Showing posts with label I den lille fredelige by (Salem's Lot). Show all posts
Showing posts with label I den lille fredelige by (Salem's Lot). Show all posts

Sunday, 14 April 2024

SALEM'S LOT - igen igen igen

 
Sidste år skrev jeg om, at jeg havde genset Tobe Hoopers fede gyser-tv-film Salem's Lot (som på dansk har intet mindre end tre titler: I en lille fredelig by aka De dødes by aka Byens skæbne). Dengang var det på engelsk dvd, og nu har jeg så købt, modtaget, og set den engelske Blu-ray! 

Desværre er det en sammenklippet version, man får på Blu-rayen. Min gamle dvd præsenterer "filmen" - som altså ikke er en film i originaludgaven - i to episoder, som den blev vist på tv med start- og sluttekster på begge afsnit. Den nye Blu-ray har fjernet slut-teksterne på første episode og ligeså intro-teksterne på anden episode. I originaludgaven slutter første episode der, hvor en graver på kirkegården springer ned på låget af en kiste i en åben grav og stilles ansigt til ansigt med ... noget. 

Billedkvaliteten er bedre end den gamle dvd (siger han uden overhovedet at sammenligne), og man får et kommentarspor af instruktøren med, som ikke findes på dvd'en (jeg har hørt et kvarter, han lyder meeeget gammel). Og der er en trailer, men mon ikke den var med på dvd-udgaven også. Salem's Lot er absolut et højdepunkt både hvad angår Stephen King-tv-filmatiseringer og gyserfilm lavet til fjernsyn som sådan, hvis man spørger om min stærkt undervurderede mening. Stærkt anbefalelsesværdig!

Mit gamle indlæg ligger her.

Friday, 28 April 2023

Jack J's 80'ere: PÅ GENBESØG i den lille fredelig by

Hvis læseren ikke forstår referencen i overskriften, så skyldes det utvivlsomt, at denne ikke sad klinet til tv-skærmen over to sommeraftener i slutningen af 80'erne - nærmere bestemt den 11. og 12. august 1989. 

På disse to aftener bragte TV2 nemlig den lange todelte gyserfilm "I en lille fredelig by" - og under dén underfrankerede titel gemmer sig såmænd Tobe Hoopers Salem's Lot! (For at forvirre yderligere bruger den danske udgave af bogen [som iø er skrevet af Stephen King, men det ved du sikkert] en helt anden titel, nemlig De dødes by. Og den danske videokassette hedder Byens skæbne!).

Jeg holdt sommerferie i sommerhus dengang i sensommeren 89, og ja, jeg hang foran skærmen begge aftener og oplevede det hele på mit lille 12" transportable sort-hvide fjernsyn. Og nu, efter næsten 34 år, har jeg endelig genset seriens to afsnit - denne gang på samme dag. Og jeg må indrømme, at jeg har ingen forståelse for de skribenter, som på et bluray-forum afskriver den som langsom og kedelig. Ikke alting skal køre ved MTV-hastighed! Jeg følte mig i alt fald medrevet hele vejen igennem. Tobe Hooper formår at holde en gribende og spændende atmosfære gennem alle 183 minutter, hvis du spør' om min uvurderlige mening. 

Lidt nørd-info: Hvis det er originaludgaven i to afsnit, man vil se, så er det den engelske dvd, der skal indkøbes. Det var denne, som jeg selv fik fat på, om end det må siges at være en helt tilfældig tilfældighed; Jeg havde nemlig IKKE undersøgt, om dvd-udgaverne var ens - så for mit vedkommende var det rent held. De er nemlig IKKE ens!! Den engelske udgave er den eneste, som præsenterer serien i to afsnit, sådan som den blev vist på tv - inklusiv intro-teaser før afsnit 1, og resumé før afsnit 2. De andre dvd-udgaver og alle bluray-udgaverne præsenterer serien som en sammenredigeret film. Det vil sige, at rulletekster efter afsnit 1 og intro til afsnit 2 er klippet bort, ligesom (som nævnt) teaser og resume er væk. De nye bluray-udgaver siges dog at have bedre billedkvalitet, og har tillige med også et kommentarspor af Tobe Hooper + en trailer til den europæiske biograffilmudgave af serien (som er den, der er ude på dansk video). 

Caspar Vang har iø anmeldt Salem's Lot på det gamle Uncut.dk. Og for lidt over 20 år siden var han pænt tilfreds med den korte filmudgave, tre kassetter ud af fem blev det til. Den gode Vang skrev blandt andet: 

"Så meget desto større min overraskelse da filmens [læs: videokassettens cover/Jack] kedelige ydre viste sig at skjule en glimrende vampyrfilm, der med rigelige mængder af gode, men simple effekter, fint skuespil og, for en tv-film, uhørt store mængder af uhygge, skulle gøre de fleste af mine fordomme til skamme."

Og om en scene i filmen kommenterer han:

"Så absolut et af tv-horror-historiens perleøjeblikke."

Det ville være interessant at høre, hvad Caspar Vang mener om den komplette udgave (jeg antager, at han har set den i mellemtiden). Du kan læse hele anmeldelsen her.