BAISE-MOI (Frankrig 2000, Virginie Despentes & Coralie Trinh Thi)

Efter en lang morgentravetur (jeg havde tid hos lægen), så snuppede jeg en tilfældig dvd fra klædeskabet i entreen og klaskede den på afspilleren. Kaffe, basser og "Knep mig", yay!

Eller det vil sige, det hedder BAISE-MOI så ikke på dansk, selvom det er dét titlen betyder (nordmændene kaldte den faktisk "Knull meg" jf. IMDb). Filmen er godt nok aldrig komme på hjemmevideo herhjemme, men Gloria- og Vester Vov Vov-biograferne kørte den som "Blodsøstre" tilbage i april/maj 2001.

I Sverige kom den under originaltitlen i biffen, selvom det holdt hårdt: Det private selskab, som stod for biografreklamerne forsøgte at standse filmen ved at forbyde reklamer for den få dage efter premieren. Det gav en fandens masse ballade i pressen. Kom der nogen ballade herhjemme? Sikkert ikke. Jeg har i alt fald aldrig hørt om det.

Svenskerne var også så flinke at udsende filmen på uklippet dvd (den her viste udgave. Coveret lover (to gange!) engelske undertekster i tillæg til de svenske, men dem kan man skyde en hvid pind efter).

EDIT (29.11.2024): Jeg fik for et par dage siden bortcensureret en kommentar, om at den gamle engelske dvd er censureret, af en sælger på facebook, men så lad mig i det mindste skære det ud i pap her:

I England blev filmen censurklippet med 10 sekunder i biografen, og da dvd-udgaven fra Universal kom i starten af nullerne, blev den yderligere klippet med 2 sekunder, altså 12 sekunder i alt. Den senere britiske udgave fra Arrow er helt u/c.  

Det er år og dag siden, jeg sidst så filmen. Faktisk mange år og mange dage. Første gang, jeg så den, syntes jeg, det var en lortefilm. I dag synes jeg ... tja, altså ... jeg vil jo give mit yngre jeg ret; det ER en lortefilm. Filmet på digitalvideo, så fladt som nogen pornofilm. Og så amatøragtigt, som kun en amatør kan. Og skuespillerne er hentet fra pornofilm og (gætter jeg på) fra rendestenen. Og de spiller derefter. Og hvis hovedinstruktøren (som også var forfatteren) hævdede, at de ægte pulescener var med for at gøre filmen mere rå, realistisk og usminket, så køber jeg den ikke. Det er bare bollescener ligesom i enhver anden pornofilm med "ægte porno" (som de skrev på filmplakaterne i gamle dage, når der var tale om hardcoreporno). 

Der er godt nok een bestemt scene, som ikke er en sexscene, men en voldtægtsscene - også her med penetration - men selv den ville have været bedre foruden - for det ER jo stadig skuespil. Men hvis man fra filmens produktionsside ville fortælle, at det var for, at scenerne skulle sælge filmen, så ville jeg tro på den! Og sælge kom den til - og spør' du om min mening (for nu lige ret utypisk at citere Gnags), så var det filmens eneste salgsargument som indgangsbillet til den mega-mediedebat, som udløstes. Uden de hardcorescener ville filmen grangiveligvis ikke have solgt mere end andre 90'er-softcore/horror/exploitation-videoproduktioner som f.eks. Hugh Gallaghers filmserie GOROTICA.

Men næsten tyve år senere synes jeg faktisk, at BAISE-MOI er udmærket - hvis man ser den som en film på niveau med andre no-budget undergrundsfilm (her er ikke engang tale om indiefilm efter min mening). Men den holder ikke til at sammenlignes med "rigtige" film. Og at der for nyligt blev annonceret *endnu* en udgivelse i delux-bluray-format er vildt (men hurra for det! Jeg har dog nok i mine to dvd-udgaver), og det ville med 100 procents sikkerhed, nej, 300 procents sikkerhed, havde været tvivlsomt uden de der "ægte sex"-scener.

PLOTTET: Ja, altså vi er jo ovre i både rape/revenge-genren og roadmovie-genren her. Men modsat de typiske rape/revenge-film, så tager ofret/ofrene ikke blot hævn over deres overfaldsmænd, men kører ud i et (for hævnen) unødvendigt voldsorgie, hvor alle og enhver bliver udsat for "hævnen". Gåsetegn, da man her dårligt kan tale om hævn, da ofrenes ofre nu er fuldstændig uskyldige. Hvem er så overfaldsmænd, og er ofrene stadig ofre?
--- end of plot ---

Jeg synes, filmen er en glimrende undergrundsfilm fra debutant-instruktørparret (som begge havde været inde for sex-branchen, den ene på film, den anden som luder), men den kunne have været meget bedre i hænderne på en instruktør, som rent faktisk havde lært at lave film, og som havde brugt rigtige skuespillere, og havde udeladt de kedelige pornofilmscener. Og det ærgrer mig, at instruktørparret åbenbart lige havde været i biffen at se den seneste Tarrantino-film - hva' det så end var for'n en dengang. Smart holdte pistoler, når der skydes, og dobbelt-crossede skydere direkte kalkeret fra en John Woo-Hongkong-film. Suk.

I filmen planlægger den ene "søster" at begå selvmord. Få år efter gjorde den anden "søster" alvor af tanken og checkede ud fra denne dimension ved egen hånd. Trist. DVD'en indeholder også en masse trailere, der næsten ser ud, som om de er downloadet fra youtube - dengang youtubevideoer stadig så vældig usle ud + lidt læsemateriale, men ikke et eneste interview, desværre.

Hvis der er noget ægte godt ved filmen, så er det den u-Hollywood-agtige tone, der går gennem filmen. En Hollywood-remake ville bestemt komme op med en hel den omskrivning!

UNE NUIT (2012) Frankrig

En af filmene, jeg købte forleden i et Blockbuster-angreb, var Philippe Lefebvres franske cop flick UNE NUIT fra sidste år. Filmen er ude fra vores venner hos Another World Entertainment (AWE) og normalt foretrækker jeg at købe deres film i ny udgave, men muligvis fordi jeg samlede en hel stak til mig denne lørdag i BB's brugtkasser, glemte jeg helt, at det er d'herrer Schmidt & Erikson, der står bag udgivelsen.

Her til aften var jeg ikke helt sikker på, om det var denne film, jeg skulle smække på, eller om jeg skulle snuppe en af de engelsksprogede. Når man har været oppe i 34 timer, kan det nogen gange være sin sag at læse undertekster. Men jeg smed den alligevel i den fine, gamle Pioneer-dvd-afspiller (købt på et tip fra Henrik Larsen for snart mange år siden, og tak for det! Den kører stadig upåklageligt og afspiller alle dvd- og vcd-formater, og til en 1000-krone i Laserdisken for 10 år siden, kan man fandeme ikke beklage sig) og det gik jo glimrende alligevel.

Nå, men det var UNE NUIT, vi kom fra. Filmen handler altså om den her kommissær i Sædelighedspolitiet i Paris, som bruger sine nætter på at "se tingene an" i nattelivet. Panseren spilles af Roschdy Zem, som med sin mørke, marokkanske fremtoning passer perfekt til den let mutte, hårde rolle. Filmens titel betyder en nat og hele handlingen udspilles i løbet af blot denne ene nat. Der går ikke mange øjeblikke, før man man mistænker, at kommissæren nok ikke er helt så clean cut, som han måske burde være. Men det er der måske også andre, der ikke er.

Kommissæren får hver nat en ny chauffør og denne gang er det en ung kvinde. Først lader handlingen til at være noget fragmenteret og man kan umiddelbart tro, at til trods for de gode skuespilspræstationer, vil man muligvis føle sig lidt forvirret til slut. Men nej, det ender skam med at hænge sammen alligevel. Og slutningen - dén havde jeg sgu ikke lige forudset.

Det skal også nævnes, at filmens soundtrack er helt eminent. Jeg køber sjældent soundtrack CD'er, men kunne bestemt godt finde på at købe det her, hvis det er udsendt.

UNE NUIT er ny fransk film, når det er rigtig godt, og der er sat'me kommet mange gode franske film og TV-serier de seneste år. Jeg har tidligere omtalt Engrenages (aka Spiral) TV-serien, som jeg ikke kan få armene ned i begejstring over. Ham, der fandt på det med, at "livet er for kort til franske film", burde dyppes i tære, rulles i fjer og fordrives fra byen.

AWE har valgt at udsende filmen under en engelsk titel, Paris by night, og det er ærligt talt skide dumt. Hvad satan er det for noget pis. Så find dog på danske titler, for satan i helvede. Glatnakker! Jeg er satanedderrådme træt af denne leflen for engelsksproget kultur. Vi er vel ikke anglosakser. Paris by night!! Det lyder jo som en skide turistvideo.

Men bortset fra det, har jeg blot ros til AWE for at udsende denne fede franske film. Og de danske undertekster flyder også glimrende (her mener jeg sproget i sig selv, jeg kan ikke kommenterer på selve oversættelsen, desværre).

Meget mere fransk, tak! (og nej, det var ikke en sjofel vittighed. Ikke ret meget i alt fald).