende et brev om, at han har det helt rette til at få hendes firma tilbage på fode igen, så slår hun ikke overraskende til med det samme. Den gale videnskabsmand gør sig i hvepse! Ikke mere plotsynopsis ... men tænk FLUEN! Specialeffekterne er så gode, at David Cronenberg ville have givet sin højre arm for at kunne have nået samme niveau. Når Susan Cabot tager hvepse-masken på, er det så livagtigt, at man fuldt og fast tror på, at hun er en menneskelig hvepse-kvinde.

Og så lidt om udgaven jeg så: THE WASP WOMAN kan fås på 232 forskellige DVD-udgivelser (og nu også blu-ray), men jeg gik den lange vej og bestilte Something Weird Videos DVD-R-udgave hjem, for på trods af filmens mange udgivelser, så - som det også nævnes på bagsiden af coveret - er denne version ret sjælden! Den originale version er ikke overraskende ret kort. "Ikke overraskende" i alt fald, når man kender til Roger Cormans andre film fra perioden; de var oftest ret korte - omkring en times tid. THE WASP WOMAN varer ikke mere end omkring 55 minutter.

Da filmen så skulle vises på TV, fandt man det nødvendigt at fylde lidt mere på den korte spilletid, så Jack Hill blev hyret til at skyde nye scener af en varighed på omkring 20 minutter, deriblandt en prolog. Jeg har selvsagt ikke set denne udgave, men jeg har den liggende på en anden DVD, og det skal blive interessant at lave en sammenligning. Jeg har en idé om, at filmen havde lige nøjagtigt dén længde, den skulle have i Cormans originale director's cut-udgave. Underligt, at man er nødt til at bestille et ridset grind house-print hjem på DVD-R fra SWV for at kunne se instruktørudgaven!

Susan Cabot var en af Cormans stamskuespillere der i 50'erne, hun var bl.a. med i WAR OF THE SATELLITES, men trak sig tilbage kort efter THE WASP WOMAN. Ifølge SWV's DVD-omslag omkom hun på tragisk vis i 1986, da hendes søn myrdede hende, mens han var på eksperimental-hormoner (!).

Jim Wynorski instruerede i øvrigt et remake i 1995 med samme titel (produceret af Corman, of course), og den er slet ikke så tosset. Ude på amk DVD.