Engang i omkring 1984 læste jeg en lang artikel i et dansk musikblad om nyrock-bands fra Skotland. Jeg har glemt lige nøjagtigt, hvilket blad det var, MM måske. Og skribenten var vist nok Jan Lauersen(som selv var med i et nyrock-band, der hed Tristan-T, og senere kom i radioen i programmer om endnu flere spøjse nyrock-bands).
Et par af de skotske bands fra artiklen, som jeg fik fat på plader med dengang, var The Skids og Big Country. Der er en biografi på vej om sangeren fra de bands, Stuart Adamson, og her er et timelangt vidcast-interview (fra Word in Your Ear) med forfatteren, Scott Rowley. Interessant stads. Jeg anede iø ikke, at han (sangeren) tog billetten ved egen hånd på Hawaii for 25 år siden. Trist. Bogen kan forudbestilles på imusic for et par hundrede dask.
I starten af 80'erne havde jeg opdaget ny-rocken. Nej, ikke ny rock, men ny-rock. Grupper, som spillede rockmusik, som var mere sær og underlig og med skæve toner og nogle gange u-toner. Og et af disse fede bands var KUKL fra Island. Gruppen havde to sangere, en ung mand og en ung kvinde. Specielt kvinden var særdeles sært dragende (og også bare sær - sagt positivt).
Jeg var så heldig at opleve gruppen, da de spillede på Roskilde Festival i 1985.
Jeg faldt netop tilfældigt over et upload af koncerten på YouTube. Og ærlig talt, det er lidt vildt at genhøre noget efter så mange år. Koncerten foregik i et af de små telte på festivalen, måske endda det telt som cirka dengang var blevet oprettet til netop ny-rock-grupperne. Den unge islandske sangerindes optræden var virkelig et syn for guderne. Hun var sær, vild og stærkt indtagende. Det her var langt fra de sangerinder, som ellers var mega-populære i Danmark dengang (og som jeg selvsagt spyttede på. Well, mentalt i hvert fald). Koncerten foregik om eftermiddagen, og jeg husker, at en anden fyr, der stod lidt til venstre for mig, på et tidspunkt vendte sig og sagde: "Jeg er forelsket". Jeg svarede ham selvsagt: "Det er jeg også". Hva' fa'en mon der blev af den sære og charmerende sangerinde senere hen? Måske er hun hjemmegående husmoder ude i glemslens mørke i dag (no, not really. Jeg antar, at du har gennemskuet, at der er tale om Björk).
Jeg faldt som sagt netop over et upload af koncerten på YouTube, og der er også et download-link (vist nok i bedre kvalitet, end blot at downloade lyden fra videoen). Optagelsen er ifølge infoen remastered, og ja, den lyder slet ikke dårligt. Jeg må indrømme, at jeg ellers ikke orker at lytte til bootlegoptagelser mere. Gamle optagelser fra koncerter foretaget med en lille bedre walkman ("bedre" fordi disse små båndafspillere rent faktisk for det meste ikke kunne optage, men blot afspille bånd). Jeg har hørt ufatteligt mange af disse i gamle dage. Optagelser, hvor man nogle gange skulle gætte sig til, hvilket nummer der overhovedet blev spillet. Optagelser, som man absolut kun kunne lytte til, hvis man var seriøs fan (fordi de ofte lød som lort). Men denne er som sagt glimrende.
Noget, som jeg naturligvis havde glemt, var, at den mandlige sanger, Einar Örn (gætter jeg på, at det er), giver sig i kast med det danske sprog halvvejs inde i koncerten. Jeg antager, at de stadig blev tvunget til at lære den gamle kolonimagts germanskklingende gloser på Island i 1985. Gør de stadig? I have no idea. Einar får i alt fald sagt, at det næste nummer er en grøn Tuborg - og at vi alle sammen faktisk er en grøn Tuborg.
Ovenfor:Plakaten fra 1985 (lånt fra en webside med info om festivalen gennem årene). Klik på den, så du kan ærgre dig over alle de fede alternative bands, du ikke fik set dengang (jeg fik sgu heller ikke set alle dem, jeg ville, hvilket jeg selvsagt kunne sparke mig selv i hovedet over i dag).
"NY-ROCK" er en dansk term, som stadig bruges her i huset, men som de fleste muligvis har glemt, eller aldrig har hørt (unge løjsere!). Ny-rock betyder stort set det samme som NEW WAVE. "Underlig" rockmusik, som ikke er **rawk'n'roll** med skrigende guitarer og stiv pik, men ofte (men ikke altid) sære, mærkelige toner og lyde, og anderledes tekster. Dette er anden gang, jeg skriver om dansk ny-rock, om end det er længe siden, jeg skrev første del (som iø var ret tynd). Brug tagget forneden i indlægget.
Jeg husker ikke, hvornår jeg hørte Kliché (uden accenttegn i bandnavnet på den første plade, Kliche)første gang, men det har været meget tidligt i 80'erne. Både den første LP og den første single er fra 1980 (se udgivelserne på Discogs), så det må have været lige omkring der. Jeg kunne lide dem fra starten. De lød og så ikke ud som alt det lort, alle de andre danskere gik rundt og lyttede til. Funkrock og poprock var det, som stort set alle danskere blev varme i bukserne over. Sange med tekster à la: "Jeg elsker dig, åhh, jeg ser dig på dansegulvet, åhh..." og i dén dur. Frygteligt.
Kliché spillede koldrock - et udtryk, som er totalt forsvundet og glemt i dag. Nå ja, bortset fra her i gemakkerne. Gruppen eksisterede som pladeudgivende band kun fra 1980 til 83, men ifølge både Discogs og Politikens "ROCK NU, NY-ROCK LEKSIKON" (Jan Sneum, 1983) startede de allerede i 1977 og blev ved frem til 1985. Jeg er nu ikke helt sikker på, om det med 1985 er korrekt. Jeg så dem til den Afrika-koncert, som blev afholdt i Kbh i sommeren 85 (Kliché og Sods/Sort Sol var de absolut eneste interessante bands ved den lejlighed!). Og dengang var det et scoop, fordi gruppen blev gendannet blot for dén koncerts skyld. De havde altså været opløst et godt stykke tid (hele gruppens optræden ligger på Bonanza og - delt op - på YouTube).
Jeg synes stadig, at deres to albums, "Supertanker" og "Okay Okay Boys", er fede. Men Lars Hugs soloting har aldrig sagt mig ret meget. Nå ja, bortset fra hans først LP efter bruddet med Kliché, "City Slang". Jeg kalder ham i øvrigt stadig Lars Hug, selv om han for en menneskealder siden blev nødt til at ændre Hug til H.U.G., fordi en eller anden tosse-familie med samme navn truede med at lægge sag an. Jeg gætter på, at Lars troede, at med "H.U.G." ville danskerne forstå, at man bare skulle blive ved med at sige Hug, men nej, danskerne flest var for dumme, die dumme dänen, og derfor har de fleste mennesker nu i mange år gjort sig umage med at kalde ham Lars H-U-G. Tosser! Nå, men det var de plader vi kom fra.
Jeg så (og optog vist nok også) Lars Hug, da han optrådte i en udgave af DR's bogprogram "Bazar" i 1984 (mine to betamax-videomaskiner er for længst stået af, og jeg har intet overblik over, hvad fanden jeg har af optageler på betamax-bånd. Men jeg fandt heldigvis en optagelse af programmet på et eller andet obskurt website for nogle år siden, og jeg har skrevet om det her). Men herefter begyndte Hug at spille blød pop og deslige. Måske er det okay, meeen det er jo ikke at sammenligne med de kolde dage i starten. Kliché var alternativt, Kliché var ny-rock, Kliché var et los i nosserne på dansk populærmusik i starten af 80'erne.
Jeg fandt et fedt program på cirka en halv time om gruppen, som TV2 Østjylland lavede for ti år siden. Heldigvis har en fan uploadet det i god kvalitet til YouTube (se længere nede). På YouTube findes også et par koncerter fra DR radio og tv. Men ellers er et af kendetegnene ved gruppen, at de kun udsendte uhyre lidt materiale; Der findes to albums og to numre fra Pære Punk-LP'en (og et enkelt nummer på en sjælden kassette, se Discogs). And that's it! Men så er det i det mindste da rimelig nemt at skrabe en komplet samling sammen!
Dokumentar fra TV2 Østjylland:
Opslag om Kliché i Politikens "Rock Nu, ny-rock leksikon" (Jan Sneum, 1983):
Et af de ny-rock-bands, jeg husker fra 80'erne, er JOHNNY OG DE KOLDE DÆMONER. Jeg fik desværre aldrig fat i nogen af deres plader tilbage i det sorte årti, men det har jeg så heldigvis haft mulighed for at rette op på nu, mere end 20 år senere! Jeg fandt (og købte) netop følgende skiver på eBay. Store smil hele vejen rundt. xD
Johnny og de kolde dæmoner: Paraneuropa (Genlyd GENLP 128) 1982
Cover = EX- (tear from partly removed sticker on front)
Record = EX
Original inner sleeve with lyrics
Tracks:
Plastic (3:57) / Et fotografi (2:28) / Danmarks radio (2:31) / Showbizz Kids (1:33) / De gyldne drenge (5:33) // Hva’ sker der (1:15) / Egoterapi (7:22) / Langt væk (2:15) / Bagfra (4:07) / Undertoner (2:50)
Band:
Claus Hvass (guitar, vocals)
Birgitte Rode (vocal, synth)
Jens Næslund (bass)
Mogen Haltrup (drums)
Johnny & de kolde dæmoner: same (Morn MORN 9302) 1980
Cover = VG+
Record = EX
1st 45 with three non album tracks
Tracks:
Johnny og de kolde dæmoner (2:31) // Nærkontakt (2:27) / Showbizz (1:47)
Band:
Claus Hvass (guitar, vocals)
Birgitte Rode (vocals, synth)
Jens Næslund (bass)
Mogen Haltrup (drums)
Johnny & de kolde dæmoner: Bli’r så blå (6:07) / Bl’I ved (3:55) (Zing Zing 1) 1985
Cover = EX- (sticker and writing on front)
Record = VG+ (sticker on A-side label)
2nd 45 with two non album tracks
Band:
Claus Hvass (guitar, vocals)
Birgitte Rode (vocals, synth)
Jens Næslund (bass)
Leif Nicolaisen (drums)
Samme band under nyt navn.
Walk the Walk: Feet on the ground (Olafsongs OLP 012) 1989
Cover = EX-
Record = EX
Printed inner sleeve
3rd album (2nd as Walk the Walk) produced by Thom Panunzio
Tracks:
Good time (4:08) / Whatever I do (3:50) / Love at all cost (3:28) / Beautiful losers (4:45) / Street fighting (3:22) //
Movie (4:40) / Luna (4:37) / Because the night (3:58) / Winning day (5:22)
Band:
Claus Hvass (guitar, vocals)
Birgitte Rode (vocals, keyboard)
Giovanni Naslani aka Jens Næslund (bass)
Henrik Vardinghus (drums)
