Henriette Westh og den gustne fremtid: RAGNAS SØN nr. 2 er på gaden!

 

Foto lånt fra seneste hw-art.dk-nyhedsbrev

Jeg har netop modtaget Henriette Wesths seneste newsletter med nyheden om, at Ragnas søn nr. 2 er udkommet. Yay! Spiffy!! Personligt var jeg vældig begejstret for nr. 1. Det var noget mere dystert, splattet og med flere blakkede personager, end vi er vant til fra Henriettes hovedserie, Dortheas overlevelser. 

PS: Pæne tæer, Henriette! 

Blueberry!!!

 

Der var ikke ret mange (if any!) tegneserielæsere i gamle dage, som **ikke** ville sætte den fransk westernserie Blueberry af Charlier og Giraud på førstepladsen på deres egen personlige top 10 over favorittegneserier! Mig selv inklusiv!

Jeg opdagede serien i slut-70'erne, da jeg købte Fort Navajo nr. 1 (forsiden med "Manden med sølvstjernen", som også ses her. Hmm, eller var det nr. 6, jeg købte som det første album?? Fuck, 1979 er længe siden!). Dengang var det forlaget Interpresse (alle tegneserieelskeres favoritforlag dengang), der udgav den. Senere overtog Gutenberghus (alle tegneserieelskeres hadeforlag nr. 1) serien. Senere snuppede Interpresse den igen, da de købte rettighederne til det tyske blad Zack, hvortil Blueberrys franske fædre havde tegnet en historie. Men Gutenberghus fik den tilbage. Og i dag ligger serien så igen på en måde hos Interpresse - eller ... det vil sige ... i alt fald hos den gamle Interpresse-redaktør Carsten Søndergaards forlag, Cobolt.

Carsten satte sig for for nogle få år siden, at nu skulle Blueberry endelig udgives i ordentlig og perfekt stand (Gutenberghus, nu under nyt navn [Egmont], havde sent i deres forløb udsendt serien i samlebind, som – har jeg læst via ComicWiki – var sørgeligt dårligt redigerede fra norsk side). Indtil i dag havde jeg kun fået investeret i Cobolts samlebind nr. 1. Ikke pga. mangel på vilje – men mangel på mønt. Serien er som mange af disse tykke hardcover-samlebind rasende dyre for en fattigrøv. Men en privat sælger gav mig et tilbud, og jeg scorede bind 2-6 for sølle 800 dask. De fem bind står næsten som nye. Jeg mangler stadig bind 7 + 8, og det sidste (9) er endnu ikke udkommet endnu. 

Det fede ved de nye bind er bl.a., at de er nyoversat af en rigtig god oversætter; de er i hardcover; man er gået tilbage til gammeldags mat papir; de oprindelige farver er brugt; de oprindelige, uændrede udgaver er brugt. Og der er masser af ekstramateriale. Eneste minus: Jeg har sgu ikke plads på nogen af de 11 reoler! Fandens!!!

Kulørt stads for voksne ... fra børnebiblioteket

 

Jeg modtog to pakker fra Den Blå Avis-sælgere i dag: 9 numre af Kulørte Sider (fra slut-70'erne, ikke at forveksle med et andet blad af samme titel MED tegneserier, ikke OM) og 10 ex (dvs. hele serien) af Special-Comics (1974-76)! Najs!

KS var i pæn stand. Alle ex-biblo-eksemplarer. Sjovt nok fra et børnebibliotek!? Hvilke børn tænkte de ville gide at sidde og læse lange nørdede tekster om ofte udenlandske tegneserier!? Jeg havde totalt glemt, hvor megen tekst, der er i de blade. Jeg køber jo det nuværende danske blad om tegneserier, Magasin for tegneserier (dum titel imo, men udgiveren/redaktøren har sikkert tænkt, at det ville være mere kommercielt, og det er sikkert rigtigt. Læs: Redaktøren er også forlagsdirektør og har velsagtens check på, hvad der fænger hos forbrugerne), men jeg ærgrer mig over, at det ikke er KS, vi har i dag i stedet. Bladet var virkelig oplysende og tog indholdet alvorligt. Det dækkede virkelig markedet. Jeg savner den slags seriøsitet i dag. Jeg har kigget tre numre igennem den sidste halvanden times tid: Det ene nummer havde et katalog fra Runepress forlag sat fast i hæfteklammerne. Selv kataloget var nærmest et tidsskrift i sig!

De 10 Special-Comics er i pæn stand. Omslag i usædvanlig pæn stand for disse albums, som ellers gerne er mega-slidte. Nuvel, flere numre havde påskrevet navn på side 3 (den tidligere ejer hed tilsyneladende ... "JEG"), men det overlever jeg nok. Nå ja, og limen havde opgivet ævred (ikke pga. læsning/ombøjning af ryg, men sikkert grundet de 50 år på hylden. Lim holder desværre ikke evigt). Jeg ved ikke rigtig, om jeg gider forsøge mig med at købe bogbinderlim og forsøge at reparere dem. Holder den slags overhovedet? Jeg har tidligere prøvet med både kontaktlim og superlim. Ingen af disse duede til albums eller bøger. I øvrigt er det tydeligt, at fra og med nr. 9 blev der brugt en anden trykketeknik og bedre papir. Ryggen er presset sammen og går ikke op med deraf løse sider.

Lidt ærgerligt, at KS stoppede. Hvorfor så man ikke en vigtighed i at køre videre selv uden profit? Det var Runepress, som udgav bladet, og Runepress var Carsten Søndergaards gamle forlag, som var kommet med ham over på Interpresse. Efterfølgende blev Runepress den del af IP, hvor man (så vidt jeg husker CS's beskrivelse af dette i indlæg på Serielands forum) efterfølgende udgav ting, der ifølge forlaget var en tand for "mærkelige" til at udgive i IP-regi. Men altså, Interpresse var "the shit" i 70'erne og 80'erne. Man ville sagtens have haft råd til at fortsætte bladet selv uden profit, selv med en vis del underskud. IP udgav en fandens masse blade og albums, og man tjente en ligeledes fandens pæn portion penge derpå. Man burde have set værdien og vigtigheden i at have et godt dansk tidsskrift om det medie, man selv skulle leve af. Efter KS lukning startede IP godt nok et nyt blad om tegneserier, Komix, som jeg selv købte (jeg abonnerede rent faktisk), men selv om jeg stadig elsker bladet, så var det meget tyndere end Kulørte sider. Og det holdt kun i fem numre. I Tyskland udkommer der stadig et blad om tegneserier (jeg har glemt titlen. ComiXine? Noget i den dur), som har kørt siden 80'erne (et af numre bliver faktisk nævnt i et af mine nye KS)! I det gamle Vesttyskland kunne det lade sig gøre. Oh well, nothing lasts forever. Men fedt nok, at man stadig kan score gammelt stads.

Her ovenfor og længere nede er fire forsider og lidt eksemplarer på indhold fra de første par numre (jeg fik numre mellem 29 og 41). Et par af billederne er lidt uklare, men ikke om jeg gider tage dem om.

En løst indlagt infoseddel (pga. en for høj pris skrevet på et forgående nummer) har overlevet i bladet i mere end 45 år uden af ryge ud!! (Eller osse er den røget ud, men er blevet samlet op og lagt ind igen, høhø). En kendt tegneserieperson, som stadig er i aktion (og som jeg derfor ikke nævner ved navn, da den slags kan give en fandens ballade, som jeg jo måtte sande for nyligt!) har anmeldt et Adèle-album og fortæller, at det gav hans børn mareridt pga. den megen vold, satankulter, perversiteter osv. Han lod dog til at kunne lide serien. Thomas Camp (som jeg godt kan omtale, da han desværre er draget i det hinsides) anmeldte et af de klassiske Natacha-albums og var *ikke* just begejstret over blandingen af humor og spænding. Man kan undre sig over, om Thomas Camp slet ikke var vant til at læse fransk-belgiske tegneserier!? Blandingen af spænding og humor er noget af det mest velkendte i den fransk-belgiske skole (franko-tegneserier som prøjserne kalder den slags). Camp var en sjov fætter. Jeg kendte ham ikke personligt, men kendte bestemt til ham via tegneseriemiljøet på facebook. Jeg husker engang i en gruppe for korrekturlæsere, hvor han skrev, at en cykel forhen hed en cikel. Han fik hurtigt læst og fortalt, at man aldrig (som i aldrig!) har skrevet "cikel". LOL. Men ud over det var han en ildsjæl, hvad angår tegneserier. Bemærk i øvrigt annoncen for en københavnsk tegneseriebutik ved navn Scarface-Comics (adressen er Møllegade, Kbh). Jeg har aldrig hørt om den. Hvem drev den mon? Nogen man kender fra tegneserie-/forlagsscenen??

Endelig har jeg snuppet et foto af en dobbeltside (fra et Playboy-centerfold gætter jeg på) med Margot Kidder, som stort set viser det hele. I mit fb-opslag var jeg nødt til at censurere godterne. Herinde er vi naturligvis helt uncut. xD

I gamle dage kaldte Rune sig blot Rune Kidde.
Senere kom der et T med (Rune T. Kidde). 

Sorry, du bli'r sgu nødt til at lægge hovedet til siden. Eller
dreje computeren (men I sidder vel alle sammen med
en telefon, så det sku' ikk' være noget problem!)

Den famøse indlægsseddel, som har overlevet løst i bladet i henved fem årtier!

Hitlercomix!

GUTTER HUNTER No. 4 på gaden!

Robin Bougie i Canada netop har udsendt det nye nummer af Gutter Hunter (#4) - et fanzine om nordamerikanske undergrundstegneserieblade og deres historie. Desværre er der stadig ingen distributører uden for Canada, USA og England, som fører zinet, men det kan bestilles fra hans egen webshop. Jeg har ikke set det nye blad endnu, men de første tre var glimrende (se omtale her på bloggen). Robin stod også bag Cinema Sewer (fanzine om exploitationfilm), som udkom i maaange år og som blev genudgivet i bogform. Ifølge info på facebooksiden er oplaget på 800 og vil ikke blive genoptrykt. 

Link til Robins webshop

Her nedenfor er Robin Bougie gæst i en YouTube-podcast (eller vidcast om man vil), som egentligt (så vidt jeg husker - jeg følger den ikke) oprindeligt mest handlede om asiatiske film. Men her er et afsnit (fra 2022) altså afsat til Gutter Hunter:

Åh, Tintin, min ven! (Forsiden af Fat Comics nr. 30 som alle glemte)

 

En tråd i Tegneseriefans-gruppen på fb fik mig til at huske på en gammel forside til et dansk fanzine om tegneserier, FAT COMICS, fra 80'erne. Jeg er ret sikker på, at dette nummer desværre er det eneste, jeg nogensinde fik købt (og i dag er den slags jo umulige at opdrive. Ikke engang biblioteket har et eksemplar, man kan låne). Der kom 32 numre, og her er nr. 30.

Forsiden er naturligvis ... hvad den er. Allerede da jeg købte det pågældende nummer som nyt, kunne jeg godt se, at det var langt ude og væltede over en eller anden grænse, som mainstreambladene muligvis havde. Men så på den anden side; i Interpresses satiretegneserieblad Kystbane Komix reklamere man på forsiden af et nummer med, at der var børneporno inde i bladet! (Det var der naturligvis – heldigvis – ikke), men blot det faktum, at man skrev det på forsiden, og det faktum at vittigheden ragede læserne en høstblomst – jeg husker i alt fald ingen shitstorm i medierne dengang – fortæller, at det var andre og bedre tider. Humor blev taget for det det var, humor. I dag ville disse forsider sikkert betyde, at folk ville få ildebefindende og skulle behøve psykologhjælp.

Se også et Rune Kidde-indlæg her nedenfor (lånt fra ComicWiki) og ComicWiki-siden om bladet.

10 år med FIESTA MAGASINET

 

Bagside fra det nye Fiesta Magasinet nr. 10
Tegnet af Kristian Bay Kirk

Skulle man gå i kirke eller læse FIESTA MAGASINET? Bob-bob-bob ... det er jo et svært valg. Begge byder på de vildeste historier, og begge kan vise én vejen frem ...

Jeg har netop købt og læst det nye nr. 10, som udkommer i anledning af bladets 10-årsjubilæum – og tillykke med det!

Bladet gik ellers ind i 2019, så det har reelt set kun eksisteret i 4 år, men hvem hænger sig i den slags uvæsentlige detaljer. Og ud over det har redaktionen fortsat med at udgive blade blot under navnet "Fiesta". Blade, som stort set er identiske med "Fiesta Magasinet" – blot uden nummerering, hvilket irriterer undertegnede grusomt, da man dermed aldrig helt har styr på, hvor mange numre, der er kommet (fik jeg nævnt, at der også kom et par specialnumre af FM uden for nummer, og i øvrigt da også et nr. 0 - så der er sammenlagt MERE end 10 numre – om end det skal trækkes fra, at nr. 8 og 9 er slået sammen til eet nummer!). Samme irritationsniveau, som dengang redaktionen besluttede ikke længere at opdatere fb-siden, når der kom nye numre, men uden varsel valgte at hoppe over til det der Instagram, som jeg ikke bruger. Efter 2-3 år er de vist dog muligvis tilbage på fjæsen.

FANTASK nægter i øvrigt pure at kalde de senere blade for "Fiesta", men lagerfører dem på hjemmesiden konsekvent som "Fiesta Magasinet".

Megen snak blot for at ydspy et hip, hip, hurra til Fiesta Magasinet og folkene bag. Og lad os endelig få mere!

De fleste forsider, lånt fra ComicWiki (som desværre ikke har
været opdateret om Fiesta-udgivelser siden nr. 8/9 fra 2019)

Vovehalsene nr. 1: "Ørkenens mand" (Interpresse, 1978)

Vovehalsene
Nr. 1: "Ørkenens mand"
Interpresse, Danmark (1978)
Tegneseriealbum, 48 sider, sort-hvid, softcover, coverpris: 16,50 kr.
Originaltitel: L'uomo del deserto (1977)
Forfatter: Gino D'Antonio
Tegner: Ferdinando Tacconi
Dansk oversættelse: John Jørgensen
Håndtekster: (ingen nævnt)
Tilrettelægger: Henning Kure

"Ørkenens mand" var et af de første albums, jeg købte, da jeg begyndte at samle på tegneserier tilbage i det gamle århundrede. Originaludgaven er italiensk og udkom i støvlelandet i 1977, og et år senere kom den danske udgave fra Interpresse. Og endnu et år senere købte jeg den så.

Jeg var ret begejstret for historien dengang. Historien er kort fortalt om en englænder, Bertram Prott, der søger lykken og eventyret i ørkenen under 1. Verdenskrig. Han er ikke ligefrem Lawrence af Arabien, men det gør ham blot så meget mere menneskelig. At han forsøgte sig som pilot, men aldrig lærte at flyve (ret godt), syntes jeg vist nok bare var underholdende dengang. Og ditto hans køreegenskaber. Og ditto hans slagsmålsteknik. Han var vist i virkeligheden ret uduelig. Måske er det i virkeligheden ret indlysende, at jeg for 100 år siden syntes så godt om albummet. "Ørkenens mand" begynder i øvrigt med en 2 sider lang indledning om Lawrence af Arabien og forholdene i Mellemøsten under "den store krig".

Jeg troede i mange år, at albummet var et oneshot, men der kom rent faktisk fire numre i serien – som i.ø. slet ikke hedder "Ørkenene mand", men derimod Vovehalsene. Alle fire albums er dog oneshots, blot under samme paraplytitel. Jeg har stadig mit eksemplar fra (indkøbt i) 1979 i samlingen, men det sidder pakket væk i en bladkasse, så da jeg fandt det netop læste eksemplar i Kirkens Korshær forleden, fik det lov at komme med hjem. Det er mildt sagt noget mere patina-ramt end mit gamle album.

I ørkenen møder den uduelige pilot en dame,
som tydeligvis er lige så uduelig med en pistol

Alle fire albums er forfattet og tegnet af forskellige italienere. Nummer tre er sågar tegnet af Milo Manara. Tegneren af "Ørkenens mand" er Ferdinando Tacconi, der i.ø. også tegnede Storsvindlerne, som kørte i Seriemagasinet i starten af 80'erne og senere er kommet fra både Egmont og E-voke.

Det skal i.ø. også tilføjes, at der i den originale italienske serie kom flere albums end på dansk. Og fire af disse er endda tegnet af Hugo Pratt. Disse kom også på dansk (link til de danske forsider på ComicWiki), men først mange år senere på forlaget Faraos Cigarer og under en ny paraplytitel: En mand – en historie (man kunne ønske sig, at forlaget havde gjort brug af en apostrof: Én mand – én historie. Prøv at sige det højt. Uden trykket på "en" lyder titlen lidt tilfældig. Det giver faktisk en kæmpe forskel, skulle jeg nok mene).

"Ørkenens mand" er muligvis ikke gået over i historien, som en af tegneseriens store milepæle. Men for undertegnede blev det et vigtigt album, når man som teenager på sene aftener glanede ud ad vinduet i provinshullet og drømte sig bort til ... well, måske ikke ørkenen, men fjerne egne.

Von Zimmer, som endelig er skudt ned, er tydeligvis kalkeret over den
legendariske "Den røde baron", som var berygtet under 1. Verdenskrig.
Læs mere om ham lige her. 

Den "teknik" er, når vor hovedperson panisk river
rundt i styrepinden eller rattet fra side til side!

EDIT (dagen efter): Læsere, der var tidlig på den, vil utvivlsomt have bemærket, at jeg rodede lidt rundt i årstal. De er nu korrigeret: Den italienske originaludgave har i kolofonen copyrightårstal 1977. Det danske album udkom i 1978. Jeg købte albummet i 1979. Sådan!

Martin Bigum om tiden på Dansk MAD

Via Brian Iskovs blog om James Bond opdagede jeg, at Danmarks Radio i 2020 lavede en dokumentarserie om Martin Bigum. Og Bigum er interessant for tegneseriesamlere, for i 80'erne tegnede han for Dansk MAD. Jeg købte selv bladet dengang og yndede bestemt hans vittighedstegninger. 

Hele serien ligger stadig på DR DK en uges tid endnu, men jeg klippede de to minutter om tiden på MAD ud (efterfølgende er der i programmet iø et interview med tegneren Nikoline Werdelin).

HUGO PRATT: Djævelens nat

Tegninger: Hugo Pratt
Tekst: Tom Tully & Gordon Sowman
Forord: Chloe Maveal
Oversætter: Lea Mejdahl Christiansen
Forlag: E-voke (2025)
Sort-hvid, hardcover-album i ca. bladstørrelse, ca. 150 sider
Oprindeligt trykt i bladet "Battle Picture Library"

HUGO PRATT er kendt af enhver seriøs tegneserielæser for sin CORTO MALTESE-serie. A-L-L-E kender den. For fortrinsvis nyligt har man så fundet ud af, at Pratt i de tidlige dage tegnede for engelske krigs-samlebånds-blade. Og det lille tomands-forlag E-voke har nu udgivet noget af dette materiale i et flot hardcover-bind (der er planlagt mere) med så lækkert papir, som ingen, der i sin tid stod med lusede lommehæfter på usselt papir, ville have troet muligt. Der er også en fin artikel om Pratt og dennes tidlige æra.

 
Og mig, ja hvad med mig? Modsat andre seriøse læsere har jeg aldrig så meget som åbnet et Corto Maltese-album, og dette er således min introduktion til Hugo Pratt, hæhæ. Han er iø ikke forfatter af episoderne, men tegningerne er fede! Jeg er iø kun halvvejs gennem albummet og vil ikke anmelde som sådan. Den første historie handler om en forræderisk løjtnant i en lille engelsk patrulje i den burmanske jungle, og den var ganske glimrende med næsten overnaturlige elementer.

 
Oversat af den ene af E-vokes bagmænd (m/k), Lea Mejdahl Christiansen, som lader til at oversætte stort set alt, hvad forlaget udgiver, både fra fransk, hollandsk og engelsk. Måske også de spanske ting, men dem har jeg ikke set endnu. Og hatten af for det. Jeg synes dog, at det er problematisk, at hun selv læser korrektur på sine egne ting. Hun vælter ofte forvirret rundt i De- og du-former (se f.eks. min omtale af E-vokes Bernard Prince nr. 16-album, hvor hun flere gange præsterer at lade de samme personer tiltale hinanden skiftevis i både De- og du-form - endda i samme sætning/samme taleboble!), som en god korrekturlæser ville påpege. Men ellers rigtig fine udgivelser.

Det skal også tilføjes, at heldigvis har man holdt fast i at bruge en sans serif-font, som grangiveligvis ligner den, man har brugt i de gamle blade. Denne type historier indbyder ikke til håndskrift eller anden type spøjse bogstaver. 

 

 
NB: Lånt på biblo.

At genlæse SUPERMAN efter fire årtier

Det er nææsten så længe siden, at jeg burde skrive aartier med dobbelt-a!

Jeg læste godt nok lidt spredte tegnserieblade som dreng (Tarzan, Korak, cowboy-blade), men det var først som teenager, at jeg **opdagede** tegneserien som sådan. Det var i 1979, og jeg begyndte straks at samle.

Dengang var det fedt at være med som bladlæser, da der kom alt muligt. Jeg købte fast Seriemagasinet, Jonah Hex, Kung-fu Magasinet, Edderkoppen, Fantomet, osv osv. Og jeg købte naturligvis også Superman.

Mit første Superman-blad var Superman med Batman nr. 4, det med Superman, der bliver brændt på en totempæl på forsiden! Jeg læste alle bladene med stor iver og glæde, men omkring skiftet til 90'erne var jeg ærlig talt blevet træt af Superman-serien. Den syntes lidt for kikset i forhold til Marvel-bladene. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har læst et Superman-blade siden starten af 90'erne.

En kolofon!

Jeg ejer godt nok alle bladene, men de sidder bortgemt i bladkasser og hemmelige arkiver (lol). Men så her i går modtog jeg en gave fra Obskuriøsts redaktør, Henrik Larsen, i form af stor kasse fuld at Superman'er. Henrik er i gang med at gendanne sin egen samling af blade ved at købe lots og i genbrugsbikse. Og lots betyder mange dubletter. Og det blev mit held. Jeg ved ikke, hvor mange der var i kassen, men den var sateme tung. Tusind tak, Henrik.

Nå, men jeg tog fat i dag med at genlæse og begyndte naturligvis med dét blad, som jeg allerførst købte dengang i 79: Superman med Batman #4! Forsiden er feed. Historien med Superman, der skal redde amerikanske indianere fra en grådig hvid mand er ... okay. Bladets anden historie med Grønne Lygte af Denny O'Neill var straks bedre, synes jeg. En mand i 1800-tallet dræber en anden mand i en duel, men overlever blot for at blive suget til en anden verden i en anden dimension for at hjælpe med at redde en fremmed civilisation, som er ved at dræbe sig selv med krige. Men er det lykkedes ham? (Og sikke et held, at han ikke er landet langt ude i fremtiden i det 21. århundrede).

Noget af det jeg næsten husker bedst fra Superman-bladene er Super-Ove og brevkassen! Selv om jeg brændte ud på bladet i sin tid, så er det spændende at skulle til at genlæse serien her i voksenlivet.

Stakken af Superman-blade fra
Henrik Larsen sirligt pakket i poser