Jeg bryder mig virkelig ikke om Aerosmith! Det har jeg så vidt jeg husker aldrig gjort. Jeg har godt nok ikke tidligere ejet nogen af deres plader, men jeg har set dem nok på tv og hørt dem nok i radioen til at vide, at jeg afskyr hele deres (u)væsen, dem og deres lamme musik. Men, nå ja, jeg var åben nok til at tænke, at man måske alligevel skulle give dem en chance, da jeg fandt nogle af deres albums for nyligt i den samling cd'er, som jeg har omtalt 17 gange i disse indlæg. Og som sagt så gjort. Jeg snuppede alle de album, der lå i Røde Kors den dag: fire styk.
Jeg satte forleden den ene på, det var et af deres "nye" albums, og det var ærlig talt så forfærdeligt, som jeg forventede, at det ville være. Uudholdeligt. Men som den selvpiner, man jo er, snuppede jeg et af de andre album fra stakken, og ... lo and behold... det lød helt anderledes! Faktisk slet ikke dårligt. I dag har jeg så genhørt pladen hele to gange, og jeg må indrømme, at den slet ikke er tosset. Faktisk god. Efter lidt research kan man næsten fornemme årsagen: Pladen er helt tilbage fra 1973. Der er endda tale om gruppens første LP. Og den lyder rigtig tidlig 70'er-agtigt. Nå ja, den er på ingen måde på niveau med Stooges, New York Dolls, MC5, Black Sabbath, eller andre af den slags tidlig-70'er-bands, men mindre kan også gøre det. Slet ikke tosset. Den får lov at blive i samlingen.
Min cd er en europæisk genudgivelse fra 1993 (eller en russisk bootleg med samme katalognummer!), og disken ser fin ud uden ridser. Loudness War-websiden fortæller at masteringen er rigtig god, og hurra for det.
