Saturday 6 October 2018

På med gummiskoene og løb hen i kiosken! Det nye OBSKURIØST er på gaden!!


Så lå "ugebladet" Obskuriøst i postkassen igen. Og tak for det til redaktør Henrik Larsen.
32 sider (A5) om sære film og TV-serier, som man kunne se på tossekassen i 70'erne - hvis man boede i Østdanmark eller Sverige. Denne gang dækker redaktøren nemlig psykotronisk TV på SVT 1 og 2 (Sveriges Television) i årene 1970-79. Vældig fint lille zine denne gang.

Som dansker (i Vestdanmark!) kan man kun med onde, misundelige øjne studere anmeldelserne af de gyserfilm, som svensk fjernsyn bragte hver sommer over tre år fra 1972-74 under titlen "Skräcksommar". Wauw! Kunne man forestille sig, at østeuropæerne i Danmarks Radio skulle have kørt serier af gyserfilm - så mange, at man kunne tale om regulære "gysersomre"? Nej vel. Men i OBSKURIØST kan man læse om det og dagdrømme, at man var svensker (eller østdansker) i 70'erne.

Jeg fik et prøvetryk, men den rigtige udgave skulle komme ret snart. Kan bestilles via HL.






Thursday 4 October 2018

Den finske dyremedlidenhedsdrabsmand

Tidligere i år var jeg på Blodig Weekend horrorfilmfestivalen. En masse mennesker så en masse gyyyserfilm, men jeg har en fornemmelse af, at jeg var den eneste, der sad i mørket, da den dystre, sorthumoristiske finske film ARMOMURHAAJA kørte over lærredet. Dén titel er der iø ikke nogen, der kan udtale, sikkert ikke engang i Suomifinsko, så jeg holder mig til distributørtitlen, EUTHANIZER.

Filmen handler om en finsk mekaniker i sin bedste alder. Det er nu ikke så meget, vi ser til, at han reparerer bilvrag, for samtidig er han nemlig også den lokale dyreafliver. Jeps, han afliver alverdens kæledyr. Men tro nu ikke, at vore ven (som jeg ganske og aldeles har glemt, hvad hedder. Jeg ville sikkert heller ikke kunne stave endsige udtale det. Hvem fanden fandt også på, at Finland skulle være del af Norden!? Det er sgutte meget nordisk over det der ungarsk/rumænsk-wannabe-kaudervælsk, de taler, når ikke lige de fylder vodka i halsen eller stikker hinanden med en brødkniv) er helt uden samvittighed, det er han så langt fra. Hvis de lokale skal gøre sig nogen chance om at få aflivet kæledyrerne, er de nødt til at kunne komme op med en plausibel forklaring på hvorfor. Men så får marsvinet, katten eller brilleaben så også til gengæld af udstødningsgassen lige i krydderen. Tilsat finsk schlagermusik. Man er vel ikke umenneskelig, og de kan jo for fa'en da lisså godt nyde de sidste minutter til en glad sang om evig kærlighed. Når jeg ikke nævner hunde, er det, fordi de ikke får af udstødningsgasrøret. De kommer med ud i skoven og får en kugle for panden. Sådan!

Instruktør Teemu Nikki har lavet en komedie, der er lisså kulsort som et langt ondt år. Jeg skal nok lade være med at afsløre, hvodden lortet slutter, men du tror for fanden da vel ikke på lykkelige slutninger? Teemu Nikki ville grine sin røv i laser, hvis han hørte dig snakke om happy endings. Jeg husker, at Bjarke fra Filmskribenten-blokken ikke var specielt begejstret for EUTHANIZER; den var simpelthen for sort. Og ja, den ER sgu sort som langt ind i det allerhelvedes sorteste helvede. Men det kan vi jo godt lide her i stuen, og jeg vil på det kraftigste anbefale dig at se dette fine finske mesterværk. Indtil videre er filmen kun udkommet eet eneste sted i verden, nemlig på blu-ray og DVD hjemme i Suomi, men heldigvis har den undertekster både på svensk og engelsk.

Jeg har selv netop bestilt blu-ray'en fra CDON, hvor den til min store overraskelse rent faktisk allerede lå på den danske side. Måske var jeg alligevel ikke alene inde til den Blodig Weekend-visning og måske har andre danske fans bedt cdon om at smide den over på den danse side. Hvis dét er tilfældet, så tak og klap på skulderen herfra.

Jeg checkede naturligvis instruktøren ud, og så vidt jeg kan se, har han lavet en fandens masse kortfilm og reklamefilm, og to tidligere spillefilm fra henholdsvis 2008 og 2016. Den første er en komedie, som kun er ude på en for længst udgået finsk DVD uden undertekster på andet end finsk. Den anden derimod, LOVEMILLA, findes ... heller ikke på andet end finsk DVD og blu-ray, men den har så til gengæld undertekster på engelsk og svensk. Jeg havde dog et fandens hyr med at bestille den hjem, og det tog mig en hel times googlen rundt, før jeg fandt en brugtbiks langt ude i en finsk skov, som havde et eks på lager! Men bestilles hjem skulle den sateme. Den ser nemlig ud som noget, der kunne være et resultat af en fordrukken nat mellem Aki Kaurismäki og Jim Jarmush. Jeg glæææder mig.

EUTHANIZER trailer



Different EUTHANIZER trailer




LOVEMILLA trailer





Sunday 30 September 2018

Den hvide gorilla og den afskyelige snemand rider igen

Åhh, at gå i en dansk biograf i 1952. Hvilken nydelse det må have været. At sidde i mørket og opleve fabelagtig underholdning som den leveres i Den hvide gorilla.
Michael Weldon kalder filmen en "quickie" i sin første Psychotronic-bog fra 1983, men det bør ikke skræmme nogen bort. I WHITE PONGO finder man megen fin underholdning. Hvorfor filmen først fik dansk biografpremiere, syv år efter den kom ud i Amerika, må guderne vide. Yours truly så den selvsagt ikke i biffen i 1952, men først via en mega-billig amk dvd i går. Filmen løber (heldigvis) kun 70 minutter, så jeg snuppede også lige THE SNOW CREATURE (1954). Samme løbetid og samme underholdning. Jeg er sikker på, Jakob Stegelmann også elsker dem.